Hans Hansen: Portrætmalerens Dagbog

Om Brøndsted | H.Hansen | Oldemor | Mere...

Dette er en elektronisk version af Hans Hansen "Portrætmalerens Dagbog" fra 1794/95, udgivet af Clausen or Rist i serien "Memoirer og Biografier" bd. VI 1907. Bogen er indscannet og kan indeholde småfejl. Sidetal fra bogudgivelsen er indsat i kantet parentes [side 1] ... [side 2] osv. Portrætmaleren Hans Hansen, f. 1769, far til guldaldermaleren Constantin Hansen, studerede hos Jens Juel, og rejste som 25-årig i provinsen som forberedelse til en større udenlandsrejse (indledt 1797). I februar 1794 rejser han fra Marselisborg til Horsens og gør her bekendtskab med provst Christian Brøndsted. Hans Hansen har i sin dagbog indgående beskrivelser af provsten og hans familie, ikke mindst hans ældste søn Gerhard Brøndsted. Dette varer frem til sidst i august 1794, hvor han tager tilbage til kunststudierne i København. Her fortsættes omgangen med provstens ældste søn Gerhard Brøndsted, der har påbegyndt teologistudiet. I marts 1795 går turen til Skjelby på Sjælland mellem Sorø og Næstved, hvor faren ligger syg. I Skjelby opholder Hans Hansen sig til midt i december 1795. Her træffer han P.O. Brøndsteds senere svigerfar finansråd Georg Koës, der siden han blev enkemand i 1792 har boet til leje paa C. A Plessens Gods Gunderslevholm. Desværre er dagbogen kun ført i de første måneder af dette ophold på Midtsjælland (frem til september 1795).

Det foreliggende uddrag af dagbogen omfatter Horsens, København, Skjelby-tiden fra februar 1794 til september 1795.

Horsens 1794

Jeg forblev paa Marselisborg til d. 12. Febr., da jeg i reiste til Holme til Forvalter Kierulf, hvor jeg forblev i en 14 Dage og det med megen Fornøyelse, thi jeg er stedse bedst faren med at omgaaes Folk af Middelstanden. Derpaa reiste jeg d. 25. Febr. fra Holme og tog en rørende Afskeed med den Egn, som var det første Sted, jeg blev bekiendt paa her i Landet, hvorfor jeg ogsaa havde megen Følelse derfor. Jeg kom da samme Dag til Horsens; her havde jeg Adresse til en Kammerherre Gersdorff fra Stiftamtm. Sehestedt, som var meget smigrende imod mig, og hvori han bad ham anbefale mig her i Horsens, men det loed som denne gode Mand ei følte, hvad Pligt Sehested her paalagde ham for mig som en Fremmed, thi han tog aldeles koldsindig mod mig, spurgte, hvad jeg fik for et Stykke, og derpaa svarede, at i gamle Dage havde man faaed det for det halve. Dette overtydede mig strax om, at han var ingen god Kunstdommer, thi ellers vilde han ei have bedømt det saa haandværksmæssig, derpaa blev jeg spurgt, hvorledes Sehested levede, hvorpaa Audiencen var forbi¹. Saaledes at modtage en ung Konstner, som er rekommanderet af en Mand som Sehested, røber liden Smag. Jeg var derpaa hos en Kammerherre Schenk, som var meere beskeden, skiøndt jeg ei var adresseered til ham, men hvad min Metie[r] var angaaende, da var derved intet at giøre. Han viiste mig endeel af hans eget Kunstarbeide, som jeg virkelig

¹ Kammerherre Christian Christopher Gersdorff til Merringgaard og Ussinggaard (1741-1805). Han var gift med Bodil de Lichtenherg (1735-1807), Enke efter Jochum Rodenburg de Lichtenhjelm til Ussinggaard og Merringgaard.

[side 18] maatte beundre, thi denne Mand er en stor Konstner². Der var bl. a. Rammer af en besynderlig Composition, som han sagde bestoed af Saug-Sponner, der vare sammenrørt i Liimvand og derefter blev pressed i Former og bekom en beundringsværdig Politur; denne Konst synes mig burde bedre blive bekiendt. Herpaa recommandeerte jeg mig og fik det Ønske: at han vilde glæde sig, om jeg maatte finde mig fornøyet i Horsens.

Saaledes bortløb 14 Dage, og jeg hørte adskillige tale om, at de vel havde Lyst at males, men ingen vilde giøre Begyndelsen; derpaa giorde jeg ved en Hændelse Bekiendtskab med en Provst Brøndsted³ her, som var blant disses Tal, han var strax saa artig at inviteere mig til sig, og derpaa førte mig omkring i Byen til en Kamh. Lillenschiold, Kamh. Juel⁴ og Etats-Raadinde Lichtenberg⁵, men da her intet videre blev bestemt, saa resolvcerte denne gode Provst, som jeg slet ingen Bekiendtskab havde til, at giøre Begyndelsen med sig og sin Kone. Da disse vare færdige, havde jeg mangfoldige Tilskuere derover, og adskillige Domme bleve fældede; men som jeg troer, fik de dog en Slags generel Biefald. Nu var der vel mange, hvor Lysten meere opvaktes, man talte om, at nogen havde isinde at giøre en Subseriptions-Plan og samle et vist Antal for at faae desto bedre Kiøb, ja endog Provsten selv proponerede mig paa Clubben at indlægge en saadan Subseriptions-Liste; men da dette var mig altfor krybende, saa vogtede jeg mig vel for at opfylde samme.

Besynderlig nok, man vil her være kræsen, dog

² Kammerherre Jørgen Frederik Schenck (1739-97), afsk. Oberstlieutenant og Generaladlutant, var Hofintendant ved det russiske Hof i Horsens fra 1780 og fra 1784 Hofchef.
³ Provst i Nimb Herred, Sognepræst i Horsens Christian Brøndsted (1742-1823). Han var første Gang gift med Johanne Kirstine Hatting (1745-79) og anden Gang med Mette Augusta Petersen (1758-1832).
⁴ Afsk. Major ved slesvigsk Rytteriregiment Kammerherre Christian Frederik Juul til Store Borupgaard (1745-1821), gift med Isabella Sophie Schøller (1761-1832).
⁵ Etatsraadinde Lichtenberg, f. Hofgaard (1711-95), var Enke efter Godsejeren Etatsraad Gerhard de Lichtenberg og Moder til Kammerherreinde Gersdorff. Hun boede i den bekendte pragtfulde Gaard paa Søndergade.

[side 19] uden Smag, og man vil benytte sig af Konstneren, men ei betale Konsten. Saaledes er Konstnernes Skiebne! Da nu Kammerherre Gersdorff fik Provstens Stykke at see, fattede han strax den Resolution at ville have sig, Kone og Datter maled: en Mand, som jeg er adresseered til, først at modtage mig paa føromtalte Maade, og siden vilde have af mit Arbejde, er en Opførsel, som sværlig kan undskyldes, og at vilde troe, at en Reisende ei kan recenseere sligt, røber liden Menneskekundskab. Meere har Provsten heraf, en Mand, som meget gefalder mig, men som har nogle fatale, hypocondriske Luner, som meget diffigureerer denne saa fortreffelige Mand. Hans Taler har jeg fundet saa stor Behag i at høre, at jeg ikke skal forsømme ham nogen Gang, saalænge jeg er her i Byen. Den Morale, han lærer, er ypperlig, og han taler som en Bibel, han opkaager ei noget gammelt Tøy med mistænkelige Mirakler eller beviiser Religionens Sandhed af overnaturlige Ting, heller ikke lærer han, at Veien til Lyksalighed bestaar i Troen paa Jesum alene, men fornemmelig i en dydig Vandel, og den Iver og Affect, hvormed han siger det, geleidet med en naturlig og frie Udtale, beviiser, at han selv føler, hvad han siger, meere end de, der med en klynkende og grædende Stemme og underlige Gebærder raaber Hevn over endog den uskyldigste Fornøyelse, som dog i sig selv er saa langt fra Christi egen Lære, eller dem, som kommer med den tankeløse Sætning, at vi skal efterfølge ham i Modgang; dette læres af dem, som stedse har attraaet den i Mennesket nedlagde Lyst til Held og Lykke! Disse ønske, at andre kan vandre i Modgang for at giøre sig selv desto lykkeligere. Dette skriver jeg, førend jeg begynder paa noget videre end Provstens Arbeide.

Skiøndt jeg ei havde foresadt mig at begynde nogen ordentlig Dagbog, førend jeg havde forladt de danske

[side 20] Grændser, saa dog alligevel har jeg nu foresadt mig med Paaske at giøre denne Begyndelse.

April d. 20., som var første Paaske-Dag, gik jeg Kl. 6 om Morgenen efter Aftale Aftenen tilforn, over til Hr. Provst Brøndsted for med dem at følge i Froprædikenen. Her hørte jeg Capellanen Hr. Mancin at prædike om Christi Opstandelse, hvor han i den første Deeling beviste denne Histories Sandhed og i den anden Nytten deraf for os; men klynkende er denne Mands Udtale, og melancholsk bliver man af at høre ham ⁶. Derefter gik jeg i Høymesse for at høre Hr. Provsten, som jeg usigelig gierne hører, thi denne Mand prædiker en Morale, som er ypperlig og denne Mand har giort mig til en flittig Kirkegænger, thi det er ikke enhver Præst jeg gider høre, men naar jeg ikke hører hver Prædiken af denne Mand, saa synes jeg at miste noget, og han føler ved alt, hvad han siger.

I Efterm. kom Provstens Søn, den ældste⁷ (som er Student) over til mig og proponeerede mig at giøre en Spadsere-Tour og siden at gaa ned til Barfoed⁸ at spille os et Partie Billard. Dette blev af mig approbeeret, men jeg skal dog for Fremtiiden tage mig iagt for at spille Billard med dette vakre Menneske, thi vi er begge passioneerede i Spillet og kan ei holde op igien, og endskiøndt det er en ganske uskyldig Fornøyelse, saa er der dog mange, som kan lægge det slet ud. Kl. 9 1/2 gik vi begge hiem. Da jeg kom til mit Logis, blev jeg noget inde og talte med nogle Jomfruer, som ere her i Huuset, thi min Vert og hans Kone⁹ ere i disse Hellig-Dage reiste fra Byen; her kom vi

⁶ Laurids Nicolai Mancin (1751-1803)
⁷ Provstens Søn af første Ægteskab, Gert Johan Brøndsted (1774-1846) blev Student i Horsens 1791, cand. theol. 1797 og Præst paa Askø 1800. Han døde som Præst i Asminderød.
⁸ Dorthea Cathrine Barfoed, født Fabricius, (1767-1833) drev Gæstgiveriet i Horsens, efter at hendes Mand Nicolai v. Essen Barfoed kort forinden (Februar 1794) var død.
⁹ Det fremgaar ikke af Dagbogen, hvor Forf. boede eller hvem, der var hans Vært i Horsens, rimeligvis boede han paa en Gæstgivergaard.

[side 21] paa Tale om at spaae, og da man fortalte mig, at her var en Kone, som forstoed denne Profession perfect, at spaae i Caffe, som man beviiste af mange troeværdige Historier, saa blev det mig loved, at jeg engang skulde profiteere af hendes Videnskab, og med dette glade Haab gik jeg op paa mit Kammer og gik tilsengs.

Den 21. -- Da jeg havde spiist til Middag, sadte jeg mig til at male lidt, og derpaa Kl. 5 gik jeg hen at besøge Hr. Horn, som meget fornøyede mig med sin lille Hauge¹⁰, derfra gik jeg til Provsten og imidlertid kom Kammerherre Juel og Kammerherre Lillenschiold med Familie¹¹ for at see Provstens og Provstindens Portraiter, som jeg har maled der; min Visite hos Provsten vilde jeg ikke undvære for meget. Lillenschiold gav mig den naadige Kompliment, at mit Arbeide var got, at han og hans Famille syntes at Provstens lignede best, men Juel sagde, at Provstindens lignede best, hvorpaa Fru Paulsen svarede: det var Beviis for at de begge var gode.

22. April. I Aften kom Provstens eene Søn over til mig, da min musikalske Informator var hos mig; da Timen var forbie, gik jeg med ham og mødte Provstinden, Jomfrue Fester og begge hans Brødre, som alle vare gaaed ud at spadseere i dette saa behagelige Veir efter den milde Regn, vi havde i Eftermiddag. Vi gik ud af Hestedams-Porten for at møde Provsten, men vi traf ham ikke¹². Paa Veien blev der talt om Dag-Bøgers Nytte, hvilket jeg og tilstoed, og da man

¹⁰ Præsten ved Horsens Hospital Magnus Christian Horn (1753-1843), der var gift med Anna Helene Musted (1759-1845), Datter af kgl. Skuespiller Jens Musted.
¹¹ Kammerherre Oberst Anton Jacob Lillienskiold (1734-1818), Hofchef ved det russiske Hof i Horsens. Gift med Margrethe Schiernheck (1756-1835).
¹² I sit første Ægteskab havde Provst Brøndsted 6 Børn. Af disse levede dengang kun tre, nemlig den ovenfor nævnte, senere Præst, Gert Johan Brøndsted, der som Student opholdt sig i Hjemmet, Ane Sophie Brøndsted og Joachim Otto Brøndsted, men om denne vides intet andet, end at han var født i Fruering 1774. Her i Dagbogen omtales han kun flygtigt i Modsætning til Provstens eneste Søn af 2' Ægteskab, den 14aarige Peter Oluf Brøndsted (se nedenfor), der blev den, der kastede Glans over Navnet. Ane Sophie (1774-1804), som lader til at have havt det strængt i Hjemmet, blev 1801 gift med Apotheker Rudolph Helms i Varde. (Medd. af Kapt. Louis Nielsen, Viborg).

[side 22] spurgte, om jeg ei holdt nogen Dag-Bog over mine Reiser, svarede jeg jo. --- Den 23. Gik i Formiddag over til Provsten; med hans Sønner gik jeg i Haven og glædede os over det deilige Veir, i Eftermiddag kom Provstens ældste Søn til mig for at giøre en Spadseere-Tour, som endte hos Barfoed, dette var mig dog ikke med, men jeg veed el, hvorledes det er, thi det er lige som en Magneet trak mig til Billardet. Efter 1/2 Time gik vi ned ved Canalen for at gaae hiem. Da vi kom lige for Provstens Have, fandt vi hans andre Sønner der, hvorfor vi lod os sætte over Aaen. Her blev nu beslutted at seile en Tour, hvorfore vi, efterat have spiist Aftensmad, fik fat paa vores Søemand; der blev nu proponeeret Jomfruerne at følge med, men vi fik til Svar, at det var for sildigt, som ogsaa var sandt, thi det begyndte allerede at blive mørkt og Luften var kiølig, men denne Tour var dog ret behagelig. Paa Veien havde vi mange Samtaler med vores Baadsmand. Der blev talt om adskillige Søe-Straffe, og jeg lærte, at det var fornemmere at faa Kat end Tamp. Da vi kom iland, gik jeg ind at hilse paa Provsten og Provstinden og gik derpaa hiem. Da jeg kom hiem, var her en svensk Kiøbmand, som talte om Postvæsenet og sagde, at de fleste Postmestre var Slubberter, og jeg troer ikke, han havde stor Uret. Der var tillige en Madam Bang og en fremmed Jomfrue, som var komne med den agende Post; disse, min Vert, Vertinde og jeg morede os med at tale om de forskellige jydske Dialecter. Der blev talt om adskillige Ord, som i Vesterkanten hed saa, nordenpaa saa, søndenfor saa, og i Østen havde de igien et andet Navn; det var meest nomina propria, som havde saa forskiellige Bemærkelser. Vi var enige i, at ingen Navne vare saa rette som de, vi brugte her i Egnen, hvoraf jeg sluttede, at de 2 fremmede Damer heller ikke boede langt herfra, thi de forsikrede, at de slet ikke kunde begribe, hvorledes noget Menneske kunde falde paa, at

[side 23] nevne en Ting saa forkeert, og dette røbede, at disse Folk havde ringe Sprogkundskab, thi de skulle være villige til at tro, at Adam havde benævnt alle Ting med samme Navn som de.

D. 24. kom min Spille-Mesters Fader til mig, han talte meget om Professor Darbes i Kiøbenhavn, som det lod til, han kiendte speciel, han fortalte tillige, at han havde en Syster-Søn, som var informet af Darbes¹³ og nu var Stads-Musicus i Randers, og mange løyerlige anecdoter vidste han om disse 2 Geniers Nykker, bl.a. at hans Syster-Søn til et Bryllup i Veile havde slaget alle de Glas i Stykker, som han drak af, og da Borgemester Carøe¹⁴ havde yttred sin Fortrydelse derover paa Grund af, at de siden ikke fik nogen Glas at drikke af, saa lærte denne Musieus strax Borgemesteren et Raad herfor, som bestod i, at han slog Halsen af Flasken og drak deraf, hvor over Borgemesteren blev vreed og gik hiem. Samme Syster-Søn havde saadan Lyst til at studeere Jura, at han havde læst hele Natten, og at denne megen Læsning havde været Aarsag i hans Ulykke, thi, sagde han, man maatte være meget forsigtig med at leese, i Besynderlighed de Bøger, som vare skreved af Fritænkere, thi de troede, at hvor Træet faldt, der blev det liggende, og omendskiøndt den, der skrev sligt, kunde være en stor Mand, saa var det dog skadeligt for dem, som havde kun liden Hierne og ei kunde forstaae ham, og jeg troer han har Ret deri. Derpaa sagde han, [at] der hængte et Skilderie paa Raadstuen, som forestillede Helvede, og derpaa fandtes mange Slanger og Hugorme, samt Fanden i en underlig Skikkelse, som plagede de fordømte med Ildspyen og sligt. Dette var ei heller efter hans Hoved, thi han sagde, at skiøndt han ei tvivlede paa, at jeg kunde male saadan et Stykke, saa vilde han i saa Fald

¹³ Professor og Musikinspektør ved det kgl. Kapel Johan Anton Peter Poul Darbes (1750-1815). Han fik senere Titel af Generalkrigskommissær.
¹⁴ Borgmester og Byfoged, senere Etatsraad Nicolai Christian Carøe (1751-1833).

[side 24] dog spørge mig, om jeg havde været i Helvede og der seet sligt, som kun tiente til at indjage Skræk for Gud, hvorpaa han sagde, at vor Samvittighed var det rette Helvede, der enten pinte eller beroligede os. Skiøndt jeg i Hiertet virkelig troede ham, saa torde jeg dog ei lade ham mærke sligt, men beviiste Helvedes Vished af Bibelen, paa det han ei skulde tage mig for en Fritænkere, og hvad Malerens Ideer angik, sagde jeg, da havde Jesus selv talt om den evige Ild, men dette paastoed han var kun lignelseviis talt, hvorpaa han gik. Jeg beklagede, at Skiebnen havde nægtet denne Mand en bedre Cultur, thi hans naturlige Anlæg fortjente det.

Da jeg i Middags kom ind for at spiise, sad Cold, en Apotheker-Svend fra Aarhuus, og lod sig friseere i Spiise-Stuen, dette gefalt mig just ikke, dog blev Fortrydelsen gotgiort derved, at det var et Fruentimmer, som forrettede det, thi her er en Kone i Byen, som gaaer om for at barbere og friseere, og da jeg endnu ei havde seet det før, saa moerede det mig. Da denne Apoteker var færdig, satte han sig tilbords med os andre.

-- D. 25. Imorges gik jeg med Hr. Brøndsted udenfor Byen for at optage Situationen i et camera obscura. -- For at forkorte Veien til den Side, hvor Byen presenteerer sig bedst, saa gik vi over Hiørnet af den saakaldte Flaske, men hvad vi vandt i Længden, tabte vi paa den anden Side, thi vaad blev jeg om Fødderne. Nu kom vi til Stedet. Camera obscura blev opstillet, men vi kunde kun see det halve af Byen, og heller ikke kunde jeg tegne i den Kasse, som var for lille. Vi gik derfore ei saa fornøyede hiem som ud. Gik i Efterm. over til Provsten. Medens jeg var der, kom Maleren her i Byen, som heder Brestrup; der blev talt om Geh:raadinde Voida¹⁵, hvor jeg ifior skulde have væred hen, og hvor jeg maaske reiser til om nogen Tid. Da han gik, beklagede Provsten, at denne Brestrup

¹⁵ Frederikke Anna Sophie v. Woyda, f. Adeler til Sophiendal (1728-1805), Enke efter Gehelmeraad, Amtmand i Skanderborg F. L. v. Woyda.

[side 25] for 10 Aar siden havde bragt et Fruentimmer med sig fra Kbhvn. og loved om en kort Tiid at holde Bryllup med hende, men siden havde de levet sammen uden videre Omstændigheder; naar man talte til dem derom, saa bleve de vreede. Provsten selv sagde, at han paa Embeds Vegne under 4 Øine havde foreholdt ham denne Synd, men han havde svared, at han troede sig berettiged til at holde en Huusholderske. Jeg troer han har Ret. Kl. 9 kom 2 af Provstens Sønner til mig og proponeerede mig en promenade, som blev resolveered, og Touren gik til Ladebrohoved, den yderste Pyndt af Byen¹⁶, hvor vi diverteerede os over det ypperlige Veir og Frøernes smukke Sang.

D. 26: Gik i Efterm. ud med min Verts jomfruer; de besøgte Væveren, der boer omtrent 1/4 Miil fra Byen. Derfra gik vi op i Bygholms Skov og glædede mig især over det angenemme Veir. O store Skaber, hvad Godhed udbreder Du over hele Naturen; Du er den bedste Fader! Saadan en April Maaned som den, vi have havt i Aar, kan nok ingen erindre; Skoven er allerede grøn og Rugen somme Steder ved at gaae i Vipper.

D. 27. Confirmations-Søndag. Hørte Provsten prædike over Thomas's Vantroe, han berømmede ham og sagde, han giorde ret i at tvivle, thi det var Beviis for, at han ei troede uden Overbeviisning, og forklarede skiønt, hvor vidt det er tilladt at tvivle, og hvor vidt man burde troe uden at have tvivled. Hans Confirmations-Tale gik ud paa at opmuntre til Dyden, som han sagde der hørte Moed til at følge, skiøndt jeg troer, at der hører mere Moed til at være onde. Da han begyndte paa Catechisationen, gik jeg, thi det handlede for meget om Troen, og den strengeste Ortodoxie er jeg ingen Elsker af. Jeg gik nu ned til Barfoed, og der traf jeg Præstens ældste Søn, som jeg slutter var

¹⁶ Syd for det gamle St. Hans Kloster, senere Stjernholm, ikke langt fra Aaens Udløb i Fjorden, laa Lade- og Lossepladsen Ladebrohoved.

[side 26] ligeledes bleven mat af at høre paa Troens Bekiendelse, vi spillede et Partie Billard, og da vi gik, tog vi Veien forbie Kirken, for at høre om det var forbie, og da hørte jeg Provsten styrkede dem i Troen paa Salighed, hvorpaa jeg gik hiem. Der var imidlertid kommen nogle reisende Fremmede fra Weile, det var Byeskriveren og hans Kone og Datter. Over Bordet blev talt om den Evne, nogle Mennesker havde, til at kunne see tilkommende Ting, hvorpaa Byeskriveren, han hed Kragballe¹⁷, forsikrede, at mange kunde see Liigbegiengelser og Bryllupper forud og bestemme alle Ting derved; jeg vogtede mig for at contradiceere, thi dette kommer ogsaa an paa Troen, og det er desuden ikke enhver tilladt at see sligt, og derfore sagde jeg, at dertil udfordredes en stærk Imagination. Denne Byeskriver fortalte, at han havde i sine Studenter-Dage prædiked, og at der var nogle gamle Koner, som havde grædt ved at høre ham, og derover forundrede han sig meget, thi han syntes selv, at der var ikke meget opbyggeligt i det, han sagde; saavidt man af 1/2 Times Omgang kan lære at kiende et Menneske, saa troer jeg, at han fra denne Side kiendte sig selv temmelig vel. Spillede siden et Partie Trocodille med min Vert, men den urimelige Lykke, hvormed han stedse spiller dette Spil, giør mig det annuant (i.e. ennuyant).

D. 28. Hørte idag ved Theebordet Historier om Provsten, som vare rædsomme, og denne Mand tabte derved meget af den Agtelse, jeg har baared for ham. Gud! den Mand, som lærer saadan herlig Morale, som i Omgang er saadan en Engel, om denne hører man de allersorteste Handlinger; hvad dømmer man nu om dette! Det gaaer som Jesus sagde: I skulle følge hvad de lærer, men deres Omgang og Vandel skal I bære Afskye for. Dette sadte mig i ubehageligt Humeur, saa at jeg hverken har Lyst til at male eller andet, dog vil jeg nu giøre en Prøve derpaa.

¹⁷ Byskriver i Vejle Christian Malte Kragballe (1756-1826).

[side 27] Da vi havde spiist, kom Hr. Leutenant Tidemann hertil fra Aarhuus, jeg saae ham fra mit Vindue, og da jeg havde kiendt ham fra Aarhuus, saa gik jeg ned at complimenteere ham, som lod til at være denne Officeer behageligt. Efter at have talt adskilligt, gik vi en Tour om i Byen, og den gefalt ham ret got, som er en stor Ære for Horsens, thi denne Mand vil ellers hellere laste end rose. Det er et besynderligt Menneske, jeg veed ei, om jeg skal ansee ham for at have stor Kundskab eller og han er en stor Idiot, men prale giør han afskyelig, det er en Nordmand. Han siger, han er Republikaner, og skielder meget paa Aristocraterne, og troer han at fornærmes ved at omgaaes andre end Adelsmænd¹⁸. Jeg er ei saa stærk i Politiqven, at jeg indseer, hvorvidt dette harmoneerer. Hans moralske Caracteer lod ikke til at være den beste; i det mindste roste han sig meget af liderlige Handlinger, som han maaskee aldrig havde begaaet, han spurgte siden, om han ikke kunde faae Aviserne at læse i Aften, hvorpaa jeg proponeerede ham at gaae op paa Posthuset, for der at have dem fra første Haand. Lige over for Posthuset boer en Justice-Raad Lederer¹⁹, hvis ene Datter har igaar staaet Confirmation, hun stod endeel i Vinduet, og denne Tidemann troede strax, at hun var hierteskudt af en stor Forliebelse i ham, hvorfor han troelig holdt sig i Vinduet; og da jeg var gaaet lidt om i Værelset for at røre mig, sagde han, at han allerede havde bragt hende et Par Hilsener, som muelig vare besvarede, jeg har ikke Kundskaber nok i slige Kierligheds-Handeler for at dømme, om det er virkelig eller ei. Endelig som vi sad, kom Posten, hvorved han fik sin

¹⁸ Dette maa være den af Broderen Oberst Nicolaj Tidemand i hans Mermoirer meget omtalte mauvais sujet Christian Tidemand (1771-1832), der i Norge blev Lieutenant, gift, sat i Fængsel, benaadet og derefter ansat i Toldvæsenet i Danmark, Kaptajn i Sappørkorpset, kasseret og død som Statsfange paa Christiansø. Se Oberst N. Tidemands Optegnelser, udg. af C. J. Anker. Christiania. 1881.
¹⁹ Justitsraad, Regiments-Feltskærer Carl Frederik Lederer (1728-1808), Livmedicus ved det russiske Hof i Horsens, var gift med Erika Hedvig Neander (1738-1816).

[side 28] Nysgierrighed styred med Aviserne, og gik derpaa hiem i et ubehageligt Veir, da Vægterne mindede os om at gaae til Sengs.

D. 29. April. Gik i Morges til Kamhr. Gersdorff og giorde Begyndelsen med Frøkenens Portrait. Sandelig jeg finder en skiøn moralsk Tone herske i dette Huus, og en deilig Pige er Frøkenen, og henrykt bliver man ved at male hende. Det blev bestemt, at jeg i Efterm. skulde komme hiem for at begynde med Hr. Kammerherren, thi disse gode Folk sagde, at jeg maatte benytte Tiiden det bedste jeg kunde, og derfore vilde de gierne rette dem efter mig saavidt mueligt. Kammerh. og Kammerherinden med deres Datter skulde i Dag spiise paa Palaiet²⁰, hvorfore de giorde mig en Compliment og spurgte, om jeg vilde spiise med Madamoisellen, en Jomfru Andberg²¹. Hun har det tilfælleds med alle Francaiser, at hun er lærd, og i Følge heraf lidt original, men deilige Øjne har hun, og til Himmelen løfter hun Hamborg, hvorfra jeg troer hun er, skiøndt hun taler meget got Dansk. Vi talte ved Bordet bl. a. om Claudius²², som hun kiendte personlig.

Giorde igien Begyndelse til Kammerherrens Portrait. Geheimeraad Schack-Rathlau med Gemahl²³ og Kammerh. Juel med Frue og Datter²⁴ kom imidlertid for at giøre en fransk Visit. Anlæget til Frøkenens Efterlignelse blev nu rescenseered, og jeg blev formanet til at bruge gode Farver, som jeg strax lovede. Forresten

²⁰ "Det russiske Hof" spillede en stor Rolle i Horsens. Den russiske Kejser Ivan VI. blev dræbt 1764, og hans fire Børn blev fra deres Fængsel sendt til Danmark til hans Søster, Enkedronning Juliane Marie, der etablerede et Hof for dem i et tidligere paa Torvet i Horsens liggende Palæ. 1794 var kun Prinsesse Catharina (1741-1807) og Prins Peter (1745-1798) ilive.
²¹ Caspare Lucie Amberg (1767-1845), gift 1795 med Sognepræst Frederik Jensen Hansen (1754-1800), "en agtet Præst og saare elskelig Mand" til Ølsted i Vejle Amt.
²² Den tyske Forfatter Mattias Claudius, Udgiver af "Der Wandsbecker Bote".
²³ Den fhv. Statsminister Joachim Otto Schack-Rathlou (1728-1800) til Rathlousdal og Gersdorffslund, gift med Øllegaard Charlotte Juul (1738-1798), Søster til ovenfor neevnte Kammerherre Juul.
²⁴ Sophie Christiane Juel (1778-1810) blev 1797 gift med den senere Statsminister Grev Otto Joachim Moltke til Espe og Bonderup.

[side 29] kiendte man strax det Gersdorfflige Træk i dette Anlæg, og dette glædede mig. Kammerherren var meere kiendelig, men der er ogsaa meere Lineamenter end paa en 15 Aars Pige, som Naturen har begaved med saa mange Yndigheder, at Maleren bliver strax comfus. Endelig kom ogsaa Kammerherre Retz²⁵, som sagde det samme som de første. Efter at have drukket Thee gik jeg hiem; strax kom min Spillemester til mig, som jeg nu et Par Aftner har forsømt.

D. 30. Gik igien til Gersdorff. Dette Huus gefalder mig hver Dag bedre, dette er mig kierere end de Steder, hvor man stedse faar slettere Ideer om den herskende Tone. Gud! med hvad for barnlig Ærbødighed omgaaes denne vakre Pige sine Forældre og hvad for en Fortroelighed!²⁶ Her er ogsaa den gode Maade, som jeg saa vel lider, at hun siger Du til sine Forældre, thi det maa unægtelig opvække Fortroeligheden. Ak, med hvilken Mine kyssede hun kierlig sin Faders Haand, og med hvad for en faderlig Følelse klappede han igien sin Datters deilige Kinder! Sandelig et rørende Syn for en føelsom Tilskuer og en riig Idee for en tænkende og skabende Maler. Beklageligt, at jeg ikke har Evne nok endnu til at udføre denne skiønne Scene, eller Leilighed til at anvende den derpaa fornødne Tiid; men stedse skal denne Gienstand staae frisk i min Indbildning og levende i min Forestilling for engang at blive udført af en svag Haand. Giorde idag Begyndelse til Kammerherreinden, som blev approbeered; naar man mange Steder allene giør sig Umage for at rescenscere til at qvæle Konstneren, saa søger man her at finde Fuldkommenheder ved og i det halvfærdige Arbeide; med dobbelt Iver arbejder man da. De spiiste i Dag igien hos Kamhr. Retz, og jeg

²⁵ Kammerherre Holger Reedtz til Palsgaard (1738-1803).
²⁶ Gerhardine Jochumine Gersdorff (1779-1826), gift 1801 med Joseph Louis Serène d'Acquéria (1764-1853, Informator i det Gersdorffske Hus, fransk Emigrant. Han blev adlet 1817, fik Titel af generalkrigskommisær og blev Besidder af det Gersdorffske. Fideikommis.

[side 30] spiste med Jomfru Andberg tilligemed en Præst paa Hr. Kammerherrens Gods af mit Navn. Enhver roeste denne Mand for mig, da han var gaaet i Byen, haade for hans moralske Caracteer og for hans Kundskaber, men i dette Huus roeser man alle Folk. Ved Bordet blev talt om smitsomme Sygdomme, hvoriblandt SmaaeKopperne. Jfr. Andberg fortalte, at hun havde hørt, at der var et Land, hvor man var saa bange for denne Sygdom, at saasnart man mærkede den i et Hus, blev dette uden Barmhiertighed brændt med alle deri værende Mennesker, og dette biefaldt Hansen²⁷ og lagde til, at naar han vidste et Sted, hvor der var kommet Pest eller andre smitsomme Sygdomme og ingen Anstalter var til at forekomme Udbredelsen, saa vilde han ikke giøre sig nogen Samvittighed af at dræbe saadanne ulykkelige Mennesker. Dette var mod Jesu Lærdom, som sagde: Vee den, som giør en ond Gierning, at der skal flyde got af, og stemmer i mine Tanker ikke overeens med den sande Morale. Nu blev der talt om adskilligt, og han bad mig besøge sig, men denne Giestfrihed af en Mand, som jeg for første Gang seer, synes mig overdreven, og kom jeg der og blev imidlertid upasselig, om det end kun var Hoved-Pine, maatte jeg jo befrygte, at han kunde ansee det for smitsom Syge, og saa var jeg jo ulykkelig, thi saa fik jeg jo ikke Rom at see, som jeg saa meget attraaer.

D. 2. Maji. Gik i Morges over til Provstens, førend jeg gik til Gersdorffs. Jeg fik den Compliment af Provstinden, at nu siden jeg kom til de Store havde jeg reent glemt dem, og paastod, at jeg saa meget suurt, hvergang jeg gik forbi deres Vinduer. Da jeg kom til Gersdorff, glædede jeg mig igien over den deilige Frøken. Da Frøkenen var færdig for i Dag, var det Spise-Tid; jeg blev og spiste i Dag første Gang med Kammerherrens, som var hiemme, og blev beviist megen

²⁷ Dette var den Pastor Hansen (se Side 7 Note 21), som blev gift med Guvernanten i Huset, Jfr. Amberg.

[side 31] Artighed, thi det er virkelig meget borgerlige Folk. Og god morale hører jeg stedse, besynderlig af Kammerherreinden, som vist tænker ædelt. I Efterm. arbeidede paa Kammerherreindens Portrait, hvorfor jeg fik mange Berømmelser, besynderlig af den deilige Frøken, som havde saadant Indtryk paa mig, at jeg lovede, naar lidt Leilighed gaves, at informeere hende i Tegningen, som ellers er mig en Pest. Da vi havde drukket Thee, gik jeg bort, men blev inviteered at komme igien i Aften. Jeg gik nu over til Provstens igien, men jeg mærkede, at der var Fremmede, hvorover Jomfruen atter tog mod mig i Døren og proponeerede mig at spadseere i Haugen, hvor Provstens Sønner vare. Efter 1/2 Times Forløb gik jeg igien, for at ikke incommodeere de Fremmede, som jeg slutter Jomfruens Modtagelse i Haugen havde til Øyemed. Snurrig nok! jeg gik derfore op igien til Gersdorff, thi her har jeg lige god entree enten der er Fremmede eller ei. Her spilte jeg et Partie L'ombre med Kmh.inden, Frøkenen og Kammerjunker Gersdorff²⁸, spiiste derpaa til Aften og gik hiem. Der blev talt noget om Juel²⁹, at han var for dyr, og sagde man: i forrige Tider kostede et Portrait aldrig meer end 10 Rdl. og 4 Rdl. en Copie, dette var almindelig Priis, og saa kunde man faae saa mange man vilde. Skade at man ikke kunde kiøbe dem i Boderne som andre Galanterie-Vahre!

Den 4. Var i Kirke. Da jeg kom hiem, var Tidemann kommen tilbage. Han fortalte os over Bordet om Norges Herligheder og de Beqvemmeligheder, som Reisende der havde, og var ret ærgerlig over, at her ingen store Handels-Huuse var i Landet, eller riige Particuliers og forsikrede, at dramatiske Selskaber sadte megen Skik paa Folk, og hundrede andre Historier af

²⁸ Kammerherrens Broder, Kammerjunker, senere Oberstlieutenant, Frederik Gersdorff (1736-1824), gift med Frederikke Louise Leth (1745-1833).
²⁹ Den af Forf. og hans Samtid saa højt beundrede, udmærkede Portrætmaler Jens juel (1745-1802) tog 80 R. for et Brystbillede. Hist. Tidsskrift, 4 R. IV, 273.

[side 32] samme Slags, som han paa en behændig Maade veed at sammenføye, men som dog ofte repeteeres; jeg forsikrede at enkelte store Handels-Huuse eller rige Particuliers slet ikke var Landet til nogen Nytte, men tiente kun til at undertrykke de smaae, og jeg troede, det var bedre, naar en jevn almindelig Handel floreerede.

Den 5. Maatte i Morges giøre Regnskab for min Vertinde, hvor jeg havde været i Aftes, thi, sagde hun, det tilkom Moderen i Huuset, og denne Kone er ferm, og jeg lider hendes Oprigtighed meget. Da jeg gik til Gersdorff, mødte jeg Provsten, som fortalte mig, at nu var hans Kones Portrait reent kommet ud af credit. Saa hastig forandres Tænkemaaden. Jeg har overalt mærked, at den største Ulykke for en Konstner er at faae med Halv-Kiendere at bestille. Da jeg var hos Gersdorff, kom Kamhr. Lilienschiold og Gemahlinde; den ene sagde Kammerherren lignede meget, den anden sagde Kammerherreinden var frappant. En sagde Kammerherren var flateert, en anden, at han var for suur, en tredie, at Frøkenens Næse var for lang, en bad mig ikke sætte for stærk couleur deri, en anden sagde, det var for rødt. Melancholsk bliver man af slig information, og tung er en Konstners Skiebne, som er altfor empfindtlig, førend Øret bliver vant til disse skurrende Toner, som hverken er af Dur eller Moll.

I Efterm. kom Tidemann op til mig, da den unge Brøndsted just var hos mig. De kom i Dispute i Henseende til dramatiske Selskabers Nytte for Sæderne, jeg taug stille og var en varlig Tilhører. Tidemann forsvarte slige Selskaber og forsikrede, man der ret havde Leilighed at tressere Fruentimre (af en Cavalerist kunde denne terminus tilgives, da man kunde slutte han nylig var kommen fra Stalden, men af en Infanterist -!) Brøndsted derimod negtede disse Selskabers Nytte og sagde, at de var en stor Skade for Sæderne i Provinserne, hvor den simple Uskyldighed derved leed et

[side 33] ubodeligt Tab. Da denne dispute var til Ende, satte jeg mig at skrive et Brev til Hr. von Harboe i Aarhuus og derefter nedskrev denne Dags Mærkværdigheder, som ere forbie, nu da Vægteren synger 11 i en stærk Taage.

Den 6. Gik i Morges til Provsten, førend jeg gik til Gersdorff. Han var ret artig i Dag og i god Lune, thi ellers er han fatal at omgaaes, men denne Mand har ogsaa Hovedet saa fuldt, at jeg meget undskylder ham.

Den 7. Da jeg i Morges kom til Gersdorff, blev der talt om Parykker, og man forsikrede, at en alonce-Paryk kunde i sin Tid koste 500 Rdl., det var meget! jeg gav mig strax til at male paa en Fruentimmer-Fricure, som jeg med Top og alt giør for meget mindre, men saaledes forandres Tiderne. Da jeg reiste fra Kiøbenhavn, lod jeg mit Haar skiere af for at gaa løs dermed og nød denne ædle Friehed næsten 1 1/2 Aar, til jeg kom til Horsens; men her mærkede jeg, at man saae skieft dertil og mumlede om, at det var Jacobinerhaar, hvorfor jeg til Paaske hellig Dage fik fat paa en Haarskierer, som bragte mig en Portion Haar til at binde i Nakken paa en 11. Alens Længde og besmurte mig saaledes med Tælle og Pudder, at jeg røg som en Melsæk, hvilket jeg hver Dag siden har igientaget, mine Klæder til liden Baade, thi nu har Pudderet allerede naaed Hatte-Knapperne, og fuldt af Pudder bliver heele mit Kammer med alt, hvad deri er, skiøndt jeg dog stedse gaaer ud, saa længe det staaer paa. Men dette Svinerie vil jeg dog heller have end ansees for en Jakobiner, thi for disse Folk har jeg megen Afskye. Haarskiereren gav mig desuden, medens han skar 1/2 w Haar af mig, saa megen blød Snak, at jeg baade blev i ondt og got humeur af at høre paa ham. Han havde været mange Aar i Kløbenhavn, sagde han, og vidste, at der vel var Forskiel paa Malere og Skildrere, men

[side 34] at de søgte Kroe sammen, og derpaa greb han i Lommen og hentede en heel Haand fuld Pudder og strøde paa min Isse, som han nu havde klippet Haaret af, og denne besynderlige Ceremonie betog mig Lyst til at indlade mig med ham i en nøyere definition angaaende Skildrere og Malere. Saaledes regieres vi af Moderne.

I Aften kom Brøndsted til mig; vi talte om Tidemann og vare enige i, at han var en Vindmaker.

Den 8. Meget koldt, halv forfrossen kom jeg til Gersdorff, men da det var Torvedag, maatte jeg bie noget. Imidlertid læste jeg Assessor Bærens' Resention over Premie-Stykkerne, hvori Thorvaldsen faaer sin fortjente Roes, dog troer jeg han giør ham Uret, naar han tillægger ham theoretisk Kundskab³⁰. Da jeg kom hiem Kl. 7, var Justiceraad Fønss her og jeg gik strax ned at hilse paa ham. Han forsikrede mig, at Stiftsprovst Astrup i Wiborg havde sadt mig i Band, fordie jeg mod Løfte var udebleven, da jeg havde loved ham at komme igien for at male ham, men jeg trøstede mig ved at Bandsættelse galdt kun lidt i vore Dage. Siden kom Brøndsted til mig, vi talte om Universitetet og Tegne-Academiet, han fortalte de Uordener, som skedte ved Forelæsningerne og den Foragt, Studenterne viiste for Professorerne, og jeg forklarede ham den Ærefrygt, vi havde for vores Professorer, som endog udgik til slavisk Frygt; begge Deele ere overdrevne, og jeg biefalder ligesaa lidet Studenternes Opførsel mod deres Professorer som nogle af vore Professorers Opførsel mod de unge Kunstnere.

Man finder her i Byen mangfoldige Inskriptioner udhugne over Døre og Porte paa Huusene, fornemmelig i den ældste Deel af Byen, de Rige bruge gierne Lovtaler over dem selv eller Gaardens første Eyere,

³⁰ Assessor i Hof- og Stadsretten Johan Hendrich Bärens (1761-1813), der var en mangesidig Forfatter, skrev 1794 en Artikel "Iris", om Elevudstillingen paa Kunstakademlet. Thorvaldsen fik dette Aar den store Guldmedaille.

[side 35] de fattige lade sig nøye med det Symbolum. Gud alleene Æren!

Den 9. Efterm. spadseerede en Tur med Brøndsted. (Vi gik omkring Byen ud paa Ladebrohoved og hiem forbi Barfoeds uden at gaae derind, og dette var en Helte-Gierning, thi det Billard har en besynderlig magnetisk Trækning paa mig, som jeg ei selv kan forklare, og Brøndsted føler vist den samme Trækning). Siden kom han op til mig, hvorved vi kom i Dispute om det, som Kammerherre Sehestedt havde skrevet i min Stambog, som han paastoed, at han slet ikke forstoed, det lyder saaledes: Hvad som er Aand er Aand! - Reis lykkelig med Aanden Deres - bring med Dem tilbage Aanden, De saae og følte - da vil vi fornøye os ved og beundre Aanden i Deres Arbeyder. - Jeg derimod paastoed, at det var skiønt, men han sagde, at man ikke kunde føle en Aand, og om jeg end havde eyet en Ciceros Veltalenhed, saa havde jeg dog ikke kundet bibringe ham et fatteligt Begreb om hvorledes han kunde forstaae dette uden efter Ordene, men saaledes har jeg desuden merket, at han ofte forstaaer Bibelen og synes den er tydelig, hvor jeg forstaaer mindst deraf, thi her er det stedse Inspiration og den er jeg ei stærk i.

Jeg saae i Form. en Brude-Skare komme fra Kirken, hvor Præsterne fulgte, og et Øyeblik kom Præsterne tilbage med en Liigbegiengelse, og denne contrast forekom mig ret besynderlig og latterlig, men disse Folk vide ved alle Leyligheder at give sig en forunderlig Vigtighed, og giøre endda dette for Penge; ved slige Betragtninger faaer man ei det beste Begreb om vores Religion, som de dog paastaaer at være den sande, ja den eneste sande; derfore sætte de Mahomed nederst i Helvede, for han oprettede et verdslig Regimente, og Moses kommer øverst i Himmelen, fordi han saa vel sørgede for Præsternes Legemer og Folkets Siele.

Den 10. Provstens yngste Søn kom og inviteerte

[side 36] mig at spise hos dem i Morgen. Denne lille Fætter har et stort Talent, og er i sig selv for voxen efter sin Alder; han viiste stor exclamation ved at see Gersdorff og opløfter de skiønne Konster til Skyerne, og vever og gesvatsig er ham. Men stolt er han, og dette vakre Barn, som Naturen har gived saa mange Fortrinligheder, risiqueerer meget, naar han voxer til, ifald han ei vogter sig for den farlige Egen-Kierlighed, han er kun 12 Aar og spiller de sværeste Concerter paa Claveer³¹.

Den 11. Da jeg vilde gaae i Kirken, kom jeg for sildig, hvorfor jeg gik til Barfoed og spilte et Partie Billard. I Efterm. spadseerede jeg med Provstens Børn. Da vi kom tilbage og havde spist til Aften, spilte vi et Spil Gnav.

Den 12. I Efterm. gik jeg efter Løfte over til Provsten forat retoucheere hans Portrait noget, som han nu vilde have rødere, og da jeg tilforn malte derpaa, var det for rødt, men det er en Plage at male ham, thi han sidder ikke en 1/2 Minut stille, og naar han endelig vender Ansigtet til mig, saa skeer det med en Mine, som om han derved beviiste mig en stor Naade, og naar Portraitet ikke ligner, saa falder Forseelsen strax tilbage paa Maleren, og da gaaer det, som Abildgaard saa deiligt har skildret, naar han viser en Konstners Skiebne, hvorledes han bedømmes af Børn og kalkunske Høns, som brøster sig over deres Critik, og medens en ganske latterlig usammenhængende og gal Dom nøder Konstneren til at stoppe Øret for disse skurrende Toner³². Siden efter gik jeg en Tour med

³¹ Den senere saa berømte Arkæolog Peter Oluf Brøndsted (1780-1842), eneste Søn af Provst Brøndsted i dennes andet Ægteskab (se Side 3). Han gik dengang i Horsens lærde Skole hos Rektor Oluf Worm og blev to Aar efter Student. Som det ses, beundrer Forf. allerede dengang den trettenaarige Drengs udviklede Sands for Kunst og Musik, der bevirkede, at han kom til at spille ved Smaa-Koncerter, der gaves ved det russiske Hof. (Mynster, P. O. Brøndsted).
³² Der hentydes til et satirisk Billede af Maleren Professor Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809), stukket af Clemens, der viser hans Foragt for det større Publikum. (Se Selmer, Nekrologiske Samlinger 11. 349 f., Krohn. Beskr. Fortegnelse. Nr. 1678).

[side 37] Provstens Søn, vi kom i dispute om det Ord Substants, men han viklede min Forstand saaledes ind, at jeg neer var bleven forrykt, thi som jeg merker, bestaaer de philosophiske Sætninger deri, at man bortraisoneerer den sunde Fornuft, og i dens Sted antager noget metaphysisk Tøy, som jeg endnu ikke er gal nok for at begribe.

Den 13. Jeg har igien i Dag hørt en Deel forfærdelige Historier om Provsten, og denne Mand taber sig hver Dag meere og meere for mig, dog troer jeg vel, at hans Hensigt er at forbedre Verden, men han glemmer sig derover reent selv, og finder ikke et Menneske efter sit Hoved, og denne Dadlen er mig modbydelig. Hans Opførsel mod hans Børn er ogsaa høyst afskyelig, og Børnenes Omgang mod ham desaarsag heller ikke roesværdig; jeg troer, at Forældre selv ere Skyld i at Børnene ere ulydelige og viise Mistroe til dem. - Jeg har den heele Dag studeret paa det Ord substants. Hvad er dog Bonden lykkelig, han bryder ei sit Hoved hverken med at opløse materielle eller immaterielle Ting, han siger: Korn er Korn og Jord er Jord, og fra dette systema bringes han ikke, hverken af den Cantiske philosophie eller af Bayles Tvivl.

Den 14. Raadstue-Budet har et Par Gange forstyrret mig med sin Tromme, thi naar noget skal bekiendtgiøres, saa løber han om i Byen og trommer Folk det i Ørene. Jeg har min Glæde af baade at høre og see ham, thi han gaaer omtrent 10 Skridt mellem at han med en besynderlig tydsk accent vræler sin Bekiendelse og mellem hver Pause putter Briller og Papiir i Lommen. Her i Byen er en Hyrde, som hver Morgen, naar han driver sit Qvæg i Marken, og om Middagen naar han kommer hiem, musiceerer for os, og denne Hyrde er en Virtuos i sit Slags, thi han kan frembringe artige Toner i et simpel Horn.

Den 16. som er Bededag, gik jeg op til Leutenant

[side 38] Bentzen³³, men han var ikke hiemme, derpaa gik jeg ud af Byen for at betragte Naturens Yndigheder, og jeg fandt alle Ting i en forunderlig avance efter denne Aarstid, Rugen stod nogle Steder i fuld Hvippe, men jorden var temmelig vaad. Jeg samlede nogle Blomster for at efterabe den uforlignelige Natur og prisede Skaberens uendelige Godhed, som han udbreder til de skabte Ting. Denne Tilbedelse troer jeg er bedre end at gaae i Kirke og høre den skiørine morale af den Mand, man siden erfarer slet ikke lever derefter, thi herved forarges man.

I Efterm. gik jeg op til Gersdorff med min Stambog. Jeg blev indbuden at blive der til Aften. L'ombre blev der spillet, og jeg tabte mine Penge, men dette Tab blev fuldstændig oprettet derved, at jeg ved Bordet kom til at sidde hos Frue Læder³⁴, thi denne Kone gjorde mig saa philosophisk, at jeg kunde oversee endnu meget meere end saadanne baggateller; thi hun besidder en meget honnet ambition og forundrer sig ikke lidet, naar hun kaster et naadigt Blik paa saadanne smaae Folk som mig, og jeg paa min Side stilte mig an, som om jeg troede, at hun var kommet ned fra Guds rene Himmel. Jeg blev af Kammerherren betalt for hans Frues Portræt. Han spurgte, hvormeget jeg skulde have, hvortil jeg svarte, at Provsten vel havde udspredt, at jeg gjorde det for 10 Rdl., men dette var for lidt, hvorpaa han uden at oppebie min videre Demonstration sagde, at han vilde give mig 12, og da jeg ei har Lyst at holde mit Arbejde paa Auction, saa taug jeg og tog Pengene³⁵. Dette er ellers det mindste, jeg har faaet, siden jeg kom her til Landet.

Den 17. I Efterm. kom Brøndsted til mig, som var mig kiert, thi vi havde ei seet hverandre siden

³³ Premlerlieutenant Hans Heinrich Bentzen (1753-1815), Afsked som Major 1797, Toldinspektør i Nakskov.
³⁴ Fru Lederer se S. 27.
³⁵ Pengenes Værdi var dengang 3 Gange saa stor som i Nutiden, 12 Rdl. vil saaledes nærmest svare til ca. 75 Kroner med Pengenes nuværende Købeevne.

[side 39] Mandag; vi spadseerte en Tour, som endtes hos Barfoed, hvor vi spilte 6 partier Billard og jeg blev 2 Gange Fos.

Den 19. --- I Formiddag kom Hr. Horn og besøgte mig, vi talte adskilligt om Konsten, og denne Mand viser virkelig, at han har Smag, besynderlig i Landskabs Maling, men han vil endelig, at jeg skal være Historiemaler, og jeg har ondt ved at demonstreere ham, at mit Fædreland ei er Stedet for slige Skabninger. I Aften kom Provstens ældste og yngste Søn til mig, vi gik os en Tour og kom i Samtale om adskillige Steder i Bibelen. Brøndsted paastoed, at alt var fuldkommen, vi kunde ei faae denne Sag rigtig afgjort; desuagtet gider jeg gierne disputeere med dette unge Menneske, thi jeg lærer hver Gang noget af ham, f. Ex. i Aften lærte han mig, at den som ei havde studeert Philosophie, heller ikke kunde disputeere. Vi skiltes fornøyede ad Kl. 10.

Den 20. I Form. i fuld Arbeide med at male en Hat paa Frue Gersdorffs Portrait, som jeg har Modellen til hiemme hos mig, men disse Fruentimmer-Portraiter hænger sammen af bare Flor og dette bryder Malerne ikke lidet. - Seent i Efterm. gik jeg op til Hr. Kleen³⁶, hvor hans Kones Broder, Hr. Busch, just var, og siden kom Mancin, vi vare her overmaade muntre, og Hr. Busch³⁷ besidder en stor Forraad paa Vittigheder, som han paa saa besynderlig en original Maade veed at frembringe, at man maa lee, endog naar han meest beklager sig over sine slette Been, thi han har podegra. Jeg har ei nylig havt saa fornøyed en Aften, vi spilte L'ombre, men alt var behageligt, og Snak fik jeg af Hr. Busch for mine Penge, som jeg tabte. Nu da jeg kom hiem Kl. 11, fik jeg en Portion Utak af Pigen, fordi jeg var bied saa længe, men det virker kun lidt

³⁶ S. Kleen var Sproglærer og Kammertjener ved det russiske Hof, han fik 1797 Titel af sekretær og døde 1804.
³⁷ Hans Christian Busch, død 1807, var Fuldmægtig hos Hofintendanten og gift med de russiske Prinsessers Kammerjomfru, jomfru Sell.

[side 40] paa mig, naar jeg er i saadan god Lune, og jeg fortænker hende desuden ikke, thi hun maa være tidlig oppe om Morgenen. En heel Hoben Rotter, som paa Loftet over mig giør dem lystige, forstyrrer mig saaledes, at jeg hermed ender denne Dags Tildragelse.

Den 21. I Efterm. hos Provsten for at forbedre Provstindens Portrait. I Dag sagde han mig reent ud, at der var stor Forskiel paa Arbeidet og Penselens Fiinhed i Frue Gersdorffs og hans Kones Portraiter. - Da jeg var færdig med at male, skulde vi spille L'ombre, men Parykmageren kom og bragte Provsten en Paryk, som ganske forstyrrede os. Denne Parykmager slog sin Dreng paa Øret i Provstens Stue, fordi han havde bragt en gal Rapport, hvorover Provstinden kom i en moralsk dispute med denne Friceur, men han sagde, at han var en ærlig Borger-Mand, og svoer paa, at Haandværksfolk var ei estimeerte, og derpaa jog han Drengen bort; da han siden fik endeel Berømmelse for sin Paryk, blev hans Vreede stillet. Strax derpaa gik vi til Bords. Man er over ald Maade galant mod mig nu, men jeg lader, som om jeg ei forstaaer Lunten, skiøndt jeg meget got merker Provstens Hensigt. Ved Bordet blev talt bl. a. om Hviids Dagbog ³⁸, som Provsten ei lider vel; han lastede det Stæd, hvor Hviid giendriver Ciceros Ord, naar han siger, at Selvmord er Beviis paa Coujonerie, thi han paastoed, at Cicero her havde stor Ret, naar vi kiendte Forsynet som et almægtigt, alviist og algod Væsen; jeg bad ham lidet tage de menneskelige Lidenskaber i Betragtning, som ofte forledte det til de daarligste Handlinger, som derfor ei havde Feighed til Fader. Det er saa got at føle Forsynets Virkning, naar man har et Levebrød paa et Par 1000 Daler om Aaret, men naar den maae ofte mangle Livets nødtørftigste Ting, da bliver det en Dyd at forlade sig paa

³⁸ Den lærde Theolog, Professor, Regensprovst Andreas Christian Hviids (1749-1788) i Udlandet førte Dagbøger udkom 1787-88 og vakte stor Opsigt ved deres rationalistiske Udtalelser.

[side 41] Herren, vor Gud, da er det Dyd at takke Forsynet med hiin Job. - Han fortalte mig at Hauch havde været hos ham og forlangt at vide min Priis, som jeg nu bestemte til 15 Rdl., hvorpaa Provstinden sagde, jeg havde Ret, thi Konsten burde betales, men i mine Tanker bliver Konsten endog slet betalt med 15 Rdl. -- I Efterm. kom Albertsen og besøgte mig, vi talte om Konstnernes Skiebne, han sagde, at Horsens Borgere forstoede ei andet end sue Penge sammen. Imidlertid bar dog Horsens Fortrinnet for de andre jydske Stæder.

Mette Augusta og Christian Brøndsted, malet af Hans Hansen 1794

Den 24. --- kom her en Reisende tra Randers, han fik et Kammer ved Siden af mig. Siden fik jeg udspurgt, at denne mon ami var Haarskierer, og var tilsinds at etablere sig her. Da han havde seet sig om i Byen, kom han til mig igien, som om vi havde været gamle Bekiendtere. Han havde sin Tobakspibe i Lommen, som han strax tog op og begyndte at slaae Ild; men et beundrende Øyekast, som jeg sendte ham, giorde, at Piben strax forsvandt igien; ellers slutter jeg, at denne Haarskierer ei forstaaer saa got at distingveere mellem Malere og Skildrere som den, der friceerte mig Paaske Dag, thi han var mig lidt for familiere. Han skal ellers have gode Recommendationer med sig hertil; om det hielper ham skal det være mig kiert, men her hersker en besynderlig Tone blant Borgerne; thi naar een viiser sig engang lidt galantere paaklædt end til hverdags Brug f. Ex. om en Kiøbmand engang fandt paa at gaae med Skoe og hvide Strømper, saa heeder det Dagen efter i heele Byen, at han vil spille Banqverot, det er at sige: ei lægge 1000 Rigsdaler op hver Aar; thi her veed man ei, at Penge duer til andet end at lægge paa Kistebunden, og Frygt for dette Rygte siger man vedligeholder Tarvelighed, men jeg troer den udelukker tillige Konster og Videnskaber, og for en Konstner er det svært at besvare, om Luxus er skadelig.

[side 42] Den 25. I Morges kom min Naboe ind til mig og viiste sig i sin fulde Uniform og sagde han, at han skulde op og friceere Borgemesterens Kone, hvortil han havde adresse fra Randers.

Den 26. - I Efterm. besøgte jeg Hr. Horn; Hr. Mancin kom der, og vi talte om Konstnernes Skiebne. Hr. Horn undrede, at Schack ikke vilde lade Prindsen og Prindsessen male, da han dog tilforn havde ønsket, at en Maler vilde komme, men jeg sagde, at naar Konstneren var borte, ønskede man, at han vilde komme, og naar han kom, ønskede man ligesaa heftig, at han var borte igien, og herover loe disse Geistlige meget. Derpaa til Gersdorff, som ei var hiemme, saa over til Postmesteren, men det er i Dag Post-Dag, og saa har denne Mand Hovedet fuld af Forretninger, at han ei er saa vittig som ellers³⁹.

Den 27. 1 Morges gik jeg med Hr. Brøndsted ud at se Rytterne ride Carossel, men det var et ubehageligt Veir, hvorfor vi atter gik hiem, og paa Veien ind til Barfoeds for der at varme os. Da jeg kom hiem, hørte jeg, at Kammerjunker Hauch havde været og spurgt efter mig, vel kunde jeg gierne have gaaet hen at opvarte ham før, da jeg hørte, han havde Lyst at lade sig male, men dette har Lillenschlold vant mig af med, og jeg vilde nødig oftere udsætte mig for saadan Afviisning.

Den 28. 1 Form. gik jeg til Hauch, han var særdeles artig, ja endog noget overdreven, imidlertid har jeg ikke tabt derved, at jeg har holdt mig retiré hidtil. Derfra til Frk. Kaas, som skal lære at tegne⁴⁰. Hun giør ret artige Blomster. Derfra gik jeg uden om Byen hiem og glædede mig over den yndige Natur, jeg samlede mig nogle Blomster, som jeg i Efterm. tegnede.

³⁹ Postmester i Horsens Hannibal Schaldemose (1744-1804)
⁴⁰ Hofdame hos den russiske Prinsesse Catharina, Georgine Grubbe Kaas (1760-1835). Hun blev 1807 gift med den 77aarige Biskop Stephan Middelboe i Ribe Stift (1731-1811). Hun var en Datter af Kaptain i Flaaden Malte Kaas, og omtales meget sympathetisk l Kmhrinde Stemanns Afhandling: "Fra Ribe Amt" 1906.

[side 43] Her logeerer en Landsdommer Hoff, som idag har giort mig den Ære at see til mig⁴¹. Ved Bordet kom vi paa Tale om de Franske, som han sagde, slet ingen Uret havde gjort endnu med al den Haardhed, de havde udøved, og heri kunde vi ei blive enige.

Den 29. Maj. I Form. hiemme at male paa jfr. Steffensen, men i Dag var jeg ei heldig, som tildeels er Aarsag af den slette Belysning, jeg har i mit Kammer, men dette kan man ei præke de Folk, som ei kiende Tingene ret. Derpaa lod jeg mig friceere af min Naboe, thi jeg skulde spiise hos Provsten i Dag. - Discoursen over Bordet var maver, og her var endeel unge Mennesker af den litterariske Verden. Efter Maaltidet besøgte jeg med den ældste Brøndsted Mancin. Denne Mand har en deilig Hauge, og jeg fandt saadan Roelighed i mit Sind ved at sidde der mellem Træerne og i en stille Krog høre Vindenes Susen mellem Løvene, som var mig sød. Jeg spilte et partie Skack med Hr. Mancin, men han er lidt røveragtig i dette Spil. Da jeg var hos Hr. Mancin, kom begge Frøken Haucherne der, men han var i sin Nathue, saa han ei vilde lade sig see af disse Damer, skiøndt han gik rundt om i Haven, men kun søgte en anden Gang.

Den 30. Her er i Dag en smuk jomfrue af min Verts Famille, som agter sig til Hadersleben, navnlig Wass. I Efterm. gjorde hun mig den Ære med nogle af Huusets tilhørende jomfruer at besøge mig, for at see noget af mit Arbeide, og her i Horsens har jeg ret spilt en Konstners Rolle, thi igaar var bl. a. Hr. Kammerjunker Hauch og saae Gersdorffs Portraiter, nu maa Konstneren vogte sig for Egenkierlighed. Kl. 8 kom Hr. Brøndsted til mig, og vi talte om adskilligt. Gierne taler jeg med dette Menneske; thi han har sund Menneskeforstand, og udvikler sine Begreber got, naar vi

⁴¹ Landsdommer l Nørrejylland Henrich Muhle Hoff (1763-1817). Han ejede en Mængde Landejendomme i Jylland. Se hans: Kort Fremstilling af min Virkekreds i Danm. Aarb. 1810.

[side 44] kun ikke komme ind i philosophiske eller metaphysiske Sætninger; thi da er jeg strax færdig. Jeg fulgte ham hiem, og da jeg kom tilbage, fandt jeg Hr. Raadmand Risum fra Aarhus her, der er noget behageligt ved at treffe en gammel Ven, og kiert er da Sammenkomsten⁴². Denne Mand er ellers riig paa snurrige og forunderlige Historier, som stedse arriveerer ham; i Aften havde han en Affaire at fortælle om en Hæst, som havde reist sig med ham, da han skulde excerceere for Kron-Prindsen.

Junii. Den 2. 1 Morges hos Frøken Kaas, derfra lige til Hauch, dette ere ædle Folk og overdrevne artige ere de; i Efterm. da jeg holdt op at male, spadseerede jeg en Tour med dem, Kammerjunkeren forlod os paa Ladebroe-Hoved for at gaae til Palaiet; da vi kom hjem igien, holdt vi adskillige Samtaler, besynderlig maatte de arme Doctores holde for, og jeg mærker, at Kammerjunkerinden er ingen Elskere af Medicin⁴³.

Den 3. I Efterm. fik jeg Besøg af Kammerjunkeren og hans heele Famille saavelsom Frk. Kaas. Her blev nu adskillige Domme fældet, og enhver vilde nu have forandret efter sin Facon. Frk. Kaas spurgte, hvorfor jeg havde malt Bentzen saa suur og mig selv saa mild. Hun bragte mig tillige en Blomst, som jeg har loved hende at tegne, thi Fruentimmerne veed ret at sætte Folk i Arbeide. - Kom den lille Brøndsted til mig og proponeerte mig at gaae ind til en Orgelbygger, som boer hos en Skomager, for at see et Clavecin Royal, som han i disse Dage har faaet færdig. Jeg gik strax med, og hørte her en deilig Musik, thi Brøndsted spiller herlig, og fortreffelig er Instrumentet, men denne

⁴² Lorentz Peter Risum, Byfoged l Aarhus, død 1803.
⁴³ Kammerjunker Andreas Hauch (1762-1814) Kavaler, senere Hofintendant ved det russiske Hof i Horsens. Han blev 1793 gift med Kammerjomfru ved samme Hof Juliane Marie Ottesen (1770-1848) fra hvem han blev skilt, hvorefter hun 1803 blev gift med Maleren Professor Abildgaard. 1805 blev Hauch gift igen med Kammerjomfru ved det russiske Hof Johanne Christiane Kaalund (1773-1817). De nævnte Frøkener Hauch var Kammerjunkerens ugifte Søstre, Conventualinder l Vemmetofte.

[side 45] Konstner undres jeg meget over vil blive her, thi her gives ingen Liebhavere til hans Arbeide. For nogle Aar siden har han gjort lige saadan et Instrument, som han, for nogenlunde at komme skadesløs derfra, maatte sætte paa Spil⁴⁴, og man siger, han vil bruge samme Middel med dette; elendig hvor en Konstner maae være saa betlende! Hans Arbeide var meget net og propert, men Smagen i den anbragte Paategning er lidt jydsk, - saaledes savnes Konstneren i mine Tanker, naar han ved sit Navn, som han har anbragt, skriver under: kongelig priviligeret Orgel-Bygger; den sande Konstner ophøyer sig over slige tomme Titler.

Den 4. Jeg hører Huuset i Dag vrimle af Fremmede, hvorfore jeg har faaed mit Hoved svøbt i endeel Pudder, som nu er den eeneste Maade, jeg veed at giøre mig galant paa, og jeg finder det nu ret moersomt. Da jeg kom ned at spiise, saae jeg det var Præster og Præstinder etc, som disse Fremmede bestoede af. Jeg blev anviist Plads hos en Provstinde og hørte over Bordet saa megen blød Snak om Mel og Smør og Fløde og Kierne og Græsning og saadant meere, saa jeg nær var bleven ør.

Den 8. som er Pinse Dag, gik jeg i Høymesse. Jeg veed ei, om det er Mangel paa Smag eller ei, men i Paaske-Helligdage og ligeledes i Dag har Provstens Prædiken mindst bifaldet mig. Han vil, at vi aleene skal troe Christi Lære af de Mirakler, hvormed han har beviist den, da Jesus dog selv klagede over Jøderne, fordi de ikke vilde troe uden Tegn. Bedre troer jeg det er at undersøge Lærdommen selv, og naar [denne] udstaaer sin Prøve, da at antage den, hvad enten den blev beviist med Mirakler eller ei; thi vilde nogen i vore Dage fremføre Lærdomme og beviise dem med Mirakler, da blev han udleet, men dette har Jesus heller aldrig gjort.

I Efterm. blev jeg inviteret til Provsten at spille

⁴⁴ Det vil sige: bortlodde.

[side 46] L'ombre, og jeg var ret fornøyed i Aften; bl. a. af Byens Mærkværdigheder blev der talt om Mamsel Mourioe [c: Mourier] hos Lillenschjold, som man sagde var Byens Avis, og besynderligt er det, at jeg veed ingen, som meere er nysgierrig end Provsten eller som meere er for at tale om andre, og dog kan han ei lide, at nogle andre dømmer om Folk. Jeg har endnu ei hørt ham tale vel om andre end Gersdorff og Hauch; thi alle andre, som han roeser lidt, kommer der gierne saadan finale paa, at han heller reent maatte lade sin Roes være.

Den 10. 1 Morges gik jeg til Gersdorff og saae første Gang, den jeg skulde male. Hun [Fru Teilmann]⁴⁵ fortalte mig, at jeg havde været sær lykkelig med Kammerherreinden, men hendes Broder var meget smukkere, end jeg havde malet ham og hun er den første, som endnu har fældet den Dom. Jeg blev ellers temmelig stærk recenceered; een havde noget at indvende paa Klædedragten, en anden sagde, Armen var for tyk, en tredie forsikrede Kammerherrens Vest var superb, endelig sagde man, at Frøkenens Haand var for tyk og bad mig maale Naturen - en elendig Skabning er dog. eft, Konstner, thi han bliver aldrig selv fornøyed med sit Arbeide, og naar der bliver nogle parthier, som lykkes for ham, saa bliver disse deels saaledes, giennemhegled af disse dømmende Væsner, at man tilsidst ei veed, hvad ret og galt er. Jeg skyndte mig derfor saa snart som muelig at blive færdig med Grundlægget til Ansigtet for at komme bort at hente lidt recreation, som man behøver paa sligt et Skolebord [?]. - Derfra gik jeg til Kammerj. Hauch for at giøre Bekiendtskab med Provst Schiøtt fra Weile⁴⁶, som Magister Liisberg har recommendered mig. Jeg blev

⁴⁵ Fru Sophie Amalie Teilman, (1743-1801) født Gersdorff, Søster til Kammerherren, Enke efter Etatsraad Tøger Reenberg Teilman til Endrupholm (1721-88).
⁴⁶ Jens Riddermann Schjøth (1755-1816) senere Præst i Ballerup i Sjælland.

[side 47] inviteeret dér at spiise og spilte siden L'ombre; da den Kamp var forbie, spadseerte vi en Tour om i Byen. - Vi forundrede os ellers ikke lidet over at nesten alle Huuse er guule med blaae Stolper her i Byen. Her begynder allerede at vrimle af Vogne, som deels ere fyldte, som man siger, med røget Aal, deels med Jyde-Potter og deels med andre Ting, samt endeel Telte, og dette er Fortropperne for et Marked, som skal være paa Torsdag d. 12.

Den 11. 1 Form. hos Hauch; da jeg kom hiem, vrimlede Huuset af Fremmede, Heste og Stude, Prangere, Præster og Propheter, Kiøbmænd og Toldere, Proprietairer og Herremænd løb péle méle blant hverandre, og bleve ligesaa uordentlig rangerede til Bords. Men jeg troer, den eene Proprietair blev vred derfor, thi han holdt stedse ved at recensere de udkomne Forordninger, som han paastoed var fornærmende for det Slags Mennesker han var af, og forundrede sig skoptisk over at Regieringen dog vilde tillade ham at tage saa stor Indfæstning af en Bonde, som han med denne kunde blive enig om. Jeg ærgrede mig over denne Snak og derfore ei gad svare ham, skiøndt det let kunde forsvares, om Regieringen lagde Baand paa slige Aagerkarle og satte Grændser for deres Magt at misbruge deres Formue til Medmenneskers Skade og Undertrykkelse; siden var han vreed paa Englænderne og heglede dem hæslig igiennem, fordi de brugte saa urimelige Veddemaale som ingen, uden gale Folk, kunde giøre. Jeg bad ham giøre Sammenligning mellem de engelske Veddemaale, og den passion paa et Kort eller Terning-Kast at udsætte næsten ligesaa store Summer, som var Brug her i Landet, nu veeg han strax af og sluttede med det Tillæg, at Engellænderne ofte hængte sig selv for at have noget at bestille.

I Efterm. hos Obersten [Paulsen] for at begynde Oberstindens Portrait, derfra spadseerede jeg en Tour med Provstens Børn for at betragte alle de Markeds-

[side 48] Boder, som nu ere opslagne og som hver har sin besynderlige architectour for sig. Da vi gik hiem, var Kl. mod 11, og hver Krog paa Gaden var opfyldt af sovende Væsener; endeel Vogne, som stoede paa Torvet fyldte med Potter og Krukker af jydsk Slags, havde ligeledes hver sin Vagt, der søgte Hvile under Vognene, og tæt til dem kunde man gaae, naar man kun ei rørte ved dem, thi da gjorde de underlige Vendinger og udøste græsselige Eeder, men i et Øyeblik krøb de tilbage som Snegle i deres Leie.

Den 12. I Dag, da det er Markeds-Dag, maatte jeg dog til Gersdorff, thi jeg har kun faae Dage at male paa Ansigtet i, og det maae dog tørres imellem. Herfra saa jeg den store Vrimmel af Mennesker paa Torvet, som handlede og vandlede, og dette var ret moersomt, thi jeg har nu nesten ei seet det i 1 1/2 Aar. Hos Gersdorff kom ogsaa adskillige, som mest bestoed af Præster, thi af dette Slags var allerede 4, dog var de 3 Provster, thi herpaa er denne Egn sær riig. Jeg blev der at spiise og derpaa recommendeerte jeg mig, for at profiteere noget af Markedet, som bestoed meest i Synet; dog fik jeg mig en Almanak, som var mit heele Markedsgave, og særdeles glædede jeg mig over den Efterretning fra Landhuusholdnings-Selskabet om at bevare Hvede fra Brand. Efter at have spadseeret nogle Gange op og ned af Gaden, og betragtet jøder og jyder, som i Dag var temmelig eenige i at snyde andre got Folk, gik jeg over til Provsten for at hilse paa Jfr. Fester, som er i Dag kommen tilbage fra Landet, og her fordrev jeg Aftenen meget behagelig, thi Provstens heele Huus er virkelig artig mod mig; alleeneste jeg maae fortørnes ved at see hans vakre Datter⁴⁷ maa varte op ved Bordet, naar hendes 12 Aars Broder skal der tage Plads. I mine Tanker er det Uret mod en Pige paa 20 Aar, men Provstinden er Stivmoder til hende i dobbelt Forstand; men overalt dette er huuslige Sager hos Provsten, som

⁴⁷ Se Side 21 (note 12.)

[side 49] jeg ei bør meleere mig i, og enhver handler paa sin Maade og bør have Ret dertil.

Nu da jeg kom hiem Kl. 11, fandt jeg Huuset indtil Gangen besat af fremmede Generaler og Grever, som ere under mig, og smaae Folk omkring mig, men alt snorker og sover, undtagen en Greve som blev bragt Thee nu. Den deilige Maane, som skinner lige ind af mine Vinduer, indgyder mig saa søde philosophiske Tanker, at jeg taber Lysten til at fortsætte meere om Markedet eller jordiske Ting, og de himmelske er jeg ei voxen for at udfordre.

Den 13. 1 Morges gik jeg med Provstens Sønner ud for at see Maneuvrene, thi General Ahlefeldt⁴⁸ er her i Dag for at mynstre Regimentet; men alt det jeg saae var, at Leutenant Leuenbach⁴⁹ styrtede med sin Hest, og alle reed de som gale Mennesker, og giorde med deres Heste underlige caprioler, formodentlig har de havt Grunde for sig, som vi andre slet ei kunde forstaae. Da dette Gøglerie var tilende, gik Brøndsted og jeg hen at spille os et partie Billard, som jeg troer var ligesaa fornuftig som at see paa de til Menneskeslagtere bestemte Skabninger. - Da dette var forbie, gik jeg ud paa Fælleden igien forat see paa Regimentet, som først red carossel, og siden kom der nogen Ryttere med græsselig store Bundter Høe paa Hestene, hvor de sad og ballanceerte; man sagde det skulde forestille, at de havde været ude og stiæle fra Fienden. Jeg tænkte da, at man ei burde længere spørge, hvorfor Soldaterne stedse ere saa tyvagtige, eftersom det er en Læresætning i Etaten; tilsidst gav disse Tyve sig til at ride i Gallop med deres stiaalne Sager, hvorpaa de tabte dem og strax vendte de sig, trak Sablen, giorde underlige grimacer og huggede rundt omkring i Luften, hvoraf jeg sluttede, de fægtede med Aander, som man

⁴⁸ Generallieutenant Grev Frederik Carl Christian Ahlefeldt (1742-1825) var Kavaleri-Inspektør fra 1798 til 1802.
⁴⁹ Lieutenant i slesvigske Rytterregiment Christian Henrik Leunbach (1772-1826), senere Oberstlieutenant og Kammerherre.

[side 50] sagde forestillede Fienden. Generalen viste sit naadige Biefald med et Nik, thi subordination hersker stærk blandt disse Martis Sønner. Men hvorfore mon disse, som læres op til at dræbe og skade Næsten, skal kaldes ædle? Hvorfore fornedrer enhver Civilist sig til at viise disse Ærbødighed? Formodentlig af Frygt for det maatte falde en saadan personage ind at øve sig i sit metier! I Aften spadseerte jeg med Provstinden og hendes Sønner og Datter op til Postmesterens for at tage Afskeed med Madam Fester. Kl. Il gik de need for at besee Blegen, og her hørte jeg megen blød Snak af disse Damer om hvormange Alen der kunde giøres af et Pnd. Garn.

Den 15. Junii som var Søndag, hørte jeg Provsten tale om Nicodemus. - - I Efterm. gik jeg need til Barfoed, men det Billard lader mig undertiden glemme mig selv reent og det kostede mig 4 Rdl.

I Dag er her kommen en Etats Raad-Pauli fra Kiøbenhavn⁵⁰, som man siger skal eftersee Veyene og Fourmands-Vognene [Fuhrmarin tysk = Fragtmand].

Den 17. Juni. Da jeg kom til Hauch, havde der været Bud fra Provstens for at bede Kammerjunkeren eller mig at komme, men jeg undskyldte mig, thi jeg har ei Lyst til at komme i Lilienschiolds Selskab, og jeg var mere ugeneert: hos Kammerjunkerens, thi disse Folk ere muntre og særdeles artige, og en herlig og oprigtig Mand er Kammerjunkeren, og vakker er hans Kone, som har manglet nogen Opdragelse i hendes Ungdom, men got naturligt genie har hun. Deres Stuepige er den skiørineste Pige, jeg har seet.

18. Junii. Hos Gersdorff, men jeg var heslig melancholsk, og saa har jeg slet ikke Lyst at skrive noget. Det er ellers ret moersomt at holde Dagbog, thi ved at giennemlæse den efter nogen Tids Forløb finder man stedse Forskiel i Humeuret, naar man nøye

⁵⁰ Etatsraad, Direktør i Generalpostamtet Johan Georg Pauli (1736-98). Han blev netop 1794 suspenderet og to Aar efter afskediget for Kassesvig.

[side 51] observeerer Stiilen. I Aften gik jeg en liden Tour uden for Byen i Marken og glædede mig over Naturen, og Sæden staaer fortræffelig, men jeg manglede dog noget, thi jeg gik ganske allene, og min Glæde er stedse at have en god Ven at tale med.

19. Junii. Gik jeg over til Provstens, det blev proponeeret mig at følge Provstinden paa Blegdammen, som blev approbeered, vi gik forbi Hauch, og Fruen og Frøkenen fulgte med. Blegkonen, som var der, sagde man vaagede om Natten, men som jeg merkede, saa blegede hun ikke sig selv saa got som hendes Tøy, thi hun var gresselig sort i Ansigtet. Provstens Sønner var med. Der stoed en Casse, som man sagde Vaagekonen sad i om Natten og denne blev reven overende, men strax kom hun til mig og paastoed, at jeg forleden Aften havde slaget hendes Bankestoel i Stykker, og skiøndt jeg var uskyldig, saa vilde jeg dog hellere tilstaae factum end indlade mig i en vidtløftig demonstration med hende. - Da jeg kom hiem, var her kommen en Kammerherre Bülou fra Appenrade, Værelserne rundt om mig er opfyldt af hans svite, som vedsker [ie: hvisker] bestandig, medens jeg skriver dette.

20. Junii gik jeg over til Hauch, hvor jeg skulde male, og her fandt jeg Jomfrue Brøndsted og 2 andre jomfruer fra Mancins Huus, alle vakre Piger, og disse moerede mig paa en anden Maade. Da jeg var færdig med at male, spadseerte vi alle i Bygholms Skov, og her diverteerede jeg mig kongelig med disse vakre Folk, som ere saa særdeles artige. Kammerjunkerinden og hendes Svigerinde var med, og jeg var den eeneste chapeau. Kl. 8 kom vi hiem og derpaa legede vi Skiul; dette bragte mig til at tilbagekalde mine barnlige Fornøyelser, som jeg saa længe havde forsaget. Da vi havde spiist, spadseerte vi en Tour og fulgte Mancins Jomfruer hiem, vi blev nu saa længe ved at følge en efter anden hiem, saa at jeg blev den sidste.

22. Junii. Da jeg havde spiist, gik jeg paa Ladebro-Hoved,

[side 52] hvor jeg traf Provsten, som tog Afskeed med en af sine Sønner, som i Dag reiste til Kiøbenhavn. Paa Hiemveien yttrede jeg min Forundring over, at han kiendte hvert Menneske, han mødte, til Matroser inclusive, og dette ansaae han for Embedspligt, thi han paastoed, at han ikke aleene kiendte hvert Menneske her i Byen af Anseelse, men endog af moralsk Tænkemaade, hvorpaa han regnede op: den svirede, den var doven, den var vreed paa ham, fordi han sagde Sandheden, den havde for megen ambition og den igien for lidt, een eeneste hørte jeg ham roese som en god Mand, dog havde han tillige sin svage Side; men Provsten vogter sig ikke for at, idet han paa den eene Side udfører sin Embedspligt, saa paa den anden Side ageerer han baade Spion og bagvaskere tillige, og dette er en Feil, besynderlig hos en Præst. Under denne Samtale kom jeg hiem med Provsten og drak Thee og Caffe, siden gik jeg til Mancin, thi om Søndagen bør man besøge Præsterne.

23. Junii. I Efterm. har jeg været ved den hellige Kilde i Selskab med 3 af vore Jomfruer og Provstinden, og her vare adskillige, nogle for at see sig om, andre for ved Hielp af Troen at blive helbredet for een og anden Svaghed, andre for at drikke Vand, hvorfore jeg betakkede mig, thi jeg saae nogle vaske baade Hænder og Fødder deri, bl. a. saae jeg en Kone med et lille Barn, som hun klædte ganske nøgent af for at vaske det.

24. Junii. Kl. 8 til Frøken Kaas, derfra til Frøken Hauch, som jeg skal male, det er en vakker Dame, uskyldig som en Engel ⁵¹. I Efterm. hos Kammerjunkeren; Justitsraad Lederer kom imidlertid, dette er en Original i sit Slags, thi han gaaer allevegne ind med Hatten paa ligesom jøderne i Synagogen, forresten

⁵¹ Sophie Hauch (1760-1833), Kammerjunkerens Søster, Hofdame hos de russiske Prinsesser, blev 1804 gift med Oberstlieutenant Frederik Andreas Hauch (1755-1832).

[side 53] troer jeg, det er en grundærlig Mand, men Ord af hans Mund koste Penge og er undertiden ikke tilfals, maaske er han en Qvæker?

29. Junii. I Dag har jeg spiist paa Clubben, blandt andre vare der Borgemesteren⁵², som fortalte, at der havde været Ildløs i Weile og havde faaed fat i Provst Schiøtts Papirer; det frapeerte mig, da jeg kiender denne Mand; hvorfor jeg giorde det dumme Spørgsmaal, om man havde faaed det slukket? Hvorpaa han svarte, idet han saae ud af Vinduet: ja, Papiir kan man slukke; og dette besynderlige Svar standsede saaIedes min Nysgierrighed, at jeg ei spurgte om meere i Dag.

30. Junii. Efter Løfte gik jeg til [Oberstlieutenant] Paulsen Kl. 10. Frøkenen bad mig, at jeg i de 8 Dage, hun endnu blev i Byen, vilde lære hende Farveblandingen; besynderlig, at dette skulde lade sig lære i 8 Dage! Da jeg gik, spurgte man, hvad jeg vilde have for Timen, og dette ærgrede mig, da der kun var 8 Timer.

Julii d. 3. Atter er mig nogle Dage smutted væk, uden at jeg har foreviget dem; om det foraarsages af Heeden veed jeg ikke, thi den er temmelig stærk, dog er vigtigste Aarsag at jeg bliver plaget saa meget; thi nu da man seer, jeg kan giøre lidt, saa vil een lære at tegne, en anden vil blande Farver, en tredie vil gierne have nogle Blomster, en flerde beder mig per complaisance komme til sig etc., og male skulde jeg dog ogsaa, men naar Aftenen saa kommer, er jeg saa mat og gider ingen Ting bestille eller skrive, det er altsaa galt baade med at kunne noget og at ikke kunne noget.

4. Julii. I Efterm. hos Paulsen; denne Mand begegner mig omtrent som disse Time-Studentere, og det er mig ubehageligt; derimod ere Fruentimrene meget artige⁵³.

⁵² Se Side 23, note 14
⁵³ Oberstlieutenant Peter Paulsen til Skjærrildgaard osv. (1735- 1815) ved slesvigske Rytterregiment i Horsens. Afsked 1803 som Generalmajor. Gift med Anna Cathrine Claudine de Cederfeld (1755-1822). De havde 7 Børn, Den ældste Datter Mette Augusta f. 1776 er det eneste af disse, der var voxen 1794. Hun døde ugift 1845.

[side 54] 5. Julii - kom i dispute med Provstens Søn om Treenigheden, som han absolut vilde lære mig hvad var. Han paastoed tillige, at Lyksaligheden i det tilkommende Liv dependeerte af Troen i dette Liv; og jeg paastoed, at den beroede paa Handlingerne. Vi kom herved i en vidtløftig dispute om Biblens authoritet, og han paastoed, at jeg havde en meget gal Troe og recommendeerte mig Rector Worm⁵⁴ og hans Fader for at blive overbeviist. Jeg svarte, at enhver blev salig ved sin Troe. Efterm. spilte jeg Trocodille med min Vært og Leutenant Hoff⁵⁵ til Kl. 8, da kom General Grev Moltke ⁵⁶ fra Aalborg og forstyrrede os. I Efterm. var jeg paa Palaiet og saa Prinsessens Værelser, hvor Hertug Ferdinands Portrait hængte, og dette var meget got malet i et Knæe-Stykke⁵⁷, men fornemlig var Enke-Dronningen i Pastel vel giort.

7. Julii. I Nat Kl. 2 kom der en Staffette til Generalen, og dette gjorde stor Allarm i heele Huuset; man siger, at det var angaaende, at nogle Folk skulde leveres til Flaaden, og man taler her stærkt om Krig. Jeg har i Dag spiist hos Obersten, men han var dog ganske fredelig sindet, saa at jeg tænker, det har ei meget at betyde, thi han agter at reise til Fyen paa sin Gaard i Morgen. Jeg fik Betaling for hans Kones Portrait, og da han spurgte, hvad jeg skulde have, sagde jeg, at jeg troede 20 Rdl. ei var for meget, men han vidste at andre ikke havde givet saa meget; desuagtet naar jeg vilde have det, saa forstoed det sig, og derpaa bod han mig de 20 Rdl., men jeg er for stolt til at han skulde troe om mig, at jeg var egennyttig, fordie han ei havde accordeert med mig, og derfor gav ham den eene

⁵⁴ Den lærde Oluf Worm (1757-1830) var Rektor i Horsens fra 1787 til hans Død. P O. Brøndsted har skrevet et Mindeskrift om ham.
⁵⁵ Premierlieutenant Malthe Sehested Hoff ved slesvigske Rytterregiment (1767-1819).
⁵⁶ Regimentschefen for 3. Jyske Regiment Generalmajor Adam Ludvig Moltke (1743-1810).
⁵⁷ Dette Maleri, som forestillede de russiske Prinsers og Prinsessers Stamfader Hertug Ferdinand Albrecht I af Brunsvig-Bewern, blev ved Prinsesse Catharinas Død udskaaret af Rammen og nedlagt i hendes Kiste.

[side 55] 5 Rdl. igien, som han ogsaa tog imod; dog gav jeg ham den Forsikring, at jeg aldrig skulde male noget Stykke under 20 Rdl. herefter. I Dag, da jeg gik fra Frøken Kaas, mødte jeg Kammerherre Schenck i Porten; han var overdreven artig, sagde, at han hørte, jeg aqvieteerte mig saa vel og dette glædede ham meget, han havde seet Oberstindens Portrait, og han var vreed, fordie jeg ikke havde sadt min Priis høiere; men han skulde viide, at Gersdorff havde buden mig 6 Rdl. den første Gang jeg var der, saa vilde han nok sige, at Skylden var ei min.

8. Julii gik jeg over til Provsten. Vi kom i dispute om Troen, jeg sagde, at hvad jeg skulde troe, vilde jeg være overbeviist om og begribe, og han sagde, at saa var Troen ingen Ting, thi denne maatte man tage paa Troe og Love; jeg tænker han meente herved: saaledes som Præsterne vilde bilde os det ind. Da han ikke kunde overbeviise mig paa nogen Maade, sagde han, at den, som ikke havde studeert Philosophie, kunde man ei tale med om sligt, og slige Complimenter maatte en stakkels laicus tage imod af de Herrer literati og i Stilhed putte dem i Lommen.

Brøndsted⁵⁸ kom, og da vi vare færdige, gik vi os en Tour, vi kom atter i dispute om Troen, og jeg hørte ham med Fornøyelse, men da kom en Sætning, hvori vi ei vare eenige; saa brugte han det upassende Udtryk, at det jeg sagde var Sludder, hvorpaa vi kom i en hæftig dispute, hvorpaa han gik vreed bort, og dette gjorde mig ondt; men jeg var koldsindig og han var hidsig, derfore taug jeg stille, og en anden Gang skal vi nok blive gode Venner igien, thi Fiender vil jeg søge at undgaae. Imidlertid blev jeg dog lidt flau ved denne Leilighed, beklageligt at Meeninger ei tør være forskiellige, uden at det strax skal foraarsage Forbittrelse hos de Stridende. Men hvad er Mennesket? O Gud, Du nedlagde en Viide-Lyst hos os, en Tragten efter et

⁵⁸ Der er her Tale om Studenten Gert Brøndsted, og det maa være Broderen Joachim Otto Brøndsted, om hvem der iøvrigt intet vides, der reiste d. 22. Juni.

[side 56] høiere og bedre. Drift og Virksomhed er heele Naturens Maal, ja o Natur! du Sindbillede paa Guddommen! Du er det samme for vore Sandser som Guddommen selv for vores Siel, velgiørende god som han. O! Et sandt Bevis for den uendelige Viisdom, som dannede Dig. Dig o Gud! vil vi tilbede i Naturens Betragtning; og hvad som er Aand i os, skal beundre Dig, idet vi love Dig og love Dig i vores Beundring. Eengang skal Du fordoble min Evne og tillige min Viide-Lyst, og i det uendelige har Du Rigdom nok for at beskieftige mig.

9. Julii. I Aften hos Provsten, hvor Hr. Mancin var; jeg blev strax gode Venner med Provstens Søn, thi han tilstoed af sig selv, at hans Udtryk havde været meget upassende. Provstens Portraiter bleve viiste for Madam Mancin⁵⁹, og Provsten forsikrede, da hun roeste dem, at det var de sletteste Stykker, jeg havde maled her i Byen, og Provstinden faldt ham i Talen og forsikrede, jeg havde giort hende for suur. Her falder Skylden stedse tilbage paa Malerne, men at hverken Dagen haver været passende, eller hun selv sadt saalaaledes som hun burde, det bliver slet ikke talt om, og naar man vil tale om sligt for ukyndige Folk, saa troer de strax, man vil giøre sig vigtig, og dette vil jeg eviteere saa meget mueligt og stiller mig ved slige Leiligheder dum an, og dette har jeg mærked giør en god Virkning. Provstens Søn fortalte mig, at Worm havde ærgred sig over, at jeg ikke vilde male ham og hans Kone for 10 Rdl. Stykket, da han meente, jeg kunde giøre et Portrait færdig i 5 Dage, i hvilken Tid det var got at fortiene 5 Rdl., thi meer havde Brynike⁶⁰ aldrig taged, og i hans Malerier var der dog megen Sandhed; men saaledes tænker man her i Landet. Naar man forlanger 20 Rdl., bydes 10, og forlanger man 10, bydes 5, og saa troer man endda, man betaler Konsten a parte.

10. Julii. Hos Frøken Hauch. Denne gode Pige

⁵⁹ Else Margrethe Mancin f. Beyer.
⁶⁰ Maaske Portrætmaleren Andreas Petersen Brünnich (1704-69).

[side 57] glæder jeg mig stedse over at høre, thi hendes faae Sætninger ere nu saa simple og naturlige, og hvert Ord er stemplet med Reedeligheds og Retskaffenheds Præg. Jeg skal male hende, uden at nogen maae vide det, ikke eengang hendes egen Broder, men man har strax mærked Lunten ved det, at jeg saa ofte gik ind paa Palaiet, og dette sætter hende ret i Forlægenhed, thi af Natur er hun undseelig; dette er en Dyd. Jeg maatte i Efterm. hente Hr. Horn for at høre hans Betænkning derom, thi han dømmer virkelig med Smag, og hans Øie er ret malerisk danned, tillige veed han at udtrykke sig meget naiv. Han beklagede meget, at Konstnernes Skiebne var saa elendig i Danmark, at Portraitter var det eeneste, hvoraf man kunde leve, og han undrede sig, at ingen af vores unge Adels-Mænd, som havde nok at leve af, lagde sig efter disse ædle Konster, hvorved de kunde drives til en større Fuldkommenhed. Saa langt er vi kommen tilbage fra hiin Grækers Smag, da ingen uden Adelsmænd turde dyrke disse Konster; ingen Under derfore, at vi endnu ere langt fra dem i Fuldkommenhed. Nu er en stakkels Konstner ei saa meget estimeert, og naar man skal nyde nogen Æresbeviisninger, saa maa man kunde giøre brav Vind; ikke desto mindre maae jeg tilstaae, at alle har væred særdeles artige mod mig her i Byen, da man først lærte mig at kiende.

12. Julii. I Dag er her en Lübecks-Kiøbmand ved Navn Heering, han spiser vel med os andre jyder, men han drikker for sig selv af noget Vand, som han fører med sig. - I Efterm. er her kommen en hel Sværm Fremmede, Kammerherrer, Fruer, Frøkner, Præster og Procuratorer fra Holstebro, og disse vare mig behagelige, thi det var gamle Venner; derimod Kammerherren var just den Bülow, som brumler, naar jeg vil gaae i Seng, derfore skynder jeg mig nu, thi Kl. er alt over 11, og 9 1/2 kom Pigen allerede og bad mig holde op at spille paa min Violin, saa som Kammerherren

[side 58] var i Seng og var upasselig. Meget tvivler jeg, at denne Cavaleer i lignende Tilfælde vilde geneere sig for mig, men jeg anseer det for Pligt, ikke fordi han er Kammerherre, men fordi han er min Næste. Nu i dette Øyeblik kom Præsten og Procuratoren, som ere blevne mine Naboer, og de giøre en grumme Allarm, men jeg mærker dog ikke til Kammerherren, jeg slutter altsaa, at han ligesom jeg bærer stor Respect for disse toe Slags Mennesker.

13. Julii. Søndag. Jeg kom i dispute med den holstebroeske Præst og min Vært om Testamenters Gyldighed. - Medens jeg skriver dette, hører jeg ham og Præsten tale om den samme Sag paa deres Kammer, hvorved mit Navn ofte bliver nævned, og Præsten troer i sin Oprigtighed, han har Ret at bestemme, hvorledes hans Formue skal bruges til Verdens Ende. - I Efterm. hos Provsten, vi gik ud i Marken lidt, men det er bedrøveligt at see, hvorledes alting mangler Vædske, og den stærke Heede brænder det tillige bort, og denne Tørke seer man af Aviserne at være almindelig; man fortæller ogsaa, at her i disse Dage skal have hørtes en saa forunderlig Buldren i jorden, saa at man noget frygter for Jordskielv; Gud veed det rette, imidlertid seer dog Maanen ret mildt ind til mig, men tør er Luften og tørstig seer den ud.

14. Julii. I Efterm. var jeg hos Hr. Kammerherre Schenck i hans Hauge og saae med megen Fornøyelse paa hans mange Slags Frugttræer og Stikkelsbær, som han selv har podet og saaet, samt Springvand, som han selv har anlagt, og Vand-Kister, som han selv med egen Haand har nedsat. Dette er virkelig en forunderlig Mand, thi han arbeider som en Hæst og er et fuldkommen mechanisk Genie. Vi kom saa dybt ind i de skiønne Konster, at jeg reent forglemte, jeg havde loved Frøken Gersdorff at komme igien for at tegne med hende, thi naar jeg kommer til at tale om mit Fag, saa glemmer jeg baade Frøkener og Comtesser.

[side 59] Saa gik jeg over til Provsten for at inviteere hans Børn at følge med min Verts Jomfruer og mig til Boller i Morgen for at jeg kunde blive løst fra et Baand, hvormed man bandt mig min Navnedag, og herom havde vi megen Spøg om det tractement jeg i denne Anledning skal giøre⁶¹; en vilde, jeg skulde laane Oberstl. Blüchers Telt for at tractere i Skoven, andre vilde at det skulde skee fra en Mølle paa Boller, en opregnede Retterne, vi skulde have, en anden bestemte Tiden etc. etc. Endelig endtes det med, at vi vilde besøge Herredsfogden Borch⁶² og Forpagter Wieland, og paa denne Resolution gik jeg hjem og nedskriver dette, medens Vægteren ganske sørgmodig synger 11 og Maanen seer lige saa sørgmodig ind til mig, thi det synes som heele Naturen har iført sig Sørgedragt, og Præsten fra Holstebro klynker over at han ei kan sove, medens Procuratoren snorker alt hvad han kan⁶³.

16. Julii. Hos Frøken Hauch heele Dagen. I Efterm. var jeg i Palais-Haugen med Hauchs heele Famille, og som jeg just var kommen i god Roe op i et Kirsebærtræe, kom Prindsen, men der var ingen Ting i Veyen, og da jeg kom ned, hilsede vi hverandre meget venlig, hvorpaa jeg, efter at have spadseeret lidt omkring, thi jeg er dog ei for at plukke Kirsebær med de Store, af Frygt for efter Ordsproget at faa Stenene i Øinene, gik op at male igien. I Aften hos Hauch, men Fruen har lidt for megen force i at opholde sig over andre, og naar man er i et godt Humeur, saa hører man hende med Fornøyelse for hendes naive Udtryk; naar man dernæst er i et andet Humeur, er det ubehagelig, skiøndt hun aldrig har ladet noget Ord falde om mig.

17. Julii. Da jeg i Aftes kom hiem, havde Hr. Kieralf

⁶¹ Indtil langt hen i 19. Aarh. var det Skik, særlig paa Landet, at binde Folk pas deres Navnedage eller paa en af de 4 Tamperdage, idet man sendte dem et Brev paa Vers med en uløselig Knude, efter hvis Modtagelse man var bunden og kun kunde løse sig ved et Gilde. Man finder Prøver paa saadanne Bindedigte i mange Digtsamlinger fra 18. Aarh.
⁶² Niels Boreh, Herredsfoged i Hatting Herred (1746-1807).
⁶³ Turen til Boller blev ikke til noget.

[side 60] fra Marselisborg været og spurgt efter mig, og derfor gik jeg i Morges Kl. 8 til ham, thi det er behageligt at komme til en Ven igien, man engang har forladt. Vi moerede os over Geheime Raad Gersdorffs Skrøbeligheder; skiøndt dette ei var saa moralsk rigtig, saa har vi dog ei meent det saa slemt, thi vi vare eenige om, at hans caracteer var bedre, end man i Almindelighed udlagde den, omendskiønt han har sadt sig paa det point aldrig at giøre got meere.

19. Julii. I Dag blev jeg færdig med Frøken Hauchs Portrait. I Efterm. hos Frk. Gersdorff for at undervise hende i Tegningen; der er en Madam Sartman i denne Tiid, som ogsaa vil lære at tegne, men hun vil have det paa saa mathematisk en Foed, at jeg endog skal sige hende hver Streg, hun skal giøre, men jeg faar en forfærdelig Hob complimenter. Desuagtet er dette Informeeren mig en stor Plage, og jeg kiender fuldkommen Sandheden af det Ordsprog: qvem Jupiter odit etc. etc., thi det er et sandt Slaverie, ofte nødes man endda til at være Hykler oven i Kjøbet, thi naar man glemmer at roese dem, saa roeser disse Damer sig selv. Derfra til Brøndsted, hvor jeg ogsaa bliver plaged at informeere 3 paa Gangen. Provstens ældste Søn viser ellers meget genie. Derpaa hiem og fordrev Aftenen med at musiseere lidt med mig selv, thi nu har jeg maattet sige min Spillemester af om Aftenen, derimod kommer han om Morgenen Kl. 6, som tillige er den kiøligste Tiid, thi om Dagen er Heeden utaalelig, og den forbrændte Luft og Veyenes Støv synes om Aftenen at sværme om for endog at fortære den velgiørende Dug, som frembyder sin nærende Duft til de halvdøde Blade. Formodentlig kommer denne Tyrke af det Jordskielv, som har væred i Italien.

20. Julii. I Kirken og hørte Provsten tale om den store Fiske-Dræt. - - I Efterm. havde jeg Besøg af Kammerjunkerens og Frue Lillenskiold NB. Oberstlieutenantens Kone; thi Kammerherreinden vil vist ikke

[side 61] værdige mig denne Ære. Derpaa spillede Kammerjunkeren og jeg et partie Trocodille med min Vert, som varte til Kl. var 7, hvorpaa jeg gik mig en Tour, og dermed var den Dag forbie.

21. Julii. - Nu har Kammerherre Lilienschiold bedet Provsten sige mig, han vilde have en copie af sit Portrait, som Juel har maled, thi han gad ei sidde selv. Men Provsten er Aarsag, at jeg 2 Gange har gaaet til Lillenschlold og faaed en ubehagelig Afviisning, den tredie Gang vil jeg nok vogte mig for derfor, thi Lillenschiold veed, hvor jeg boer, og Provsten behøver ikke at være hans Postbud, det er desuden ikke een Maade at behandle en Konstner paa, men nu er det hans Maade at gaae frem paa, og min Maade er, at lade som jeg ikke forstaaer det og forresten lade Portrait være Portrait, thi Hævnen er sød.

22. Julii. Jeg har idag været ret melancholsk - og jeg længes ret efter at blive færdig her i Byen, thi der kommer dog ei noget ud af for mig, og en Slave er jeg bleven for min Tienstvillighed. - Den Hoved-Pynt, jeg har maled paa i Dag, har tillige plaged mig meget med alle de Rynker og Piber og Læg, som deri findes. - I Aften gik jeg til Hauchs for at blive i got humeur, og saa snart jeg kommer her, er jeg Satyrichus paa Timen; jeg veed ei hvor det kommer sig, at man saa let retter sig efter den herskende Tone med dem, man omgaaes.

23. Julii. Som jeg sad i Efterm. og malte, hørte jeg en Canonade begynde, jeg erkyndigede mig om Aarsagen og fik at viide at det var i regarde af Frøken Guldbergs Bryllups-Dag, som i Dag høytideligholdes i Aarhuus⁶⁴, jeg tænkte da: Ack! hvor lykkelig, at vi kan høre paa denne Skyden med saa glade Tanker fremfor de Stakler, som maaskee i dette Øyeblik føler Krigens Elendighed under samme Bulder, som, idet de

⁶⁴ Den forhenværende Statsminister, Stiftamtmand Ove Høegh Guldbergs Datter Juliane Marie (1770-1856) blev gift 23. Juli 1794 med Kaptain, Baron Vilhelm Güldencrone (1768-1806).

[side 62] væbne sig, for at forsvare Liv, Eyendom og Friehed, blive et Rov for saadan Torden. Gud! Hvor er Din Retfærdighed? Skaber! Hvor er Din Godhed? Men jeg forfalder her til en Alvorlighed, som ei er passende naar man celebreerer Bryllups-Dag, og jeg glæder mig virkelig for Frk. Guldberg, (thi det er en god Pige) ligesaa fuldkommen her ved mit Arbejde som de, der for hendes Skyld gaaer til Huus med en god Perial, og jeg tør ikke tvivle paa, at jo nogle vil vise deres Glæde paa denne forunderlige Maade, thi i denne Anledning er der Selskab paa Clubben.

27. Julii. I Morges ved Thee-Bordet kom jeg i Tale med nogle Madamer om min Udenlands-Reise; thi dette Huus vrimler af Madamer og Jomfruer; een vilde, at jeg skulde reise til Rusland, thi der var noget at fortiene, en anden vilde have mig til America, en tredie vilde slet ikke have at jeg maatte reise, hvilket i hendes Indbildning var unødvendig, men smukt ernære mig i mit Fædreland af mit Haandværk.

28. Julii. I Aften hos Hauch. Her kom vi i en dispute om Skiønhederne i Horsens, og besynderlig nok, enhver havde sin Skiønhed, een vilde have Frøken Paulsen til den skiønneste, en anden Frøken Pauline, en anden Frøken Lisette Lillenskiold, een Frøken Louise Lederer ⁶⁵, og hver forfægtede sin Meening det bedste han kunde. Skiøndt jeg vel troer, at Sympathie virker med Følelse om Skiønhed, saa stoed dog ei antipathie op for at forfægte Meeningen, men vi skiltes fornøyede ad, hver ved sin Troe, og nu da jeg nedskriver dette, er intet mere antipathie for mig end en fæl Rotte-Skrig, som saaledes plager mine Øren, at jeg maa lægge Pennen.

30. Julii. Jeg har i Dag læst i den Aarhuus Avis en Lovtale over dem, som celebreerte Frøken Guldbergs Bryllupsdag her i Byen med canonade, hvor der var brugt den passende Talemaade, at Præster, Magistrat

⁶⁵ Louise Dorothea Lederer (1774-1844), Datter af den ovenfor omtalte Læge, blev 1805 gift med Generalsuperintendent J.. G. C. Adler.

[side 63] og Byens bedste Borgere var hos Bildhugger Hiernøe⁶⁶ for at hædre Dagen. Den, som har komponered denne Lovtale, maa formodentlig selv have været en af disse beste Slags Borgere, og jeg maae dog nok viide, hvem der henregner sig til værste Slags; skulde imidlertid alle de beste Borgere have væred der forsamlede, maae deres Antal have væred ganske lidet, thi heele Selskabet bestoed af en 16 à 20 Personer. Den unge Gersdorff fra Wosnæsgaard er kommen hertil i Dag, og som jeg i Morges saae hos Gersdorffs; hans Rygte er meget maadelig⁶⁷, og desuagtet saae jeg enhver gjorde meget af ham, men desværre det er nu saa Moden, at disse Adelsmænd har Ret til at være liderlige under det Navn: galant Levemaade og see andre got Folk over Hovedet, hvad mon der er Aarsag til sligt? Han er saa galant, at han stopper Lægge, Laar og heele Kroppen ud, men glemmer allene Hovedet, som man siger er ganske tømt; men man behøver allene at indhylle det i 16 Ahner forat afhielpe denne Feyl. Da jeg kom her til Byen og lod mig melde hos Liliensklold, fik jeg een Gang til Svar han var upasselig, en anden Gang, at han havde andre Ting i Hovedet end at handle med mig, og denne compliment betog mig Lysten til at komme tredie Gang; derimod Gersdorff har ei alleene kommet ind i Dag hos Lilienskjold, men er endogsaa bleven der til Selskab i Aften, man behager at kalde dette Levemaade, men hos mig hedder det ganske anderledes.

1. August. I Dag er her i Huset død en Jomfrue Trane, og i Eftermiddag er hele Nabolauget bleven foruroliget af en Pige, som er sort fra Hoved til Hale og har forstukken Ansigtet i en sort Kyse, der har bekiendtgiort dette Dødsfald i Følge med en Skoele-

⁶⁶ Billedhuggeren Jens Rasmussen Hjernøe (1748-1801) var en velhavende Mand, der for sine Fortjenester som Borger l sin Fødeby Horsens, navnlig ved Havnens Anlæg, fik Medaillen pro meritis 1788.
⁶⁷ Christian Gersdorff (1771-1826) senere Major og Kammerjunker, Søn af Stiftamtmand Poul Rosenørn Gersdorff.

[side 64] Discipel, som gaar med en Liste paa 3/4 Alen, der indeholdt en Fortegnelse paa alle de Steder, som Pigen skal gaa ind, og som han viiser hende; denne Maade siger man er den fornemste, og da jeg endnu ei har seet nogen slig ceremoniel, saa tildrog den sig saa meget meere min Opmærksomhed; og min Vert forsikrede mig, at heele Byen var i Stand til at blive vreed paa ham, om han vilde efterlade denne Bekiendtgiørelse; derfor beklager jeg overmaade Menneskelighedens daarlige Hang og Attraae til Fædres Skikkes Vedligeholdelse, de være sig nok saa latterlige. I Eftermiddag var jeg hos Hauch at male paa Fruens Portrait, men mig syntes ei, at jeg var heldig; om det kom fordie jeg var bleven melancholsk af at see paa det snurrige Dødens Budskab eller ei, veed jeg ikke; vi kom der paa Tale om den Følelse, Præsterne havde ved slige Visiter, og Frue Hauch forsikrede, at de græd med Øinene og loe med Hjertet over den Indkomst, som derved var at hente; beklageligt at deres Indkomster skal beroe paa sligt, thi dette giør virkelig mange Præster slet tænkende, som af Naturen vare gode, og ingen Tanke er dog afskyeligere end den om en slet Præst - som oven i Kiøbet er i stand til at bilde Folk ind, at slige Skatter anbefales af Gud. Men Vægteren synger ,Klokken er 12", og det er dog vel ei raadeligt at sidde længere oppe, naar der er Liig i Huuset, i det mindste har jeg hørt, det var farligt i gamle Dage.

2. August. Da jeg var i Morges hos Gersdorff, kom Oberstl. Weinigel fra Rothsteenseje der, han forundrede sig ved at see mig her i Landet⁶⁸ endnu, og han forsikrede, at hans Stykke var ikke at sætte i Ligning med noget af de Stykker, jeg havde malet for Gersdorff og bad mig komme dertil igien for at male det om, men jeg maatte undskylde mig, da jeg nu snart reiser bort.

⁶⁸ Datidens Sprogbrug for Provinsen.

[side 65] 3. August. I Kirke og hørte Provsten forklare, at Jesus bespiste 4000 Mænd. Det, som er mig ubehageligt i Kirken, er de mange Tobaksdaaser, man bliver incommodeert af, som gierne cirkulerer en 4 à 5 Gange under Prædikenen, og hvoraf jeg undertiden maa tage en Priis med for Selskabs Skyld.

4. August. I Dag har jeg seet Jomfrue Trane i al hendes Liig-Pynt; der er dog noget ubehageligt ved at see et dødt Menneske; en Hob Koner og Jomfruer, som vare nærværende, trøstede mig med, at hun nu sad i Abrahams Skiød, som lettede got om Hjertet; men der kom mig igien en qvæstion i Hovedet, hvor Abraham fik Plads i sit Skiød til alle dem, som siden hans Død der er anviist Plads, jeg synes i det mindste, han kunde snart blive træt. Derfra gik vi tilbords, og alle disse mange Fruentimre gav os saa megen blød Snak over Bordet, at det ret var moersomt; min Vert eller jeg kunde neppe faa et Ord indført for lutter oeconomiske og pyntelige Samtaler, thi Fruentimre bestaae ikke af andet end Statz og Fias. Endelig tilsidst kom vi til at tale om Skilderier, og en Madam Hiort fortalte, der var en Mand her i Egnen, som havde et Stykke, hvorpaa Veiene til Himlen og Helvede vare ganske livagtig afmalede; hun ærgrede sig alleene over, at alle Fruentimre gik dandsende med de unge Karle den anden Vei. Hvilke underlige Ideer kan dog opstaae hos Mennesket! Ved Caffe-Bordet fik alle Fruentimre fat paa mig igien og plagede mig med mørke Taler, som jeg skulde løse; men jeg maatte tilsidst give mig tabt, under det Paaskud, at det var værre end den Kantiske Philosophie og heraf har jeg hørt, man kan faae Hoved-Piine bare ved at læse 3 Linier; naar jeg eengang faaer gode Stunder, saa skal jeg dog tage mig for at studere den Kantiske Philosophie, om det endog skulde koste lidt Hoved-Piine.

5. August. Blücher er i denne Tiid reist til Kiøbenhavn, nogle sige for at faae en Haand cureert, andre,

[side 66] at han slet ikke vil komme igien, og nogle troe, at baade Horsens og han var vel tient, om han blev ved det Forsæt⁶⁹. Da jeg i Aften gik fra Provstens, gik jeg ind til Hauch og satyriseerte. Fruen fortalte, at Lillenschiold havde truet med at sende Bud til mig, da han hørte, jeg sikkert vilde reise, af Frygt han ellers ikke skulde faae sit Portrait copieert; ham derom.

6. August. I Aften var der stor Soupé hos Provsten, hvortil jeg blev inviteeret. Lilienschiold var der blandt andre, han spurgte mig, hvorfor jeg ei vilde male hans Portrait, og da jeg undskyldte mig med, at jeg maatte reise, saa persvadeerte han mig dog, at jeg maatte love at copieere det, og dette Løfte gav mig saa naadigt et Øyekast, som jeg aldrig har faaet før fra Kammerherreinden, som jeg siden kom til at spille qvadrille med. Kl. 11 kom vi tilbords, og nu blev Spillet gaaet igiennem paa nye, som var en almindelig entrée, for heele Selskabet. Siden deelte man sig i smaa partier, som hver fik sin discours for sig, thi da Bordet vist var 10 Alen langt, saa kunde en almindelig discours ikke være antagelig.

7. August. I Morges ved Thee-Bordet maatte jeg giøre min Vertinde Regnskab for de Retter, jeg havde faaet i Aftes; da denne Examen var forbie, blev jeg plaged af min Vaskerkone, som er en fæl gammel Kierling og som stedse lugter afskyelig af Brændevin, og jeg faar saa megen haard Snak af hende, som skal passere for Løvværk paa en uforskammet stor Regning at jeg er nær ved at faae hende i Haartoppen, dersom hun ei havde krævet Gud til Vidne paa hendes Ærlighed.

8. August. Hos Hauch i Aften med Mancins, og meget muntre vare vi alle, vi giennemgik Jyllands Stæder og deres Herligheder, og Mancin sagde, at

⁶⁹ Oberstileutenant ved slesvigske Rytterregiment Carl Wilhelm Gottlieb Blücher (1762-1814) havde været i russisk Tjeneste, blev senere Kommandant i Kongsvinger og Generalmajor.

[side 67] Ringkiøbing passeerte for en stor Residens-Stad for heele den vestlige Deel af Landet, men han sagde, at Thisted var saa ringe, at naar et Lam skulde slagtes, maatte heele Byen prænumerere, thi ellers vilde Slagteren ikke risiqveere saa stor en Slagtning. Ved Bordet fik vi endeel Musik og Latter ganske behagelig blandet i blandt hverandre, og efter Bordet legede vi Blindebuk, men slog først Vindues Skaaderne op for ei at strabatseere L's Nysgierrighed, som er Hauchs Gienboer, og hvor allerede endeel havde forsamlet sig i Vinduer og Døre, som nøye iagttoge, hvad Selskabet foretog sig. Da vi vare blevne brav varme, holdt vi op, og hver forføyede sig hiem, thi Kl. var 11.

9. August. Jeg maae arbeide Natten med Dagen for at blive færdig her i Byen, thi igaar fik jeg Brev fra min Fader, hvori han giver mig en temmelig alvorlig Formaning fra min Velgiører, at jeg snart skal indfinde mig.

10. August. Jeg fik ei Tiid at gaa i Kirke i Dag for at faae Resten af sidste Prædiken, men maatte blive hiemme for at male paa Lillenschiolds Portrait og beundre Juels mesterlige Haand i Originalen, thi han fortiener sandelig at beundres, og hans skiønne simple Methode er uforlignelig.

12. August. I Dag har jeg været hos Gersdorff og taget Afskeed med ham og tillige faaet min Betaling, som var miserabel nok, og Gersdorff er en Mand, som er meget god at omgaaes i Alt uden Penge-Sager. I Aften hos Hauch, vi talte om adskilligt, tilsidst sagde Fruen, at naar man vilde insinueere sig hos Lilienschiold, skulde man blot tale om hans Rang og Høihed, med Gersdorff om hans Avling, Køer og Smør, og med Baron Juel om hans Heste og Hunde. Dette synes mig en ganske artig philosophisk Observation, som passede ret got til disse 3 Herrer. Da jeg kom hiem, var her en Ritmester Sunt fra Randers, som jeg har hørt meget om, bl. a. at han spejler sig bestandig for at betragte

[side 68] sin egen Skiønhed, lykkelig at han ei behøver at giøre sig saa megen Uleilighed derfor, som den stakkels Narcissus fordum⁷⁰. Da jeg kom paa mit Kammer, hørte jeg ham giøre en grumme Støy, hvoraf jeg intet forstoed uden dette: Kom kun herind! som han ofte repeteerte baade paa Tydsk og Dansk, og strax kom hans Tiener og bad mig komme til ham. Han spurgte mig, om jeg var Maleren her i Byen, derpaa forlangte han af mig, at giøre hans Portrait færdig til i Morgen Kl. 9, som naturligvis blev besvaret med Nei; endelig maatte jeg par tout love ham at begynde strax, som ogsaa blev iværksat. Medens han sad, fortalte han mig, at han havde sit Portrait meget skiønt af Juel, og at han alleene vilde have det af mig for at see, hvor nær jeg kunde komme ham, forlangte at faae det fiint giort, og bad mig vogte mig for ham, da han selv var Maler, men i Morgen maatte det være færdig, at han kunde tage det med sig. Alt dette hænger sammen som Ærtehalm, og een, som blot har tegnet 8 Dage, er i Stand til at lee i 14 Dage over saadan Pølse-Snak.

17. August. Alle disse Dage er gaaet mig bort, uden at Tiden har vildet tillade mig at annoteere noget af mine Fata. Med Sunt gik det ganske got, og han blev jo længer jo artigere, og naar jeg havde omgaaedes. ham lidt længere, skulde jeg have faaet ham saa smidig som en Aal, thi i Førstningen var han næsviis, som en Flue. - I Aften gik jeg over til Provsten, som sagde, at hans Sønner havde beklaget sig meget for ham, og at de frygtede jeg var bleven fordærvet af Voltaire og Rousseau; men jeg overbeviiste ham saaledes om det modsatte, at vi blev gode Venner den Sag angaaende, men jeg mærkede, han havde ei Lyst at

⁷⁰ Ritmester ved det jyske Dragonregiment i Aarhus Christoffer Frederik Ingenhaeff v. Sundt, født 1764. Han var bekendt for sin Skønhed. 1793 blev han gift med Helene Margarete v. Saldern (1767-1850), Hofdame ved det russiske Hof i Horsens. Ægteskabet var ulykkeligt. Det fortælles, at han slog efter hende med en Stok og kom til at ramme sit spæde Barn, hun bar paa Armen, saa det døde. Han blev af denne Grund landsforvist 1798 og gik til Rusland. Siden vides Intet om ham.

[side 69] tale meere Dogmatiq med mig og derfor ledde Samtalen paa Menneskekundskab, som han sagde, jeg besad ikke nok af, naar jeg troede Frk. Kaas var en god Pige; - just da kom Kammerherreinde Lilienschiold med hendes 3 Døtre, som forstyrrede os ganske i denne vores Afhandling, derimod kom vi dybt ind i Lysttoure, Paaklædning, Veiret og 100 andre galanterier.

19. August. I Dag som jeg sad og malte, kom Kmhrinde Lilienschiold med hendes 3 Døtre op til mig. Jeg blev ganske undseelig af denne fornemme visite, imidlertid seer jeg, at jeg slet ikke har tabt derved, at jeg gjorde mig kostbar med L., fordi han var fier mod mig.

21. August. I Dag er jeg bleven færdig med min Maling her i Byen, jeg begynder nu af alle Kræfter at pakke sammen, thi paa Søndag, vil Gud, agter jeg at gaae til Kiøbenhavn med en Skipper. Jeg har i Dag faaet min Betaling af Provsten, og han var galant. Jeg er altsaa partisk nok til at dømme: Manden er ikke saa slet, som man taler om ham til, desuden har jeg slet ikke Aarsag til at tale andet end got om ham i alle Maader for hans Opførsel mod mig.

22. August. Har taget Afskeed med endeel af mine Venner. I Aften hos Hauch, hvilken Tiid jeg passeerte med megen Fornøyelse og Glæde hos disse saa veltænkende og gode Folk. Kostbar bliver dette Venskab mig stedse.

23. August. I Morges relste jeg til Scherrildgaard til Hr. Oberstltn. Paulsen, som boer 2 Mile fra Horsens, hvor jeg ankom Kl. 10; og som jeg havde en Kudsk, der var slet ikke snaksom, saa havde jeg saa megen desto bedre Leylighed at glæde mig over den skiønne godgiørende Natur og takke dens virkende Aarsag i det saa henrykkende Vejr, som denne skienkede. En af mine behageligste Dage var denne, jeg nød et sandt Beviis paa Venskab og dets Værd. En lyksalig Mand er denne midt iblandt sine deilige og vakre Børn. Kl. 7

[side 70] kom jeg tilbage og gik lige fra Vognen op til Kleen, som jeg havde lovet at passeere en Aften hos, førend jeg reiste.

24. August. Ankommen er den Dag, jeg skal forlade Horsens, en Bye, hvis Minde byder mig Høyagtelse og hvis Hukommelse skaber Glæde hos mig. Efterat jeg før Prædiken havde taget Afskeed med nogle af mine Venner, gik jeg i Kirken og hørte en fortreffelig Tale af Provsten over de Ord: "Elsker Eders Fiender." Til bestemt Tiid blev jeg færdig, og nu tog jeg Afskeed med min Verts Huus, og fik endnu ved at passeere Søndergade en deel Hilsener og Lykønskninger. Nu kom jeg til Ladebroe-Hoved i Følge med min Vert og Provstens Sønner og 2de af Huusets Jomfruer. Provsten kom tillige for endnu en Gang at sige Farvel, og disse tre sidste forlode mig her paa Stadens yderste Pyndt, men de første 3 fulgte mig ombord, hvor vi efter nogle Minutters taus Forsamling toge en rørende Afskeed med hverandre.

København 1794-95

Ieg blev nu indlemmet blandt nogle, som min Skipper kaldte for "passenerer", og hvis heele Antal beløb sig til en Jomfrue, en Pige, en Kone og en Bonde. En dyb Taushed hersker her overalt, og "passenererne" kaste ofte nogle ynksomme Øyekast til det kiere Horsens, hvorfor jeg vel ikke er meere frie end de andre. Endelig gik det os af Sigte, andre Tanker begyndte at opkomme, og Bonden begynder nu at holde en sømmelig discours med Skipperen om hans Børn og deres Opdragelse; han siger, at han har banket dem lystig indtil de 4 sidste Aar, og da man spurgte ham, om de ogsaa fortiente disse Hug, svarte han nei, men han troede dog, at det hørte til en god Opdragelse. Dette var et underlig Slags Philosophie. Imidlertid blev Kl. 7,

[side 71] og min Skipper kastede Anker i Hiarnøe-Sund, da han frygtede, at vi ikke før Aften skulde komme ud af de saa kaldte Grunde. Vi bleve da alle puttet ned i Kahytten, saa der blev temmelig qvalmt, dog holdt jeg mig kiek. Efterat vi havde spiist Aftensmad, søgte hver til Hvile. Fruentimrene blev placeerte langs paa Bænken, men Bonden og jeg maatte sidde op, og da dette faldt mig lidt haardt og ubevandt et Natte-Leie, saa forsøgte jeg min Lykke paa Dækket, hvor der var temmelig vaadt af endeel Regn, vi fik igaar, og her passeerte jeg Natten indsvøbt i min Cavai temmelig forfrossen og uden Søvn, imidlertid erindrede jeg mig at have glemt en Nankins Frakke i Horsens.

25. August. Nei, dette Søevæsen bliver aldrig min Sag, denne Nat har været saa lang for mig som 14 Dage i Junii Maaned, jeg har ikke faaet Søvn i mine,, Øine; nu da Kl. er 9, har jeg faaet mig lidt Thee og Frokost, derpaa tog jeg Plads paa Jomfruens Bænk, hvor jeg vilde søge Hvile. Det gik rigtig an, nu er Klokken 1, og alt Mandskab har spiist til Middag; imidlertid kom jeg i en dyb Discours med Bonden, om jorden eller Solen gik; men han paastoed, han havde lært en anden Christendom og forsikrede Verden var bleven reent gal, siden den havde forladt Luthers catechismus, og Josva var en Mand, sagde han, som Vorherre var med, og som havde befalet Solen at staae stille i 24 Timer. Da jeg overbeviiste ham om, at der ei var nævnet nogen vis Tiid, gav han sig i Tale med Skipperen og spurgte, hvor lang Tiid, vi behøvede at kiøre til Kiøbenhavn. Strax derpaa blev der raabt, at vi kunde see Sielland, og dette var saa behagelig en Lyd for mig, at jeg reent glemte Søe og sligt; thi nu har jeg ikke seet dette kiere Land over 1 1/2 Aar.

26. August. Jo længere, jo galere, i Nat har jeg dog taget Plads paa een af Bænkene, thi eet af vores Fruentimre har Neptunus allerede reent forjaget fra Cahytten. Her har jeg rigtig faaet lidt Søvn, imellem

[side 72] som jeg disputeerte med Bonden, som er fuld af en ganske nye Philosophie og vel 10 Gange repeteerede for mig, at naar han var i mit Sted, saa vilde han staae op og give mig Plads, og meente jeg gjorde det samme, hvorpaa jeg Kl. 4 søgte Plads paa mit forrige Natteleie paa Dækket, hvor jeg atter fik lidt Søvn til Kl. 7. Vi havde idag temmelig Kuling fra S.O., som er os ganske imod, men vi krydse det bedste vi kan og er i Dag passeerede 2 Seilere forbie, som igaar var langt foran os, ellers foraarsager denne Krydsen, at jeg har havt en temmelig Striid med Neptunus, men endnu har han dog ei overvundet mig, imidlertid har han saaledes forskandset sig i Cahytten, at jeg tog en fornuftig retirade og søgte Dækket, hvor jeg venter paa hans nye Angreb, jeg mærker hans spekulation gaaer ud paa at udhungre Fienden.

Vores lille jydske Pige har allerede ofret paa hans Alter, som hun siger saa nogenledes har tilfredsstillet ham, og dette leer vores Skibsfolk af, fornemmelig een af dem, som har en ganske broderet Næse, det øvrige Ansigt er glat og af couleur de castanie. Denne Karl kan jeg ellers got komme tilrette med, jeg har spurgt ham, hvor mange Streger vi har i Seilene, og han siger, vi har slet ingen, som jeg ogsaa næsten troer, thi jeg synes virkelig, vi seile lige mod Vinden. Dette skriver jeg paa Dækket, jeg mærker Neptunus ikke engang vil lade mig Roe her, thi han sprøiter stærkt ind til mig over Rehlingen, derfor vil jeg pakke sammen og skiule mig i min Cavai.

Neptunus! Neptunus! Nu er du altfor barbarisk, en Byge af Regn og Torden har igien drevet mig i Cahytten, hvor jeg har maattet være Vidne til, at vore Skibsfolk skaffe, som ikke qvalmer mig lidet. Saaledes har jeg luret fra 12 til 3, da Neptunus formildedes noget, og Kl. 6 blev vi ganske fortroelige Venner. Nu driver vi langs under Sielland by de vind, og her er Søen rolig. Vores Fruentimre har tractered os alle med

[side 73] Caffe i Efterm., og Skipperen har nogen ganske tyg Fløde, som han kommer deri, hvorfor jeg betakker mig; medens denne Sag forhandles, giver Bonden min Skipper en definition paa deres Gilder i hans Egn, som han bander paa ere saa knøve, som de har dem hos nogen Præst. Mig kalder han Skælder [Skildrer] og spørger, om jeg reiser paa Haandværket, samt om jeg har noget Lærebrev. Han siger, mit Hoved har nok ikke duet eller været stærk nok til Bogen, og mit Mæle siger han er ganske uduelig til at være Præst. Han har ogsaa forklaged mig for Skipperen i Henseende til min Troe, som han siger duer slet ikke, eftersom jeg er saa gal at troe, der er flere Verdener til, end den, vi beboe, som han siger er den største Synd, der kan tænkes.

27. August. I Nat har jeg faaet mig et prægtig Natteleie langs hen ad Gulvet i Kahytten, hvor jeg har sovet ret got paa nogle Skiermytzler nær, som jeg har havt med Bonden, naar han vilde ud og ind, thi saa tog han stedse coursen over mig. I Morges har jeg drukket Theevand og spiist Frokost med en ypperlig appetit og er nu, som jeg var hiemme; al Søesyge er forsvunden, vi have havt stærk Regn og Kuling fra O.S.O., som giver vores Søfolk nok at bestille med at laveere og krydse, men dette er nu kun et Smørrebrød for mig, og det værste jeg nu har, er mit Blækhorn, som alle Øyeblikke truer med Kuldseiling. Bonden er bleven ganske modfalden og inderlig bange for det fæle Kattegat, hvorom vi havde gived ham den frygteligste Idee. Imidlertid har han kommen paa Tale om Balles nye Lære-Bog for Ungdommen, som han forbander sig paa ingen af hans Børn nogensinde skal lære saa længe han lever, thi han siger, der tales om Stiernerne og andre Verdener, som han mener tiener kun til at fornægte Troen⁷¹, men siden de tydske Professorer er

⁷¹ Biskop Balles Lærebog udkom 1791, og 1794 befaledes det, at den skulde indføres i Skolerne.

[side 74] kommen herind, siger han, vi er reent bleven forvænt⁷²; alt dette skeer imellem som han beder Vorherre bevare os for det fæle Kattegat.

Kammerjunker Hauch var saa galant at laane mig Trænks Levnets-Beskrivelse⁷³, som jeg først i Dag har faaet ret Smag paa, imidlertid under jeg ham ret got den Straf, han har faaet i Frankrig, hvorom sidste Avis meldte, thi hans Selvroes og Kierlighedsromaner er en Ækelhed for mig og lade mig troe, at han har været en stor Skurk. Fortalen har jeg maattet læse for Bonden, og han roeser den meget og siger, den er ret kristelig skreven, hvorpaa han spurgte mig, om den, der havde digtet den, enten havde været Præst eller Provst, thi andre Mennesker troer han ikke kan skrive sligt.

Nu medens jeg skriver dette, fare vi alt, hvad trække kan, ad Helsingør til, som nu neppe er 1/2 Miil fra os. De skiønne siellandske Egne begynde at fremviise sig, en forfærdelig Mængde af store og smaa Seilere virvle om os og alle søge de et Maal. Neppe vare vi passeerte Cronborg, førend en haard Bøje [Byge] fra S.V. kom os i Møde, vore Folk søgte at laveere og passageererne bleve lukkede inde i Cahytten, paa det de andre kunde have desto bedre Leylighed at giøre alle fornødne Krumspring paa Dækket. Bonden blev elendig, han troede vores Undergang var uundgaaelig, Fruentimrene hylede af Søesyge, jeg stoed i Vinduet og tænkte paa, hvad her vilde blive af, og dette varede nesten en Time, da Cahytten blev aabnet og Skipperen kom ind og fortalte os, at vi nu laae for Anker ved Helsingør paa 14 Favne, samt at Æolus havde behaget at flække hans Storseil, og en af vore Naboer havde forliist sin Fok. Imidlertid var dette Anker ei Haab nok for Bonden, han søgte

⁷² forvendt.
⁷³ Den tyske Officer Baron Friederich v. d. Trenck (1726-94) havde været Genstand for den haardeste Forfølgelse af Frederik II; aarevis blev han holdt i det strængeste Fængsel, undslap flere Gange, men blev atter indfanget. Efter Frederik II's Død drog han til sine Godser i Østrig og skrev sine Memoirer. Han blev guillotineret i Paris 1794. (Se J. D. Preisler. Journal over en Rejse. Kbhvn. 1789. II. Side V.).

[side 75] Cabyssen for der at samle sine Tanker, og da vi andre havde spiist Aftensmad, søgte enhver Roe, jeg tog min Plads paa Gulvet, men Søen gik saa stærkt, at jeg ei vidste, hvilket Øjeblik jeg laae ved den eene eller anden Ende. Søvn var der ei at tænke paa, og Søesygen begyndte igien.

28. August. I Nat har vi virkelig havt et haardt Veir. Æolus har raset forskrækkelig fra S.V. og Søen gaar forfærdelig stærk, uagtet vi ere kun nogle Bøsse-Skud fra Landet; vor jydske Pige ofrer alle Øyeblik sin Gave til Neptunus, men han er uforsonlig, Bonden forbliver endnu i Cabyssen og har faaed den Troe, at vi aldrig komme i Land meere. Saa rettroende han ellers maae være for mig, saa haaber jeg dog, han har en falsk Troe, hvad denne Sag angaaer. Jomfruen plager mig for Citron, hvoraf jeg nu ikke har meere. Vi have ved den stærke Slingring forliist vor Thee-Potte i Nat, saa, at vi har maattet komme Thee i Kiedelen, desuagtet smagte dette Theevand mig dog ret got her oppe paa Dækket, hvor jeg har været siden Kl. 5 og skriver nu dette paa, Cahytsdækket med Blækhornet i den ene Haand. Et Stykke tørt Brød har været min Frokost, thi naar jeg tænker paa Kiød, saa er jeg mæt strax. Heele Dagen gik hen med Storm, og Vinden blev stadig i S.V., vi blev altsaa liggende for Anker, og dette usle Fartøj slingrede forfærdelig. Søesyg er jeg, og dog har jeg seet med Fornøyelse paa de stolte Bølger, som virkelig er et malerisk Syn: een vælter sig med Magt frem og synes at iile for at give Plads til den, som allerede følger den i Halen. Bonden har ei ladet sig see den heele Dag.

29. August. Kl. 12 i Nat gik Vinden øster om til Nord og sagtnede noget; allerede Kl. 4 lettede vi Anker, og med denne favorable Vind iile vi til Kiøbenhavn, Hveen have vi alt passeert, Bonden pipper frem. Nu er jeg rask igien, og vores Jomfrue og Pige begynde allerede at synge af Glæde. Nu har jeg været

[side 76] henne og racere mig, dette var temmelig strængt, og paaklæde mig, saaledes som jeg har isinde at viise mig for Kiøbenhavn. Men Skipperen har giort mig Hovedet kruset i Henseende til mit Pass, som han siger er ikke bedre værd end at kaste i Rendestenen, til Lykke er her ingen. Imidlertid kan det dog foraarsage mig nogen Uleilighed, thi tildeels glemte jeg det i Horsens, tildeels troede jeg fuld og fast, at mit forrige Pass var got nok at gaae i Land med, og endelig var jeg for stolt til at forlange Pass af Borgmester Carøe, thi han pleier at see ud af Vinduet, naar jeg taler til ham; imidlertid tænker jeg dog Sagen er ikke saa farlig.

OPHOLD I KIØBENHAVN OG PAA LANDET I SJELLAND

29. August. Jeg gik i Land, og ingen spurgte migom noget Pass, og jeg bød mig heller ikke til at vise nogen noget. Paa Grændsen stoed en Skabning med en stor preussisk Hat, over hvilken der pippede en hvid Fjer frem paa omtrent 1/2 Alen, og som ved Siden bar et morderisk Vaaben udziiret med en forgyldt Qvast; ham ansaae jeg for den til Passers Eftersyn berettigede og derfor iilede ham af Sigte, thi han saae mig desuden saare martialsk ud. Jeg kom da ind i Byen, og min første entrée var hos min gamle Ven Hr. Schinekel, som tog kierlig mod mig og undte mig logis i sit Huus for de faae Dage, jeg er tilsinds at forblive i Byen, men her havde jeg den Ubehagelighed at treffe hans lille Datter syg til Døden, som ogsaa paafulgte efter nogle Timer.

I Efterm. har jeg besøgt nogle af mine kiøbenhavnske Venner. Ved en Hændelse mødte jeg ganske uventet min Fætter fra Raunstrup⁷⁴, der betog mig al Lyst

⁷⁴ Hans Hansen, født 1760, Forpagter af Hollænderiet paa Raunstrup, Søn af Forf.s Farbroder, Pastor Henning Hansen.

[side 77] til at giøre flere Visitter, ved at han bragte mig den for mig bedrøvelige Efterretning, at min Fader var syg.

30. August. Jeg har i Dag havt Leilighed at betragte det afbrændte Slot i sin ret frygtelige Gestalt efter Ildens grusomme Ødelæggelse⁷⁵. Jeg mærker, man har lært mig for megen Levemaade i Jylland, thi naar jeg møder nogen paa Gaden, som jeg anseer for skikkelige Folk paa Klædernes Vegne, saa hilser jeg, hvorover disse synes meget at forundres.

1. September. I Morges Kl. 8 kom min Faders Vogn for at afhente mig. Kl. 4 i Efterm. satte jeg mig paa Vognen og reiste ud over de siellandske Egne, min Kudsk, som er en ægte Siellænder, talte vel lidt til mig engang imellem, men da han vendte Nakken til mig, saa kunde jeg lidet fatte artikulationen i den Lyd, han stødte fra sig. Kl. 10 bragte han mig til Roeskilde, men vi bleve enige om at kun blive her en Times Tiid og derpaa videre at fortsætte vores Reise, som ogsaa blev iværksat, efterat jeg havde spiist Aftensmad med 3de Literati fra Slagelse, som agtede sig til Kiøbenhavn, og som fortalte mig en Hob om Frankriges nærværende Lyksaligheds-Tilstand. Kl. 1 kom vi til Ousted Kro, her vilde vi havt Logis, men fremmed var jeg; og efter at jeg havde banket paa et Par Døre, som jeg fandt i Mørket, uden at faae noget Svar, bildte jeg mig ind, jeg var til Søes, svøbte mig ind i min Cavai og lagde mig paa, Gulvet, som hist og her var beklædt med Bønder; min Kudsk blev vreed og svor paa, der var ingen Opstandelse i dette Huus. Endelig Kl. 3 fik jeg fat paa en Pige, som skaffede mig noget Theevand, hvorpaa vi fortsatte vores Reise.

2. September. Kl. 5 kom vi til Orterup Kroe, og her traf jeg en jydsk Præst, som jeg nu ansaae for min Landsmand. Da vi kom til Ringsted, plumpede jeg i en liden dispute med Visitøren (Posekikeren), som vilde see, hvad jeg havde i min Kuffert, endskiøndt jeg

⁷⁵ Christiansborg var afbrændt 26. Februar 1794.

[side 78] sagde, jeg reiste lige giennem Byen; han vilde hente mig Kongens Lov, men jeg undskyldte mig med Tiidens Korthed og forsikrede ham, jeg havde læst Naturens Lov paa Latin, hvorpaa jeg fik Lov at reise; dog maatte vi først overbeviise hinanden om, at ingen af os havde noget der at befale, men kun at bede. Jeg tænkte da Studenterne havde Ret, som i Aftes priiste Frankrig lykkelig, thi der har jeg hørt ere alle slige disputer afskaffede.

Kl. 12 kom jeg hiem til mine kiere Forældre⁷⁶, men blev temmelig discontinanceeret ved at træffe min Fader over al Formodning slet. Gud være æred - førend Aften var han alt kiendelig bedre. I Efterm. maatte jeg gaae hen til min Farbroder⁷⁷, og der blev jeg belæssed med noget, som han kaldte Philosophie, og hvis Indhold er, at Verden bliver jo længer jo galere, og at alle Handlinger af vor Tiids Mennesker stile alleene til dens Undergang. Derimod i Religions Sager havde jeg Fornøyelse at tale med ham, thi han viser der saa sunde philosophiske Religions systema, som jeg ikke troede vare tilladelige for en Præst, men naar han kommer paa Prækestolen, er han vist ganske ortodox.

3. September. Var i Morges hos min Velgiører, den ædle Plessen⁷⁸. Venskabelig tog han mod mig, og glad saae jeg ham igien. Vi talte endeel om vore uroelige Tiider, som han saae fra en ganske anden Synspunkt end min Farbroder; derpaa reiste jeg til Førsløv for at afgiøre med Grev Moltke⁷⁹, naar jeg skulde begynde mit Arbeide hos ham, og blev besluttet, at jeg skulde

⁷⁶ Se Indledningen.
⁷⁷ Henning Hansen (1725-1811), Præst til Skjelby og Gunderslev i Præstø A., 1758. Afsked 1798. Gift 1758 med Dorthe Marie Ancher Borch (1740-1805). Se hans Interessante selvfortalte Levnetsløb. Pers. Tidsskrift III. S. 305 flg.
⁷⁸ Kammerherre Carl Adolph Plessen (1747-1810) fhv. Kammerjunker hos Dronning Juliane Marie. Han ejede Gunderslevholm, Førslev m. m., men maatte 1803 sælge sine Godser for Gæld. Gift - i Følge Brasch, Vemmetofte III. S. 79, "under meget graverende Omstændigheder" - med Ida Hedvig v. Buchwald (1744-1816), Enke efter Overhofmarskalk Christian Frederik Greve Moltke til Trøiborg, der døde pludselig 1771.
⁷⁹ Kammerherre, Viceadmiral, Greve Ferdinand Adam Gottlob Moltke (1748-1820), gift med Comtesse Ide Birte Raben (1774-1820).

[side 79] blive denne Uge over hos min Fader for at pleie ham og da paa Mandag reise dertil igien; og disse Dage kan jeg fuldkommen behøve for at bringe mine Farver i Stand og tillige opmuntre min Fader lidt imellem.

7. September. Disse Dage ere forsvundne under Arbeidet. Gud ske Lov min Fader er i fuld Bedring. Jeg var i Dag i Kirken at høre en Student, som er hos min Farbroder navnl. Hee⁸⁰, men min gode Brøndsted, Dem fandt jeg ikke.

8. September. I Dag reiste jeg til Førslev, men jeg kom for sildig til at begynde om Formiddagen, og om Efterm. mærker jeg man bestiller intet her. Greven har været saa galant at laane mig nogle Bøger for at forslaae Aftenen, og han er overmaade omgiengelig. Grevinden er en deilig Dame. I Efterm. besøgte jeg Hr. Brasch⁸¹. Der var en Student og en Officeer, som begge vare franske til Liv og Siæl og havde i mine Tanker en saare slet Idee at skielne mellem Frankrigs gode og slette Handlinger. Studenten fortalte mig [om] hans fornemme Famille i Kiøbenhavn, og desuagtet vilde han giøre fait af at være Democrat, saadanne Begreber er et chaos for mig. Brasch beviiste med antagelige Grunde, at det Skind Vorherre havde brugt at klæde vores første Forældre med, havde været af Bukke.

9. Septbr. I Dag har jeg begyndt paa Grevens Portrait, han er ret munter og en lærd Mand. Han opregnede en heel Deel italienske Vers uden ad, medens han sad, som han strax oversatte for mig. I Efterm. har jeg læst i Rothes philosophiske Ideer om Mennesket og med ham glædet mig over vor fælles Art og vores ædle Evner samt beundret den høie philosophiske Aand, hvormed danske Manden skriver. Jeg lever her ret et fornemme Levnet, spiiser til Middag Kl. 4 og drikker Thee om Aftenen Kl. 8, dette skriver jeg Kl. 12.

⁸⁰ Niels Hee (1766-1824) blev 1798 Præst i Skjelby, da Forf.s Farbroder trak sig tilbage. Han var i Følge Wiberg, "en begavet Taler, en god Musikus og bekendt for sine bidende Vittigheder".
⁸¹ Christen Hostrup Brasch (1728-1805) var Sognepræst til Førslev.

[side 80]

11. Septbr. I Dag er jeg kommen hiem til mine og bliver hiemme til den 15., thi Greven tager ud i disse Dage, imidlertid sinke disse Visiter mig meget, thi i disse Dage kan jeg intet reelt tage mig for, hvad min Maling angaaer. Jeg læser derfore undertiden lidt i Rothes Philosophie, undertiden lidt i Reimarus om Dyrenes Drifter, undertiden spiller jeg Klaver, Cribitz, Piqvet med min Fader, og dette er Dagens Forretning; om Aftenen disputeerer jeg glubsk med min Farbroder om Verdens Undergang, som han stadig troer er nær for Haanden, men jeg tænker Enden er ikke endda.

14. Septbr. I Kirke. I Dag deelte Meenigheden sig i Partier, og Muurmesteren her i Byen var Degn for det eene Partie og søgte at overskrige ham [Hee], der sad i Choret, og ved det han saaledes anspændte sin Lunge, kom han et heelt Vers for sildig ved Beslutnings-Salmen. Jeg ærgrede mig meget derover, men da denne heele Egn synes at henge sammen af bare chicaner og skismata, saa troer jeg, at dette endog viiser sig i Herrens Tempel. - - - -⁸² I Efterm. besøgte jeg Hr. Plum⁸³, som beklagede sig meget over denne Egns Uselskabelighed og Lyst til at fortale en Fremmed, som han var; jeg tilstoed factum, men trøstede ham med Ordsproget: Taalmodighed overvinder alting, thi jeg har selv været en Fremmed, ikke i Israel men i Jydea, og veed, hvad man i saa Fald kan vide. Han laante mig Baggesens ,,Labyrinth", som jeg har isinde at vove mig ind i; om jeg kommer vel derud af igien, vil Tiden lære⁸⁴.

15. Septbr. reist til Førslev igien.

20. Septbr. I alle disse Dage har jeg malet paa Grevens Portrait og faaet det nesten færdig. Aftenen har jeg passeert enten hos Poulsen⁸⁵ eller paa mit Kammer

⁸² Manuskriptet har her et Par Linier ulæselige.
⁸³ Fhv. Regimentskvartermester Frederik Christian Plum (1758-96) blev Forpagter Gunderslevholm 1794.
⁸⁴ "Labyrenthen"s 1. Del udkom 1792 og 2. Del 1793.
⁸⁵ Matthias Poulsen, som var Inspektør paa de Plessenske Godser, boede paa Førslev. Han døde som Bager i Slagelse.

[side 81] og læst eller musiceeret, og nu føler jeg først Glæden af den Information, jeg i Musiqven har tagen i Horsens, forresten er det mig her dog temmelig kiedsommelig, thi ved Bordet faar jeg kun bare Fransk, undtagen et Ord imellem, som han [c: Greven] taler til mig i mit Moders Maal, men førend jeg kan faae Tiid at besvare det, er han dybt i en fransk discours med Grevinden. Ellers er det virkelig gode Folk, men jeg troer Grevens megen Forstand, som han virkelig besidder, giør ham meget distrait, og dette kalder hans Folk for Raserie. Forleden havde han faaet en Fløyels-Hue paa, og dette siger man er ikke gode Tegn. Greven reiser paa Mandag.

23. Septbr. I Dag fik jeg Brev fra Greven, at jeg ei skulde komme før i næste Uge. Tiden gaaer mig næsten ganske unyttig bort, jeg har derfor aabned Baggesens "Labyrinth": men jeg mærkede snart, at den var kun nyttig at læse sig i Søvn ved og derfor burde kun bruges om Aftenen, besynderlig han siger selv, at han i den lyneborgske Hede havde viist særdeles Gaver til at snakke Folk i Søvn, og jeg maae tilstaae, at dersom hans Tunge ikke er meere interessant end hans Pen i denne Labyrinth, saa undres jeg slet ikke over denne hans Tilhøreres Ligegyldighed.

25. September. I Nestved med min Fader og giorde mangfoldige Visiter, som alle vare temmelig franske; den for mig behageligste var hos Hr. Rützow, en af de værdigste Officerer, jeg kiender, vi passeerte en Times Tid hos disse gode Folk⁸⁶.

27. Septbr. I disse Dage har her været en bestandig Vrøvl med Land-Inspecteuren, som er i Færd med at udskifte Schielbye Mark, og i Dag kommer Amtmanden og Landvæsens-Commissarierne for at besegle hans Arbeide. Dette har givet min Farbroder og mig Anledning nok til Aftendiscourser om Verdens Forandringer

⁸⁶ Premierlieutenant ved sjællandske Rytterregiment Knud Rützow (1761-1831), Afsked som Oberstlieutenant 1816.

[side 82] som stilende alle til dens Undergang. Den arme Heiberg har vi tillige faaet fat paa og holdt et syndigt Huus med ham for hans oprørske Aand, og vi syntes, at Verden gierne kunde blive i sin nærværende Forfatning, som vi tvivlte paa kunde blive bedre⁸⁷. Saa meget jeg ellers hader det Ord gammel Slendrian, saa synes mig dog det gaaer nok an, naar jeg disputeerer med min Oncle, thi ellers er jeg bange Verden skulde faae i Sinde alt for hastigt at gaae ud af Ballancen. Jeg er bleven færdig med den første Deel af Baggesens "Labyrinth", og har saaledes faaet min Fornøyelse, at jeg meget tvivler paa,jeg aabner den anden, hvormeget han end selv søger at beviise dens Fortrinlighed; jeg har fundet Irregangen deri saa uordentlig anlagt, at han ved første entrée røbede, han var kun en slet Architect, og allevegne var den opfyldt af saa megen Spindelvæv, der tydelig beviiste, at kun faae skiøttede om at gaae derigiennem; det eneste, som undskylder ham, er at jeg troer, at hans Forstand er bleven vildfarende i denne Labyrinth.

28. Septbr. I Middags spiiste jeg hos Plum, hvor jeg forblev om Aftenen. Der var Landinspecteuren og Muus⁸⁸. Vi fordrev Tiden med at snakke, læse Aviser eller spadseere op og ned ad Gulvet og at sidde og tie stille. Jeg fik fat paa Rahbeks prosaiske Forsøg ⁸⁹ og giennemlæste een af hans smukke Romaner deri, hvori jeg fandt mange smukke sentiments, blandt andre den fortræffelige Tanke af Rousseau: Mennesket er got, men Menneskene ere onde, et af de bedste Beviiser for Menneskets gode Natur, som jeg endnu har læst.

29. Septbr. Jeg mærker, at Mickels Dag endnu er i fuld Hellighed hos Bønderne og hos mange, thi jeg

⁸⁷ Der var i juni 1794 atter beordret Sagsankeggelse mod P. A. Heiberg for Brud paa Trykkefriheden, paa Foranledning af den engelske Gesandt.
⁸⁸ Forpagter Johannes Jacob Muus (1750-1828) var gift med Pastor Henning Hansens Datter Drude Margrethe Hansen (1766-1844). Han ejede senere Raadegaard i Everdrup Sogn.
⁸⁹ Rahbeks "Prosaiske Forsøg" (Skuespil og Romaner) udgjorde i det hele 8 Bind, hvoraf 3 Dele var udkomne til 1793.

[side 83] hørte overalt igaar, at Mickels Aften blev høitideligholdt, og i Dag er Hee reist til Herlufmagle for paa den gode St. Mickels Bekostning ligeledes at slaae en Svir af. Jeg maatte dog gierne vide, hvad denne Mickel har giort Menneskeligheden for en betydelig Tieneste, at vi saaledes hukommer hans Person, og maa beklage, at jeg mangler Kundskab nok i den catholske Mythologie for at forklare dette.

30. Septbr. I Morges Kl. 8 kom Hee hiem ganske glad over vel udstanden Reise. Dette er ellers en af de underlige Studentere, han vil være Præst, og det, som dette Slags Folk kalder Religionens Hovedlærdomme, kalder han en Levebrøds-Troe. Han kan ikke læse Tydsk, hvormeget Latin han kan, veed jeg ikke, men dette lærte jeg snart, at hans Studeringer ikke strække sig meget vidt. Forresten er han ikke moralsk ond, men om han qua Præst og Lærere kan faae Titel af moralsk god, dette er en anden Sag, thi den som skal være Lærere for andre og derfor nyde got af Staten, bør selv have Lyst at lære, og dette troer jeg ei kan siges om en Student, naar han ikke forstaaer Tydsk, thi dette Sprog er halv Modersmaal i Dannemark.

I. Oktbr. I Dag vil Hee bort igien og bliver borte til Fredag. - - Jeg mærker, han har lært den første Regel i Præsteembedet, idetmindste paa Landet, nemlig at tage sin Magelighed i Agt og stedse at klage over Arbeidets Besværlighed, naar de nødes til endog kun at skrive en Regning, hvorved de skal modtage Penge. Det er artig nok at tage en 4, 5, 600, ja 1000 Rdl. om Aaret af Staten, Fordeele og Indkomster, men naar man skal arbeide derfor, da klage over Verdens Fordærvelse, over Plage paa denne hellige Stand og over Regieringens Uretfærdighed, som paalægger dem Ting, der endog slet ikke kommer dem til. Eftersom jeg selv er en Hader af Lediggang og hellere spiller Billard end er ledig, saa har jeg maaskee her endog viist nogle Præsters Dovenskab fra en alt for sort Side,

[side 84] skiøndt endeel dog er sandt, naar Ordsproget tillige overveies, at jeg ei gør Regel uden Undtagelse.

10. Oktober. I Dag har jeg faaed Penselen i Haanden igien, som ret har forfrisket mig. Jeg har faaet et Portrait fra Greven, som jeg skulde retoucheere. Det er et Portrait af Grevinden.

13. Oktober. I et meget ubehageligt Humeur. Det er besynderligt, her hos mine Venner burde jeg just være munter, og jeg har ikke nogensinde havt saa ubehagelige melancholske Timer, som jeg her har maattet prøve. Her hielper ingen Slags Philosophie, den forværrer snarere Sagen. Overalt troer jeg, at den virkelige Philosophie existeerer ikke uden i Bøger. I Dag har Sebbelow været her, som er bleven Provst efter min Farbroder⁹⁰.

15. Oktober. Beskiæftigede mig med Indpakning, thi i Morgen reiser jeg til Kiøbenhavn, og dette borttog det meeste af Dagen for mig. I Aften talte jeg med min Oncle og Hee om Bastholms⁹¹ Tanker om Sielens Tilstand efter Døden, som vi alle tre blev temmelig eenige i henhørte til det vi kalde Sværmerie. Jeg hørte tillige, at Bastholm havde lært, at der i Luften gaves ligesaavel Planter og heele Skove usynlige, som paa jorden synlige; imidlertid troer jeg der hører et skarpt Syn til at see dem, og det beviiser, at Glassets Slibning maa være stegen til en temmelig Høide.

16. Oktober. I Morges kiørte jeg til min Fætter paa Raunstrup, med hvem jeg følger til Kiøbenhavn. Det varede til Kl. 10, førend vi bleve ret indpakkede, thi min Fætter siger, at han tager lidt for ad Gangen, endelig anviiste man mig Plads paa en Vogn i andet Stokværk. Dette Sæde saa mig temmelig desperat ud, og jo høiere jeg kom op paa Vognen, jo dybere sank

⁹⁰ Da Pastor Henning Hansen 1794 frasagde sig Provsteernbedet, blev dette overtaget af Præsten i Glumsø Christopher Valdemar Sebbelow (1751-1798).
⁹¹ Oplysningstidens typiske Prædikant og meget frugtbare Forfatter Christian Bastholm (1740-1813). Her sigtes til hans Skrift "Philosophie for Ulærde" 1787. 2. Opl. 1794.

[side 85] mit Hierte. Imidlertid troer jeg virkelig det henhører til Guds Forsyn, at hveranden Hollænder-Passagerer⁹² ikke brækker Halsen. Under en bestandig HolIænder- Discours gleed vi dog til Ringsted, og dette lettede tilstrækkelig for Hiertet, thi nu have vi den reene Landevei lige til Staden. Her i Ringsted forblev vi et Qvarteers Tid hos en Mand, som hed Knud Peersen. Min elskelige Fætter bragte mig nu videre fort, og han glædede sig særdeles over sine Hæste, som han sagde, der var ikke Mage til paa heele Kiøbenhavns-Veien. Han har giort Regning paa hvor megen Vægt han har paa Vognen og giør Beregningen efter Smørfierdingerne; mig har han vurdeeret for 2 Fierdingers Tyngde, og jeg tør vurdeere min Cuffert for lige saa meget. Han klager ogsaa over, at han har for svær Læs, hvorover vi maa tage lidt for ad Gangen, da han paastaaer, at han ellers ikke lader nogen kiøre foran sig paa Landeveyen, thi heri sætter gemeenlig alle Kudske en point d'honneur. Han har sin Karl med sig, som sidder bag paa i tredie Stokværk; thi denne Vogn er pakket til i tre Afdelinger eller Etager. Denne Karl er meget orthodox, thi i Morges førend vi kiørte, gjorde han et Kors med den højre Støvle i Sandet foran Hestene, en ceremonie, som jeg ei endnu har set før; han har formodentlig havt sine Grunde, som have været an- eller uantagelige, maaske Tanken om Sædet paa tredie Stokværk har indskudt ham denne devotion. Kl. 8 kom vi til Roeskilde, og vi søgte Qvarter hos en Møller, hvor der er en smuk Pige, som min Fætter gaaer paa Luur efter og som passeerer for hans Kiereste allevegne uden her i Huuset; idetmindste synes mig hun var temmelig koldsindig.

17. Oktober. I Morges Kl. 7 1/2 kiørte vi videre uden at faae taget Afsked med Mølleren eller Jomfruen, som dog ei synes at have rørt min Fætter meget. Om man kan være koldsindig, naar man er forliebt, veed jeg

⁹² Ved Hollændere menes Mejeri-Forpagtere.

[side 86] ikke! Adskillige Vogne kiøre vi forbie, men min Fætter er idelig koldsindig. For at have noget at bestille kom vi paa Tale om Mordere, min Fætter vilde forsvare Anckerstrøm⁹³, men hans Karl tog Ordet, at den som dræbte en anden, tog den Dræbtes Synder paa sig. Argumentet var godt og blev approbeeret. I Roeskilde Kroe spiste vi Froekost, og under Maaltidet talte vi om Skifter og Skifteforvaltere; blant de sidste blev den 9/10 part Canailler og Snydere. Med denne Troe fortsatte vi vores videre Reise, og Kl. 2 kom vi til Kiøbenhavns Port.

Jeg forloed nu strax min Fætter og vandrede om som et vildtfarende Faar for at oplede mig et logement, men fandt intet. Efter at have løbet den halve By om, mødte jeg Bager Herluf ⁹⁴ og fortalte ham min Forfatning, han bad mig gaa op i de tre Hiorter, hvor han sagde man fik det meget billig, med eller uden Mad, alt som man selv behagede. Inderlig glad over denne Trøst ilede jeg til Stedet, men traf ikke Sorterup⁹⁵ hiemme, og et Fruentimmer, som jeg kom til at tale med, sagde, at dette logis var for dyrt for mig, derpaa, spurgte jeg, hvad dette kostede, hvortil hun svarte, at de leiede ikke saaledes Værelser ud. Med denne endelige Dom var jeg fornøiet, da jeg aldrig har været for at nøde mig paa Folk. Jeg speculeerte nu paa, hvad der kunde være Aarsag til saadan Afviisning og troede det kom, fordi jeg var i min Reisehabit, ligesom jeg var staaet af Vognen, temmelig forpurret i Haaret og meget svedt af den megen Omtrampen, saa at jeg formodede, at man havde anseet mig for en omflakkende Haandværks-Bursche, som var kommen spadseerende til Byen. Jeg ihukom nu min Farbroders Grundsats,

⁹³ En af den svenske Konge Gustaf III.s Mordere Jacob Johan Anckarstrøm (1762-1792).
⁹⁴ Bager Niels Herløv, som boede i Skindergade.
⁹⁵ Værten i "3 Hjorter" paa Vestergade Jens Sorterup (1751-1821).

[side 87] at Taalmodighed overvinder alt. Indsvøbt i Taalmodighedens Kaabe vandrede jeg ud til Hr. Schinckels og fortalte dem mine fata, hvorover de loe hjertelig, kiendtes ved mig i min Reisekiol, og tillod mig at logeere der om Natten.

18. Oktober. I Morges Kl. 8 gik jeg til min Fætter Caspar⁹⁶, som raadede mig at gaae op paa Adresse-comptoiret og kiøbe Dags-Avisen, som strax blev iværksat, og heri fandt jeg saadan et Sted anmeldt, som jeg troede beqvemt for mig, og strax søgte jeg det, som lykkedes mig, og her skriver jeg dette; jeg har faaet mig en Vert, som hedder Hansen og er Skrædder.

I Efterm. besøgte jeg Brøndsted⁹⁷. Vi spadseerte sammen uden Vesterport for at see den der opreiste, Frieheds-Støtte, som seer ret moersom ud. Da vi gik hiem, besøgte Hr. Brøndsted mig, men jeg kunde ikke tage imod ham, som jeg ønskede; thi jeg ligger i Fællesskab med min Vert til Flyttedagen, som er i næste Uge. Vi talte noget om forbiegangne glade Timer i Horsens, og Brøndsted fortalte mig blandt andet, at Borgemester Carøe havde sendt sin Svend efter mig den Dag, jeg reiste, for at paanøde mig et Pass, men at han var kommen for sildig. Dagen efter havde han paa Raadhuuset fortalt denne min Dumdristighed, at reise bort uden hans Tilladelse. Sandelig jeg veed ei, hvormed jeg har fortørned denne Mand, men han har aldrig villet værdige mig at tale med mig; maaskee er Aarsagen fordie jeg ei opvartede ham, da jeg kom til Horsens, og bønfaldt ham om naadig Tilladelse til at opholde mig der i Byen. Imidlertid har jeg foresadt mig, for at berolige Manden, at sende ham en Copie af mit kongelige Pass, samt høit at anpriise hans Embeds-Nidkierhed.

⁹⁶ Caspar Frederik Hansen (1772-1838), Søn af Pastor Henning Hansen, var Svend hos Urtekræmmer Friborg i Kbhvn. Han tog Borgerskab i Kbhvn. 1810.
⁹⁷ Det er den ældre Brøndsted, Gert Johan, her er Tale om, der vel allerede dengang boede paa Kultorvet hos Rektor Worms Svigermoder, Enken efter Lægen Saur, hvor Peter Oluf Brøndsted, da han blev Student to Aar efter, flyttede til ham. Gert Brønsted blev Kandidat 1797 og fik Aaret efter Accessit for Besvarelsen af Universitetets theologiske Prisopgave.

[side 88] 19. Oktober. Søndag. Jeg gik til Hr. Brøndsted for med ham at gaae i Kirken. Vi bleve eenige om at gaae i catholsk Kirke, hvor jeg endnu ei har været⁹⁸. Vi kom ind i Følge med nogle, som vare catholske, hvilket vi kiendte derpaa, at de dyppede Haanden i noget Vand, som stod ved Indgangen, hvoraf vi Kiettere ei nød noget. En heel Hob underlige Ceremonier saae jeg her, der blev bl. a. ringet ofte med en Klokke, ved hvilken Leilighed heele Menigheden enten knælede eller sloge sig for Brystet eller og korsede sig. Jeg stoed ved en Mand, som saae græsselig bøs til mig, saa ofte denne Ceremonie af mig blev efterladt, hvoraf han tydelig kunde mærke, jeg var en fordømt Kietter. Blandt de objecter, her faldt mig i Øjnene, var en gammel Mand og en Soldat; den Gamle stod med Øinene stedse henvendte paa Alteret, betragtede med en beundringsværdig Tillid det Malerie, som zirede Altertavlen, som forestillede Jesu Korsfæstelse, dettes Beskuelse forskaffede ham en Rolighed i Sielen, som tydelig viiste sig i hans heele Aasyn; han troede ligesom at see Gud i dette Billede. Lyksalige Olding! Men at jeg ei skal glemme Soldaten, da fandt jeg her en ganke anden caracteer, han laae stedse paa Knæe, mimrede bestandig giennem et langt sort Skiæg, som den bedste Rabbi kunde være bekiendt at galte med, og han havde et saare skummelt Aasyn, jeg meener, han har kiendt sine egne Synders Mangfoldighed og har derfore holdt lønlig Skrifte til Mutter Marie eller en anden mindre Helgen, imellem som han læste Sneese Paternostre og Ave Marier under bestandig Frygt og Bævelse, maaske afbad han de Synder, han havde i Forsæt. Saaledes O store Skaber! var det din Villie, at Belønningen stedse maae følge Gierningen, saaledes hiin Olding i Tillid til Dig, naar denne Soldat qvæles

⁹⁸ Om Katholikernes Stilling i Danmark og om deres Kapel se: Bruun Kjøbenhavn III. 630 flg. Kapellet laa paa samme Plads i Bredgade, som det nuværende i 1842 opførte.

[side 89] af Samvittigheds Nag over de Handlinger, hans Samvittighed lærte ham at kiende som onde. Præsten messede en Hob Latin, hvoraf jeg intet forstoed uden Fader vor. Den besynderligste af alle disse ceremonier er den, at naar Præsten gaaer paa Prædikestolen, saa gaaer de fleeste Folk af Kirken, men jeg, som just var kommet for som sædvanlig at høre Prædiken, blev med min compagnon, og hørte Præsten oplæse den hellige Text om det store Bud i Loven, nemlig Kierlighed til Gud og Næsten; men det første han begyndte paa for at forklare denne Text var at forbande al Oplysning og Studeering, som han sagde var den rette Vei til Helvede og det samme som at samle Brænde for dermed at antænde en uudslukkelig Ild, alt dette beviiste han af Bibelen; dette klingede just ikke ret got i Brøndsteds Øren, som er Student, hvorfore han stødte mig paa Armen, og vi gik. Iøvrigt fandt jeg en Andagt i det heele, som er roesværdig og langt overgik den i vores Kirke.

20. Oktober. Kl. 8 kom Brøndsted til mig og proponeerte mig en Spadseeretur paa Volden. Det var en skiøn Morgen. Saa ofte jeg endog har betragted Udsigten over Vesterport, saa fornøyer det mig dog hver Gang jeg gientager den, saa meget meere, da jeg derved hukommer det kiere Schielbye. Ved denne Leilighed faldt den opreiste Frieheds Støtte os i Øinene⁹⁹, hvorved vi giorde adskillige remarqver; Brøndsted sagde, den var god for Gadedrengene at spille Klinke paa, mig syntes den var bedre skikket til Fugleskydning; begge frygtede vi at en haard Storm skulde omvelte dette ægyptiske Mindetegn. Vi fortsatte Touren videre uden synderlig mærkværdig Samtale; omsider endte vi den paa Billardet, hvor vi forblev til Spiise-Tiid. Jeg mærker Brøndsted har ret megen Tiid tilovers til dette Billard, og jeg er ei ret kommen i Tour endnu med Maling og Tegning, som ogsaa forskaffer mig nogle ledige Timer.

⁹⁹ Friheds-Støtten var bleven rejst i to Aar Forvejen.

[side 90] 21. Oktober. I Formiddag fulgtes jeg med Brøndsted til Studiigaarden for at høre paa Examen, hvortil Horsens Skoles candidater i Dag var oppe¹⁰⁰. Prof. Sah1¹⁰¹ var dengang ved at examineere dem i Græsk, som gierne kunde passeere for arabisk for mig. Saameget forstoed jeg, at een af candidaterne havde givet for meget an, hvorfore Professoren blev vreed og sagde, det var mod Kongens Forordning, og at han ikke havde Tiid at høre dem i saa meget ¹⁰².

22. Oktober. Da jeg vilde gaae hen at spiise, mødte jeg Hr. Severin, som bad mig gaae hiem med sig; jeg blev her hos disse grundgode Folk at spiise og maatte i Efterm. gaae med dem til deres Sommerselskab uden Porten, hvoraf jeg for 2 Aar siden var Medlem. Her passeerte jeg en Times Tid ved en Potte Kegler og gik derpaa hiem.

23. Oktober. Jeg har i denne Uge begyndt med at spiise Middagsmad ved et sluttet Selskab, hvortil Brøndsted har recommendeert mig. Medlemmerne bestaae, saavidt jeg han mærke af bare Studenter; hvorledes jeg arme Synder vil komme ud med disse, vil Tiden lære. Vi have idag havt en Præstediscours for, som var drøi for mig. Een sagde, at det var noget af det værste onde i Verden at tale med Bønder eller at omgaaes dem; en anden sagde, at Fanden maatte være Præst for ham, naar han skulde moraliseere for Bønderne til andre Tider end fra Prækestolen, en tredie paastoed, at ingen burde blive Præst, som ei vilde omgaaes sine Bønder og hielpe dem til al muelig Oplysning. Jeg ansaae denne for den fornuftigste og tog hans Partie; endelig sagde een, at naar han blev Præst, saa vilde han alleene fornøye sig, spiise og drikke og forresten lade Tingene jevne sig selv. Jeg blev noget

¹⁰⁰ Artiums-Kandiciaternes Examination foregik til 1850 altid paa Universitetet.
¹⁰¹ Laurits Sahl (1734-1805), Professor i Filologi, nød kun ringe Anseelse blandt den studerende Ungdom.
¹⁰² Kandidaterne kunde opgive forskellige Pensa i Forhold til den Karakter, de ønskede. I det hele var Examensfordringerne særdeles beskedne.

[side 91] underlig i Hovedet ved disse Dialoger, og tænkte med min Farbroder, at Verdens Undergang maatte nu snart være forhaanden. Tilsidst var der een, som forundrede sig meget, at alle Præster klagede over, at de satte til ved deres Avling, naar de endog leiede den bort for 400 à 500 Rdl. om Aaret i reede Penge. Dette problema blev ubesvaret til i Morgen.

24. Oktober. I Formiddag har jeg været hos nogle af Professorerne ved Maler-Academiet for at giøre min Opvartning. Jeg var sidst hos Juel, og her opholdt jeg mig længst, men naar jeg seer denne Mands Arbeide, saa falder Modet temmelig paa mig, thi han er stor og stærk i sit Fag over al Maade. Skiønt var et Stykke, hvorpaa han malede. Om Engle male, saa troer jeg neppe de giør det meget bedre. Jeg beundrede Manden og gik bort med en Slags Misundelse. Hos Lorenzen saae jeg endeel norske Situationer, alle malet efter Naturen, som vare vakre¹⁰³.

I Middags havde vi den hebraiske Bibel for over Borde. Da vi gik, fulgtes jeg med Brøndsted; han sagde, at det var skammelig med endeel Studenter, at de ikke studeerte andet end blot for at blive Præst og kierede sig ikke om enten de var duelige dertil eller ei. De løb omkring paa endeel Collegier og samlede nogle superficielle Kundskaber og vidste forresten intet; herved lærte de saa meget, at de kunde føre en discours, som vel skulde smage af Viisdom, men dog var tillavet af Pølsesnak. Ved denne Sags Afgiørelse blev vi saa eenige som David og Jonathan.

I Dag er her ganske flyttet omkring i Huuset, jeg har nu faaet mit rette Kammer.

27. Oktober. I Dag har jeg været hos Wiedelvelt¹⁰⁴ og havde en meget kort audience, og i Aften har jeg

¹⁰³ Christian August Lorentzen (1749-1828) var egentlig Portrætmaler, men malede ogsaa Landskaber og en Række Emner af Nordens Historie. De omtalte norske Situationer blev stukne af G. Haas. Lorentzen blev Professor og 1809-10 Akademiets Direktør.
¹⁰⁴ Billedhuggeren Professor Johan Wiedewelt (1731-1802) var Direktør for Kunstakademiet 1793-94, for sidste Gang af 8 Gange.

[side 92] været paa Academiet. Her er kommen en heel Hob Tydskere i den Tiid, jeg har været borte, blandt andet een ved Navn Förster, der viel jux macht, og som jeg troer er een af Hviids Genier¹⁰⁵.

28. Oktober. Malet heele Dagen hos Henrichsen¹⁰⁶, han har et Landskab af salig Pauelsen, som er fortreffeligt og som jeg copieerer hos ham. Det er stor Skade for dette vakre unge Menneske, at han ikke kan høre, thi derved bliver han sat meget tilbage i Konsten, hvortil han af Naturen har gode Anlæg; men denne Mangel lader ham ogsaa blive uvidende om mange Feil og Laster, hvortil Mennesket kan forfalde. Kierlighed, som er Naturens fornemste Maal, overvandt ham engang; men hans Fornuft seirede dog, og han kaldte sig selv tilbage.

29. Oktober. Der er i Dag et Schisma i vores Spiiseselskab. Man har deelt sig i 2 Partier, nogle kaldte sig democrater og vil regiere over andre, Resten kaldte sig royalister og vil ikke lade sig regiere af democraterne. Dog er det slet ikke politiske Sager, som har forvoldt dette schisma, men skal fornemmelig være kommet af een, hvis Fader er Justice-Raad, og som bærer, sit Haar à la grecque. Jeg er neutral. Jeg undrer mig meget over, at man her i Byen ikke politiceerer meere, thi jeg har i Henseende til det politiske merket en stor Koldsindighed, maaskee kommer det fordie jeg ikke kommer i den Cirkel. Besynderlig nok, thi paa Landet taler enhver om Statssager og Franskmændene indtil Sognefogden inclusive, og her vrimler af Officeerer, som aldrig tænke derpaa.

31. Oktober. Besøgte Etatsraad Fogh¹⁰⁷, Vi talte om

¹⁰⁵ Johan Ludvig Wilhelm Førster var en lovende tyskfødt Kunstner, der forlod Landet 1797.
¹⁰⁶ Portrætmaleren Matthias Møller Henrichsen (1768-1807) var Søn af en Købmand í Nysted. Han vandt den lille Sølvmedaille 1788 og blev 1806 Tegne- og Skrivelærer ved Døvstummeskolen Kbhvn. Han var døv, næppe døvstum, som Weilbach siger, da nærværende Forf. samtaler med ham.
¹⁰⁷ Etatsraad Enevold Berregaard Fogh (1732-1800), justitiarius i Hof- og Stadsretten. Afsked 1798.

[side 93] Ildebranden paa Slottet. Han forestillede mig den med sine ret gyselige Træk. I det samme kom der en Secretair, Samtalen blev vendt til Reiser og Hunde som til Reiser nødvendige, i Øyeblikket sprang vi herfra til at tale om Lopper, og Etats-Raaden lærte os en behændig Maade at fange dem paa. Kl. slog 5 og jeg recommandeerte mig for at gaae til Academiet.

1. Novbr. I Aften begyndte Hr. Förster at ryge Tobak paa Academiet, denne Genistreg har jeg endnu ei seet der før; nogle opvaktes til Latter derved, andre slog Rynker paa Næsen, atter andre hviskede høit, at det var barnagtig, hvorved Piben blev borte.

2. Novbr. Jeg gik til Justice-Raad Abildgaard¹⁰⁸ forat complimenteere ham; han spurgte, hvor jeg havde været saa længe, og hvad jeg havde bestilt. Audieneen var meget kort.

4. Novbr. I vores Spiseselskab befindes eendeel Nordmænd, disse havde i Dag fat paa Holberg og vare særdeles vreede paa ham, fordie han havde forglemt sit Fødeland og skienket sin Formue til Dannemark. Jeg veed ei om Holberg har Dannemark eller Norge meest at takke, vel skyldte han Norge Tak for sit Liv, men jeg troer han skyldte Dannemark Tak for sit Livs Ophold og erhvervede Formue. - I Dag har Professor Kall¹⁰⁹ begyndte sine Forelæsninger for os paa Academiet, som jeg har foresadt mig, saavidt Tiiden tillader og de findes interessante, heri at extraheere. - - I Aften besøgte Brøndsted [mig], vi havde ikke seet hverandre i 5 Dage. Han roeste Marezoll saa meget for hans Prækener, at jeg lovede paa Søndag at følges med for at høre ham.

5. Novbr. Det er efter denne Aarsens Tid et meget mildt Vejr, men temmelig fugtig og ubehagelig for mig at gaa den lange Vej til Henrichsen hver Dag, som

¹⁰⁸ Maleren Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809). Han stod i disse Aar i et tændt Forhold til Akademiet og var ikke Direktør i Aarene 1791-1801.
¹⁰⁹ Professor Abraham Kall (1743-1821) var fra 1781 Professor i Mythologi og Kunsthistorie ved Kunstakademlet.

[side 94] boer i Aabenraae, men Lysten er saa stor til Maleriet, at jeg glemmer denne Ubehagelighed. Jeg troer, det er en Slags Passion at male, men da den tiener paa en vis Maade til at forædle Forstanden, saa er det een af de gode Passioner; at spille Billard er ogsaa en Passion, og da den ikke tiener til at fornedre Forstanden, saa troer jeg ikke den er ond; dog jeg troer, at disse to Passioner fordærves lige meget, naar de blive misbrugte. At see een spille got Billard interesserer en Liebhaver ligesaa meget, som det interesserer en anden at see et got Malerie; begge disse Videnskaber har det tilfælles, at de ei kan dyrkes af andre end rige Folk, da det koster meget at lære dem, og naar een skal leve deraf, maa de bringes til stor Fuldkommenhed. Af den første regieres jeg om Dagen, og af den sidste om Aftenen.

7. Novbr. Jeg har faaet fat paa en fransk Mand, som skal snakke Fransk med mig, og hvorfor jeg skal give ham 8 Sk. om Timen. Han har været første Gang hos mig i Dag og ramsede mig en Fandens Hob Gloser op, som jeg har glemt alle igien. Det værste er, han kan ei tale ret Tydsk og altsaa ei kan oversætte det, jeg ei forstaaer. Jeg spurgte, hvad han meente om den franske Revolution, og han bandede paa gebrokken Tydsk paa, at heele Verden snart blev fransksindet. Han sagde, at han havde været i Paris, da Revolutionen begyndte, og at han da var royalist; men hvorfor han var kommen bort veed jeg ikke, saa meget forstoed jeg, at han har lært en Hob tydsk Pralerie. - Da jeg gik fra Acaderniet i Aften, spadseerte jeg en Tour med Henrichsen, thi det var en skiøn Maaneskins Aften; da jeg forlod ham mødte jeg blandt andre en cavaleer, som var indsvøbt i en moderne Sløikiole eller Cavai og udsendte saadan Vellugt om sig, at jeg kunde spore ham lige fra Amager Torv til langt op i Vimmelskaftet.

8. Novbr. I Dag er jeg bleven færdig med mit Landskab

[side 95]. Besøgte Brøndsted. Jeg bladede i Lessers "Christlichen Moral"¹¹⁰ og fandt Billard blandt de tilladte Ting, til stor Trøst for mig. - Fra Academiet gik jeg med Henrichsen til Rauch ¹¹¹, hvor vi spiiste os et Smørrebrød og spilte et Partie Schack. Jeg troer, at dette Spil skal herefter blive mit Livspil, thi dette koster ingen Partie-Penge; siden frembød een sig at spille et partie med mig, men han lod til at gaae meget misfornøyet bort, fordi han blev Mat; naar man piqveeres paa honneur i dette Spil, saa er det slemt.

Søndag. Jeg gik efter Løfte med Brøndsted i Tydsk Kirke og hørte Marezoll¹¹². Hans Gestus, som Brøndsted løftede til Skyerne, kan jeg ei hæve høiere end til Spidsen af Runde Taarn, naar de flager om Løverdagen. Een af hans Maximer kan jeg dog godt lide, nemlig, at han hver 10 Minutter giorde en Pause og lod Meenigheden hoste ud, hvilket de saaledes iværksatte, at jeg næsten maatte holde for Ørene; forresten herskede en stor Taushed, og han veed got at trække Folks Opmærksomhed til sig.

I Aftes besøgte [jeg] Severin¹¹³. Jeg kom ei derfra før Kl. 11 1/2, og par Malheur havde jeg glemt min Gadedørs Nøgel. Jeg gav mig til at banke, Vægteren kom og gav mig den Efterretning, at i Stuen til Gaden laae Spækhøkerens Pige, som boede der, og at hun formodentlig snarest kunde høre, naar jeg bankede paa Vinduesskaaderne. Dette blev strax iværksat, og i Øyeblikket hørtes en spæd Stemme, som spurgte, hvem der bankede; jeg fortalte hende i mueligste Korthed, at det var en af de Logeerende ovenpaa, hvilket hun

¹¹⁰ En meget udbredt Ethik af den tyske rationalistiske Forfatter Gottfred Less (d. 1797).
¹¹¹ Der menes Traktør Rau eller Raue, i Følge Vejviseren: "Hjørnet af Vingaardsstræde og Reverentsgade, Hotel d'Angleterre, hvor den engelske Klub holdes". Altsaa hvor nu Hotel Monopol findes. Senere flyttede Rau Imidlertid til Kongens Nytorv gml. Nr. 61, Pladsen for nuværende Hotel d'Angleterre.
¹¹² Sachseren Johan Gottlob Marezoll (1761-1828) blev 1794 Indkaldt hertil og ansat som Præst ved St. Petri Kirke. Han blev strax Modepræst og stærkt søgt af de Studerende. 1803 blev han Superintendent og Professor i Jena.
¹¹³ Denne Familie maa antages at være Bogholder i Overformynderiet Carl Severin, død 1801, gift med Ingeborg Christine Møller (1755-1797).

[side 96] meget behændig rapporteerte til næste Kammer, hvorfra kom det trøstende Svar, at ingen blev oplukt og det Raad tillagt, at jeg kunde gaa hen, hvor jeg kom fra. Med dette Svar var jeg ei fornøyet, men klemte paa Vindues Skaadet igien, hvorved der blev vexlet adskillige Ord mellem Spækhøkeren og mig ved Hiælp af Pigen, han bombardeerte med grov Skyts, og jeg svarte med løs Krudt. Dette varte omtrent et Qvarteer, da endelig fremstod en sans-culot og spurgte, hvem der var saa dumdristig at banke. Jeg viiste ham min Parapluie som Gierningsmanden og bad om at komme ind, men han svoer med en forslidt Spækhøker-Eed, hvormed han formodentlig har narret Fanden ofte, at han lukkede ingen ind, og efterat have holdt en kort Samtale med Vægteren om hans Pligter, slog han Døren i for Næsen paa mig. Vægteren begyndte nu ogsaa i Steden for at trøste mig, at forsikre, at dersom jeg rørte Vindues-Skaaden igien, saa vilde han lære mig noget andet. Jeg forsikrede ham, at han ei kunde lære mig ret meget, men jeg vilde snarere lære ham, at baade han og Spækhøkeren vare Oxer, hvilket jeg skulde beviise ham saa tydelig som 2 og 2 er 4, om han vilde følges med paa Raadstuen. Hertil havde han ikke Lyst, men gik og fortalte, at Kl. var slagen 12. Det var et overmaade skiønt Vejr, Maaneskin og ganske stille, hvad var herved at giøre; jeg var i et excellent humeur og ansaae mig som en vandrende Ridder, som søgte Eventyr; thi i denne Tid læser jeg Don Quixote, og følgelig faldt dette mig først ind. Jeg søgte da mit første Eventyr ved Vester-Ports Vagt, hvor jeg spurgte Skildvagten, hvem der havde Vagt, for om jeg kunde have kiendt ham, i hvilken Fald jeg havde søgt Qvarteer der; men det var en Walter, som jeg ei engang vidste existeerte, mindre kiendte. Jeg vandrede videre og kom til Gammel Torv og betænkte mig paa om jeg skulde gaae ind paa Raadstuen eller ei. Jeg saae til Maanen, den var mild og i lige saa got humeur som

[side 97]jeg, hvorfor Resultatet blev at holde den med Selskab i Nat. Det var saa mildt, mildere end i Mai. Jeg vandrede omkring saa længe, at jeg kom til Kronprindsens-Gade, hvor der just var Ball. Paa dem saae jeg en halv Times Tiid, gik videre og kom igien. Imidlertid blev Kl. 3, og jeg havde endnu slet ikke annuered mig, og den øvrige Tid gik ligesaa got. Kl. 5 gik jeg op paa Volden og giorde mig en Tour der, imidlertid raisoneerte jeg med mig selv, om jeg skulde ansee denne Stræg for Ondskab eller Dumhed eller af ingen af Deelene; jeg henregnede den meest til Dumhed og en udyrket Forstand og blev endnu ved min Satz, at Mennesket ei er ond af Naturen. Fra Volden gik jeg hiem, thi jeg fornam nu adskillige oppe, og Døren fandt jeg virkelig aaben. Jeg lagde mig da til Kl. 8 1/2 og sov i disse tre Timer ypperlig og befinder mig saa vel, som om jeg havde lagt mig Kl. 11 i Aftes. Dette skrev jeg Kl. 10 den 10.

11. Novbr. I Aften hos Temstrup, vi talte først eendeel om Jylland, siden blev der talt om Salonen ved Academiet, og den stakkels Abildgaard blev heglet slemt igiennem, thi man sagde reent ud, at hans Stykker duede slet ikke. Dette er aleene nok til at viise, hvor store Kiendere disse Folk er. Temstrup sagde, at naar han kom hiem fra Academiet og saae sine egne Stykker, saa syntes han nok saa got om dem ¹¹⁴. Siden fik vi fat paa Heiberg, og jeg mærkede, man ansaae denne Mand for en stor Skurk¹¹⁵, thi Aristocratiet regierer her i Huuset; tilsidst haabede man, at Frankerige fik Betaling for alle sine Synder. Strax paa den Skræk gik jeg hiem i et meget ondt Veir.

12. Novbr. I Formiddag med Henrichsen hos Spengler for at forlange Malerier fra Konstkammeret, hvilket blev os lovet, naar der blev aabnet.

14. Novbr. Hos Juel og viiste ham mit Landskab.

¹¹⁴ Om en Maler ved Navn Temstrup kan ingen Oplysninger gives.
¹¹⁵ P. A. Helberg blev i November dømt til en Mulkt paa 300 Rdl. Den uforsvarlige Dom blev senere benyttet til at skærpe hans Landsforvisningsdom.

[side 98] Han forlangte at see noget af, hvad jeg havde malet efter Naturen, hvorefter han bedre kunde bedømme mig. Dette blev lovet. Derpaa en Audience hos Hr. Koefoed¹¹⁶. Saa stor en Nar har jeg endnu ikke kiendt, han vilde giøre sig vigtig og klagede over, at han havde for meget at bestille; jeg trøstede ham det bedste jeg kunde og lagde til, at jeg havde for lidt at bestille, hvorpaa han med en gravitetisk Mine spurgte, om jeg vilde copieere et Par Portraiter for ham efter Juels Originaler, som jeg besvarede med et skielvende ja; thi herved kan jeg lære noget, og lige saa vel kan jeg giøre det, som slet intet. Det er ellers en saare aristocratisk Aand, som hersker blandt Konstnerne i Almindelighed og med Koefoed i Særdeleshed, thi dersom man ei kunde oversee ham en lille Smule, saa var han utaalelig.

15. Novbr. Hos Juel igien med Henrichsen. Koefoed var i Dag i meget got humeur og usædvanlig artig; derfra fulgtes jeg med Henrichsen til Dreyer¹¹⁷ for at spille et partie Billard. Paa Veien gik han ind til sin Haarskierer at skiende ham Huden fuld, fordie han i nogle Dage ei havde været hos ham. I Aften var jeg med Severin uden Porten, hvor der var soupée for Medlemmerne, og hvoriblant jeg blev antagen som Reisende. Her var jeg i en overmaade behagelig cirkel af oprigtig gode Folk, og Omgangen er ganske demokratisk, complimenter kiendes ikke og Rang-Syge bryder ingen sig om, men en god Slags Friehed og Lighed, som fornærmer ingen, regierer her. En Hørkræmmer ved Navn Overstrup fourneerte os med Eventyr krydret med Løgn og Sandt, som var saa got proportioneeret, at det morede hele Selskabet.

17. Nvbr. I Dag er den gamle Justice-Raad Preisler død¹¹⁸. Ved den Lejlighed saae jeg Grosch¹¹⁹ paa

¹¹⁶ En maadelig Portrætmaler og Konservator Herman Koefoed (1743-1815).
¹¹⁷ Vistnok hos Billardholder Dreyer i Frederiksberggade Nr. 211.
¹¹⁸ Kobberstikkeren Johan Martin Preisler (1715-1794) var Professor ved Akademiet fra 1750.
¹¹⁹ En lidet betydelig Maler og Kobberstikker Heinrich August Grosch fra Lübeck (1763-1843). Han bosatte sig i Norge 1812.

[side 99] Academiet i Aften for første Gang siden min Ankomst til Byen, for nogen Tid siden traf jeg ham hos Eisen¹²⁰ og spurgte, hvorfor man ei saa ham paa Academiet, hvortil han svarte: was soll ich da machen? Jeg mærkede strax, Manden var vreed, fordie han ei havde faaet den store Sølvmedaille, forsikrede ham derfor, at jeg ei vidste, hvad han skulde giøre der, men kort at fortælle: er will gern ein bisgen [c: Bischen] erhaben seyn. Derfor kom han i Aften og proponeerte os at bære Justice-Raaden til sit Hvilested, som af de Fleeste blev antagen, thi det var en meget agtværdig Mand. Vi gav os nu til at vælge en nye Professor i hans Sted, nogle valgte hans Søn¹²¹, andre Clemens¹²², atter andre Lorentzen, og en vilde have Ryde¹²³ dertil, men da vi ei kunde blive eenige om Valget, saa blev besluttet, at lade Professorerne selv afgiøre Sagen.

18. Nvbr. I Dag har jeg faaet en nye Franskmand, thi den forrige, som var en Soldat, kom ikke meere. Dette lader til [at være] en meget skikkelig Mand, som er snaksom og glad som en Fisk, han fortæller mange Krøniker, han har været med i Syv-Aars-Krigen og faaet Kugler i Beenene og hvad der hører til.

19. Nvbr. Været hos min Hofjøde Jacobsen. Vi holdt en fyndig politisk discours, men han var temmelig aristocratisk og "holdt meget af vorneme Volk", som han paastod var authoriseerede af Moses. Gik til Academiet; paa Vejen blev jeg meget plaget af Aristocrater, som lader sig trille om i Byen med Skildvagter paa Ryggen i dette tørre Veir.

21. Nvbr. Til Henrichsen for med ham at besøge Lahde¹²⁴, som vi ei fandt hiemme, men dog saae jeg

¹²⁰ Rimeligvis Johan Mortensen Elsens Traktørsted paa Hj. af Lille Kirkestræde og Amagertorv (nuv. L. Kirkestr. 5).
¹²¹ Kobberstikkeren Johan Georg Prelsler (1757-1831).
¹²² Kobberstikkeren Johan Frederik Clemens (1749-1831), Professor 1813. Han var i Udlandet 1788-95.
¹²³ En lidet betydelig Maler Anthon Christoph Rüde (1744-1815), der blev Medlem af Academlet 1779.
¹²⁴ Kobberstikkeren Gerhard Ludvig Lahde fra Bremen (1765-1833) fik den lille Guldmedaille 1792, var søgt søm Tegner og Gravør af Portrætter og tjente meget ved sine Stik, der i Almindelighed behandlede patriotiske Emner.

[side 100] paa hans Værelse Prinsen af Augustenborg i fuld corpus af Graf¹²⁵. Ansigtet var skiønt og meget saftigt, men Drapperiet var malet temmelig skiødesløst og kan i mine Tanker slet ikke komme i Ligning med Juel.

I Aften hos Rauch med Henrichsen. Dette er et ganske moersomt Sted, man finder Engellændere, Italienere, Franskmænd, Tydskere og Danske at sværme hulter til bulter; Jøder, Græker, Lutheraner, Catoliquer og Calvinister at omgaaes; Officeerer, fornemme Kammertienere, Kokke og andre fleere at passeere for Ligemænd. Kort sagt her er et Miskmask af alle muelige Slags Masker og et ret Sted for en Maler at hente Ideer fra. Man finder aristocratiske, demokratiske, republicanske, royalistiske, ja selv kierlige carakteerer.

24. Nvbr. Jeg spadseerte en Tour og mediteerte paa Konstnerens Skiebne, som jeg fandt temmelig ufordelagtig, maaskee kommer det, fordie man som Wessel siger, synes altid slettest om sin egen Stand, men alle andre Stænder har dog noget vist at lave af, og Konstneren maae leve af Guds Forsyn alleene. Jeg prisede Forsynet, som i den ædle Plessen havde viist mig saa stor en Hielp, og beklagede meget den, som uden slig Hielp nogentid tænkte paa at blive Konstner, thi han maae absolut blive forknyt her i Byen.

I Aften da jeg gik til Academiet lagde jeg Veien om Posthuset¹²⁶ og var saa lykkelig at faae et Brev fra min Fader, som meget glædede mig. Der var en stærk Trængsel, og da jeg gik, saae jeg, at man just var ifærd med at ficenteere en Kone, som havde benyttet sig deraf og paa en behændig Maade tilpractiseeret sig 10 Stykker Lommetørklæder; jeg havde ei Tiid at oppebie Udfaldet og hørte alleene, man sagde, at samme Kone var bekiendt under Navn af Torve-Tyven.

25. Novbr. Malet paa Henrichsens Portrait heele

¹²⁵ Den berømte tyske Portrætmaler Anton Graff (1736-1831). Det her omtalte Billede er gengivet i Memoirer og Breve III S. 208-9.
¹²⁶ Havde fra 1780 sin nuværende Beliggenhed.

[side 101] Dagen. Derfra til Academiet. Paa Veien besøgte jeg min Hofjøde, han læste just Aftenbøn og stod midt for en canapé, hvor han blev ubevægelig nesten et qvarteer. Paa Academiet var Kall, han lærte os at kiende saa mange Slags Jupitere, at jeg har glemt dem alle, endskiøndt han viiste os dem paa Prent. Da Professoren holdt op, begyndte vi for os selv at handle om, hvorledes vi skulde indrette vore Ting paa Fredag, da Preisler skal begraves; her opstoed adskillige Meeninger, nogle vilde gaae, andre kiøre, nogle med Støvler, andre med Skoe, nogle vilde have trekantet Hat, andre rund, nogle vilde have Kappe, andre ingen. Da jeg er saare, ukyndig i alt, hvad som angaaer Etiqvetten, saa indlod jeg mig slet ikke i denne heftige dispute, men lovede at lyde Seirvinderne, hvorpaa jeg satte mig til at tegne. Endelig hørte jeg, at der var udkommen en polsk Rigsdag af denne Samtale og man ei havde faaet meere bestemt end Hattene, som nu skal være trekantede. Jeg tænkte da: gid vi vel havde overstaaet denne Dag, at vi ei skulde have Skam derfor, thi det nærmer sig nu Tiiden og ikke meere bestemt end Hattene, som vi efter den strengeste etiqvette reent kunde undvære. Det seer farligt ud! Men jeg stoeler paa Hr. Grosch, som lod sig see i Aften i halv Sørgedragt. Da jeg kom hiem, sad min Vert just og syede paa en sort Kioel; da jeg fortalte ham mit forestaaende Sørgetog, saa lovede han mig den tillaans, som halvveis beroeligede mig, thi nu mangler jeg kun Vest og Beenklæder, og de venter jeg at faae i Spiiseselskabet hos en Student. Dette skriver jeg med temmelig frosne Fingre, men da jeg hører Vægteren synge, det er Tiid at gaae i Seng, saa vil jeg adlyde hans Paamindelse.

26. Nvbr. I Aften med Henrichsen til Hr. Schinckel, jeg blev opholdt til Kl. 11 1/2, hvorfor Henrichsen gik fra mig. Dette var mig ubehagelig. Winterberg junior var der og spilte Polskpas med Henrichsen, Schinckel

[side 102] og Krone¹²⁷. Den sidste havde han nær faaet i Haartoppen, fordi han tabte. Der er ingen, som kan være meere ækle at spille med end disse Winterbergere, naar de tabe. Jeg spilte Trocodille¹²⁸ med den ældste, og han blev rasende, for jeg gjorde ham 2 Gange trippel paa hans egen continué, og forbandede sig paa, at det ikke var min store Forstand, som giorde det; men ved slige Leiligheder er jeg kold som Iis, og med denne Kulde forsikrede jeg ham, at jeg vel vilde bruge mit taassede jydske Hoved.

27. Nvbr. Hos Severin. Jomfruen brækkede min Stok, som kostede hende et Kys, og hermed var den ti Gange betalt.

28. Nvbr. Kl. 8 til Henrichsen for at sværte mig, thi i Dag skal Preisler begraves. Vi bleve endelig færdige Kl. 10, da vi indsvøbte os i en stor sort Kappe, som gave os et saare sørgeligt Udseende. I denne Dragt satte vi os i en Vogn og rullede til Charlottenborg, hvor vi fandt et heelt Vrimmel af ligedanne Skabninger, samt Gaarden og det halve af Kongens Nytorv fuldt af Tilskuere. Efter at være blevne bevertede med Frokost under en bestandig Tummel af Selskabet, som ikke klingrede som Sørge-Musiqve i mine Øren, blev endelig raabt Hys! og med eet fremtrinede Sørge-Parrene, som nu bestoed af Professorerne. Vi søgte nu vores Pladse, og jeg blev placeeret i forreste Geled tilligemed Lahde. Bedemanden kommandeerte Hatten paa, hvilket blev adlydt med en tilsyneladende subordination, som om en Professor havde talet. Vi vandrede altsaa afsted med vores gode Preisler for at bringe ham til sit Hvilested og det Fod for Fod. Under adskillige Omskiftninger naaede vi endelig Frelserens Kirke paa Christianshavn, ilde tilflyede af det megen

¹²⁷ Flere af de her og senere nævnte Kunstnere - saasom Brødrene Winterberg, Heinrichs, Ross m. fl. - nævnes ikke i Weilbachs Lexikon. De er formodentlig udenlandske og har antagelig kun i kortere Tid været Elever paa Kunstakademiet.
¹²⁸ Dette Spil, som nævnes saa ofte, er sandsynligvis det samme som Toccateglispil, et Brætspil med Tærninger og Damstene, der var meget udbredt i Datiden.

[side 103] Skarn. Vi sadte ham nu ind i Kirken, medens der blev opført en Trauer-Musiqve, som jeg tvivler paa, den salig Mand hørte noget til, da han var indesluttet i dobbelt Kiste; imidlertid da han eller vi andre havde faaet den tillivs, toge vi fat paa ham igien og under geleide af en Flok Skolebørn, som vrælede afskyelig, bragte vi ham ind i Capellet, hvorfra vi efterat have modtaget en Taksigelse af den Afdødes Søn for den Ære, vi havde viist hans Fader, forføyede vi os hiem igien. I Aften fremstoed Hr. Grosch og enten af egen composition eller efter ordre endnu takkede os for i Dag.

Aftenen passeerte jeg hos Henrichsen, vi talte om Grev Ahlefeldt og den Skam det var at giøre saadan en Mand til Minister udenlands, som havde ført sig saa lumpen op her hiemme¹²⁹; derpaa holdt jeg en sømmelig discours med Madam Polder om Prindser og Konger, som hun sagde var lykkelige, eftersom de ei behøvede at lære noget, men da dette var en Idee, som jeg aldrig havde giort mig før om en Prinds, saa kunde jeg ei heller saa strax fatte den; vi bleve altsaa ueenige, hvad den Post angik.

29. Nvbr. I Dag er Arveprindsens Gemalinde død, jeg har ikke hørt det mindste til, at hun har været syg, men dette har sadt hele Byen i confusion. Comedier, Concerter, Trommer og Piber ere forbudne i 6 Uger. Da Academiet var forbie, gik Henrichsen og jeg til Brøndsted, hvor vi bleve plagede af en fæl Ringen en heel Time, man siger, at det betyder Sorg for Prindsessen; en uundværlig ceremonie! Imidlertid skatteerte vi Henrichsen lykkeligst, at han ei blev incommodeeret af denne larmende Trauer-Musiqve, som man meener, skal fortsættes i 6 Uger, for ved Hielp deraf at giøre hende eengang saa høisalig som ellers.

¹²⁹ Den som Theaterdirektør Ilde sete Grev Ferdinand Anton Christian Ahlefeldt blev afskediget 1794, og udnævnt til Gesandt i Berlin. Se Clausen og Rist, Memoirer og Breve III. S. 4 flg.

[side 104] 30. Nvbr. Hos Severin at spiise og forblev der om Aftenen,dervaren historisk ProfessorKieralf og Kone¹³⁰ bl. a. Fremmede. Med denne Professor talte jeg noget om Tegne-Academiet, han fortalte mig mange Ting derom, som jeg ei vidste, thi vi stakkels Elever regieres af et saare aristociratisk corivent, som stedse holder os bag Forhænget, saavel i Konsten som hvad dertil hører, og naar een af Professorerne lader sig see, da er det, som man saae en Aand, som kan indjage Skræk og Bævelse og hvorved enhver Catholik vilde korse sig; han forstaaer kun Aandernes Sprog og nedlader sig ikke til os uden i afbrudte Ord, som han troer ere fattelige for Skabninger af en ringere Classe. Men kort: Kieralf fortalte mig, at der i sidste Forsamling allerede var voteeret paa den nye Professor, hvorom jeg dog tvivler. Han beklagede ogsaa, at vi ingen god Medailleur havde, samt den Skam det var for Academiet at antage Holm til Medlem for Gerners Medaille, som var saa slet; men jeg forsikrede ham, at Academiet havde først giort Holm¹³¹ Uret ved at giøre ham til Medailleur, da han havde viist saa stort Genie som Bildhugger. Hvad Medailleurer ellers angik, da trøstede jeg ham med Genailli ¹³² som nu snart kom hiem; her havde han ikke meere at indvende, end at han ei engang kiendte det Værktøi, han som Medailleur skulde bruge. Da jeg nu saae, at jeg intet kunde udrette, trak jeg mig tilbage og lod ham beholde Seiren, thi han havde virkelig Ret. Resten af Aftenen passeerte vi med Juulelege, skiøndt mig synes det var temmelig tidlig.

¹³⁰ Professor i Historie Jørgen Kierulf (1757-1810) blev 1794 Medlem af Theaterdirektionen. Han var anset som en noget ubetydelig, men velvillig Mand. Gift med Charlotte Amalie Fischer (1773-1820).
¹³¹ Medaillør Jesper Johansen Holm (1748-1828) blev Medlem af Akademiet 1794 paa sin Medaille over Henrik Gerner, skøndt der blev fældet ugunstige Domme over den. Han levede i trange Kaar som Modellerer ved Porcelænsfabriken.
¹³² Medaillør Peter Leonhard Glanelli (1767-1807), Søn af Akademiets Gibser, fik Rejseunderstøttelse fra 1791 til 1796, blev Medlem af Akademiet 1798 og Medaillør ved Mønten 1800.

[side 105] 2. December. I Dag gik Henrichsen og jeg paa Konstkammeret for at laane Malerier efter Spenglers Invitation, hvorpaa vi havde ventet længe. Vi traf Høyer¹³³, Lorentzen og Koefoed. Den første spurgte mig, om jeg gik herop imellem for at studeere, jeg svarte, jeg var kommet for at laane et Malerie, som han biefaldt, idet han med et opmærksomt Øie betragtede de ophængte Malerier. Koefoed anspendte sig for at fortælle os, hvad der var got malet. Malerierne er ganske anderledes rangseerede, end da jeg sidst var her; jeg udbad mig nu det lovede af Spengler¹³⁴, hvorpaa man viiste os ind i et Sideværelse, hvor eendeel gamle Malerier vare henslængte, som man ei ansaae værd at hænge op. Det bestoed af Ribs Rabs, som for største Deelen var saare slet. Imidlertid fandt jeg dog et Stykke deriblandt, som gefaldt mig saa got, at jeg ansaae det værd at copieere, og Henrichsen ligeledes. Men da vi kom hiem, vare vi snydvreede, fordie man saaledes havde behandlet os. Af de ophængte Malerier sagde Spengler blev ingen udlaant, og de uophængte siger jeg duer ikke. Saa vidt jeg veed, saa har man efter Academiets Reglement Rettighed til at faae Malerier fra Konstkammeret, naar man har faaet den store Sølvpræmie, men dette Reglement har jeg aldrig seet, lige saa lidt har nogen af mine Foresatte nogentiid underrettet mig om denne min Ret, og jeg havde vel aldrig faaet den at viide, dersom jeg ikke havde læst det i Ramdohrs Kritik over Kiøbenhavn¹³⁵. Nu spørges, om det er Ret saaledes at behandle en ung Konstner, som giør sig Umage for at lære noget, til den Ende udsætter sig for en empfindtlig

¹³³ Sekretær ved Akademiet, Professor Cornelius Høyer (1741-1804), kgl. Hof-Miniaturmaler og som saadan meget anset.
¹³⁴ Kunstkammerforvalter og Kunstdrejer Lorenz Spengler (1720-1807).
¹³⁵ I Reglementet for Akademiet af 1771 tales ikke om nogetsomhelst Udlaan til Kunstnere af Malerier fra Kunstkammeret, heller Ikke har Ramdohr i sine "Studien auf einer Relse nach Dånemark" (Hannover 1792) omtalt sligt. Han omtaler kun Reglementets Afd. III, Punkt 9, hvori der gives de unge Kunstnere, der har vundet den store Guld- eller Solvmedaille, Ret til at øve sig efter de paa Billedgalleriet paa Christiansborg værende Malerier paa fastsatte Tider. Han tilføjer, at han under sit Ophold i Kbhvn. aldrig paa disse Tider har truffen en eneste arbejdende Kunstner paa Galleriet.

[side 106] Afviisning af en næsviis Konstforvalter, og naar han endelig er saa naadig at lade os komme derop, da at anviise os saadant uduelig Tøi, hvorved man intet lærer. Jeg veed vel, at jeg kunde forlange Billet af Høyer, og at man i saa Fald ikke let skulde undgaae at lade mig faae, hvad Stykke jeg vilde, men da jeg for 2 Aar siden bad ham om et Adresse-Brev til Graff i Dresden, saasom jeg var tilsinds at reise derhen, saa svarte han mig, at han ikke gad skrive, men at jeg skulde hilse de Gotfolk fra ham. Da jeg nu frygter, at hans Skrivelyst ei er bleven større siden den Tiid, saa har jeg ei anseet det Pinen værd, at anmode ham derom, da jeg kun bliver her saa kort.

6. Decbr. Man fortæller, at der i Dag har været et stort Slagsmaal ved Admiral Schindels Begravelse.

8. Decbr. I Dag med Henrichsen ude paa Palaierne for at see Værelserne og besynderlig for at see den, som er malet under Abildgaards Direktion; vi traf ham selv derude, men vi fik kun et Nik af ham. Det meeste er nogle Blafonds og lidt Løvværk paa Kanterne. Disse Blafonds ere ret artige inventeerte i Mosaik, men det er dog lidt for broget i mine Øine i Henseende til Tegningen og jeg troer, at Efterkommerne vil sige, at de Folk, som har giort det, have havt liden Smag. Dette er noget, hvorfor enhver Konstner maae meget vogte sig, derimod hvad Couleuritten angaaer, da var den propre og indtagende harmonisk.

10. Decbr. I Aften var Kall hos os og fortalte os eendeel om Jupiters Kierlighedshandlinger, hvoraf de fleeste loe høit. - Løbet næsten heele Byen om for at lede efter Admiral Grev Moltke og Finants-Raad Kaas¹³⁶, som skal være kommen til Byen, men jeg har

¹³⁶ Finantsraad Georg Ditlev Koës (1731-1804), fhv. Preussisk Bankdirektør, fik 1771 Oktroi paa at oprette et Tallotteri i Kbhvn. hvorved han tjente en Formue og købte Antvorskov og opførte Falkensten, som han atter solgte. Efter hans Hustrus, Anna Mathea Falcks Død (1756-1792) boede han til Leje paa Kmhr. C. A Plessens Gods Gunderslevholm. Hans ene Datter blev gift med P.O. Brøndsted.

[side 107] ingen af dem kundet finde, man viiste mig fra et Sted til et andet saa lenge at jeg blev saa vreed for den Tiid, jeg saa unyttig havde spildt, at jeg gik hiem og sadte mig til at læse i Rigelsens 5te Christians Historie, thi naar jeg faaer fat paa denne Bog, saa bliver jeg strax i got humeur¹³⁷.

11. Decbr. Spiiste hos Fogh til Middag, vores heele discours gik ud paa de arme Franskmænd, hvilke vi heglede saa gyselig igiennem, at det halv om halvt giorde mig ondt for dem. Der blev tillige talt om en Cancelli-Raad Friis¹³⁸ som forleden Aften har giort artige Løier paa Gaden, nemlig: en Karl kom gaaende og holdt Haanden for Ansigtet, Cancelliraaden, som troede han røg Tobak, spurgte hvem der gav ham Tilladelse til sligt og uden at oppebie Svar gav Karlen saadan et vældig Ørefigen, at han kastede bie i næste Rendesteen; denne, som kiendte sin Uskyldighed og derfor anraabte Vægteren om Hielp paa samme Tiid han allerede pønsede paa Modværge, Fægtningen blev nu alvorlig; endelig blev min Hr. Cancelliraad giort til Krigsfange og ført til Politiemesteren, som han ved første entré kaldte et stort Dosmerhoved, saa vel som den som havde giort ham dertil, samt at han kun ønskede sig 2 Pistoler ved Haanden for at udøve sin Harme paa Politiemesteren med den ene og paa sig selv med den anden. Politiemesteren, som er en meget fornuftig og koldsindig Mand, bad ham gaae hiem for at betænke sig lidt.

12. Decbr. Her tales ikke om andet end Prindsessens Biesættelse, som man meener skal skee i Morgen 8 Dage. I Spiiseselskabet blev i Dag raadslaget, om det lønnede Umagen at leie Hest eller Vogn til Roeskilde for at see denne Procession, da en Hest koster 10 og en Vogn 25 Rdl. De fleeste var dog af den Formeening, at det var naragtigt at give saa meget.

¹³⁷ N. D. Riegels' Femte Christians Historie udkom 1792.
¹³⁸ Cancelliraad og Prokurator Rasmus Cornelius Friis (1751-1828).

[side 108] 15. Decbr. Her begynder nu at roullere stærk med polske Huer og store Pelse, som ere Fortropper for Vinteren, som begynder temmelig at nærme sig, og Kudskene see saare frygtelige ud, thi de have Huer, som forlænge dem paa en god Alen. Nu begynder Forpagtere og Forvaltere at lade sig see fra Landet til Terminen, blandt disse har indfundet sig min Fætter fra Raunstrup. Der blev nu først holdt Raad over, hvor vi skulde gaae hen, og Resultatet blev, at vi først vilde besøge et Spiiseqvarteer, hvor min Fætter uddrog af Lommen en Tegnebog og derfra udbredte over heele det Bord, hvorved vi sad, saa mange Qvitteeringer og Documenter og Beviiser, at den beste Procurator kunde blive gal over Halvparten. Han demonstreerte nu forfærdelig over hvorledes han var kommen ud med sin Baron, og som han var dybest i denne affect, kom en Person, som ogsaa vilde have lidt for Tanden; han skottede til os og retereerte sig til yderste Fløi, hvor han blev saa andægtig en Tilhører af denne Hollænderdiscours, at ingen Spækhøker kan høre meere andægtig paa Maaløes Prækener¹³⁹. Endelig fordrede fleere Giesters Ankomst Papirernes Sammenpakkelse, og en nye Deliboration, om hvor vi skulde passeere Aftenen, blev iværksat, og jeg formærkede, at Fætteren havde Lyst til Ponce; jeg lovede at følge med som Tilskuer. Min Fætter Caspar førte os nu an, og vi fulgte hans Fodspor, saaledes ledsagede han os til et Billard, hvor vi passeerte Aftenen.

18. Decbr. I Morges til Kloker og havde megen Glæde ved Giensynet af denne min Ven, som jeg fandt i samme sit Lune, som jeg forlod ham for to Aar siden. Jeg lovede at besøge ham, naar jeg kom paa Landet, og skal, om Gud giver Helbred, holde det. Derfra til Kaas [c: Koës], det er en meget artig Mand; han talte med mig om min Reise og sagde, at min Velgiører var

¹³⁹ Hannibal Wilhelm Ludvig Maaløe (1761-1841) levede i Kbhvn. som Hjælpeprædikant og Lærer ved Frue Friskole. Blev 1800 Præst i Norge.

[side 109] en god Mand, men hans Moster var som oftest syg¹⁴⁰. Jeg forsikrede ham, at jeg aldrig havde havt Prøve derpaa, men at han stedse havde været overmaade raissonnable mod mig. Han roeste min Fader meget og sagde, han havde mange Kundskaber, men min Farbroder, sagde han var en Mand uden Talent; jeg undskyldte ham som en Mand, der ei havde havt Leilighed til at see sig saameget om i Verden som min Fader, og forsikrede ham, det var ikke Mangel paa naturlig Forstand eller Lærdom. Han lovede mig Arbeide, naar jeg kom derud, og dette lettede noget for Hiertet, thi her i Byen er intet at giøre, uden at lære, og dette tænker jeg er det samme som at sette Penge paa Rente. Da jeg nu havde brudt Dagen, saa gav jeg mig til at giøre franske Visiter og giorde Begyndelsen hos Hr. Mørk, som jeg har malet, førend jeg reiste til Jylland, men han var just i Færd med at friceere sin Kone, hvorfor jeg gik strax.

20. Decbr. Fra Academiet med Henrichsen til Rauch, der var bl. a. nogle, som spillede Lombre, og ved dette Spillebord var man nær kommen op at slaaes om Beterne; Fransk, Tydsk og Dansk blev nu saaledes hakket sammen, at jeg troer neppe Fanden har meleert det bedre, da han giorde Engelsk. Da Striden var forbie, forsikrede en af Selskabet, som havde været neutral, at han havde meere Fornøyelse af saadan Lombre end af den beste comedie. Man taug og samtykte og fortsatte Spillet med al Alvorlighed.

24. Decbr. Fra Spiiseselskabet gik jeg med Færsløw til Brøndsted. Disse toe Lærde kom i discours om Guddommen og fremsadte for hverandre det Spørgsmaal, om Mennesket kunde være lykkelig og dydig uden at kiende Gud. Om denne Muelighed bleve de begge eenige. De kom nu aleene i Vilderede med, hvad der i saa Fald skulde bevæge Mennesket til Dyden, naar han ei kiendte en Gud og altsaa hverken ventede Straf,

¹⁴⁰ Moster = Pengepung.

[side 110] ei heller Belønning. Fersløw troede, at Frygt for timelig Straf maatte være Bevæggrunden, og Brøndsted sagde, at Lærdom om Gud og Religion var kun nyttig for Skrædere og Skomagere, oplyste Folk behøvede ikke sligt. Ofte har jeg raget i dispute med Brøndsted om Religions-Sager, men dog har jeg aldrig hørt saa heterodox en Sætning af ham endnu.

Jeg fulgte med Henrichsen til Rauch, og paa Veien fortalte han mig, at han i Aften skulde i Selskab med en Pige, som ganske havde fortryllet ham. Kl. henimod 7 gik jeg til Spiiseselskabet, hvor jeg allerede fandt den ganske Forsamling; vi bleve meget got beværtede af vores Vertinde og levede ret lystig. Volkersen gav os blød Snak, som de andre loe af, og vor Vert Knudsen lagde nogle ostindiske Vittigheder til, som forøgede Latteren. Brøndsted fandt sig saa vel her, at han tvivlede paa at blive bedre faren hos Patriarken Abraham, - dette lader jeg staae ved sit Værd. Hvorpaa man drak et Glas Ponce. Efter Maaltidet spillede vi Gnav, som varede til Kl. 11, da hver gik til sit i et ganske fortræffeligt Sneefog¹⁴¹.

25. Decbr. Dette er den første Juledag, jeg har været her i Byen; jeg mærker, at her giør man ikke saameget deraf som paa Landet, thi man feier Gade overalt og ophugger Rendesteene, som jeg troer, enhver Landsbyemand vilde ansee for dødelig Synd.

Hos Severins blev jeg buden at spiise. Sylow¹⁴² var der og løi os saa fuld af Spøgelse-Historier og doppelte Mennesker, at det giøs i os alle, han forsikrede og at han havde seet den bekiendte Wibe in duplo¹⁴³, og hans egen Fader havde den Maxime at giøre sig usynlig imellem. Da vi havde overvundet disse Menneskelighedens

¹⁴¹ Dette foregaar Juleaften. At fejre denne ved Juletræ etc. er en fra Tyskland Indkommen Skik, der først omtales 1822. (Kbhvns. Skilderi 1822, Nr. 5).
¹⁴² Dette kan antages at være Sekretær, Annuitets-Kontrollør, senere Generallottolngpektør Ludvig Christian Sylow (1759-1813), der blev gift med Bogholder Severins Datter, Marie Elisabeth, død 1861.
¹⁴³ Antagelig den fhv. Sekretær "Norske Selskab", Fort. Johan Vibe (1748-82), der var bleven Landmaaler-Assistent i Fyen.

[side 111] Gespenster, kom vi til at spille Gnav, og dette moerede mig meere, thi jeg er ingen Liebhaver af Spøgerier. Vi sloges nu det beste vi kunde. Jomfruen var min vis à vis, og denne deilige Gienstand giorde mig distree ved Spillet, hvorfor man fixeerede os noget; men hvem kan have saadan en vakker Pige for sig og tillige spille Gnav, det var at være et Umenneske eller ogsaa en af Sylows Gespenster. Sand Venskab føler jeg i Omgang med denne ædle Famille og maaskee! føler jeg lidt meer, naar jeg tænker paa jomfruen.

27. Decbr. I Dag er det da den høftidelige Dag, da den høisalige Prindsesse skal føres til Roeskilde, heele Byen er i Bevægelse ved dette Optog. Kl. 2 gik jeg til Severin for med dem at følges uden Nørre-Port, hvor der er en lille soupée i Sommer-Selskabet, og allerede da vrimlede der af Vogne, som kiørte ud. Kl. 5 gik vi, og førend 6 var heele Selskabet samlet. Jomfruen sang for os og fortryllede mig ganske med hendes behagelige Stemme, endelig indfandt sig Præsten Munthe, men hvad vil Spurve i Tranedands¹⁴⁴? Man holdt saadan et syndigt Huus med denne Guds Mand, at Hiertet blødte i Livet paa mig, især var Sylow overmaade haard mod ham over Bordet, men han holdt dog skikkelig god contenance og lod dem sige, hvad de vilde, medens han passede sit Maaltiid; man øste saa mange bibelske Sprog i ham, som han vel kunde bære, enfin, der blev brugt saadanne Vittigheder paa den arme Præsts Bekostning, som ikke lader sig beskrive uden at de tabe al deres Kraft. Da Maaltiidet var forbie, ventede vi nu med Smerte paa Prindsessens Ankomst, thi Forsamlingen var skeet for at see hende passeere Korsvejen. Hun giorde os Tiiden lang, thi hun kom ikke førend Kl. henimod 2, da vi endelig tog denne Høitidelighed i Øyesyn. Alt hvad vi saae var nogle Ryttere, som man tituleerte for Gardere, hvilke

¹⁴⁴ Nordmanden Jacob Lund Munthe var Kapellan ved Holmens Kirke, senere Præst i Norge, død 1824.

[side 112] omringede en sort Vogn, med en høi Himmel paa, der blev oplyst af en Mængde Fakler, en Hob Mennesker gik ved begge Sider og saae saa nysgierrige ud, som om de nyelig havde faaet Øine, og de fleeste vare dog fulgte med fra Sorgenfryd, men havde paa disse too Miil ikke kunnet overvinde denne Mennesket saa egne Passion. Da vi endelig havde betragtet dette Mirakel i faa Øyeblikke, vendte vi tilbage og iilede at komme hiem. Det gik got, til vi naaede Porten, men her var saa fuldt af Vogne, og Lygten i Porten var slugt, saa at vi fandt det raadeligst at giøre en General-Pause, som varte et Qvarteers Tiid, saa resolveerte vi endelig at lade stalle til, og saaledes passeerte vi lykkelig denne Skiersild i Mørke. Da jeg naaede Vimmelskaftet, blev der saa stor Trængsel af Mennesker, som kom ind fra Vester-Port, at jeg bestandig maatte krydse for at naae Gammel Torv, da jeg forandrede coursen ned giennem Slutterie-Gaden til mit Hiem¹⁴⁵.

29. Decbr. Jeg er bleven saa doven i disse hellige Dage, at det er en halv Skam. For at have noget at bestille gik jeg paa Børsen og saae her et Vrivl af Mennesker, hvoraf største Deelen var beskieftiged med at søge Nye-Aars-Vers. Jeg fornyede ogsaa min Myndt og kiøbte et Ark.

30. Decbr. Besøgte Etatsraad Fogh. Jeg veed ikke selv, hvorledes vi fik fat paa de Franske, men nok er det, vi levnede dem ikke Ære for 2 Skilling.

31. Decbr. En deilig reensmagende Frost. Besøgte min Ven Henrichsen. Vi spadseerte siden en Tour sammen i et deiligt Veir og holdt en sømmelig discours med hverandre; men hvorom vi endog tale, blive vi alletider eenige, vi sympathiseerer med hverandre og nyde oprigtig Venskabs Belønning og Glæde i hverandres Omgang. Derfra til Rauch. Jeg satte mig nu for at udrase med mit Billardspil paa denne sidste Aften i Aaret, kom til at spille med en Tydsker og spilte 30 Partier til Kl. 12, hvoraf jeg tabte de 12, derpaa gik jeg hiem i et deiligt Veir.

¹⁴⁵ Forf. maa have boet i en af Gaderne mellem Nytorv og nuv. Raadhusplads.

[side 113]

1795

1. Jan. I Formiddag beskieftiget med at skrive Navn under trykte Nye-Aars-Vers til mine Venner; da jeg lenge havde ledet efter eet til Jomfrue Severin, fandt jeg endelig eet, men som jeg ei fandt det saa got jeg ønskede, saa anspændte jeg min poetiske Geist og skrev følgende:

Fromme ædle gode Pige!
Gid Dit Hæld i Aar maa stige,
som mit Ønske stiger nu!
Vær da lykkelig Veninde,
lad mig Venskab for Dig finde,
og min Lykke er da lig,
den jeg ønsker Dig!

Hos Fogh, talte om Konstnernes slette Skiebne her i Landet, han vilde have, jeg skulde være Theater-Maler. Siden talede vi om Hoffet, han sagde, man havde gjort Ahlefeldt Uret, thi hans eeneste Fejl var, at han var i Gield, jeg troer dog, han havde een Feil til, nemlig, at han vilde enten betale eller forøge den paa andres Bekostning, nok er det, at vi fandt os begge lykkelige ved at være uden for denne Cirkel.

3. Jan. Besøgte to af mine Collegæ: Heinrichs og Ross, to fremmede Konstnere, som studeere her ved Acaderniet, vi fik ved denne Leylighed fat paa Konstforvalteren, og jeg mærkede at disse Fremmede kunde ligesaa lidet fordrage den Indretning ved Konstkammeret som jeg. De forsikrede mig, at Spengler var en Oxe mod dem, som søgte at profiteere af Malerierne derfra. Derfra til Schinckel, hvor jeg igaar blev indbuden paa en Lombre med Lieutenant Titken.

5. Jan. Qvartal-Forsamling paa Academiet. I Form. hos Juel og Høyer for at vise nogle Stykker, som jeg har isinde at fremsætte i Academiet til Forsamlingen i Aften. Juel var overmaade galant saavelsom Høyer, og jeg blev derved sadt i et extraordinair got Lune,

[side 114] Koefoed gav mig endog sit naadige Biefald tilkiende ved et Nik og nogle Konstord, som han havde lært udenad, hvorpaa han beklagede det mørke Veir, vi havde i denne Tiid, hvilket han alt fremførte i saadan Stiil, at jeg var lutter Øre for at lægge Mærke til hans Veltalenhed. Aftenen, som er min Farbroders Geburtsdag, tilbragte jeg hos Temstrups ganske behagelig, men dog ei, som om jeg havde været i Schielbye; men megen Levemaade hersker virkelig i dette Huus, og jeg troer, at Ramdohr vilde kalde det bon ton.

7. Jan. Begyndt paa Polders Portrait.

8. Jan. Paa Comoedien. Jeg fulgtes med Henrichsen og Brøndsted og kom lidt for sildig. Der var meget fuldt, og jeg, som var saa lille, havde ondt ved at see noget undtagen ved at stiele mig til see mellem Hovedet paa de høiere Fortropper. Jeg fandt Bekiendtere, saavel Jyder som Jøder, der alle mellem Acterne beundrede Stadens Skiønheder i Logerne. Endelig var Comoedien forbie, og Balletten begyndte, som for denne Aften kaldtes "Kierligheds Magt"¹⁴⁶; her kom nu anstigende en stor Mængde Krigsmænd, som giorde underlige Grimacer alt efter Tacten, mellem som der blev dandset en Bonde Dans. Lidt havde jeg seet af Comoedien, men slet intet fik jeg af Balletten at see, thi endog de høie søgte at forlænge sig paa 1/2 Alen, Øinene anspendte enhver til at see med, og Munden aabnede de for ligesom at sluge alt, hvad Øiet saae, for at bevare det til næste Gang; jeg gabede ogsaa det beste jeg kunde, men jeg mærker det hielper ikke, uden man kan see tillige. Fra Comoedien gik vi hen at spiise hos Smidt¹⁴⁷; jeg kom saa ind i en Malerdiscours med en Person, som hed Torslew (Tersløw), at H. nær var bleven vreed derfor.

9. Jan. Indbuden at spiise til Aften hos Polders

¹⁴⁶ Programmet var den engelske Komedie "Han blander sig i Alt" i Jüngers Bearbejdelse og Balletdivertissementet "Kærligheds Magt".
¹⁴⁷ Traktørsted i Boldhusgade.

[side 115] Kiereste; her traf jeg en Urtekræmmer Holm, som har været i Schielbye og kiender min Farbroder og Fader; hans Kone var Syster til een af Eleverne ved Academiet, som for nogen Tid siden døde. Vi levede lystig, spilte 11 1/2, drak Ponce og snakkede meget, dette alt vedvarede til 11, da vi pakkede ind.

11. Jan. I Følge Invitationen igaar fik jeg fat paa en Haarskiærer i Morges, som skulde give mit Hoved en moderne facon, men han handlede barbarisk med mit Haar, imidlertid lod jeg ham giøre alt, hvad han vilde; men denne Tilladelse giorde mig vist 1/2 Pd. Haar lettere, end jeg var før, og for at give mig Vægten fuld igien smurte han saa megen Tælle og Pudder deri, at jeg troer, det kan ballanceere. Da denne Tour lykkelig var overstaaet, gik jeg til Severins, hvor vi i Aften dandsede, saa det rystede efter, og svedte, saa Vandet trillede os om Ørene; dette varede til 11 1/2, da hver søgte Faderland [?]¹⁴⁸.

17. Jan. Jeg har i Aften faaet mig en contubernal ved Navn Fogh af Severins famille, et ungt Menneske, som studerer Jura.

19. Januar. Expedeert en hel Hob franske Visiter i Dag; først til Juel, hvor Koefoed og jeg fortalte hverandre, at det var meget koldt, derfra til Lahde, som jeg traf i fuld Arbeide med Prindsens Portrait, derfra til Lorentzen, som var i Færd med at male Professor Bugge, hvorved jeg fik den Mand at see; men her talte jeg ikke om Veiret og vogtede mig især for at tale om at Almanaken saa ofte løi, thi det var at fornærme Manden¹⁴⁹.

20. Jan. Begyndt paa Polders Kierestes Portrait.

21. Jan. Kom i Samtale med Wandahl paa Academiet om Lorentzen; han fortalte mig, at han ikke havde fortieent meere end 40 Rdl. det første Aar efter sin

¹⁴⁸ Udtrykket "Faderland" betyder vel Hjemmet?
¹⁴⁹ Professor i Astronomi, Justitsraad Thomas Bugge (1740-1815) beregnede og udgav Almanakerne fra 1779 til sin Død.

[side 116] Reise, og dette satte frisk Mod i mig, thi jeg har kun været 1/4 Aar i Byen og har dog over 40 Rdl. ivente blot efter en jydsk Reise, hvad vil der ikke blive af, naar jeg faaer en italiensk paa Nakken.

24. Jan. I Form. hos Grosch, han er et af de forfærdelige Genier efter Hviids Forskrift¹⁵⁰. Han har virkelig en smuk Methode, som han paastaaer er en Gave, der er ham alleene betroet i den ganske Verden.

30. Jan. Formiddagen hos Juel og beundrede hans skabende Haand. Samtalen var temmelig kort, thi han taler ikke meget, men tænker vel des meere.

2.Februar. Disputeeret med Brøndsted om Bernstorff. Han paastoed, at han i sin Stilling ikke kunde være andet end Aristocrat, og jeg formodede, at han gierne kunde være republicansksindet, fordie han var Statsminister, hvilket Brøndsted ikke vilde tilstaae. Dette ledte os ind i en vidtløftig dispute om, hvad Aristocratie og Democratie var, og Brøndsted forsikrede, at ingen kunde være Democrat uden at hade og forfølge den, som tænkte anderledes; for denne Sect erklærede han sig, og denne definition satte Democraterne temmelig ud af min credit. Før har jeg vel syntes det var moersomt nok engang imellem at kalde sig Democrat, for det ædle Ord Frieheds Skyld, men nu forkaster jeg det ganske, thi skiøndt jeg elsker det sidste, saa vil jeg dog ikke tilfægte mig det ved at fordømme alle andres Meeninger.

Fra Academiet med Wandahl, en ung Jyde, som den kiøbenhavnske Verden endnu ei ganske har omstøbt, den ungdommelige Uskyldighed er endnu præget paa hans Ansigt. Han er en Eleve af Lorentzen, og han talede meget til denne Mands Berømmelse i Henseende til den Omgang han nød hos ham, og Lorentzen er virkelig en af de sieldne Konstnere, der

¹⁵⁰ Sigtes her til Regensprovst Andreas Kristian Hviids "Dagbog paa en Reise giennem Tyskland, Italien, Holland, Frankrige", der udkom 1787, og som gav Anledning til en lang kritisk Strid (N. M. Petersen, D. Litt. Hist. V.I. 54, 2. Udg.)?

[side 117] nedlader sig til dem, som kun ere Elever. Lyst til Tegning var i Aften borte hos mig paa Academiet, hvorfor jeg gik til Løfler og underholdt mig en halv Times Tid med denne værdige Mand¹⁵¹. Hans Disciple kaldte ham derpaa, og jeg forlod ham.

6. Febr. Besøgte Major Brøjning og holdt en fornuftig Samtale med ham om Malerne¹⁵².

7. Febr. Extraordinair Veir. Brøndsted og Fogh fik i Dag narret mig med ud til Batterierne efter Middagsmaaltidet, og jeg fortryder ikke paa den Tiid, jeg spendeerte herpaa, thi det var virkelig en fornøyelig Tour, og jeg har i den sidste Maaned ikke givet mig Tiid til at gaae for mig selv. Da vi kom til Batteriet, modtog en Vagthavende os ved Opgangen og sagde, at vi kunde, gaae overalt uden paa Volden, som leed for meget derved, men vi overbeviiste ham strax, at den var for haardfrossen til at søndertrædes af vore Fødder, han tog mod Grunde og lod os passeere. Det var Sabbath og vi fandt paa Veien adskillige af Israels Kinder, som man ellers har sagt mig gaaer ikke paa Iis.

8. Febr. Under Middagsmaaltidet kom jeg i Dag i en heftig dispute med nogle Studentere om Skrivefrieheden. De ankom i Selskabet med forbittrede Udseender og fandt sig saare fornærmede over, at et Ugeblad kaldet "Vækkeren" og et andet kaldet "Jerusalems Skomager" vare blevne confisceerede, hvilket de paastoed var en himmelraabende Synd mod Menneskets Rettigheder¹⁵³; ved Mellemhandling bragte jeg det saa viidt, at man tilstoed, at det var noget taasset Tøi, som var skrevet i disse piecer, og da jeg først vandt denne betydelige Skandse, saa vandt jeg snart fuldkommen Seier, og man indrømmede mig, at det

¹⁵¹ Den gamle Tegnelærer ved Akademiet Ernst Heinrich Løffler (1723-96) var i høj Grad yndet af sine Elever.
¹⁵² Afsk. Ma!or Christian Frederik Breuningk (1739-96).
¹⁵³ Malthe Conrad Bruun (1775-1826) udgav som ung Student de nævnte Tidsskrifter, hvori han fremsatte de Rousseauske Ideer om Lighed og Broderskab. Man stte dem i Forbindelse med Tømrersvendenes Tumulter paa den Tid, og de blev derfor konfiskerede og mulkterede.

[side 118] endda ikke var saa taabeligt at udrydde sligt Ukrudt. Som jeg just var i Færd med at drage mig Seieren til Nytte, fik Fienden nye Forstærkning. Sommer, som er een af dem, man kalder Originaler, traadte ind, og da han hørte, hvorom Striden havde været, angreb han mig med saadan Heftighed, at jeg meget mistvivlede et got Udfald. Jeg saae, at Manden var i ondt humeur, og lod ham derfor Tiid til at tale ud,. og han proppede mig saa fuld af skammelige pensioner, uretfærdige Skatter etc. etc., som han paastoed gik i Svang her, at jeg nær var falden paa den Tanke, at hiine Tiiders Prophet-Aand var opstaaet i vore Dage i denne Sommer. Han sluttede med, at Sandheden var et saa subtilt Væsen, at den ikke kunde fornærme, paa hvad Maade den end blev sagt, men af forestaaende vil man dog kunne see, at han ganske subtilt har makket sandt og usandt blandt hverandre.

9. Febr. I Aften havde vi en lille divertissement paa Academiet, som bestoed deri, at Førster og Genailli [Gianelli] nær var kommen op at slaaes; til Lykke var Genailli koldsindig, men Førster viste sig ret som en storpralende Snude (med respect at sige) og havde fortient at kastes ud af Døren for sine Udtryk, som han brystede sig af som en Hane, der har overvundet sine Fiender; nogle enkelte gik ogsaa i Krogene og hvidskede, at de Tydskere vare forbandet næsviise. Jeg beklagede høit for heele Selskabet, at vi ingen Forvalter havde (thi han er død i forrige Uge)¹⁵⁴, som kunde holde Styr paa Børnene, og Førster forføyede sig ganske stiltiende til sin Plads.

13. Febr. Besøgte Juel i Formiddag og vederqvægede mig 1/2 Times Tiid med at see paa hans fortræffelige Arbeider; som jeg stoed og fordybede mig i disse Betragtninger, kom Koefoed; han har den Gave, at jeg gierne bliver vreed, hver Gang han taler til mig, og at see paa ham er for mig det samme som at laxeere.

¹⁵⁴ Akadmiforvalteren Hans Christian Holst født 1742, døde 5/2 1795.

[side 119] 15. Febr. I Efterm. med Henrichsen til Schinckel; da vi kom paa Kongens Nyetorv, saae jeg ved Hovedvagten eendeel Mennesker, og da vi hørte Aarsagen saa var det for at see Arrestanterne, som vare paa Vand-Huuset, jeg gik skamfuld bort og beundrede Menneskets Nysgierrighed.

16. Febr. Fastelavns Mandag. Jeg har i Dag været i Høieloft i Anledning af et Stykke, jeg skal male til en Alter-Tavle. Jeg var først hos Grev Moltke, som lod til at være en meget artig Mand¹⁵⁵, og her blev jeg expedeert i mindre end 1/4 Time, han bad mig gaae til Geheimeraad Brandt for i lige Maade at høre hans Tanker om mit Udkast; men her maatte jeg bie desto længere. Jeg blev viist op i et Værelse, som jeg fandt ganske fuldt med Mennesker, jeg mærkede snart, at det var Forventelses-Sahlen, og da jeg aldrig har været paa slige Steder før, saa blev jeg temmelig forlegen. Til Lykke fandt jeg blant denne søgende Flok en Student, som jeg kiendte, og ham betroede jeg denne min Nød. Han trøstede mig som en ærlig Mand, og forsikrede, at den eeneste Formalitet var at lægge Mærke til den, som var kommen efter mig, for, naar min Tour kom, at blive indført til audience, og denne ceremonie varede over 2 Klokketimer. Touren gik meget ordentlig undtagen 3 extra audiencer, som indsneeg sig imellem os, og som bestoed af 3 Aristocrater, som klagede forfærdelig over Tidens Korthed, hvorfor Tieneren lod dem passeere før Tiden, men det var ogsaa Conferentzraader, Professorer og en Hr. Petri og saadanne Karle. Endelig kom Touren til mig, jeg blev indladt og fortalte Hs. Exc. i Korthed Anledningen til mit Komme, som han forsikrede mig var ham grumme kiert at høre. Men i Steden for at tale med mig om den Sag, gav han sig til at tale om min Reise og recommendeerte

¹⁵⁵ Den fhv. Statsminister Grev Joachim Godske Moltke (1746-1818) og Kancellipræsident, Geheimeraad Christian Brandt (1735-1805) var begge Provisorer for Vallø Stift, der ejede Højelse Kirke, hvortil den nævnte Altertavle var bestemt. Om Geheimeraad Brandts Audiencer se Engelstofts Skildring i Hist. Tidsskr., 5. III. 355

[side 120] mig meget til Dresdener Billedgallerie, andre Materier indløb, og vores Samtaler kom alt længere og længere fra Malerier, og efter at jeg saaledes havde bortdrevet en 10 Minutter, tog jeg Anledning og recommendeerte mig. Da jeg kom udenfor, grundede jeg vel lidt paa, hvorfor han havde ladet mig gaae, uden at give mig nogen bestemt Afgiørelse, men jeg sluttede, at det maatte være saadanne Hofsving, som jeg ikke forstoed, og tænkte, han maatte bedre viide, hvorvidt han skal gaae ved saadan audience, end jeg, som aldrig har været i den Lexe før.

Resten af Dagen passeerte jeg uden Porten med Severins og nogle andre, som her havde forsamlet sig for at løbe Fastelavn eller paa anden Maade fornøye sig. Vi spiste, drak, slog Potter i Stykker, løb Carossel, thi Heste var ikke at bekomme, dandsede og andet meere, kort, enhver fornøyede sig her efter Behag og nød saa ædel en Friehed, som Heiberg aldrig har beskrevet bedre. I saadanne Timer er Mennesket ret lyksalig! Sielen er stemt til lutter Glæde og Lyksalighed, selv den, som maaskee for faae Øieblikke siden syntes sig at være indsluttet i Bedrøvelsens Bolig, maae i saadant Selskab opvækkes til blide Følelser, han maae troe sig omringet af Engle, der ligesom arbeide paa hans Lyksalighed.

20. Febr. Kom for tidlig paa Acadermiet, jeg var aleene og betragtede ud af Vinduet Kongens Nyetorv og de paa samme vandrende Mennesker; for at tænke noget derved, saa forestillede jeg mig, at jeg var i det gamle Athen, blant lutter Atheniensere, kort sagt, jeg drømte lysvaagen.

21. Febr. Hos Lorentzen. Det er en fortreffelig Mand at omgaaes og tale med, han er saa simpel og ligefrem. Vi talte adskillig om Academiet, og han tilstoed, at det var lige mod dets Reglement, at Genailli var kommen til at reise udenlands, som var en aabenbar Forurettelse for alle dem, som havde faaet den

[side 121] store Guldmedaille, da Genailli kun havde faaet den lille, men hvor hersker ikke Cabaler i denne syndige Verden?¹⁵⁶ Han vilde absolut have, at jeg skulde gaae med paa Concoursen til Sommer, og Lysten har jeg vel, men det kommer an paa Ples[sen].

22. Febr. Geburtsdag. Jeg begynder nu allerede at tælle Aarene. 26! og endnu kun en stakkels Elev! Det var meget! Imidlertid er Tiiden til dato gaaet vel; Forsynet unde mig Evne til at arbeide med Hæld paa min tilkommende Skiebne! Hos Severin i Efterm. og nød en meget behagelig Samtale med Jomfruen om Naturen og dens Orden; at træffe en Gienstand for sig, som omtrent tænker eet med os, er en sand Glæde og en Sieleføde. Vi fordrev ved denne Samtale et Par Timers Tiid, og denne lille Pige philosopheerer ypperligt, hun har læst en Deel og anvender det meget got, uden at synes lærd, som ikke klæder Damerne vel; og oprigtig er hun som en Engel, og Dyden fremskinner i hendes deilige Øine. Hun er et Sindbillede paa Guddommens Godhed. Saadan at passeere en Geburts Dag er behageligere end al Verdens ball parée.

23. Febr. Hos Thorvaldsen. Hans genie er ham meget for voxen; hans Arbeide synes at være Fostere af en 10 Aars ældre og meere øvet Aand. Han er en Mand af en overmaade levende Indbildningskraft¹⁵⁷. Jeg troer, han maa have en lykkelig Genius, som arbeider for ham; ellers kunde han ikke udføre det han giør, thi Studeering har han ikke. Der seer ogsaa meget geniemæssig ud hos ham, thi Røgtobak, Farver, Papiir, Theevand, Bøger, Modelleer-Stokke, Pudder og Tælle, Miniatur-Portraeter og hundrede andre Ting tilligemed en god Portion reent Skidt forliges meget got paa et lille

¹⁵⁶Det var kun de Kunstnere, som havde erhvervet den store Guldmedaille, hvem der gaves Lejlighed til under Navn af Kongelige Pensionærer at foretage en sexaarig Rejse i Udlandet. Gianelli blev stærkt protegeret af Abildgaard og fik Rejsestipendiet som "Medaillør".
¹⁵⁷Thorvaldsen var dengang 24 Aar gammel, han havde den store Guldmedaille, men maatte hjælpe sin Fader med Træskæreri og tjente sit Livsophold ved at tegne Portrætter og lignende Ting. Aaret efter rejste han til Italien.

[side 122] Bord og er saa got meleert blant hverandre, at den beste chymicus skulde have ondt ved at skille dem ad.

28. Febr. Seet Konster, som opføres af en Franskmand i denne Tid ¹⁵⁸. Med Jerntofte og Brøndsted fulgtes jeg til denne Franskmand Kl. 6 og blev anviist en Plads i mellemste etage, thi her var parqvet, parterre og gallerie. Vi fik først en fransk prologe, som en af dem paa Galleriet giorde sig Umage at oversætte for os, saaledes oversatte han pourqvoi ved Lilleconvall. Han giorde derfor nogle Taskenspiller-Konster, som kunde være ret artige for en Liebhaver, jeg giør ikke meget deraf, men hans obtiske og perspectiviske Stykker vare fortræffelige. Han viiste os Amsterdam saa livagtig, at en Naboe, jeg havde, som uden Tvivl var Skipper, i det mindste paa Klædedragtens Vegne, svoer paa, det var som han saae Amsterdam, og blev henrykt af Forundring; saaledes viiste han os adskillige prospecter og hans decorationer vare ypperlige, blant disse overgik især et Uvær, hvor Tordenen slog et Skib i Stykker, alle de andre; det var frygtelig skiønt. Translateuren i galleriet, som havde overøst os med temmelig massive Vittigheder heele Tilden, blev med et taus, som naar een bliver bange for Torden. Dette var Slutnings-Stykket, og med en dunkel Følelse om Naturens Virkninger, naar den synes at viise sin Vreede, forlod jeg parterret. Ved Udgangen fandt jeg igien den milde roelige venlige Natur i en deilig Pige, som passeerte mig, blidere Følelser opkom i Sielen, og med disse begav jeg mig i Følge med Brøndsted og Jerntofte paa Hiemveien.

2. Marts. Ingen kan tiene to Herrer og ingen kan faae endelig Dom af 2 Directeurer; jeg var hos Moltke for at faae bestemt Svar om Altertavlen; hans Formeening var, at ingen Figur maatte viises fra Ryggen, som man siger er fornærmeligt for Tilskueren. Heele

¹⁵⁸ To Franskmænd, Pierre og Degabral, gav i disse Dage Fremvisninger af "Theatralske Perspectiver" i Hr. Kirkerups Baggaard St. Kongensgade 57.

[side 123] Byen siger, at han er en stor Kunstdommer, derfor tier jeg; for at faae dette nøyere afgiort, viiste han mig til Brandt, men han gav ikke audience i Dag, og min Faders Vogn kom i Efterm., saa denne Sag seer meget meere indviklet ud i Dag, end den saae ud for 14 Dage siden. Man lovede mig dog audience paa Onsdag, thi saa er Geheimeraaden frisk, men i Dag var han upasselig.

3. Marts. Fætteren fra Raunstrup er kommet ind med min Faders Vogn, og hos ham har jeg passeert Form. med at skrive Hollænder-Contracter, hvorved min Siel kom til at vandre om med et Par hundrede Kiør og hvad dertil hører. Fætteren reiste i Dag med Kalvevognen fra Gunderslevholm, jeg bliver altsaa alleene.

Skjelby 1795

4. Marts. Kl. 9 fik jeg audience hos Brandt og alting er klart og reent. Henrichsen og jeg fulgtes nu ad og gik til Frederiksberg sammen; vi skiltes ad, han vendte sig til Staden, jeg ilede derfra, men min Siel fulgte med ham tilbage; jeg er vis paa hans blev hos mig. Jeg kom Frederiksberg forbie, den aabne, landlige, men paa nærværende Tiid dødskolde og udtærede Natur viiste sig for mit Øye; for mig var den skiøn endog i den Dragt.

Jeg kom til Roeskilde Kroe, hvor jeg traf Stuen fuld af allehaande Folk. Vi drog ad Kiøge-Veien for at tale med en Præst i Høyelse, til hvis Kirke Altertavlen skal males. Denne Vei var min Kudsk og mig ubekient, og vi kom ligesom ind i et ganske fremmed Land, vi sloge os igiennem ved at spørge os for fra Bye til anden paa de to sidste nær, thi nu var det allerede bleven Aften, Portene var lukket og ingen Mennesker vare at see, vel fandt vi Fæehuusdørene aabne, overalt; men hiin gyldne Tiid er forbie, da disse talede, og endskiøndt min Kudsk forfattede sine Spørgsmaal i største Eenfoldighed, saa loed de dem dog ubesvarede, undtagen Hundene, som syntes meget fortørnede, og vi rystede Sneen af Fødderne, hilsede ikke Byen og reiste videre, kom ogsaa lykkelig til Høyelse Kl. 9

[side 124] omtrent. Jeg tog qvarteer hos en Bonde, thi Præsten var ikke hiemme.

5. Marts. Præsten kom hiem i Nat. Jeg har været hos ham en Times Tiid, det er en meget vakker Mand, og han har en ikke mindre vakker Kone¹⁵⁹; og saae deres Portraiter af Salig Paulsens Arbejde ¹⁶⁰. Kl. henimod 4 kom jeg til mine kiere Forældre, et glad Øyeblik! Den Godhed, Oprigtighed og Kierlighed, hvormed jeg blev modtaget, den lader sig tænke, men ikke beskrive. Aftenen passeerte jeg med min Fader hos min Farbroder, og her blev jeg, thi han logeerer mig ligesom før.

7. Marts. Hos Koës, en meget snaksom Mand. Han viiste mig sine Malerier, som han endnu ikke har faaet rangseeret, men saa udvalgt en Samling har jeg endnu ikke seet; der er alt, hvad man kan kalde skiønt af Malerie, og jeg troer, han er selv en stor Kiendere, idetmindste taler han med stor Smag om Konsten.

9. Paa Førslev hos Greven¹⁶¹, men han er syg og har lagt siden Juul, fortæller man nu, dog siger man, at han er oppe fra 6 til 12 om Aftenen. Han gav audience paa Sengen, og det loed, som Lysten til Famille-Stykket, som han havde bestilt, var temmelig forgaaet, han derom. Besøgte tillige Poulsen, som har faaet en Søn, medens jeg var i Kiøbenhavn, NB. hans Kone, hvorover han er hierteglad. Jeg fortalte ham, at jeg skulde male en Altertavle, og at jeg syntes, at 50 Rdl., som man havde lovet mig, var for lidt, da den skal være dobbelt saa stor, som jeg troede. Han gav mig det gode jydske Raad, at jeg skulde skrive til Directeurerne, at Malerierne var bleven dyrere siden sidst. Indfaldet var ikke saa galt. - I Aften har jeg spillet Styrvolt, som er Hofspillet for nærværende Tiid i

¹⁵⁹ Præsten i Højelse var Manderup Pedersen Kruuse (1760-1846), han henregnedes til Datidens Skønaander og Digtere.
¹⁶⁰ Den bekendte Historiemaler Erik Pauelsen, f. 1749, der tog sig selv af Dage i 1790.
¹⁶¹ Grev Moltke, se S. 78.

[side 125] Schielbye, med min Farbroder, hans Kone og min Svoger Muus.

16. Marts. Reiste til Holmegaard til Major Post, som loed mig hente efter Løfte. Jeg skal her male Majoren og Fruen, to værdige gamle Folk ere disse¹⁶². Her traf jeg Grev Sponeck, som jeg kiender fra Nestved, han finder godt qvarteer her og tager tiltakke. Man er muntre og frie her, og jeg er alt som jeg var hiemme, uagtet jeg har kun været her nogle Timer; i den Tiid har vi talt om næsten alle muelige Ting, om Politiqve, Landvæsen, Vær og Vind etc. etc. Der hersker en saadan Oprigtighed hos de gamle Folk, som den unge ikke nok kan skiønne paa. Hiertet sees i det aabne Ansigt. Lykkelige Alder! Sponeck og jeg holdt hverandre med Samtale om Jylland, thi han har reist eendeel omkring der (maaskee har han søgt om sit Grevskab)¹⁶³.

18. Marts. Begyndt paa Majorens Portralt. Den militæriske Lov blev hentet for at see, hvorledes Monderingen skulde være paa afskeedigede Officeerer, dette medtog saa megen Tiid, at Malingen nær var gaaet overstyr i Dag, fornemmelig var det uopløseligt, hvorledes Opslagene skulde være; dette fik jeg lykkeligt bielagt ved den Erindring, at ingen blev synlige.

22. Marts. Søndag. Ved Theebordet blev holdt en politisk Afhandling om Heibergs Moral-Caracteer af Procurator Hansen¹⁶⁴, som kom hertil igaar, og os andre. Han løftede Heiberg til den tredie Himmel og det i den skiønneste Procurator-Stiil, jeg har hørt nyelig. Han forgudede Heibergs Sandheder som de der vare komne lige fra Fornuftens Boelig og indklædt i sandselig Dragt af denne Momus. Hansen blev hidsig og i eet væk ramsede en heel Hob sammen til Heibergs Forsvar, uden at nogen fik Lov at indføre et Ord. Ja,

¹⁶² Afsk. Major Peder Lasson Post til Holmegaard og Broksø (1725-1806) gift med Margrethe Elisabeth Restorff (1734-1818).
¹⁶³ Efter sin Afsked som Kaptajn ved sjællandske Regiment 1790 boede Grev Carl Leopold Sponneck (1746-1823) hos sine to ugifte Søstre i Næstved og efter deres Død hos sin Kusine Majorinde Post paa Holmegaard.
¹⁶⁴ Procurator Hansen var bosat i Herluflille.

[side 126] Du Heiberg! Hvorfor leeder Du Dine Læsere saaledes bag Lyset ved tomme Fornuft-Ideer? Hvorfor er Du selv Despot idet Du fordømmer dem? Den kiere Sandhed er saa elskværdig, naar den bliver fremført paa en venlig og god Maade, men naar den kommer for Dagen af Grovhed, Forbitrelse, Malice og Egennytte, da er den afskyelig. Procuratoren gik fra Sandheden lige ind i Rangforordningen og holdt et syndigt Huus med Grever, Baroner, Baand og Stierner.

23. Marts. Her har været Fremmede i Dag fra Nestved, Majorens Svigersøn og Datter og andre fleere, og en Frøken Riese fra Broxsøe, som bærer paa en 60 Aars Jomfruedom med Gud og Æren. Hun var især stærk i at udregne Ahnerne paa alle de høiadelige Portraitter, hvoraf denne Gaard vrimler i alle Kroge, og som, uagtet alle disse Ahners Herligheder, ere saare stygge i mine Øine; hun fulgte deres Forfædre saa langt i Fortiden, at naar hun kun havde naaet en 8 à 10 Led højere, saa var jeg nødvendig kommen i Famille med dem alle. Forresten var alting muntert undtagen nogle smaae attaqver, Sponeck havde med Selskabet om hans korte Syn, som han selv forlængede paa visse Alen; han drak sin Biskop i Stilhed og lod dem snakke.

26. Marts. Forpagter Dahl fra Tyberg har været her i Dag med Præsten Winter. Denne Forpagter seer mig saa philosophisk ud, formodentlig har han lært det af sin Principal, den store Rothe ¹⁶⁵

27. Marts. Blev færdig i Dag med Portraitterne. Forpagteren, Forvalteren og een ved Navn Norup har giort mig en visite for at see mit Arbeide, den sidste førte en forfærdelig theatralsk Stiil, som Forpagteren i Baggrunden bejaede.

28. Marts. Naturen har i de sidste Dage iført sig en ganske nye Dragt, Foraaret iiler os nu alle Øyeblikke i Møde. Jeg har i Dag været med Majoren og

¹⁶⁵ Tyge Rothe (1731-95), dansk filosofisk Forfatter, Ejer af Tybjerggaard.

[side 127] Greven paa Broxøe, deels for at besøge Frøken Riese, deels for at see paa de derværende Malerier, hvorom man har giort mig en stor Idee. Blant disse var kun eet, som var nogenlunde taaleligt, det var et Fiske-Stykke, alle de andre vare Kongerne af den oldenborgske Stamme, saare elendig giort. Da Frøkenen viste os Christian den 3die, smeltede hun hen i Taarer ved at beskrive den høie Dyd og Gudsfrygt, denne jordiske Gud havde besadt, tænk eengang! han havde læst Bibelen 3 Gange igiennem og var derover bleven saa hellig, at Englene af Himmelen kom ned for at være ham til Selskab; een af disse havde i Fortroelighed fortalt ham, naar han skulde døe, og dette var indtruffen paa Minutten; hvorpaa hun neiede for dette hellige Portrait. De andre Konger havde ikke havt saa overmenneskelige Egenskaber. Vi gik lidt i Marken og hørte paa Lærkens behagelige Sang; Stæren, Viben, Storken, Vildgaasen er allerede kommen og andre landlige observationer giorde vi, hvorover de indmurede Kiøbenhavnere ikke kan giøre sig noget Begreb. Vi kiørte forbie Dyrehaugen og saae 30 Dyr gaae paa en Slette, hvilket behageligt Syn! De gik der i den yderste Roelighed, og betænkte ikke, at de snart eller seent skulde blive et Rov for Mennesket, som nu glæder sig ved at see dem.

30. Marts reist hiem.

1. April. Begyndt paa Alter-Tavlen. Min Farbroder og hans heele Huus Gesinde har giort mig den Ære at see til mig, og han blev ganske rørt ved at see Jesus, som jeg havde anlagt, Pigerne var med og korsede sig, de havde aldrig seet vor Herre saa livagtig.

4. April. Fuldført Anlægget. Det er i Dag Paaske Aften, og min Farbroder viiste mig af Beyers Evangeliske Harmonie¹⁶⁶, at det netop var den 3. April Christus blev korsfæstet, altsaa ligesom i Dag den 5te, at han opstoed, altsaa treffer jeg den allerbeleiligste Tiid

¹⁶⁶ Peder Grove Beyer, Evangelisk Harmonie. Sorø 1772.

[side 128] til dette Malerie, som just skal forestille Opstandelsen.

5. April. Theediscours om Mariæ reene Undfangelse, min Farbroder paastoed, at det var slet intet Mirakel og formeente, at det kunde gierne skee i vore Dage, han troede derfor at al Omgang med Kiønnet var Synd og imod Naturen - snurrigt at dømme saaledes, efter at han selv har fabrikeret 13 Børn.

28. April. Min Dagbog giør temmelig lange Spring her paa Landet, men vi Landsbye-Folk har andet at tænke paa og bryde vores Hoved med. I Dag har jeg været i Nestved med Hee og paa Herlufsholm for at tale med Brandt, som i disse Dage er her ude, han i hellige Erinder og jeg i ganske verdslige¹⁶⁷. Audiencen gik efter Ønske, og Geheimeraaden var saa naadig og loed mig rygte mit Erinde, nemlig: at opvarte ham. Vi skyndte os til Nestved, og her bragte Hee mig til en Fætter af sig ved Navn Testrup, som er Lieuteriant i Regimentet der, en lystig og munter Person; han har været Student, og synes at være temmelig vreed paa sine vanvittige Medbrødre i Etaten; imidlertid har han dog lært een af de militaristiske Grundsætninger, nemlig at prale.

3. Maj. Søndag. Thestrup fra Nestved besøgte min OnCle og moerede os meget ved sine Vittigheder, som er af en god og ægte Sort. Han fortalte, at han som Student havde været med i den philosophiske Feide¹⁶⁸ og der holdt et syndigt Huus med de arme Militaire, hvoraf han nu selv er et Medlem; han beklager, at hans Metier skaffer ham ikke Aandsarbeide nok, og troer, at en Officeer har alleene Hoved for at bære de store preussiske Hatte¹⁶⁹.

8. Mai. O, søde Natur! Hvor god er Du mod Skabningerne!

¹⁶⁷ Geheimeraad Brandt var Forstander for Herlufsholms Stiftelse.
¹⁶⁸ Det bekendte Slagsmaal i Filosofgangen i Kbhvn. 1787 mellem Militære og Studenter.
¹⁶⁹ Sekondlieutenant ved sjællandske Rytterregiment Schack Thestrup (1764-1850) Afsked som Ritmester 1810.

[side 129] Hvor velgiørende, hvor kierligl Hvilke blide Følelser opvækker Du i den tænkende Siel! Jeg spadseerte en Tour med min Fader i Eftermiddag, og glade ere de Timer, som saaledes forsvinde med en kier Fader. Forældres Oprigtighed, Kierlighed og Godhed for deres Børn er ubetalelig, naar disse kunne skiønne derpaa. Ja disse Timer forsvinde for os med Ligegyldighed, og Evigheder kan ikke kalde dem tilbage. Det ufuldkomne Menneske paaskiønner ikke Lyksaligheden, naar han har den, og attraaer kun den, som er fraværende, som ikke kan opnaaes, og hvis Opnaaelse selv er langt fra Maal og Haab¹⁷⁰.

18. Maj. Hos Koës med min Fader. Han taler meget og virkelig meget fornuftig og er en behagelig Mand at omgaaes, men hvorledes han og dreier det, saa bliver dog omsider Penge Omqvædet paa al discoursen; det er dog vel hans Afgud, og hvert Menneske maae have noget at tilbede.

20. Maj. Igaar og i Dag hos Finanzraaden for at rangere hans Skilderier, det behageligste Arbeide, jeg i lang Tiid har havt, aldrig har der været et saa smukt Betræk paa Gunderslevholm før! Det er meest udvalgte Stykker, han har, og behagelig er det at høre ham tale derom; en Time tilbragt med Koës i saadan et Værelse er bedre end 10 anvendte til tør Studering.

25. Maj. Grev Moltke! Jeg sendte i Dag Bud til ham, da han ei vilde minde sig selv, thi al Arbeide omsonst for det Slags Folk er Daarlighed. Han sendte mig ogsaa 20 Rdl., der skal ansees for Vederlag for mit Arbeide, og fordie han fik narret mig fra Jylland og her i Landet sette til, hvad jeg der havde fortient, men det har den gode Adel Lov til. Et Aar satte han mig ogsaa tilbage med min Reise, og maaskee er det endda blevet mere nyttig for mig end nogle Penge, thi

¹⁷⁰ Dagbogen Indeholder under hans Ophold paa Landet en Mængde filosofiske og moralske, yderst trivielle og sentimentale Betragtninger, der forbigaaes.

[side 130] først lærer jeg lidt Taalmodighed og for det andet faaer jeg dog ogsaa lidt meere af den saa høilig nødvendige Practik, - overalt, jeg er ganske vel fornøiet med Greven, - og han har sin Plage.

9. Juni. I Forgaars fik vi Efterretning om en gyselig Ildebrand i Kiøbenhavn, hvorved 1/3 Part af Byen er lagt i Aske. Uagtet den confusion denne uhældige Tildragelse kan foraarsage, saa har dog min Farbroder bleven ved sin første Bestemmelse, som var at reise i Dag, og jeg med ham. Kl. 3 satte vi os altsaa paa Vognen og holdt mange gudelige Samtaler underveis, foldede Hænderne mod Himmelen og sammenlignede Kiøbenhavns nærværende Forfatning med det fordum ulykkelige Sodoma og Gomorra og beviiste tydelig, at al Velsignelse var veget fra Landet siden Extra-Skattens Paabud. Med denne discours naaede vi Glumsøe, hvor vi maatte ind til Provst Sebbelou, hvor disse to Præster kom i andre Materier, og med disse naaede vi Ringsted. Her er den første Bom. Manden sagde, at vi havde en 3 Sk.s Eqvipage, og da min Farbroder tilforn havde givet 4 Sk., saa gav dette os Anledning til at meddeele denne ærlige Mand en Velsignelse paa 1/4 Miil, hvospaa vi loed ham fare med Fred. Vi overnattede i Overdrev-Kroen og traf her en Præstesøn ved Navn Husum, med hvem min Farbroder holdt en Friehedsdiscours og beviiste, at al Friehed er skadelig.

10. Junii. Vi fortsatte Velen, og udøvede ved alle forekommende Leiligheder Embedspligter; talede især meget om Helvede til dem, vi ansaae for onde, til vi saaledes naaede Damhuset. Vi ragede her i en Bataille med Bommanden, som vilde have 4 Sk., og skiøndt vi tydelig forklarede ham, hvem vi vare, og at vi boede 2 Miil paa hiin Side Ringsted, saa vilde han dog strax have Sagen afgiort. Han fik da omsider sin Skilling, men vi levnede ham da heller ikke Ære for 1/2 Skilling. prækede den øvrige Vei om Helvede og Verdens Ondskab, - O Menneske! hvor er det Du kalder Fornuft?

[side 131] Kl. 4 naaede vi Friderichsberg, hvor min Farbroder fik logis med megen Besværlighed, og jeg vandrede til Byen for at see dens Elendighed. Jeg fandt den større, end Beskrivelsen kunde give mig Idee om, og Vilderedet mellem de Afbrændte er utroelig. Heele Byens Indvaanere synes at være halv rasende, og Rygterne om Ildens Aarsag er særdeles forskiellige, nogle troe, det er gaaet ganske naturlig til og staae med udrakte Hoveder og forsikre de Forbiegaaende, at de ved Guilliotinens Kniv vil beviise Sandheden af deres Meening; andre have blottet Bryst for ved mindste Modsigelse at lade Døden vidne for dem, at Mordbrændere have foraarsaget denne Ulykke. Meest eenige er man deri at forbande Engelsmanden, og medens Ilden rasede i Huusene, stoed man færdig at søge Bølgerne for at søge Hevn paa uskyldige Engellændere, - saaledes er Mennesket! Severin, Henrichsen og Schiøtt ere de af mine Venner, som jeg i disse Omstændigheder talede med, de var selv bleven frie for Ildens Magt, men var desuagtet i yderste confusion.

11. Junii begave vi os paa Hiemveien uden at faae nogen Ting expedeert i Staden, dog troer jeg, min Farbroder fik nogle Penge i Lyngbye. Her fik han at vide, at Eqvipagen kostede 4 Sk. med Rette, og dette havde den Virkning, at vi paa heele Hiemveien bad om Forladelse for begaaet Forseelse i Damhuuset. Mennesket er dog en god Skabning!

10. Septbr. Ja, Du bedrøvede 11. Juni! I Din Sværm henslumrede min Dag-Bog og er først opvakt af Søvne, nu vi ere langt i September. Men vi leve af bare Oeconomie her paa Landet. Lys brænde vi ikke i Sommermaanederne, og Dag-Bogen skrives ikke got i Mørke; Dagens Lys er heller ikke tienlig, og hvad man vil skrive Dagen efter, det er passeert, det taber Kraften ligesom Spiritus, naar man glemmer at sætte Prop i

[side 132] Flasken. Da vi nu har begyndt at bruge Lys, maae jeg dog see at komme i Touren igien, thi her forhandles een og anden Gang dog saadanne Ting, som maaskee kunde interesseere mig ligesaameget, naar jeg er fraværende, som de ere interessante, nu jeg er nærværende.

11. Septbr. Her er i Dag kommen Brev fra Bispen, at han vil komme her om nogen Tiid, for at overhøre Ungdommen.

12. Septbr. Hvorfore fordre vi stedse Eftergivenhed af vore Medmennesker og udøve den ikke selv, hvorfore striides vi stedse om Ord med en Haardnakkethed, som grændser til Raserie? Saaledes gaaer det mig ofte, naar jeg disputeerer med min Oncle om Friehed, Franskmænd, Heiberg etc. etc. Thi næppe hører jeg et af disse tre Ord nævne, førend Blodet kaager i mig, jeg føler en Drift hos mig til at forsvare dem uden selv at vide hvorfor. Han kan ikke taale det Ord Friehed, og jeg kan ikke taale det Ord Slaverie, vi ere altsaa begge ufuldkomne. Men 70 Aar! For dem bør jeg dog bære respect, thi Moses befoel at hædre den Gamle, vel sandt; men den Gamle bør heller ikke misbruge sin stærkere Ret, jeg forlader da Aarene og tager fat paa Manden, thi hvorfor skulde den Unges Blod være saa phlegmatisk, at kunne tie til alt, da den Gamles Hidsighed ei endnu er udbrændt.

13. Septbr. Inviteert at spise hos Koës, mødte paa Pletten og traf der Plessen, en Grev Osten og min oncle uventende; vel spiiser man got hos Finantzraaden, men han roeser sig selv saa meget deraf og dette har til alle Tiider været mig utaalelig, desuden er hans tractemente slet ikke meere, end jeg har seet i Jylland, undtagen en halv Snees Hunde, som incommodeere meget ved Bordet og ere især omhyggelige for at rense Giesternes Tallerkener, ja, endog hielpe at spiise. Discoursen var mager, det meeste var om at spiise og drikke, og Greven holdt en fransk Lovtale med Plessen

[side 133] om de ypperlige Fiske, som gaves i Hamborg, med saadan Henrykkelse, som Homerus, da han beskrev Junos skiønne Øine. Da jeg aldrig er snaksom i Selskaber, hvor jeg baade af mig selv og de tilstedeværende ansees for at være visse Etager lavere, indskrænkede jeg mig til Parthey [Imformatoren], som var min Naboe.

14. Septbr. Min Moders Geburtsdag. Jeg var hos mine Forældre til Middag og ved et behagelig Maaltid, som bestoed af meget færre Retter end det igaar, nøed en langt meere fuldkommen Nydelse deraf.

15. Septbr. Hos Wedel paa Raunstrup. Da jeg troer, jeg har ført noget an i min Dagbog før, hvorledes jeg staaer hos ham, saa maae jeg dog herved melde, at jeg før i Sommer har copieeret hans salig Frues Portrait, som var malet af Juel, hvormed han syntes meget vel tilfreds. Jeg fandt i ham en overmaade fiin Hofmand¹⁷¹.

16. Septbr. Jeg skal male en Frue Struckmann i Nestved, som er forloved med en Major Funk¹⁷², og da samme ei maa sees eller vides i Nestved, førend det er færdig, saa har hun fundet for got at møde mig paa Gunderslevholm hos Koës; med samme skeedte en Begyndelse i Dag. Hun har et got Ansigt, funklende Øine, men kneiste lidt med Næsen. Medens jeg giorde den første contur og Anlæg, løb hun alle Øyeblik hen for at see, hvorledes hendes Portrait blev og igientog for hver Gang: Fy, hvor det seer fælt ud! Finantzraadens Jomfruer, som vare tilstede, trøstede hende og forsikrede, at det allerede lignede meget. Atter dette forbande Hofsprog! var det en compliment

¹⁷¹ Kammerherre Baron Frederik Christian Wedel Jarlsberg (1757-1831) til Raunstrup havde været Kammerjunker hos Arveprinsen, bekendt som Forfatter og liberal Fremskridtsmand. 1804 solgte han Raunstrup og bestyrede i nogle Aar et omrejsende nationalt Provinstheater, hvilket bragte ham til Ruinens Rand.
¹⁷² Magdalene Christiane Struckmann, født Arendrup (1773-1809), var Enke efter Regimentskirurg ved sjællandske Rytterregiment Johan Reinholdt Struckmann. Den unge Enke blev 1795 gift med Majoren ved samme Regiment Johan Christian Funch, der døde 1808 som Oberstlieutenant og Kommandant paa Bornholm.

[side 134] til hende eller mig? I første Fald flatteerte den kun lidt og i sidste - ingen af dem meente det ilde, og jeg blev uforstyrret ved at male fort. Jeg spiiste der og filede strax efter Bordet hiem for at see til min Fader, som kun var maadelig af Helbred, da jeg gik derover. Jeg læste Aviserne for ham, opmuntrede ham det beste jeg kunde. Vel føelte jeg fuldt min sønlige Pligt, men jeg udøvede den ikke, som jeg burde og ønskede, kunde og ikke. Jeg føelte, at jeg ofte havde været egensindig imod ham, begegnede ham haardt, fornærmede ham, naar han havde viist en øm Kierlighed til mig. Hvorfor var mit Hierte da saa haardt, om det endog havde en god Hensigt? Beste Fader! Naar Helbreden kommer igien, naar disse ubehagelige Følelser ere overstandne, De læse da dette, De erindre det og De tilgive mig!