Oldemors Erindringer

Om Brøndsted | H.Hansen | Oldemor | Mere...

Dette er en elektronisk version af provst Gerhard Brøndsteds datter Sofie Conradine Jürgensens erindringer, stenograferet ned omkring 1890 af hendes dattersøn, rigsdagsstenografen Olav Høgsbro, mens de blev fortalt. Hun var da 80 år. Udgivelsen knap 18 år senere under titlen "Oldemors Erindringer" (Odense 1908) kan således bedst sammenlignes med en afskrift fra et lydbånd! Bl.a. herved er erindringerne helt unikke. Denne elektroniske version er indscannet efter bogudgivelsen og der kan forekomme enkelte fejl. De originale sidetal er indsat i teksten i kantet parentes [side 1] ... [side 2] osv. Erindringerne omfatter fortællerens barndom i Varde 1810-25 (inkl. beskrivelse af den store ildebrand), ungdomstiden i Asminderød 1825-29, hvor faren var blevet provst og slotspræst, og siden som præstehustru på Agersø til 1834, i Darum til 1847 og i Oxenvad til 1859. Erindringerne omfatter også besøg hos hendes mormor i Ribe Charlotte Hedevig Matthiesen (1757-1819), enke efter stiftsfysikus Andreas Frausing Fridsch (1744-1807), samt hos farforældrene i Horsens, provst Christian Brøndsted (1742-1823) og Mette Augusta Petersen (1758-1832).

Bemærk: Erindringerne er ultimo 2005 genudgivet af Det Høgsbroske Familiefond og kan købes for ca. 100 kr ved henvendelse til Povl Milthers.

FORORD

Når Mormor kom på Besøg i vort Barndomshjem, var det vor største Glæde at få hende anbragt i Mors magelige Lænestol og få hende til at fortælle. Hun fortalte alt, som om det var foregået i Går, med alle Biomstændigheder og med lange Samtaler, hvis nøjagtige Gengivelse hun "bedyrede". Mor vilde i alt Fald stå inde for Kærnen i dem. Hun fortalte alt - selv, hvorledes Morfar friede. Og vi lo og græd med hende

Vor Børneflok har så meget at være vore Bedsteforældre taknemlige for, både fra deres Præstegårdsdage i Hesselager og fra deres Alderdomsdage her i København. Mange af vore bedste Minder knytter sig dertil. Mormor fortalte mest og levede længst, derfor er hun jo kommen til at stå mest levende for os. Vi har altid set op til hende som en Kvinde, der i sin Ungdom sad inde med en utrættelig Virksomhedstrang, Frejdighed, Ærlighed og Hjærtensgodhed, og som smykkede sin Alderdom og de hvide Hår med Værdighed og et lige ungt og lyst Syn på Livet og med levende Interesse for og Tro på Ungdommen om hende

Derfor var det mig en inderlig Tilfredsstillelse i hendes 80de År at sidde ved hendes Side, når hun Søndag Formiddag - hun gik i de sidste År så at sige aldrig ud - fortalte mig af et åbent Hjærte og uden nøjeregnende Afvejen, hvad hun havde samlet ned i sin Erindring på hendes lange Livsvandring. Hun sad med Kappen på Hovedet, Snustobaksdåsen og Lommetørklædet på Bordet og Strikketøjet i Skødet, snart så hun i et tænksomt Sideblik ned på Gulvet, snart skælmsk over Brillerne; på Bunden lå altid det gode Hjærtelag, som lyser ud af hendes Ansigt på Billedet

Og derfor har Børnebørnene følt det som en Taknemlighedsgæld til hende, fra hvis Natur vi mener at have arvet en stor Del af det, som vi sætter Pris på i vor fælles Slægtskarakter, at fæstne Erindringen om Oldemor - som hun blev kaldt, da Børnebørnsbørnene meldte sig - blandt hendes mange Efterkommere

Vilhelm Milthers har kritisk gennemgået Navne og Tidsfølgen af Begivenhederne i "Oldemors Erindringer" og besørget disse i Trykken, så at de nu foreligger i denne for vore Øjne såre tiltalende Skikkelse, trofast gengivne med hendes egne Ord og på hendes egen Fortællemåde. Trykningsudgifterne er bekostede af hendes Børn og Børnebørn

"For vore Øjne" - ja, Bogen er kun skreven og trykt med Oldemors Børns, Børnebørns og Børnebørnsbørns Gavn og Glæde for Øje. Derfor er der taget mangt med, som Offentligheden ingen Interesse kan have af, og derfor mangler der vel også meget, som den netop spørger efter. Den fremmede, som måtte læse den, må vi derfor bede betragte sig selv som Gæst, tage sin Kritik fangen og "tage til Takke med, hvad Huset formår"

August 1908 OLAV HØGSBRO [rigsdagsstenograf, dattersøn]

foto
Sophie Conradine Brøndsted, g. Jürgensen (1810-92)

TIL OLDEMOR
Den 26. Juli 1890

Mel: Lad Lykkens Ganger springe

Da med sin Ven betuttet
på Præstehavens Høj
sin Pagt i Hast hun slutted',
hun gennem Haven fløj.
Men ingen skulde gætte
den Glæde rig og stor,
derfor hun måtte slette
med Riven ud hvert Spor

Dog Sporene ej dulgtes,
som de fik sammen trådt;
thi hvor de siden fulgtes,
dér husker man dem godt.
Blandt dem, der fik at skue
i Alvor som i Skæmt
den djærve Præstefrue,
hun bliver sent forglemt

Måske er Mindet blegnet
på Agersø til sidst,
til Gengæld står det hegnet
i Hesselager hist.

[side 2] Og endnu mange Venner
til Præstefruen glad
en kærlig Hilsen sender
fra Darum, Oksenvad

Dog selv om disse Minder
omsider visner hen,
ej Sporene forsvinder,
men frisk de står igen.
I Børneflokkens Skare
dér lever Oldemo'r,
og der er ingen Fare,
de glemmer hendes Spor

Af Arvinger der tælles
to Snese alt og mer,
og det kan sikkert meldes,
der bliver mange fler'.
Den Arv, hun har dem givet,
- en Arv, som rigtig du'r
var hendes Skat i Livet:
en kærnesund Natur
Nu Lokkerne er hvide,
blidt daler Livets Sol,
og Oldemo'r må glide
rundt i sin Rullestol.
Men må hun varlig fare,
er Legemet end tungt,
er Øjnene dog klare,
og Sindet, det er ungt

[side 3] I Dag de firs hun fylder,
men det er langt fra nok!
De unge hende hylder,
hun hør' til deres Flok.
Af hende vil de lære,
hvordan sit Ungdomssind
man frisk og glad kan bære
i Alderdommen ind

Så vil vi da os samle
og bryde ud i Kor:
Et Leve for vor gamle,
vor unge Oldemo'r!
Vi hendes Navn vil skære
i Minde-Træets Bark,
og hilset skal hun være
som Ungdoms-Patriark

Harald Holm [folketingsmand, g.m. datterdatteren Gudrun Høgsbro]

1. BARNDOMSTIDEN 1810-1825

Her sidder jeg gamle Oldemoder i mit 80de År og vil fortælle mit Livs Førelse, så meget jeg kan erindre: men Sandhed bliver det, jeg fortæller til min kære Efterslægt. I skulde vel først vide, hvem jeg er? Jeg er født i Hvidding Præstegård den 26. Juli 1810, Kl. 9 om Morgenen, og fik i Dåben Navnet Sofie Conradine Brøndsted. Min Fader, der var Præst i Hvidding, hed Gerhard Brøndsted; min Moder hed Charlotte Hedvig, født Fridsch, Datter af Stiftsfysikus [Andreas Frausing Fridsch] i Ribe. Min Fader var Søn af Provst [Christian] Brøndsted i Horsens.

Et yndigt Barndomshjem havde jeg; dertil kom, at jeg var sund og rask, og så, at jeg havde det samme Navn som en gammel Barnepige, vi havde, nemlig Sofie, thi derfor holdt hun specielt af mig. Jeg var det 8. Barn i en Flok på 14.

Det første, jeg kan erindre fra min Barndom, er fra mit 4. År omtrent. Jeg fik den Gang en Kodreng til at lave mig en lille Bænk, som stod på meget svage Fødder, og et lille Bord med Skuffe i. Det stillede han op til mig under et meget lavt Æbletræ, det var så lavt, at jeg måtte krybe ind til mit lille Lysthus. Her sad jeg og

[side 6] strikkede med Pinde, som jeg glattede med Glas; til at strikke med fik jeg til min store Glæde af min Moder optrævlet Garn. Mit Sytøj gemte jeg omhyggelig i mit Sybord.

En anden Erindring fra den Tid er Spaniolernes Ophold i Jylland. Efter at have gemt Sølvtøjet i jorden kom Fader og Moder ind til os, og Fader sagde: Så, nu er det godt gemt; kom nu Børn og sæt jer omkring mig her på Gulvet; jeg venter Fjenden, der kommer igennem Byen, vi kan ikke vide, hvad han kan finde på; men Vorherre kan jo nok hjælpe os igennem på en god Måde." I det samme går vor Køkkendør op, og Karlen råber: Nu er de begyndt at komme ind i Byen." "Så i Guds Navn," sagde Fader. Men Fjenden tog ganske rolig gennem Byen, uden at vi så det mindste til ham. I vor By gjorde de, så vidt jeg kan huske, intet; men i Høxbro Kro rev de til sig af Drikkevarerne.

Så gik min Barndom hen med Børneleg. Mine Brødre sloges, så det var rædsomt. En Dag var min Moder ved at bage, Lotte [søsteren Charlotte] og jeg besluttede hver at stjæle en Rugtvebak fra hende. Fra hendes Krydderskab, der stod åbent, stjal vi Sukker og lagde et godt Lag ovenpå. Men hvor skulde vi nyde den? Bag vor Køkkendør var der lavet et Sandhus, som vi sprang ned i; så lukkede vi Køkkendøren højt op, og så troede vi os vel forvarede. Vi sad meget dejlig, men så kom Fader gående, og blev stående i Køkkendøren; det mærkede vi ikke; vi knækkede på Tvebakkerne, det bedste vi kunde. Fader troede, det var Mus, der gnavede, og trak Døren til Side; der sad vi to ulykkelige Mennesker. Hvad sidder I dér for? Hvad er det for noget?" Det er ikke noget; vi har blot hver taget en Tvebak med Sukker på" Vil I så

[side 7] vær'sågod og straks op og spise Jere Tyvekoster; så kan I gå til gamle Sofie og få jeres Hat og Tørklæde og Jere ordentlige Sko, for jeg kan ikke have Tyve i mit Hus. I må bort herfra. I har ikke længere noget Hjem her!" Vi brølte, så det var forfærdeligt. Imidlertid fulgte han os ind til Sofie, hun blev som rasende, men han sagde ganske rolig: "De har hver en Pose; deri lægger Du en ren Særk og et Par rene Strømper til hver! Kom så Børn, så skal I sige Farvel til Moder og Sofie." De andre Søskende sagde vi ikke Farvel til. Vi syntes nok, at Moder ikke græd så meget som Sofie, hvilket vi Åringer efter undredes over. Fader lukkede Porten op; vi gik ud. "Nu kan I gå, hvorhen I vil, det er mig det samme -, og se, om Mennesker vil tage sig af jer. I kommer jo til at tigge jer frem.".

Vi blev enige om at sætte os ned i en Grøft og gav os til at tudbrøle. Da vi havde afgrædt, rejste Lotte sig op og sagde: "Jeg vil naturligvis over til min Kæreste;" - det var en Dreng i Nabopræstegården (Pastor Bangs i Vester Vedsted). "Jeg vil til Onkel [Koefoed] i Ribe," sagde jeg: men hvor var Vejen til Ribe? Det vidste vi ikke, og Lotte vidste lige så lidt, hvor Vejen var til Vester Vedsted. Så måtte vi igen græde. Sofie kom rendende ud til os bag om Gården for at sige Farvel endnu en Gang. Hun var skrækkelig stræng i sine Udtryk mod Fader. Hun måtte jo ind igen, og så sad vi og tænkte over Vejen og håbede på, at nogen vilde komme og vise os den. Da blev Porten endelig lukket op, og Fader kom ud. Han kom hen imod os og sagde: "Nå, Børn, kender I Vejen, I vil? - - - Vil I love mig, at l vil være rigtig gode Børn og aldrig mere stjæle, men komme og spørge Fader og Moder om alt, hvad I har Lyst til; er det, muligt, skal

[side 8] I få det; er det umuligt, får I det naturligvis ikke." Vi lovede, det bedste vi kunde, at vi aldrig skulde gøre det mere - og dog stjal jeg en Gang senere som stor Pige af Moders Mælkepenge.

I den Tid blev der Juleaften sunget en Salme - Fader sang ret godt -; når den var til Ende, lagde Moder en stor Dug over Spisebordet. Så skulde vi alle sammen krybe ind under den; vi var så mange, at vi måtte sidde oven på hinanden. Der på satte hun en Tallerken, fuld af Pebernødder, Småkager og et Æble til hver af os. Når vi så kom frem, var vi himmelglade over al den Rigdom. Dengang kendte man ikke til Juletræer.

Jeg husker også en tredie Historie fra den Tid. Min Onkel [Conrad] Koefoed havde særlig Godhed for mig, fordi jeg var opkaldt efter ham og hans Kone [mosteren Sofie Dorothea Fridsch g.m. biskop Conrad Daniel Koefoed]. For at skaffe mig en Indtægt, vilde han, hver Gang han kom til os, se, om mine Knæ var rene. For i Tide at kunne få at vide, når han kom, havde jeg bedt både Karle, Piger og Drenge i Præstegården om at sige mig det i Tide. Jeg skurede dem endogså med Sand i Bryggerset; så fik jeg 10 Søslinger. Når han holdt for Døren, stod, jeg dér med mine bare Knæ, jeg følte ikke noget i Retning af Undseelse for Kusken og vore egne Folk.

I 1816 blev Fader befordret til Sognepræst i Varde. Vi var alle sammen henrykte over denne Flytning. Dér i Varde levede jeg også nogle dejlige Barndomsår.

Vi fik dér en smuk, rummelig Præstegård og dejlig Have midt for Torvet. Så mange Træer som dér havde jeg aldrig set før; disse Træer brugte jeg straks til at lege med som Mennesker; dem passiarede jeg med, hilste på dem, nejede for dem og gav mig i Samtale med dem. En Gang hørte Fader mig tale højt med Træerne og neje

[side 9] for dem; det morede ham meget. "Du bliver lige så gammel som Methusalem," kan jeg tydelig huske, han sagde.

Vi kom straks i Borgerskolen. Borgerne skulde se, at han også estimerede Skolen, skønt vi meget hellere vilde gå i en Realskole, hvor vore Venner og Veninder gik (den ejede Raunsøes Fader [velsagtens far til svigersønnen Jens Michael Raunsøe]). Det synes jeg heller ikke nu, at Fader gjorde Ret i.

I Varde hændte der så meget, at jeg ikke véd, hvor jeg skal begynde. Jeg kan lige så godt begynde med Markederne. De var noget uhørt for os. Jeg og min Veninde, Line Teupner, besluttede at gøre os dem indbringende. Jeg skulde påtage mig at kalde Markedsfolkene om i en mørk Allé, der stødte lige op til Torvet, for dér at vise vore Kunster for Penge. Jeg skreg så højt, at det rungede over mod Kirken, og Line rakte Tunge; hendes Tunge var nemlig så lang, at den kunde nå helt ned på Overgangen mellem Hals og Hage. Vi fik aldrig mere end en Søsling af hver for vore Anstrængelser, men det kunde dog blive til en Del Kager, som vi henrykt fortærede. Vi Børn plejede hver at få 5 Søslinger i Markedsgave af Fader, og af en gammel Postmester fik vi 10 blanke Sølvskillinger. Vi drev kun vore Markedspræstationer i et År, men i den Tid var der 3-4 Markeder; Moder kunde naturligt nok ikke lide det.

I den Tid var der hverken Nytårs- eller Fastelavnsløjer.

En Gang kom Frederik VI i Besøg til Varde; han drog ind under Klokkeringning, og Sprøjterne modtog ham på Torvet; de stod endogså med Slangerne op i Vejret, for at Kongen skulde se, at der var Slanger på Sprøjterne. Derimod kan jeg ikke huske nogen Æresport eller sligt. Hans Adjudant var den senere bekendte General Bülow;

[side 10] han boede hos os. Den første Morgen lod han min Fader kalde til sig på Sengen og spurgte ham, om ikke Faders Tjener måtte gå over med nogle Depecher til Kongen; hvorpå Fader svarede: "Deres Ekscellence, min Stilling er således, at når jeg taler til min Tjener, så taler jeg til mig selv; men jeg går med største Glæde for Deres Ekscellence til Kongen med Depécherne."

Senere fik Fader Lejlighed til at tale med Bülow om, hvorvidt han syntes, det kunde nytte, at Fader søgte Asminderød og Fredensborg. "Her i Varde er Embedet for lille, skønt jeg tager med Bekymring herfra, da jeg føler, at jeg både er elsket og agtet." Det var Sandhed, Fader sagde. (Fortællerinden sagde det med Gråden i Halsen). Dertil svarede Bülow: "Ja, men Hr. Pastor, så må De over og prædike for Kongen og Dronningen, da De skal være Slotspræst i Fredensborg, og de kongelige vil altid først høre den, der vil ansættes. Har De Råd til at gøre den Rejse?" "Den skal jeg have Råd til", sagde Fader. Så talte han med Kongen, og Kongen bestemte, når han skulde komme til København. Han rejste, og de kongelige Herskaber syntes udmærket både om ham og Prækenen. Hvad han sagde, véd jeg ikke, men han vandt Dronningens Anerkendelse, navnlig derved, at han talte så højt, at hun trods sin Tunghørighed kunde høre ham. Det gik ham heldigere ved den Lejlighed end ved hans Dimisprædiken. Biskoppen brugte Kalot og hørte heller ikke godt; det anede Fader ikke. Mens Fader prækede, begyndte Biskoppen straks uroligt at røre ved sin Kalot. Fader opfattede det som et dårligt Tegn, og da han blev ved med det og til sidst satte den ned på sit Knæ, sortnede det for Fader, så han pludselig måtte sige Amen. "Men, Brøndsted, hvad gik der af Dem?" sagde Biskoppen,

[side 11] "De blev jo ikke færdig med Prækenen." Fader fortalte, at det var bleven sort for ham, da Biskoppen satte Kalotten ned på Knæet. "Nu kan De gøre ved mig, hvad De vil." "Ja, jeg véd nok, hvad jeg vil; i Morgen præker De om." Den Gang gik det godt, og Fader fik 1ste Karakter.

Det Øjeblik, da den sorte Kalot sank ned på Knæet, glemte Fader aldrig.

Da Bülow skulde tage Afsked, vilde han ind og hilse på Moder og Børnene, og Moder kyssede ham efter Datidens Skik på Hånden. Bülow klappede Børnene på Kinderne og sagde: "Det bliver såmænd en Pryd for Asminderød Præstegård." Deri lå der jo et stort Håb for Fader. Vi spurgte Moder, hvad en Pryd betød; hun forklarede os det på den Måde, at han håbede, vi vilde blive artige Børn og skulde give et godt Eksempel.

Derpå rejste Kongen igen under Sprøjten og Klokkeringning. Kongen stod op i Vognen og hilste til alle mulige Sider og Kanter med sit milde Blik.

Det, der fra Opholdet i Varde står tydeligst for, mig, er Ildebranden i Varde. Ildebranden opstod i Nørregade. Medens en gammel Skomager (Morten Jonasen) var ude at grave Tørv, sér han Ilden komme op, og så farer Djævlen i ham lige på en Gang og siger: "Nu er Du reddet!" Thi der var dengang kommet en Forordning om, at der ikke måtte være stråtækte Huse i Byerne, og han skulde derfor tække sit Hus med Teglsten, men det vilde han aldeles ikke kunne overkomme, og så vilde Ejendommen blive taget fra ham. Han tog en Træsko i hver Hånd og rendte hjem. Han tog slet ikke i Betænkning, hvor Vinden bar hen eller fra, men fór ind til sin Kone, der stod og lavede

[side 12] Ild til Middagsmaden, fyldte begge Træsko med Ild og satte dem op på Loftet med to Halmknipper over. Nu opdagede Brandvæsenet, at Ilden fra hans Hus slet ikke kom den anden ved, for Vinden bar fra ved hans Hus. Der var et forfærdeligt Oprør i Byen; blandt andet så vi en Præsteenke, der kom gående ovre fra Kirken i sin bare Særk; hun havde været hos sin Svoger, hvor hun så noget, der hang på Væggen, som hun kunde tage med sig; det var en kort Kjole; hun tog den over sin Særk og kom så over til os. De syge fra Hospitalet lagde de på Gravene på Kirkegårdene. Det blev meldt, til Byfogden, at den sidste Ild, den, der egentlig gjorde mest Fortræd, var opstået i Skomagerens Hus. Han blev øjeblikkelig sat fast og kom i flere Forhør. Fader gik over til ham i Arresten og talte til ham som hans Præst, men kunde ikke få ham til at tilstå. Først et halvt År efter tilstod han. Da blev der en Nat banket, på Faders og Moders Sovekammervindue og råbt på dem. "Hvad er det?" spurgte Fader. "Jeg er Arrestforvareren, og Morten Jonasen må absolut tale med Præsten i dette Øjeblik. Han er i en Nød, så det er ganske forfærdeligt at se på." Fader stod op, klædte sig på og gik med ham over på den anden Side af Torvet, og i Bælgmørke lukkede han Fader ind til Fangen. "Vil Du tale med mig?" spurgte Fader. "Ja, Hr. Pastor, nu eller aldrig. Jeg er Gerningsmanden." Og da vred han sine Hænder, så Fader kunde høre, det knirkede i hans Fingre. "Så, nu har jeg overstået det; nu kan de gøre ved mig, hvad de vil." "Ja, og lykkelig er Du, der har tilstået," sagde Fader, "og kan komme til at lide din Straf hernede." Fader kunde næppe slippe fra ham. Endelig fik han sin Dom, han skulde halshugges. Dengang kendte man ikke sådan til

[side 13] Benådning som nu. Dommen blev oplæst for ham af Byfogden. Dagen nærmede sig, da det skulde ske, og endelig kom den. Han havde imidlertid sendt Bud med Arrestforvareren til Fader, om han ikke vilde give ham hans sidste Nadver. Fader sendte også Bud derover, at han nok skulde sende Kaffe over til ham om Morgenen, inden han skulde henrettes, hvorover han blev grumme glad. Kaffen nød han da i Forening med sin Kone og alle deres Børn. Der holdt da to Vogne foran Arresthuset. Jeg ser det endnu for mine Øjne! Han var helt indpakket, havde endogså hvide Uldvanter på. Det var tidlig om Foråret. I den ene Vogn sad han med Arrestforvareren og nogle Politibetjente. I den anden sad Byfogden og Fader. Så kom de til Retterstedet. Han blev af Arrestforvareren fulgt op på Banken, hvor Skafottet var rejst, og dér blev Dommen atter oplæst for Masser af mennesker og for ham selv af Byfoged Rosenørn. Så blev han fulgt hen til Blokken, hvorpå han skulde lægge Hovedet. Han knælte ned, og Skarpretteren trådte frem. Jeg var ikke henne at se på det, men min Fader har fortalt mig, hvorledes det gik til. Medens han knælede ned, bad han Byfogden, om han ikke endnu en Gang måtte læse sit Fadervor med sin Præst, hvortil Byfogden sagde ja. Men da de kom dertil: "Forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere," huggede Skarpretteren til, og Fader kunde aldrig glemme den Blodstrøm, der da vældede ud.

En Trediedel af Byen brændte som Følge af hans Ildspåsættelse.

Under Branden løb jeg bort fra mit Hjem; man kunde ingen Steder finde mig. Jeg havde nemlig hørt, at Ilden var lige tæt ved Assessor Pedersens, og så vilde jeg hjælpe til at redde. Imidlertid gjorde Fader Anstalter for,

[side 14] at Moder og alle Børnene skulde ud på Gjellerupholm [hos morens søster Ingeborg Fridsch gift med ejeren C.A. Tetens], der lå uden for Varde. Jeg kom ikke med. Da jeg er færdig, løber jeg hjem, og på Torvet ser jeg to Skikkelser, som jeg aldeles ikke kunde begribe, hvem var. Den ene havde til Hovedbedækning en Serviet med en Knude på hvert Hjørne, den anden havde bart Hoved og en Brændevins-Flaske i Hånden. Han med Servietten på Hovedet var Fader, og han med Flasken Byfogden. Han stod og skænkede for Brandfolkene, og Fader uddelte tørt Brød med en Klat Smør på. Så fik jeg at vide, at de andre var kørt ud til Gjellerupholm, og gik ud til dem. På Vejen hørte jeg min bedste Venindes Moder råbe højt: "Grete er væk; hun er kvalt i Luerne og brændt i Røgen!" - hun sagde aldrig det, hun mente. Men Grete var løbet langt ud på Landet og kom først hjem anden Dagen efter Branden. Byen blev bygget smukt op igen, og dermed forlader vi denne Historie.

Nu var vi, Lotte og jeg, bleven så store, at vi måtte komme med Forældrene, når de rejste fra Byen til Ribe og Horsens. Ribe var vort kæreste Sted. Dér blev, der gjort Gilde for os, hvad vi ellers aldrig oplevede.

Det eneste, jeg kan huske om min Mormoder [Charlotte Hedevig f. Matthiesen], er en sørgelig Historie. Hun boede i Ribe som Enke, efter Fysikus Fridsch og var dengang omkring de 60 År gammel. Hun havde to Haver ved Ribe Å, liggende lidt fra hinanden og på hver Side af Åen, så man måtte sejle imellem dem. Vi var da en Gang et helt Selskab hos hende, jeg var i hvid, stiv Kjole, hun med sit lange Hørerør (hun var stokdøv). I min Iver sprang jeg ud for at komme i Båden, men faldt i Vandet forinden og blev trukket op af Rorfolkene. Nu kom Mormoder farende hen efter mig, ruskede mig i Armen og gav mig flere klaskende

[side 15] Ørefigner samt overleverede mig til Tjenestepigen, for at hun skulde lægge mig til Sengs. Der lå jeg så og tudbrølte, medens de andre sejlede. Min egen Moder var ikke fornøjet med denne Behandling. Hun kendte mig jo også bedre og vidste, at det skulde gå så hurtigt for mig alle Tider; men hun skulde nok lade være at sige noget om det, fordi Bedstemoder var så forfærdelig arrig og stræng. Bedstemoders Pige havde så megen Medlidenhed med mig, at hun kogte en Kop Chokolade til mig, naturligvis til min Henrykkelse.

Ved Afskeden syntes jeg, at jeg skulde gøre noget for Pigen. Så spurgte jeg, om hun ikke havde nogle Strømper, som hun skulde have forføddet. Det gjorde jeg meget ofte for vore Piger. Jeg fik 3 Søslinger for hvert Par. Jeg gjorde det gærne ved Kakkelovnsilden, ellers tillod Moder mig ikke, at jeg anvendte min Tid dertil. Pigen blev henrykt, gav mig Strømperne, men intet Garn. Derover beklagede jeg mig, da jeg kom hjem, til Moder. "Har Du bedt om Garn?" spurgte Moder. "Nej." "Så lærer Du deraf en anden Gang at give rigtig Besked." Det lærte jeg virkelig også. Moder hjalp mig alligevel, og selv havde jeg også lidt i min Sparebøsse.

Hos Bedstemoder levede - før jeg kom til hende - hendes Moder, der var Enke efter Pastor Lorck på Christianshavn [Nej, mormorens mor, Charlotte Hedewig f. Lorck, var søster til pastor Josias Lorck i Kristianskirken i København og enke efter dommer på Föhr Marcus Matthiesen. Hun blev ganske rigtigt kammerfrue hos Caroline Mathilde]. Hun blev optagen af Dronning Caroline Mathilde, fordi hun havde Medlidenhed med den unge Præsteenke [dommerenke!]. Hos [digteren Mathias] Claudius står der, at hans Søster var gift med Pastor Lorck på Christianshavn, hvoraf vi sluttede, at vi var i Slægt med ham (Cl.), men da Karl Brøndsted [Sofie Conradines brorsøn, Karl Gustav Brøndsted] undersøgte Kirkebøgerne, fandt han, at Pastor Lorck havde været gift to Gange; altså var det usikkert, om vi

[side 16] virkelig var i Slægt med ham, hvad der ellers skulde have glædet mig meget [slægtskabet med digteren Matthias Claudius har sin rigtighed].

Min Bedstemoder fik for Resten af sin Moder en skarlagenrød Kappe med Guldkroner på, som havde tilhørt de kongelige; Byfogden forbød, at min yngste Broder [Carl Gustav Brøndsted] måtte gå med den, så længe Guldkronerne sad på, hvorfor han måtte sprætte dem af; men så gik han også med den.

Grandmama blev taget i ikke få Forhør på Ribe Rådhus i Anledning af Beskyldningerne mod Dronning Mathilde, men hun påstod stadig, at Dronningen var uskyldig. Grandmama havde levet meget intimt med hende og havde dog aldrig mærket noget dem imellem; men Grandmama holdt grumme meget af Dronningen [af de tilgængelige papirerer vedr. sagen mod Struense synes det nærmest at fremgå at Charlotte Hedewig Lorck ikke har været afhørt].

Carl [Fridsch], den yngste af mine to Morbrødre (Peter og Carl), var meget doven i Skolen, hvorfor Rektoren forlangte, at han enten skulde forbedre sig eller ud af Skolen. Mormoder lovede det første. Han kom altid for sent i Skolen. Nu skulde Mormoder da begynde med at kalde på ham den næste Morgen, men han bandt Rebet, der gennem Døren gik fra hende til hans Arm, til Kakkelovnen. Der lå hun så og rev i det - hun var jo døv - men han sov rolig. For Resten var og blev han altid en stor Døgenigt, der var vel begavet og overmåde smuk, så det var rigtig sørgeligt, at der ikke blev mere ud af ham. Tilsidst måtte hans Svoger gøre ham umyndig [svogeren må være zahlkasserer Gabriel Linde g.m. Carls søster Amalie Sophie Fridsch, - men tvivlsomt om Carl virkelig blev umyndiggjort!].

Lige så interessante som Turene til Ribe var Turene til Horsens, hvor Farfader [Christian Brøndsted] boede. Han var Provst i Horsens, meget elsket og agtet, men han var imidlertid død, inden jeg kom til Horsens. Om ham véd jeg gennem min Fader, at han gik skrækkelige Tider igennem med Prinsesse Charlotte af Strelitz, Datter

[side 17] af Hertugen dér og Moder til Frederik VII [Prinsesse Charlotte Frederikke var forvist til Horsens efter skilsmissen fra Chr. VIII]. På et af vore Besøg var vi budt op til Oldfruen til Frokost efter Gudstjenesten; hun bad os om at være hurtige ved Frokosten, da hun var bange for, at Prinsessen vilde komme. Døren går i det samme op, og Prinsessen står i Stuen hos os; det var en kugleformet Skikkelse, men med et ganske overordentlig dejligt Ansigt, Hals og Arme, hvilke sidste altid var bare. Så begyndte hun: "Det kunde jeg Satan ærgre mig" o.s.v. i en lang Kæde af Eder, hun bandede på dansk, så det var en Fornøjelse, "vide, at I sad her og åd, I sorte Djævle, som hører til det forbandede Sted." Sådan omtrent benævnede hun Kirken. "Ih se, hvor de to Unger sidder og glor på mig, ja I må nok glo," og så bandede hun igen en Masse Eder, "for jeg har jo et Legeme som en Skruptudse og et Ansigt som en Engel, ikke sandt I Unger?" Det blev værre og værre. Tilsidst spurgte hun: "Har de to Unger ikke Lyst til at se, hvorledes jeg bor?" Det gøs i os at skulle følge med hende. Dertil svarede Fader og Moder: "Det har de vist!". Og deraf mærkede vi, at de syntes, vi skulde gå med hende. Og så gik vi. Nu viste hun os rundt i alle sine Værelser; i hendes Sovekammer opholdt hun sig længst med os og viste os Frederik VII's Portrætter, hvoraf hun hvert År fik et. "Det er al den Glæde, jeg har af min Søn: de Satans Bæster vil ikke have, at jeg må leve hos ham. Synes I Unger, det var rart?" "Det véd vi ikke." Men vi vidste nok, hun var en ren Djævel. "Véd I det ikke? Ja, det er sandt, I hører jo til den sorte Slægt, så jeg kan begribe, at I ikke véd Besked om noget."

Fra Bedstefader véd jeg, at han også blev kaldt til Prinsessen, når hun var syg. Han gik meget nødig til disse Besøg, så han tog med Glæde mod Faders Tilbud

[side 18] om at følge med derop. De fandt Prinsessen i hendes Seng. Da de havde siddet lidt, kom der en Lakaj ind med en Bakke, hvorpå der var Syltetøj og et Glas Vand. Bedstefader sagde Tak, han spiste ikke Syltetøj. Ja, men han måtte da drikke et Glas Vand, og det gjorde han. I det samme rejste Prinsessen sig ret op i Sengen og galede den ene Ed værre end den anden. "Ja, det er kun, fordi Provsten vil undersøge, om det ikke er Brændevin, der bliver bragt ind til mig." Hun havde intet, som lå hende på Sinde at bringe frem for Bedstefader, det var blot en Idé, hun fik, for at jage med den gamle Mand og drille ham; hun vilde drille alle Mennesker. Farfader skal have fortalt, at han fra sit Vindue ofte så Prinsessen køre ud i en holstensk Vogn; der var gærne fire Agestole på den; så plejede han at sige: ,Herregud, nu kører hun ud uden for Byen og fylder dér Vognen med Soldater." Hun plejede da gærne at have Brændevinsankeret i Vognen; hun drak som en Børstenbinder, så det er ikke så sært, at der var den rå Natur i Frederik VII, som der var. Hendes Rygte var i det hele taget så slet, som det kunde være; hun var lige så usædelig som drikfældig, men endte ikke desmindre som Katolik i Rom.

Farmoder [Mette Augusta f. Petersen] var i det hele taget meget morsom at besøge; skønt hendes Mad kunde vi aldrig spise. Det var den rædsomste Mad, vi fik; den var næsten rådden, før den kom på Bordet. Hun havde en tam Stær, hun kaldte Klaus. Han blev så lyksaliggjort med den rådne Mad, vi ikke kunde spise. Hun var også temmelig påholdende; når Hvedebrødskonen kom om Morgenen, sagde hun med en meget høj, skarp og skingrende Stemme: Kom nu Børn, nu skal I rigtignok få Kager." Vi kom med Glæde, men en Sukkerkringle til en Søsling var det hele, hun

[side 19] købte, og den måtte vi dele i tre Parter. Gustav Helms [fejlhørt af O. Høgsbro for Augusta H?] var altid med, så vi blev meget flove, men vi vænnede os til det. Hendes Sparsommelighed - vi kaldte den nu Gærrighed - gik så vidt, at skønt hun elskede sin Mand, kunde hun dog ikke evne at give ham hans kæreste Mad; det var Risengrød. Så gav hun ham Boghvedegrød, som han ikke kunde spise, men på hendes Forsikring spiste han den i den Tro, at det var Risengrød; så absolut var hans Tro til hende. "Christian, Du taber din Smag, det er den dejligste Ris af Verden," sagde hun med sin bekendte Stemme. Vi plejede også at følge med hende i Kirken. "Kan I se Salmerne, Børn? Kan I se Numrene?" "Ja," svarede vi. Så sagde vi det første Numer; det var Salmen: "Vågn op og slå på dine Strenge." Og så begyndte hun at synge før nogen anden i Kirken; jeg kan høre hendes grænseløst ubehagelige Stemme. Vi blev jo forstenede over, at hun var den eneste, der sang, og nynnede derfor kun. Så råbte hun: "Højere Børn, højere!" Men det blev ikke højere, for vi kunde ikke mere, hvorover hun blev meget vred på os. "Hvad Numer siger I så, den næste er?" Så sagde vi Numeret. "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende." Nu begyndte hun igen. Hun brød sig aldrig om, hvorvidt de andre sang, eller Orgelet var med, hun råbte blot: "Højere, Børn!" Desuagtet blev hun dog Moder til en prægtig Søn, P.O. Brøndsted, som mærkværdig nok elskede hende, medens vi ikke på nogen Måde kunde komme til det. Vi morede os blot så gyselig over hende, for hun var så aldeles forskellig fra min Moder. Når hun råbte til os: "Nå, Børn, Hatter og Shawler på, nu skal vi ud at spasere!" gik hun ud i en overplettet Kjole, så vi skammede os over at gå ved Siden af hende, men desuagtet hilste alle

[side 20] venligt på hende. Ja, det var en underlig Kone. En Gang var vi buden til Middag ud til Boller sammen med hende, og vi Børn og Moder havde travlt med at pynte os, mens hun allerede sad i Vognen og råbte på, at vi skulde skynde os at komme. Vi kom til Boller og blev vist ind af Tjeneren i det Værelse, hvor vi skulde tage vort Tøj af. Så viste det sig, at Bedstemoder havde sit beskidte Køkkenforklæde på. Moder, der altid var som et pillet Æg, sagde: "Du har glemt at tage en anden Kjole på!" Farmoder svarede: "Det gør intet, jeg er den, jeg er alligevel". Og hun gik stolt til Bords med Værten, der dengang var Jægermester Paulsen. Vi sad senere på en ophøjet Plads sammen med Jægermesteren og hans Familie og så på Borgerne, der var kommen ud fra Byen og dansede til en udmærket Musik; det gentog sig hver Søndag. Jægermesteren var også overmåde afholdt inde i Byen og glædede sig selv ved at se de glade dansende. Den her omtalte Farmoder var Provst Brøndsteds anden Kone og Søster til Waage-Petersen, den gamle Vinhandler i København [forkert! Hun var præstedatter fra Gjellerup]. - Min virkelige Farmoder var født Helms [Hatting!].

Vi vender tilbage til Varde: dér levede vi, til Tiden kom, da vi skulde konfirmeres. Imidlertid havde vi fuldt op med Kærestehistorier, både Lotte og jeg. Edvard Steiner var Lottes første og eneste Kærlighed. Han var Søn af en omrejsende Skuespiller. Han forfulgte os omkring overalt uden for Huset både Dag og Nat. En Gang tog han fejl og sang uden for Moders Vindue, hvoraf hun tog Anledning til at tale med Byfogden, der lovede at tale med den gamle Steiner, som forresten var en rigtig agtværdig Mand, lige som hele Familien undtagen Edvard; han var helt forstyrret. Han blev forelsket i Lotte på en Danseskole,

[side 21] hvor han spillede Violin; vi kunde stadig se hans Øje kigge igennem vore Skodders hjærteformede Huller; det gik så vidt, at han gik ind i Huset. En Aften, da han så Fader og Moder i Teatret og ingen af os andre, tænkte han, der kunde være Lejlighed til at komme ind. Som vi sad ved vort Arbejde med vor ældste Søster Betty (Elisabeth), der heldigvis var hjemme, flyver Dagligstuedøren op, og to Kasketter farer ind ad Døren midt på Gulvet. Vi råbte og skreg, men i samme Øjeblik kom Andreas Helms, vores Fætter og min Inklination, og Edvard Steiner ind. Så rejste Betty sig meget majestætisk op og sagde, at på den Måde modtog vi ingen Gæster dér i Huset, om enhver vilde tage sin Kasket og gå, nu var det vor Sengetid. Så luskede de straks af, og det var alt, hvad de havde ud af det, og Lotte sad som fortabt. Dermed var Steiner ude af Sagaen. Jeg havde temmelig tidlig fået en Inklination i Bendt Thomsen, som sendte mig dejlige Digte endogså på Tysk, således: "Lieblich wie ein Morgenröthe wie die Junge längst erwacht, sanft wie eine Sommernacht," som han havde fundet, jeg tror ganske vist hos Goethe. Ikke desmindre gjorde de et godt Indtryk på mig. Han gik imidlertid sørgelig til Bunds. Han førte sin Faders Skib, der gik på Hamborg og forliste ved Cuxhafen på et Rev, der hedder "Revl og Krat." Man fik aldrig noget at høre om de Mennesker, der havde været ombord. Men min Sorg varede ikke så længe, for så blev Andreas Helms min opvartende Kavaler.

Andreas Helms var ældste Søn af Apotheker [Rudolf] Helms og Moders Søster [Matthia Augusta] i Varde, Nr. 3 i en Flok på 26 Børn [16 iflg. Stamregister over Familien Helms] (de to var med en anden Kone [hendes egen faster Anne Sofie Brøndsted!]). Desuagtet var hun i sit 96. År en statelig Dame; enhver ung Pige måtte misunde hende hendes Figur. Andreas var en flink Dreng i alle

[side 22] Måder, og jeg syntes rigtig godt om ham; han lod også til at synes godt om mig, men videre kom det aldrig. Senere kom der en stræng Tid for ham: han fik nemlig den grå Stær, han blev opereret og måtte sidde - jeg véd ikke hvor mange Uger - i Bælgmørke. Jeg og mine Forældre besøgte ham meget ofte, han lod rigtignok til at være gladest, når jeg kom, for så havde jeg lært en Historie udenad, som jeg fortalte ham, for det var jo ikke til at se at læse inde hos ham. Formodentlig har det været de dengang så meget brugte, overspændte Kærlighedshistorier, måske også en Gang imellem et Eventyr. Han kom sig meget godt og havde aldrig nogen Mén af den Svaghed. Vore Veje gik imidlertid hver til sin Side, da Fader blev befordrer fil Asminderød, men vi har altid set mildt på hinanden, når Forholdene førte os sammen; jeg sad som gift på hans Skød, når vi kom til Varde, mens Jürgensen stod ved Siden af. Forholdet var som Broder og Søster, der holdt meget af hinanden.

Da Fader var rejst til Asminderød, måtte vi til vor Bedrøvelse undervises af en Religionslærer ved Borgerskolen - Lærer Hansen, Trine Hansens Forlovede. - Han kom hver Aften og læste med os de Ting, som Fader havde anvist ham; vi holdt meget af ham, men han var så svag. Fader søgte om Tilladelse til at konfirmere mig og Lotte sammen med en døvstum, Datter af en Farver i Varde, på en særlig Søndag, da han ikke havde læst med de andre Konfirmander og senere skulde flytte med Familien til Asminderød. Det blev ham også tilladt. Så kom han 14 Dage før Konfirmationen og læste hver Dag noget med os. Lotte og jeg havde meget travlt både med at forberede os til Faders Læsning og med at sy vore Konfirmationskjoler. Jeg husker tydelig, der var en

[side 23] lille Rouleau, der nær havde gjort det af med mig; det var en sort Silkekjole med nedringet Bluseliv og korte Ærmer (jeg fyldte 15 År omtrent 3 Måneder efter Konfirmationen). Endelig blev jeg færdig; Søndag Morgen kom, og vi fik Kjolerne på og en Hyazinth til Brystblomst og hvide Trou-trou-Tørklæder på. Fader prædikede til Afsked samme Dag, der var ikke et Øje tørt, og Kirken var nær ved at revne af Mennesker. Han anviste os Pladser, da Tiden kom, vi skulde ud på Kirkegulvet. Der syntes jeg nu, at Fader bar sig så underligt ad, ved at den døvstumme stod neden for os med sin lille Pult foran sig: først blev Lotte spurgt og kom godt fra det, så blev jeg spurgt og kom også jævnt ordentlig fra det; så kom Fader til den døvstumme: hendes egen Fader, en rigtig from, troende Mand, havde forberedt hende den Vinter; Fader havde tidligere læst med hende. Spørgsmålene til hende læste han højt for Menigheden efter at have skrevet dem til hende; hun gav sådanne Vidnesbyrd tilbage, at Lotte og jeg nær var sunkne i jorden, så mageløst dejligt svarede hun. Man kunde se, at Menigheden blev aldeles betagen af hendes Svar. Ved at se derpå opdagede .jeg, at Andreas Helms stod lige over for mig i en Stol, hvorover jeg blev meget vred og senere hen skændte på ham for. Det var et Held, at jeg ikke havde set ham før, da jeg så formodentlig ikke havde kunnet samle mine Tanke,r for Vrede. Jeg har senere besøgt den døvstumme en Gang i Varde; hun hed Abigael Warthoe. Da vi var kommen hjem, lykønskede Fader og Moder os meget kærligt; vi spurgte, hvorfor den døvstumme var sat nederst. Han svarede, at det var efter Faderens eget Ønske. Om Aftenen var der et stort både Konfirmations- og Afskedsgilde. De fleste Borgere, der havde ordentlige Klæder,

[side 24] var der. Vi spiste i tre Stuer, og Fader måtte den Aften høre mange Bebrejdelser af Borgerne, fordi han tog bort fra dem. En Købmand Teupner stod op og sagde på ravjysk: "Jeg har ikke meget, jeg skulde have sagt, men jeg vil kun sige, at jeg ikke længere kan lide Provst Brøndsted, fordi han ikke længere vil blive hos os." Teupner var dengang en rig Købmand og havde kun ved som Kodreng at handle med Messingknapper samlet sig en lille Formue, som han vidste sådan at arbejde med, så han tilsidst fik sig en lille Butik og senere en større; nu er hans Døtre Mødre til de rigeste Købmænd i Varde. Han var en dygtig Handelsmand og en god Borger i Byen, men han løj så rasende. Det var hans Datter, der rakte Tunge ud på Markederne. Han boede endnu i Varde, da jeg som gift kom til Darum. Moder havde så travlt i Huset hele Dagen i Anledning af dette Gilde, at vi to Konfirmander næsten blev glemte, og Dagen gik næsten op i Uhygge i al Fald for os. Vi sad om Eftermiddagen i lang Tid ovre i Faders Stue og talte med ham.

Så pakkede vi ind og stillede det, vi ikke vilde have med, til Auktion. Moder græd over hvert Stykke Møbel, der blev solgt, det var hendes Udstyrsmøbler; et rundt Bord på fire Ben, som Tante Lotte har, kunde hun ikke finde sig i at lade sælge for den budte Pris, hvorfor det på hendes Forlangende blev holdt tilbage. Udbyttet i det hele af Auktionen var vi ganske tilfreds med, men det gik iøvrigt dårligt med Pengene. Auktionsholderen, Fader til Højesteretsassessor Lund, narrede Fader for langt over det halve af dem, hvilket Tab Fader aldrig kom over. Vi havde vist en 14-16 Køer, 4 Heste, som vi forresten tog med, flere Vogne, så det var ikke så lidt, der gik tabt.

[side 25] En Ting har jeg glemt: Mine Indtægter i Varde bestod foruden, som jeg før har omtalt, af, hvad jeg fik for at forfødde Strømper for Pigerne, af at samle Fjer både i Hønsehuset og ved Dammen, hvor Ænderne og Gæssene gik. Jeg solgte et Fjerdingspund ad Gangen, og Bendt Thomsens Fader betalte mig meget mere, end de var værd; jeg havde altid en god Sparebøsse, og Lotte ærgrede sig, så hun blev sort, men hun kunde ikke bekvemme sig til at finde på nogen Verdens Ting. Fjerene måtte være rene og skulde vaskes alvorligt; jeg blev ved at samle, så længe der var Fjerkræ i Huset, der kunde give Fjer af sig, lige fra mit ottende - tiende År, til jeg kom derfra. Jeg forstod jo nok, at Thomsen gav mig mer, end de var værd, og solgte derfor ikke til nogen anden, for jeg har altid gærne villet tjene noget.

Nu kom Afskeden, og Fader og Moder og alle vi Børn gik så at sige fra Hus til Hus; både vi selv og dem, vi forlod, brølede; det stod på i flere Dage. Skønt Fader var så afholdt, fik han dog ikke det mindste med. Den eneste, der fik noget, var mig, der af en gammel Kartemager og Kone modtog et Par mindre Karter, end de ellers lavede, da jeg, medens de var syge, havde gået dem til Hånde med, hvad jeg kunde. (Det mærkeligste med disse Karter var, at jeg opbevarede dem, som om de var Ædelstene; jeg smurte dem over med Olie, for at de ikke skulde ruste; jeg bevarede dem så godt, at da jeg som gift Kone kom til Agersø, kunde de bruges. Fader (Peter Jürgensen) kartede Uld med dem, og jeg spandt "Tejerne," som blev til Garn til en ny Præstekjole til Fader og Kåbe til mig. Fader kartede så mageløst "Tejer," at det måtte blive til dejligt Garn, hvordan jeg så spandt. Jeg farvede Garnet selv, og Tøjet blev vævet på Agersø.) Vi fik

[side 26] ikke sådan et "godt Ord med"; det var ikke Skik dengang at tale om religiøse Ting, det var ligesom, man skammede sig derved. Jeg husker, at jeg talte om sådanne Ting, dengang jeg kom til Kartemagerkonen, mens hun var syg, men hun svarede: "Det har jeg og Vorherre jo mellem os selv." Det var en forunderlig rolig, stille Tid. Jeg véd aldrig, at der blev opponeret mod noget, eller at der blev afholdt Konventer. Der var ingen religiøse Møder, ingen Tale om Fritænkere eller Sekter. Også i politisk Henseende var der aldeles blikstille, Kongen var et og alt, og der var ingen Tale om, at det kunde være bedre. Ikke engang Napoleon satte, så vidt jeg kan huske, Sindene i Bevægelse.

Uden for Byen lå et lille Bjerg eller rettere sagt et Par Banker, der kaldtes Anebjerg. Dér spaserede man ud Søndag Eftermiddag, og dér traf vi også "hændelsesvis" Andreas Helms og andre sådanne Drenge. En Bagersøn havde gærne et sammenbundet Tørklæde med en hel Stabel Kringler, som han trakterede os med. Der var ingen som helst Beværtning eller sligt derude; der var overhovedet ingen offentlige Forlystelser i Varde, når undtages, at Tjenestefolkene havde deres to bestemte årlige Baller ved Fastelavn og ved Jul. Vi andre var i en Klub, der gav flere Baller om Vinteren. Mellem Borgerne og Bønderne herskede der, så vidt jeg kunde mærke, kun et fredeligt Forhold. Bondens Købmands Hus var hans Hjem, når han kom til Byen, og han handlede ofte blindt efter, hvad Købmanden rådede ham til. Der var i Almindelighed jævn Velstand både blandt Borgerne og Bønderne, men der var ikke Tale om Stads eller Pragt i nogen Retning. Bøndernes Velstand viste sig mest i deres rigelige Forsyning med Linned, men så kunde de også

[side 27] tilføje: "men vi har jo også Poser." Der var en Tarvelighed, der var påfaldende, både i deres åndelige og legemlige Liv, men de må alligevel have levet et indre Liv, for de vidste altid at skatte deres Præst, når de havde en, der virkelig var begavet og god.

2. UNGDOMSTIDEN (ASMINDERØD) 1825-1829

Sidst i April rejste vi så, vi sad i to Vogne. Fader kørte den ene, vores Kusk den anden. Fader og Moder var hver på sin Vogn, og Børnene var delte, vi var syv Børn. Vi havde en stor Madkurv og en Dunk med Øl og meget andet. Vi kørte ofte i Bælgmørke og syntes, det var en uhyre stor Glæde med denne Køren. Den første Nat lå vi vistnok over i Snoghøj. Jeg kan huske, at Skoven først gjorde Indtryk på mig på Fyn nær ved Odense, hvor den gik lige ind i Byen. Vor Kusk sagde: "Nej, dette her holder jeg ikke af." Da vi skulde over Storebælt, skreg alle vi Børn den ene stærkere end den anden. Det forekom os gyseligt. Madkurven var os dog stadig til stor Glæde. Borgerne i Varde havde sendt mange Ting til den; således Hvedekager, som var noget uhørt dengang, Smør, røget Kød og kogt Skinke, en forfærdelig Mængde, som Moder blev henrykt over. Også den næste Nat lå vi over; det forekom mig at have været noget på den anden Side Korsør, men deri var jeg ikke kendt. Så kom vi over Slangerup, hvor der jo er gyselig grimt, men det syntes vor Karl godt om, bare han

[side 28] kunde blive fri for Træer. Jeg kom til at græde så stærkt, da jeg så Frederiksborg Slot; jeg råbte til Fader, at vi endelig måtte blive holdende for at se på Slottet; det var jo også ganske mærkværdigt at se en sådan bygning, da vi ikke havde set andet end de små Huse i Varde og Ribe. Lotte overgav sig bestandig, det var Særpræget for hende: hun sagde: "Jeg kan ikke længere, jeg holder for mine Øjne." Ligesom vi, en Mil uden for Asminderød, kørte igennem Skoven, stod Hestene pludselig stille, Karlen tabte sin Pisk og begyndte at brække sig ligesom Hestene, han var ligeså bleg som et Lig; han sagde: "Sofie, tag Tømmen, jeg kan ikke længere." Fader hældte noget Øl i Karlen, og det første, han sagde, da han kom til sig selv, var: "Bæsterne skal også have noget." De fik så noget Vand og kom sig også. Vi kom så videre, men ikke uden at dette gentog sig. Karlen sagde, at hans Tilstand var, ligesom han skulde kvæles, og sådan havde Bæsterne det også, sagde han. "Jeg vil ikke være her, jeg kan ikke leve, jeg siger op, Husbond." "Ja ja, Hans, det kommer vi nok ud af." Og Karlen blev hos os; han blev senere gift med Sognefogdens Datter, fik Præstegården i Forpagtning og blev i Asminderød til sin Død. Hans Kone trak Harven med, og når hun ikke kunde mere, blev der sat en Ko for, da de ikke kunde have mere end to Heste. Det var dårlige Tider for Landmændene dengang. Der var en Pige og en starres Dreng, der tog imod os; vort Tøj med Sengklæder og Linned var kommen, så der blev nu ordentlig pakket op; ellers var Præstegården aldeles tom. Jeg véd, at det var meget dyrt at få alt det Tøj herover, og derfor var det jo, at de solgte så meget.

[side 29] En Oberstinde, hos hvem Fader havde boet i Nådensåret, kom kort efter vor Ankomst med en hel Ladning af Fødevarer, som vi kunde begynde med. Medens Præstegården nu blev indrettet og hyggelig ordnet, gjorde vi Bekendtskab med Familierne på Fredensborg og fik et udmærket Indtryk af dem. I det hele taget rullede der et Liv op for mig, som jeg ikke kan forklare mig Grunden til. Først troede jeg, at det var den smukke Natur, som jeg aldrig havde set før; derefter kom det store Løfte, jeg havde aflagt i Varde Kirke, så indtrængende på mig; jeg følte så afgjort, at nu måtte jeg til at begribe, at der var en Gærning for mig her i Livet, først at være noget i mit Hjem og dernæst at se udenfor. Bag Præstegården boede en hel lille By af fattige Familier, og imellem disse Huse og Præstegården lå der en Dam; dér gik Børnene bestandig og legede. Jeg gjorde Bekendtskab med dem, snakkede med dem og fik at vide, hvor de boede; derved udvikledes der et Forhold mellem os, der gjorde, at hver Gang et Barn blev sygt, kom der Bud efter Frk. Sofie fra disse Huse. Så ung og tosset jeg var, fandt jeg altid på noget, der kunde oplive Børnene, og jeg vidste også en eller anden Ting, der kunde gøres, for at lindre deres Sygdom. Foruden Børnene og deres Forældre var der også en gammel, fattig Mand og Kone, der boede i et lille Hus. Trods deres Fattigdom kom de ud til mig, når de så, jeg var hos Børnene, og spurgte, om jeg ikke vilde drikke en Kop Kaffe med dem, se til dem og holde lidt Snak med dem. Kaffen dér var alt andet end normal, jeg har aldrig smagt sådan Kaffe hverken før eller siden; det var heldigt, at deres Kaffekopper var så små, som de var. Når den ene af dem var syg, kom der Bud efter mig, så måtte jeg rede Seng og lave Mad til dem.

[side 30] Moder havde, hvor stræng hun ellers var, aldrig noget imod, at jeg hjalp og gik til de syge, men selv kunde hun aldrig finde på at tage Del i sådan noget eller tale med et af Børnene. Hun kunde ikke; hun vidste ikke mere end et Blækhus, hvad hun skulde sige til dem. Jeg syntes, at det var så gyseligt, og det var vist det, der gjorde, at jeg selv tog så meget mere Del i denne Gærning.

En Dag gik det Moder over Hovedet. Vi fik en af Laderne tækket, og den gamle Tækkemand styrtede ned fra Taget og brækkede sit Lår. Så kom Karlen styrtende ind og sagde: "Gamle Kristian er styrtet og kan ikke støtte på sit Ben; Frøken Sofie, De må komme." Det var en Guds Nåde mod mig, at jeg havde den Evne i denne Retning, som jeg havde. Jeg svarede: "Nu skal jeg straks komme, lad ham bare ligge." Så fór jeg over og sagde det til Fader og bad, om der måtte blive spændt for, for at køre ham hjem. "Ja, Sofie, gør hvad Du vil." Så fór jeg ned i vor Kælder, tog en Flaske Rødvin, gik ud til den gamle Mand og sagde: "Ja, Kristian, Du skal ikke være angst, her har jeg en Flaske, der nok skal kurere Dig." "Ja det vidste jeg jo nok, at Frøken Sofie vidste Råd." Jeg vidste ikke mere Råd end en Tobaksdåse. Jeg gav ham en Dråbe Vin, men det var slet ikke Meningen, han skulde drikke af den, for jeg havde set en Læge i Varde behandle den gamle Kartemager, der også havde brækket sit Ben, med at skylle Såret med Vin. Så blev han kørt den Smule Vej, der var til hans Hjem, og kom i Seng; imidlertid var jeg løbet over til Fader. Da jeg så sagde til Karlen, at han skulde til Frederiksborg efter Lægen, sagde Karlen: "Det er jeg ikke fæstet til." "Snak om en Ting," sagde jeg. Det viste sig,

[side 31] at der var en Flænge på 1 Kvarters Længde. Jeg vadskede ham og fornam derved, at der var noget, der stak i min Finger, så åbnede jeg Såret og pillede små Ben ud, samtidig med, at jeg blev ved med at vadske ham. "Å, hvor det gør godt," sagde Manden. "Kan De kurere ham?" sagde den gamle Kone. "Nej, men der er kørt efter Doktoren." "Men De må ikke gå fra mig," sagde Manden. Der kom meget Blod, og det var store Stykker, der kom ud. Da han var ved at besvime, lod jeg ham drikke noget Vin. Såsnart Stykket, jeg havde lagt over Såret, var gennemblødt, gav jeg ham frisk på. Endelig kom Doktoren; jeg var angst for, jeg skulde have gjort noget galt, men jeg vidste, at jeg havde gjort det i en god Hensigt. Så sagde han: "Hvem har været her ved Såret?" "Ja, De må ikke blive vred, Doktor," sagde jeg, "men jeg har gjort sådan, fordi jeg har set det gjort sådan en Gang før." "Prægtigt," sagde han, "nu svulmer det ikke op, vær De glad, nu kan Doktoren straks tage fat." Det svulmede heller ikke det mindste, så sagde jeg: "Aak, Hr. Doktor, hvor gør De mig glad!" "Ja, jeg kunde ikke have gjort det bedre." Men han var jo også en Husven. Det var for Resten Dr. Evers. (Han stjal sin Kone ud af hendes Faders Hus, hun var en Datter af Hotelværten Kold i Fredensborg. Sådan en Klistersmører vilde Faderen ikke have til Svigersøn. Hun blev viet i sin Morgenkjole samme Morgen, som hun blev bortført. Hun var en sædelig, yndig Pige, og han var en smuk, dygtig Mand og fik en umådelig Praksis. Tilsidst kom der en fuldstændig Forsoning, så at hendes Fader kom til at elske Evers). Så gav Doktoren mig Besked og sagde, at han ikke behøvede at komme igen foreløbig, når jeg blot vilde gøre et eller andet - jeg husker ikke

[side 32] hvad - 3 Gange om Dagen. "Ja, men når det begynder at inflammere, sender jeg Bud efter Dem," sagde jeg. "Ja, men véd De da, hvad det vil sige?" "Ja, så bliver det svullent og ømt." "Ja, det er meget rigtigt!" Hvor har han siden klappet mig på Kinderne. "Enten skal De ha' en Doktor eller en Præst," sagde han altid. Det, at jeg sådan gik på med Dødsforagt, må vist være en Arvepart fra Moders Fader, der jo var Stiftsfysikus. Da jeg kom hjem, sad Fader og Moder ved Frokostbordet. "Hvordan er det med gamle Kristian?" sagde Fader. Så siger Moder, inden jeg kan svare: "Åk, det er nok godt, siden Sofie har været der, men en anden Gang tager Du ikke af Vinen, uden Du har Lov til det!" Så slog Fader i Bordet og sagde: "Så meget som Du vil, når Du bruger det på den Måde som i Dag!" Han blev hel rød i Hovedet; så tav Moder. Jeg sagde til Fader, at Doktoren mente, at Kristian nok fik sin Førlighed igen, men vilde komme til at halte. "Doktoren var i det hele taget, Moder, så glad ved den røde Vin, jeg havde vadsket og badet ham med, for nu var det slet ikke kommet til at svulme op!" De små Ben, jeg havde taget ud, havde jeg lagt i en lille Stak på Bordet, for at Doktoren kunde se dem; så sagde han: "De Ben skal De gemme, Kristian, til Erindring om Sofie." "Åk, det behøver jeg ikke at gemme dem for!" Han kom også til at tække igen, men haltede voldsomt. Han havde ingen Smerter i Låret. "Det ligner ikke mit gamle Lår!" sagde han. Foruden denne Sygehistorie fik jeg senere Lejlighed til at behandle mange andre Lidelser, navnlig Bullenskab. Engang kurerede jeg en Dreng, der havde brækket sin lille Tå. Jeg kunde føle, når jeg tog med mine Hænder, at Benet var brækket, - så vadskede jeg Tåen, svøbte Linned om

[side 33] den og fæstnede den derpå med tyk Pap. Da jeg kom om Aftenen, havde Drengen ingen Smerter, så mente jeg ikke, vi behøvede Lægen, og Folkene havde ubegrænset Tillid til mig, de gjorde alt, hvad jeg sagde. Selvfølgelig skulde der Rødvin til. Den hældte jeg ind foran, uden at tage det faste af. Da han havde ligget nogen Tid, tog jeg Pappet af med Angst og Bæven, men Tåen var og blev rask. Jeg mærkede, at det i det hele taget først og fremmest gælder om, at Folk kommer til at holde af deres Læge, uden det kommer der ikke nær så godt et Udbytte af Behandlingen. Også mine Veninder vilde have, jeg skulde være hos dem, når de fejlede noget. Fader kom altid over og så til mine Patienter og sagde hver Gang: "Er hun god ved jer? Hun er vist en Rappenskralde." "Åk, gudbevares" - og så begyndte de at fortælle. Engang, da der kom fremmede, havde vi intet fint Brød i Huset, jeg lovede da Pigen, Maren, at hvis hun kunde komme tilbage fra Fredensborg inden 20 Minutter, skulde hun ikke komme til at fortryde det. Hun kom igen før den fastsatte Tid, men så snart hun kom ind, kastede hun Kurven fra sig og styrtede hen over Bordet. Hendes Ansigt var, det forsikrer jeg, aldeles blåt. Så smed jeg hende ned i Tørvekassen, der stod ved Siden af, løste alle hendes Klæder op helt ned til over Maven og hældte en Spand Vand på hende, så begyndte hun at gispe. Jeg gav hende en Spand Vand til, og så var hun aldeles dyngvåd, men inden ret længe var hendes Ansigt rødt som sædvanlig. Senere kom jeg til at skære mig så dybt i min Tommelfinger - jeg bærer endnu Ar derefter -, at jeg besvimede og ikke kom til mig selv, før jeg lå på min Seng. Moder fortalte, at Maren havde sagt, at jeg skulde - og så bandte hun

[side 34] - hjælpes før nogen anden, "for hun har hjulpet mig." (Min Bryllupsmorgen opdagede de, at hun havde stjålet en stor Mængde, så hun kom væk samme Dag; det gjorde mig så ondt for hende).

Vor Omgangskreds bestod dengang for det 1ste af Oberstinde Recke [Charlotte Recke f. Merredin], som hver Søndag havde åbent Hus, og hos hvem vi gjorde Bekendtskab med mange vakre Familier. For det 2det af den gamle Skuespillerinde [Johanne] Rosing med Datter, Anna, der næsten var ligeså gammel som sin Moder. Det var også et meget gæstfrit Hus, men dér gjorde vi ikke andre Bekendtskaber end hele den Rosingske Familie, som vi lærte meget nøje at kende. Den gamle Frue kunde ikke andet end rette på os. "I Jyder," som hun kaldte os, "I skal rettes lidt, I kommer ikke net ind ad en Dør, og I sætter jer ikke pænt på en Stol, I er milde og kærlige mod os, når vi kommer, men det kan ikke gøre det altsammen ud." Så måtte vi ud og ind ad Dørene og hilse på hende og lade, som om der var stort Selskab. Hun var nu så mild og god, og vi blev slet ikke fornærmede. "Ryggen må være rankere, og Benene skal strækkes ud, når I går. I danser bedre, end I går!" "Så," sagde Moder, "jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være!" "Ja, det kan jeg," var alt det, hun svarede. Moder var somme Tider nærved at blive fornærmet, -men vi andre var såmænd glade ved det; vi kunde jo straks se og fornemme, at det var en hel anden Slags dannede Mennesker, end dem, vi var kommen fra.

3) Pagemester [Jens] Begtrup, Farfader til Læreren [Holger Begtrup] på Askov; han havde været Pagelærer og havde, det kan I være rolig for, også Anstand, og hans Børn med ham. Der var en stor Ungdom dér i Huset, og den ene var

[side 35] smukkere end den anden. Dér morede vi os også udmærket godt. Den gamle Mand kunde huske en hel Masse Lege fra Pagetiden.

4) Enkemajorinde [Catharina] Dodt [Mor til forfatteren Christian Dodt. Hun havde fra 1819 fribolig på Fredensborg.]; dér var også Ungdom og Morskab. Begtrups og Dodts kom slet ikke sammen med Reckes og Rosings.

5) Kammerråd [Jeremias] Balslev, der havde 2 Sønner [Carl Adolph] og 2 Døtre [Christine og Sophie]; dér kom jeg undertiden, dog ikke så ofte.

6) Enkefru Faber.

7) Kapellan Dorph, Faderen til Skytte-Dorph.

8) En Familie von Borgen; dér kom vi grumme meget. Dér var et Par Døtre, og dér så vi en Del nette Mennesker, især Helsingørianere.

Disse Familier boede alle på Fredensborg.

I selve Asminderød boede 9) en Koffardikaptajn Solberg [Abraham Soelberg]; dér var en Del Ungdom, men det var ikke noget livligt Hus at komme i. Han kom bestandig til Reckes, undertiden til Rosings, men hans Kone [Henriette Louise f. Lassen], en smuk Tjenestepige, var aldrig buden med. Det meste, jeg véd om ham, er, at han spillede en udmærket Boston; det var et dårligt Hus; vi fik dog Respekt for Solberg, da vi en Gang så ham i første Skud strække en Tyr til Jorden, der ude i Gården blev ved at mishandle en Røgter ved at kaste ham op -i Luften gentagne Gange. Han måtte stille sig op på et Par Brædder, der blev lagt ud af Vinduet og, skød så i første Skud Tyren over Ende under Halsen lidt på den ene Side; den faldt om, men rørte sig dog. Den stakkels Røgter kom sig, men kom aldrig til sin Førlighed igen.

10) På en stor Gård ved Asminderød, der hed Urbanslyst, var der også en Flok Børn; vi kom der sjældent, men dog en Gang til Bal hver Jul. Manden hed Johnsen, han havde Part i Adresseavisen og var en rig Mand.

[side 36] 11) Endelig var der en Enkefru Grønvold [Cicilie G., f. Foght]; hun var rig og sparede ikke.

Den gængse Underholdning var Ordsprogsleg først og fremmest. Vore Ordsprogslege var en hel Komedie, helt anderledes end nu; hver måtte spille sin Rolle. Jeg husker tydelig, at vi en Aften hos Begtrups, spillede: Lejlighed gør Tyve. Vi var 3 Vaskepiger, hver med sin Vaskebalje. Det var Nat, hver havde sin Tælleprås; så kom vore Kærester, dem holdt vi Snak og Kommers med og glemte så at vaske. Så aftalte vi med dem, at de skulde komme sidste Nat, så skulde vi våge ved Tøjet, og så kunde vi have mere Fornøjelse af det. Dengang var det Skik og Brug, at man ikke måtte tale i Ordsprogsleg, men vi talte alligevel. Nu skulde de gå, for vi skulde til at vaske, og det gjorde vi også og blev også færdige i rette Tid. Så lagde vi en Scene ind, hvor Mand og Kone talte med hinanden, drak og spiste. "De Piger, de er dog forfærdelige, for der er ingen Hold i dem. De er så pjankede, man kan ikke have med dem at gøre." "De klager over helt Skind." (Det var Fader, der sagde det, og det fandt Begtrup, så fortrinlig sagt.) Pigerne kom frem med deres Tøj, det var skyllet, og nu begyndte de at brede det ud. Hen på Aftenen kom Husmoderen ud til os og sagde, at vi skulde slippe Hunden ud ved den ene Ende af Tøjet, medens vi vågede ved den anden; det var virkelig Skik dengang. Hunden var Løjtnant Viktor Dodt; han gik på fire hele Tiden; og så kom Natten, og vi begyndte på Vagten. Kæresterne havde længe stået og ventet på Lejlighed, nu havde de fået en Dans sat i Stand ovre hos Mette, og dér skulde vi alle tre hen. Vi gik; når Hunden var der, var det jo nok. Vi sagde til den, at den skulde blive og passe godt

[side 37] på Tøjet, den sagde Vov og logrede med Halen. Mens vi nu er borte, kommer der tre Banditter, klædte ud, så Gud må sig forbarme. Løjtnant Dodt gøer, så han er nær ved at opgive Ånden, og det ene Ben, han bruger som Hale, er nær ved at gå af Led. Da vi kommer, er der ikke et Stykke Tøj tilbage; så fór vi ind til Fruen og fortalte, at der havde været Tyve; den, der holdt Vagt, var falden i Søvn. "Ja, hun er ude af mit Brød," sagde Fruen. Det var mig, der havde sovet; jeg brølte, så man kunde høre det over hele Slottet, og sagde, at det var da en naturlig Ting, at man kunde falde i Søvn, når man havde vasket hele Natten i Forvejen. Jeg måtte af Sted, og Løjtnant Dodt fik af Husfruen, Fru Begtrup, så han forsikrede, han vilde aldrig være Hund mere. Så var Legen færdig.

Så legede vi også den hemmelige Ret, det var en Leg, vi lærte af gamle Begtrup; vi skrev Sedler på den Måde, at når der var skrevet en alvorlig Strofe, skulde man sætte en morsom til, der rimede, og omvendt. Vi gættede også efter Røster og Lyde; gættedes det ikke, måtte Vedkommende give et Pant; Panterne voksede os dog over Hovederne, så vi opgav Legen. Man skulde kysse, jeg gik på med Dødsforagt, min Pande måtte de kysse, så meget de vilde, Betty vilde imidlertid ikke. "Du er en dum Tøs," sagde Fader, da jeg fortalte ham det Dagen efter. Så legede vi Prokuratorlegen eller Fruens Penge, hvor man hverken måtte sige Ja eller Nej eller tie stille. I fri Luft havde vi meget med Ringspil og Fjerboldte, Kroquet kendte man ikke. Langbold spillede vi også; det gjaldt om at stå i en net Stilling, idet man slog til Boldten, man skulde ikke blot lege Legen, men der var også megen Tale om, hvilken Holdning,

[side 38] man skulde indtage under den. Jeg udmærkede mig ved mine Kræfter; om min Holdning svarede dertil, véd jeg ikke. Man havde meget lettere ved det dengang, fordi man var lettere klædt, man havde både bare Arme og bar Hals. Fru Rosing sagde: "Sofie har jeg Fornøjelse af, men Lotte er ligegyldig." Hun blev straks fornærmet, når man rettede hende. Hun har altid troet, hun var komplet; køn var hun i sin Ungdom. Foruden Ballerne om Vinteren havde vi Skovballerne om Sommeren; de var overmåde morsomme. Hver Familie havde noget med til Gildet, vi havde f.Eks. altid Punsch. Fader sagde, han blev en fattig Mand ved den Masse Punsch, og det var en Punsch, der var værd at drikke (der var et Stænk Vanille i, man kunde ikke ane, at det var Vanille, men det gav en ganske aparte Smag); vi førte den i flere Dunke, hældte den på en Maskine, så at den altid var varm, og skænkede uafbrudt, Vi var i Reglen 50 og somme Tider mange flere. Adjunkt Fejlberg ved Frederiksborg Skole holdt nogle prægtige Taler, navnlig husker jeg, at han udtalte, at vi både Kvinder og Mænd måtte huske på, at vi var Led af en fælles Kæde, så vi måtte sørge for ikke at ruste fast, men stadig holde sig fri; thi rustede man fast, gik det ikke ud over den ene alene, men også over dem ved Siden af. Engang indlod han sig på at kritisere noget, Regeringen havde gjort, da afbrød Løjtnant Dodt ham og sagde, at han ikke kunde stå her og høre på det, det fordrede hans Ære, men Fejlberg regnede ham ikke for mere end en Klud eller en Skruptudse og svarede ham slet ikke. Bagefter sagde jeg til Løjtnant Dodt: "De har dog båret Dem forfærdelig ad ved at tale til Fejlberg på den Måde, det var jo helt unødvendigt." Så sagde han: "Nej, en Officers Ære står langt over

[side 39] enhver andens." "Nej gudbevares, De må rigtignok undskylde, Æren er det fagreste Træ i Skoven for enhver, og Fejlberg er jo lige så fuldt Embedsmand som De." "Ja han skulde nok prøve på at bære sig bedre ad en anden Gang." Han var kurtiserende overfor mig, som for så mange andre, som Officerer i Reglen er. Der var en Søn af Amtmand Treschow, der var en rigtig Fløs og sagde en hel Del, som jeg ikke kan huske. Skålerne for Kvinderne syntes jeg var morsommere dengang, end de nu er, men det ligger måske i, at jeg er bleven ældre. Musikken bestod af en Violin, en Fløjte og en Tromme. Den gamle Mand, der havde Trommen, blev tilsidst så træt, at han næppe var så høj som Trommen. Fejlberg fandt på en morsom Ting; han aftalte med Herrerne, at de skulde danse ud i Skoven omkring den oplyste Danseplads, og så skulde Musikken løbe efter dem. Trommen påstod, at han ikke kunde slæbe Trommen omkring. "Ja så kan De blive her, til vi kommer igen." Så dansede vi ud, og Synet af de enkelte Par, der dansede ind på de mest umulige Steder i de hvide Kjoler, var overmåde morsomt. Vi lo hele Tiden; Kjolerne blev nok lidt medtagne, men vi rimpede det sammen, så godt vi kunde, det tog vi os ikke så nær. Løjtnant Dodts Bidrag bestod i en Tjæretønde, der skulde ligge og brænde ude i Esrom Sø, så kunde vi spare Lamperne så længe og danse ved den, sagde Fejlberg. Han var "Maître de plaisir." Dodt vilde nok være det, men ham var der ingen, der vilde have. Kl. 12 sejlede vi tilbage med Musik foran os; vi var mange Både. Undertiden blev Musikken anmodet om at tie stille, og så sang Fejlberg og Dodt så dejligt. Skipperhuset var både Udgangs- og Landgangsstedet. Dodt kom altid så uheldig fra sine

[side 40] Ideer, han vilde f. Eks. også følge os hjem, når vi havde Vogn og Kusk. "Lad nu være med den vrøvlede Ridderlighed," sagde Fejlberg, "ingen Følgen hjem!" Vi var kun én Gang til et Sommerbal i Frederiksborg, Lotte og jeg vilde gærne være pæne, for det var ingen Spøg med de mange pæne unge Piger, der var derovre. Vi bandt os Krandse af Kornblomster om Hovederne, men vi så gyselige ud, at vi efterhånden måtte plukke dem i Stykker og sætte nogle af dem omkring i Håret. Vi dansede nogle danse og var lige ved at segne under det. Det er den eneste Gang, jeg kan huske, at jeg har set gyselig ud og klædt mig uden Skønhedssans. De havde 3 Mennesker, der sad oppe i Træerne og tog på som Nattergale, skønt Nattergalene var borte for lang Tid siden. "Ja, det koster forbandet meget, dette her!" sagde Fejlberg. Vi morede os dog udmærket. Til sidste Dans måtte hver Herre tage en Dame, men de skulde ikke blot danse med hende, men følge hende rundt i Skoven og gennem hele Byen til Gæstgivergården. Min Kavaler var en, der havde gået i Frederiksborg Skole; han holdt sig derfor til den. Vi gik ikke i Brudeskare, c: i en lang Række, Par efter hinanden. Det skulde vi have gjort, men det vilde vi ikke. Amtmandens Fløs var også med og vilde gærne danse - han dansede også udmærket - men han var så ubehagelig, han havde altid Spyt i Mundkrigene, så man vendte helst Ryggen til, når han kom. Om Vinteren kom der kun Herrer til os fra Helsingør. Herrerne i Frederiksborg havde nok at gøre med deres egne Baller; men alle disse Konsulsønner fra Helsingør kunde aldrig få Dans nok. Hvert År havde Kronprins Kristian VIII Jagt og Jagtbal. Jeg var en Gang bedt med til et sådant Bal. Jeg husker tydelig, at Prins Frederik,

[side 41] senere Frederik VII gik omkring og så på os med et langt Ansigt, han var ikke konfirmeret og måtte ikke danse med, hvilket var almindelig bekendt. Jeg havde megen Medlidenhed med ham og vilde grumme gærne engagere ham. En Herre, jeg betroede det til, sagde: "Ja, prøv blot, men jeg vil ikke stå inde for de Ubehageligheder, der kan følge med." Så spurgte jeg Fader, og han fandt også det var Synd, at Prinsen skulde gå og se på de dansende, men han frarådede mig alligevel at engagere ham. Så gik jeg hen til en Mand, jeg formodede var Hovmesteren og fortalte ham min Lyst til at engagere Prinsen. "Det skal De sku belønnes for," sagde han og førte mig hen til Prinsen og fortalte ham, at jeg ønskede at danse med ham. Vi dansede så et Par Gange rundt, så klappede Hovmesteren ham på Skulderen og førte mig hen på min Plads. Damerne på Fredensborg sagde, at de gærne kunde spytte på mig, så fjantet som jeg havde båret mig ad. Fader kunde gærne have givet mig en på Øret, og jeg selv gik hele Aftenen og Dagen derefter og frygtede for at blive arresteret, det var utroligt, så meget Mod jeg havde den Gang. Også Prins Ferdinand med hans lidet tiltalende Udseende kom til disse Baller og dansede meget ivrigt. Damerne lod sig tilfredsstille med, at det dog var en Prins. Kronprins Kristian dansede ikke, både han og Karoline Amalie var et forunderlig dejligt Par. Senere under vor Landflygtighed blev disse Jagtballer Årsag til at jeg blev kaldet til privat Audiens hos Dronningen, hun kunde godt huske Provst Brøndsteds Døtre fra denne Gang; men hun talte ikke noget om, at jeg havde danset med Prinsen.

Vi deltog ikke i Fastelavns- og Nytårsløjer, men var hvert År med til Majfesten, der stod hos Sognefogden,

[side 42] det var den eneste Gang om Året, man så Danebrog dér på Majstangen. Traktementet var Sigtebrødssmørrebrød med Pølse samt Øl og Kaffe med brunt Sukker, inden vi gik. Vi dansede om den meget smukt pyntede Majstang. Gildet skulde stå, inden Maj gik ud; den første Maj red Karlene Byen rundt og samlede ind til det. De kom først til os i et meget højtideligt Optog, ridende i Gåsegang med en uendelig Masse Børn bagefter sig; både de selv og Hestene var pyntede på det grusomste. Sirtses-Lommetørklæder hang rundt omkring på dem, så sang de den bekendte Sang for:

"Her ride vi nu Maj i By,
går det, som vi bede;
lad Hønsene gøre Ægget på Fad,
går det, som vi bede;
vi kommer igen i Dag om et År,
går det, som vi bede
Vær os alle nådig, Gud, med Glæde."

"Går det, som vi bede," skreg de op hver Gang meget højere end det andet. Sangen skulde være en Salme og gik også på Salmemelodi. Efter hvert Vers red de Gården rundt. Fader og Moder måtte skænke for dem med Vin og Kager, og desforuden gav de en Femdalerseddel.

Om Vinteren førte vi også et meget selskabeligt Liv; blandt andet husker jeg, at der en Gang hos Fru Rosing blev deklamerer et Digt om en Mand, der var rejst bort fra Danmark og nu ventede på Svar hjemmefra på et Frierbrev. Svaret fandtes imidlertid to År efter i Postmesterens Kasse, det var et Ja, og så rejste han hjem, men da var Pigen død af Længsel. Denne Hjemkomstscene gjorde Fremstilleren så fortrinlig, at hele Selskabet græd. Rahbek, der kom meget ud til Fredensborg og

[side 43] som var en prægtig, men griset, gammel Mand, og Fru Rosing havde hjulpet Manden, der hed Larcher; han fik senere to Døtre ansat ved det kgl. Theater. De bragte ham Vand, da han halvt besvimede ved at finde Brevet med ja. Jeg så Rahbek og Fru Rosing, der vel begge var over 60-70 År gamle, danse en nydelig Menuet sammen. Fru Rosing fik sammen med sin Mands Enkepension 1200 Rdl. årlig, medens Fru Recke til sin Fortrydelse kun fik 600. (Fruen var Bedstemoder til Wieh'erne). Ved Vinterballerne var det, som sagt, mest fremmede Helsingørherrer, der kom, så det var en mislig Historie for Fader og Moder at sende os hen til disse Baller uden selv at følge med. Ganske vist fulgte Anders med os, men de var dog ikke rigtig trygge ved det, uden at en gammel Herre fra Helsingør, Mørch, lovede at tage imod os. Ham stolede både de og vi selv på, som på en Fader. Han var forresten Ungkarl.

Året efter at vi var kommen til Asminderød, kom der den 29. Juli 1826 en ung teologisk Kandidat ud til os for at være Huslærer. Det gik således til: En teologisk Kandidat Randbøl var bleven engageret gennem min Broder Christian: "glæd jer Søstre, det er en ren Adonis." Men Fader kunde ikke blive enig med ham om Lønnen, han gav 200 Rdl. i Løn, men Randbøl vilde have fri Ridehest, og det vilde Fader ikke gå ind på. Randbøl kom ikke engang derud, men snart kom der Brev fra Christian, at nu havde han antaget en teologisk Kand. Jürgensen, som netop var bestået med første Karakter, og han var ligeså grim, som den anden var smuk. Vi blev glade, for nu kunde man da ikke sige os noget på med ham; Christian indestod iøvrigt Fader for, at han nok skulde blive fornøjet med ham. Den 29. Juli havde

[side 44] vi mange Fremmede i Anledning af Tante Lises Fødselsdag, jeg stod og skænkede The i Spisestuen; da jeg ser vor Fragtmand komme ind i Gården, kunde jeg begribe, at det måtte være Huslæreren, der kom. Det var en hed Sommerdag med Støv på Vejene, så han var aldeles ødelagt af Støvet; han havde nu også klædt sig så uheldigt som vel mulig. Han havde en kort, sort Spidskjole på, som han havde kørt med lige fra København. På Hovedet eller rettere sagt i Nakken havde han en høj, sort Hat, der var lige så medtaget som Frakken, stærkt udskåren Vest og et sort Silketørklæde, der var rød som en Ræv. Af Rædsel for, at dette Menneske skulde komme ind i Selskabet, således som han så ud, løb jeg ud i Forstuen og sagde ham, at vi havde mange Fremmede; så vilde jeg til at børste ham. "Nej, det kan ikke tillades," sagde han. Jeg begyndte dog på at børste ham, han anede ikke selv, hvor meget Støv, der lå på ham, men da jeg vilde være kommen til at se rædsom ud, sagde jeg: "Nu skal Stuepigen straks komme." "Må jeg spørge om Deres Navn?" sagde han. Det syntes jeg var så grusomt dumt. "Ja, jeg er en af Døtrene i Huset og hedder Sofie." Så gik jeg ind, tog Bakken fra Pigen, der gik omkring med den, og bad hende gå ud og børste vor Huslærer af. Jeg var dengang nylig fyldt 16 År. Han kom hurtig ind, hilste meget ordentlig, og Fader tog straks ved Hånden og præsenterede ham for Selskabet som sin Huslærer. Hans Tøj var endda ikke blevet så flot efter Børstningen, det var rædsomt groft; men det var mærkværdigt, så hurtig han kunde gerere sig med de mange fremmede. Han var Degnesøn og et fattigt Menneske. Tante Lise vendte Øjnene i Hovedet og brød sine Hænder over, at vi skulde have ham gående i Huset,

[side 45] men det blev ikke bedre Dagen efter, da han kom i en lille grøn Frakke; den var kort nok i Forvejen, men første Gang, der var Ild i Kakkelovnen på hans Værelse, gik der Ild i Kakkelovnsrøret; så rev han Frakken af og stoppede den ind i Røret, så måtte han tage fra Frakkelængden og lægge til Ærmerne, der var brændte. Fader og Moder tog overordentlig venligt imod ham, og i Løbet af Aftenen kom han i Samtale med dem alle og fik Frimodighed nok til at sætte sig til Bostonbordet sammen med Fruerne Recke og Rosing og Fader. Det gik meget godt.

Nu ordnede Jürgensen og Fader Skoleskemaet; der kom to fremmede Drenge i Huset for at undervises, også Beatus Dodt. Han fik gratis Undervisning sammen med os andre. Mine tre yngste Søstre fulgte hele Undervisningen, men jeg og Lotte skulde kun deltage i tre Timer om Ugen for at "perfektionere" os. Det var i Tysk og Retskrivning. Disse tre Timer skulde foregå i Faders Studereværelse under hans Tilsyn. Vi respekterede imidlertid ikke dette Tilsyn, men morede os adskilligt mere, end vi lærte. Det eneste, jeg kan huske, vi lærte i den Måned, jeg "perfektionerede" mig, var, at jeg ikke måtte skrive Søskende med "d". Jürgensen lo, så Tårerne rendte ned af Kinderne på ham - han var noget nervøs efter Læsningen - det var navnlig Jette, der fandt på så meget. Mathilde siger endnu, at de ikke lærte andet af ham end at le; det er nu ikke sandt, for de lærte alligevel noget, men de var så forfærdelig obsternasige. Den yngste, Julie, kunde ikke lære at stave bedre end: K-a siger Ka, k-e siger ke, l-o-v-n siger lovn, siger Kakkelovn. Hverken jeg eller mine Søskende kunde lære at stave rigtigt. Resultatet blev, da der var gået en

[side 46] Måned, at Fader sagde til Jürgensen: "Jeg tror, det forstyrrer hele Skolen med Lotte og Sofie (jeg tør ikke sige mig fri for, at jeg også havde nogen Del i Uroen, vi var ikke for strængt opdragne), så de må hellere trine fra." Jürgensen mente heller ikke, at vi vandt noget ved det, for det var ham ikke muligt at komme i den nødvendige alvorlige Stemning. Så blev vi opgivne som uforbederlige, men de tre Tøse gjorde Nar af os. Jürgensen har senere sagt, at han følte sig så usigelig lettet og glad derved. Et Par Dage efter, at han var kommen, fik vi Mandelvælling til Middag; så var der en, der fortalte en komisk Historie - det var Lise, der fortalte, hvorledes hun var kommen til at sidde op mellem nogle fulde Slagtere, da hun ikke kunde finde Vej, og de behandlede hende imidlertid på en sådan Måde, at hun ikke engang kunde være bekendt at fortælle det igen, og da de, kom ind i Præstegården, sad de begge med hende om Livet. Hun fortalte så komisk, at Jürgensen ikke kunde styre sin Latter og synke sin Mad, men spruttede det hele ud over Bordet; han fik sig ikke engang vendt om. Moder så lidt alvorligt på ham, "det var næsten for slemt, Jürgensen," sagde hun, men så blev det tørret op og ikke glemt. Senere hen spillede Vælling også en Rolle, idet hverken Jürgensen eller min Fader holdt af Vælling. Ikke desmindre skyndte Jürgensen sig altid med at blive færdig, og så skubbede Fader sin endnu ikke tomme Tallerken over på hans Plads. Når Jürgensen, der imidlertid havde set bort, til sin store Forbauselse opdagede, at hans Tallerken ikke var tom, forsikrede Fader ham ganske alvorligt, at han virkelig måtte tage fejl, hvilket vakte stor Moro. Alle Børnene holdt meget af Jürgensen, og han var ikke stræng.

[side 47] Nu skal jeg fortælle, hvorledes Dagen dengang gik i vort Hus. Om Morgenen tidlig stod vi to voksne Pigebørn op (Lotte skulde også have "Uge", men hun tog sig den meget let) for at smøre Mad til Drengene og til Huset i det hele. Alle de ukonfirmerede drak deres The både Morgen og Aften af hvide Spølkummer uden Underkop. Til Frokost var der skåren Mad til Drengene; Jürgensen, Drengene og de tre Skolepiger fik til Frokost Mælk, vi andre Kaffe. Vi havde fuldt op at passe i Køkkenet med at bage, støbe Lys, lave Kartoffelmel osv. Vi måtte også give Kokkepigen, hvad hun skulde bruge til Maden; vi dækkede ikke Bord, det besørgede Stuepigen. Kartoffelmel var en vanskelig Ting at lave, vi rev dem først på et Rivejærn og pressede dem så Gang efter Gang gennem et Lagen, til der tilsidst blev en hvid, hård Kage liggende på Bunden af Karret. Når den var tør, kunde vi lave den til Mel. Kl. 2 spiste vi meget tarveligt til Middag. Spillevende Fisk kom der hver Dag ind i vort Køkken, også Kød fik vi tidt, men ofte fik vi Hvidkåls- og Flæskesuppe, stegt Flæsk med Kartofler; straks efter drak Jürgensen, Fader og Moder Kaffe, derefter sov Moder Middagssøvn, hun kunde aldrig sove om Natten. Fader gik over på sit Kontor; om han dér sov i sin Lænestol, skal jeg lade være usagt. Jürgensen gik altid ud at spasere, når han havde Fritid. Kl. 7 drak vi The med skåret Smørrebrød og Ost. Allerede den første Aften Familien blev samlet, blev det sagt Jürgensen at Dagligstuen om Aftenen stod åben for ham. Havde han noget, han vilde læse højt, vilde vi være grumme glade ved det. Dertil sagde Fader, at han vilde have Førsteret. Hver evige Aften, når vi var inde, blev der læst op. Fader læste mest Holberg og ikke gudelige

[side 48] Skrifter. Derimod havde Jürgensen sådanne Skrifter, som han havde fået inde fra København, også grundtvigske. Fader læste Holberg udmærket, og Jürgensen har senere sagt, at han havde overmåde stor Gavn deraf. Det sank i ham. Jürgensen vilde ikke passe på Drengene, mens de læste Lektier, det måtte de selv lære at passe; derimod havde han et Dominospil, som han vilde spørge Fader, om de ikke måtte spille med, når de var færdige med deres Lektier. Jo det måtte de gærne. Det kneb ofte med at få dem til at sidde stille, mens vi læste, men gjorde de det ikke, og det var kun 1 eller 11/2 Time, så skulde de i Seng. Det viste sig, at (Carl) Gustav havde mere Øre for, hvad der blev læst, end de andre Drenge. Han bad tidt, om han ikke måtte sætte sig hen og høre på, hvad der blev læst. Vi brugte hverken at læse Bordbøn, Stykker af Bibelen eller Morgen- og Aftensang.

Mit Hjem var meget gæstfrit, måske mere end vi egentlig kunde tåle. Gæstfriheden gik så vidt, at Præsterne, når de kom for at tale med Provsten, gærne kom om Formiddagen med Kone og Børn og blev der hele Dagen. Der kom grumme mange Mennesker, og det kom tilsidst til at knibe for Fader, der var 1200 Kr. Gæld efter ham. Han blev afskediget, da han var i 60'erne, men det var onde Mennesker, der gjorde det. Der blev bygget en Fattiggård på Fredensborg, det havde min Fader og Amtmand Treschow ligemeget med at gøre og delte Ærgrelserne derved. I disse havde en Prokurator en hel Del Skyld. Han vilde ind i vort Hus og var forelsket i Betty. Han var en afskyelig, nederdrægtig, letfærdig Karl, der ikke var estimeret af noget ordentligt Menneske og derfor aldrig blev budt indenfor. Han foranstaltede senere en Undersøgelse i Utide, og det blev påvist, at Tømmer og

[side 49] sligt ikke var så godt, som det skulde være, men Tømmermesteren var antaget, før Fader og Amtmanden fik med det at gøre, så det kunde de jo ikke vide rigtig Besked med. Dette blev indberettet til Kancelliet, og nogen Tid efter, cirka 4-5 År, blev der foretaget Undersøgelse af Faders Kasse, og der viste sig da at være denne Mangel af 600 Rdlr. Så fik han sin Afsked. Amtmand Treschow fik også sin Afsked, dels fordi han ikke havde ført ordentligt Tilsyn med Provstekassen og dels for Affæren med Fattiggården. De Præster, Fader havde været Provst for, blev aldeles oprørte over Afskedigelsen, da dette Underskud fandtes, og vilde skyde sammen til at dække det, men det hele gik så hemmeligt til, at det var forbi, inden de rigtig fik Besked om det. I hele denne Årrække havde Fader den ene Ærgrelse oven på den anden, og altsammen skyldtes til syvende og sidst, efter hvad alle mente, denne Prokurator Steffensen. Amtmanden døde, Fader beholdt dog Livet, men tabte rent Herredømmet over sine Tanker; han spurgte mig mange Gange, da vi en Gang besøgte Hjemmet ovre fra Agersø, hvor mange Børn, vi var, og han græd, hver Gang han så os. Dengang var jeg egentlig mest vred på Moder, men senere hen er jeg dog kommen i Tanker om, at det var en Fejl af Fader, at han ikke havde sat hende ind i, hvordan det stod til. Vi havde også en Stuepige, som rimeligvis har stjålet ikke så lidt fra Fader, når han glemte sine Nøgler ovre på Kontoret i Pengeskuffen. Senere hen blev hun grebet i Tyveri og hang sig i den Anledning i Fru Reckes Hus. I denne Trængselens Tid hjalp den ganske unge Mand fra Kancelliet, [Carl Christian ] Hall, min Fader med Råd og Dåd; han lejede en Lejlighed hos Fru Recke til os og betalte Lejen; han var lige bleven forlovet

[side 50] med Marie Brøndsted, Professorens [Peter Oluf Brøndsteds] Datter; han skaffede senere hen Moder Plads på Slottet. Fader gav ikke videre bort i rede Penge til Folk i Sognet, men han kørte i det uendelige for Småfolk, snart til Læge snart i Arbejdskørsel; selv gik han ikke videre omkring til Sognefolkene, det havde han ikke Tid til mere, hvad Provsterne jo ikke har; men de syge i Nabolaget og i Fredensborg så han altid ind til, når han kom der forbi. Moder havde medført et flot Udstyr og 1800 Rdlr. i kontante Penge. De små Børn fik lidt Penge for deres gode Karakterer. - Jette [Georgine Henriette] var rentud Jürgensen over Hånden og havde altid dårlige Karakterer, så hun tjente intet på denne Måde. Vi to store fik en bestemt Sum til vor Beklædning.

På Fredensborg boede en Sommer en blind Paludan med en Søn, der var teologisk Kandidat. Denne Søn blev jeg meget indtaget i; han var et elskværdigt, undseligt og smukt Menneske. I min Henrykkelse over ham lavede jeg et Vers sålydende:

"O Paludan, o vidste Du, hvor Hjærtet banker
af trofast Kærlighed i din Venindes Bryst,
da sikkert vilde Du dig nærme
med Gengæld for min Svagheds Lyst."

(Først efter mange, mange Års Forløb fik han dette Vers at vide af Jürgensens Broder Jakob, da de blev Nabopræster; han lo så hjertelig: "Da var jeg såmænd også forelsket i hende. Kan De ikke føre os sammen en Gang, at vi kan få hinanden at se?" Ja, det kunde Jakob godt. Jeg anede ikke, hvem det var, han vilde præsentere mig for. "Jeg kender ikke den Herre," sagde jeg. Det var en gammel, gråhåret Mand, der så umådelig

[side 51] svag ud. "Ja, jeg véd jo, det skal være Sofie Brøndsted, jeg er den blinde Pastor Paludans Søn. Nu er der dog vist ingen Ting, der kan bringe Dem til at gøre Vers over mig." "Nå, det vil jeg ikke sige." Men jeg blev i Grunden vred på Jakob. Så kom Jürgensen til, de kendte hinanden godt. "Ja, nu kan jeg ønske Dem til Lykke, da det er første Gang, jeg ser Dem med Deres Kone." Og så hviskede han, som jeg senere fik at vide, til Jürgensen: "Jeg blev aldrig lykkelig i mit Ægteskab." Hans Kone var så underlig exalteret).

Dette er det eneste Elskovsvers, jeg har lavet i mit Liv.

Når Efteråret stundede til, og Frugten begyndte at modnes, begyndte Afplukningsscenen, som morede os grumme meget. Især morede Nøddeplukningen i høj Grad Jürgensen. Han kom en Middag ind med begge sine Lommer fulde af afhasede Nødder. "Tak skal De ha' for Deres Ulejlighed," sagde Fader. "Hvad, må jeg ikke beholde Dem?" "Jeg er Ejer af Haven, men De skal få Deres Findeløn, jeg tager tre Pægle og De én," hvad Jürgensen straks var villig til, men han blev jo temmelig lang i Ansigtet. Da vi andre hørte det, vilde vi ikke have noget med Nødderne at gøre, fordi det gav for lidt af sig. Kun én Pægl af, hver fire! Det førte til, at Jürgensen tog sig på at plukke alle Nødderne. Tilsidst måtte han gå barbenet i sine Støvler, fordi han fyldte sine Sokker. Han havde tolv Sokker aldeles fyldte med dejlige Nødder. Så spurgte han en Dag Moder: "Hvad skal jeg gøre? Jeg har nu brugt alle mine Sokker." "Ja så er der ikke andet at gøre, end at jeg må give Dem en Kurv." Tænk, så upraktisk kunde han være. Så samlede vi Nødderne og spurgte så Fader: "Hvad vil Du bruge Dine Nødder til?" "Ja, dem skal vi gemme til Julen

[side 52] allesammen." Men Jügensen kom hver Aften over og gav os hver en lille Håndfuld; jeg fik altid mest. Så sagde Lotte en Gang: "Ja, men Sofie får altid mest af os allesammen." "Nej, Fru Brøndsted får mest." "Ja, men så får Sofie mest." "Jeg har Lov til at gøre med mine Nødder, hvad jeg vil," sagde Jürgensen. Jeg sagde ikke et Ord, jeg vilde ikke omtale det. Det var egentlig den første Forskel, jeg mærkede. Om Efteråret slagtede vi; det var Jürgensen så forbauset over. Jeg stod inde i Bryggerset i Kælderen, mens han gik forbi. Så sagde jeg: "Jürgensen, kom ned og se, hvad vi bestiller her." Vi stod og vendte Tarmene, og han var nærved at brække sig, for han kunde uhyre let blive kvalm. "Det er dog forfærdeligt, alt hvad De tager Dem til her i Huset. Hvad skal alt det dog bruges til?" "Det får vi efterhånden på Bordet." "Ja, De har nok at bestille, skønt de er så mange Kvinder her i Huset. Jeg ser jo, hvordan De sidder med en forfærdelig Bunke Sytøj." (Dengang kendte man ikke noget til Sypiger, man lod heller aldrig strikke så meget som en Strømpe uden for Huset, og man syede selv alle sine Kjoler i Hånden). Når vi var færdige med Slagtningen, måtte nogle af vore Veninder få Lov at komme i Besøg, for nu havde vi noget i Huset, syntes Moder. Det var Frk. Sofie Münter, en Datter af Biskoppen, og en Frk. Søborg. En Eftermiddag, som vi alle var samlede - Jürgensen var også i Stuen - kom Provsten med et Brev og en lille Pakke til Frk. Sofie Brøndsted. Jeg greb Brevet, og Sofie Münter rev Pakken til sig, en ganske lille Pakke; der stod et anonymt Navn og det var dateret Rom den 12. Februar. Det var altså næsten et År siden. Frk. Münter begyndte at skrige op: "Nej, her er Herligheder." Så var det et lille Etui, og deri

[side 53] lå et Sæt Ørenringe med syv Topaser i hver Ring. "Hvad er det for noget Krammeri," sagde jeg. Alle mente, at det var fra Onkel (Peter Oluf) Brøndsted. Så regnede jeg ud, at jeg netop den Aften havde været i det kgl. Theater med Onkel Brøndsted. "Fader," sagde jeg, "Vil Du gemme det ovre i dit Kontor. Jeg har ikke med anonyme Ting at gøre, jeg vil ikke gå med dem." "Kære, jo," sagde de allesammen, jeg skulde da have Huller i mine Øren, og Jürgensen sagde: "Hvorfor vil De dog ikke, Deres Søster har det jo?" " Nej," sagde jeg, "jeg vil ikke gå med noget, når jeg ikke véd, hvor det er fra." Så tog Fader det og gemte det. Nu blev der en lang Passiaren om det, og hvem det kunde være fra. Det fik snart aldrig Ende. Jeg spekulerede også, jeg tænkte både på Paludan og på Viktor (Dodt), der var så fattig som en Lus, og på Jürgensen, der var så fattig som en Kirkerotte. Så tænkte jeg på en Søn af Kammerjunker Linstow; de havde Penge, men hvis det var fra ham, vilde jeg ikke gå med dem. Han gjorde altid sådan et forfærdeligt Væsen af mig, når jeg var inde i København, og jeg kunde ikke udstå ham. Han blev senere gift med en Datter af Malling, ham med de "store og gode Handlinger." Så går jeg ude i Haven. en Dag silde om Efteråret; dér møder jeg Jürgensen så fik jeg den forunderlige Ide - ja som jeg løj den Gang, det var dog gyseligt - at sige: "Nå, det er såmænd mærkeligt, at jeg skulde træffe Dem, for jeg har i Nat drømt, hvem der har sendt mig disse Ørenringe." Han blev ligbleg. "Nå, hvem var så det?" "Det var Dem." Så blev han så forfærdet, at han sagde nej, men føjede straks til: "Vil De så gå med dem?" "Nej, hvor kunde De dog finde på noget så ufornuftigt, De, som trænger til alle Deres Penge,

[side 54] det er jo gyseligt at bære sig så ufornuftigt ad. Jeg skal heller ikke have stukket Hul i Ørerne i den Alder, jeg har. Hvordan er De dog kommet i Tanker om det?" "Jo, det var en Dag, jeg spurgte Dem om, hvorfor har De ikke Huller i Deres Ører? De siger jo somme Tider, Deres Øjne gør ondt, når De syr (man havde den Tro i gamle Dage, at Huller i Ørerne var godt fo'r Øjnene), og De fortalte, at da De havde bedt Deres Fader om at få Guldørenringe, havde han svaret: det har jeg ikke Råd til; vil Du have uægte, så må Du gærne få dem. Men det vilde De ikke." Ja, det var meget sandt, de Ord var også faldne. "Ja, det kan jeg godt huske, men det er skrækkeligt, jeg går ikke med dem." Ørenringene blev liggende hos Fader, Jürgensen skulde fornemme, at han havde båret sig ufornuftigt ad.

Så kom endelig Julen med alle dens Juleglider. Der blev danset og leget. Til Legen var Jürgensen med, men til Dansen måtte han stå i Krogene. Han var ikke Menneske for at danse. Så han var ikke alle Tider så fornøjet over disse Gilder. Der var blandt andet et Betalingsbal hos en af Gæstgiverne. Dér vilde han med. Moder sagde, han skulde blive derfra, for han ærgrede sig kun over det. Ja, han kunde ganske vist ikke udstå Dans, sagde han. Så drillede vi ham med, at han hørte til de hellige, men det vilde han endnu nødigere høre end det andet. Det blev han formelig vred for. Den 3. Februar 1827 skulde min Fader over at tale med Pastor Sølling, så spurgte han, om Lotte og jeg vilde med. Vi kendte jo godt hans Døtre, især den yngste. Da Jürgensen kendte en af Sønnerne, kom han også med. Vi blev naturligvis venlig modtagen. Så siger Datteren: "Det var da yndigt, at De kom i Dag, der skal være Bal ovre

[side 55] på Skolen, det er Rektorens Fødselsdag." Det var vi fri for, vi var slet ikke bleven bedte. Som vi taler herom, går Døren op, og tre unge Mennesker kommer ind, deriblandt en af Søllings Sønner, de skulde bede fra Rektoren, om Provsten med hans Døtre ikke vilde glæde ham med at komme til Ballet i Aften. Dertil svarede Fader: "Ja, det véd jeg ikke Børn, hvad jeg skal sige til." "Ja, vi kan ikke, vi er ikke balklædte," svarede vi. De unge Mennesker mente, at det gjorde ikke noget. "Jeg og min Huslærer skal også tidlig hjem," sagde Fader. Så blev Jürgensen også buden til Ballet. "Kender jeg mine Døtre ret, slipper de ikke så tidlig som vi." "Ja, men de bliver hos os," sagde Frøken Sølling. "Så skal min Vogn hente dem." "Nej," svarede de tre unge Mennesker, "de skal nok blive befordrer hjem." Nu må man vide, at vi en Gang før havde været sammen med disse unge Mennesker på en Skovtur til Holte. Enden blev, at Fader og vi Døtre gik over til Rektoren og viste ham, hvorledes vi så ud. "Når De får et Par lange., hvide Handsker, indestår jeg for, at De ikke skal møde nogen Ubehageligheder for Deres Dragt." Så gik vi alle sammen på Bal, Jürgensen med. Han har senere sagt, at han haabede, at vi ikke skulde få nogen Dans, men vi var ikke af Gulvet, og de velklædte, frederiksborgske Damer så meget sure til os, især en Frøken Lorenzen. Hun var infam den Aften. Når vi i Turene stødte sammen, kunde hun f. Eks. være så ubehagelig at sige: "Man er ikke vant til at blive puffet og stødt til," Nå, det er ikke sådan bagefter at skildre den Mine, de så på os med, men det brød vi os ikke om, vi fik danset, og det var det vigtigste. Jürgensen stod hele Tiden og så på det i Døren og blev mere og mere forgræmmet. Nu kom

[side 56] Tiden, Fader skulde bort. Så sagde vi Farvel, og jeg gav Jürgensen Hånden og sagde: "Godnat Jürgensen!"- "Jeg finder det upassende, at Provsten vil lade sine Døtre blive tilbage her," og så vendte han mig Ryggen. Men vi morede os fortrinligt og var glade ved, at vi blev. Fader betingede sig, at vi skulde være hjemme om Formiddagen, vi kunde jo ikke vide, hvad Arbejde Moder kunde have til os. Kl. 10 den næste Formiddag kom en af disse Vogne med 4 Agestole. I den sad de 3 unge Herrer og Kusken. Jürgensen, som formodentlig har passet på, kom ud i Gården, ligesom vi kom ind. Da han så de tre Herrer var med, gik han igen ind i Skolen. Ved Middagsbordet havde han ikke et Ord, han skulde sige, han var fornærmet, kunde jeg nok mærke.

Da vi fik Brev om Bettys Forlovelse med [godsejer Carl Vilhelm] Thalbitzer - hun var den første af Søskendeflokken - blev der megen Glæde derover. Thalbitzer kom med hjem; der blev stort Forlovelsesgilde. I den Anledning kom Onkel (Peter Oluf) Brøndsted ud til os, Jürgensen blev så indtaget i ham, at han bad, om han ikke, når han rejste igen, måtte tage med som Skopudser. "Mon dieu," sagde Onkel Brøndsted, "nej, så skulde De i det mindste med som Sekretær, men det kan vi jo tales nærmere ved om".

Så nærmede Foråret sig, og jeg kunde jo nok på Jürgensen mærke hans Tilnærmelser og Udmærkelser, som ikke nu står klart for mig: jeg selv gjorde rigtignok ingen. Så kom den 2. Juni. Vi mødtes ude i Haven, der skulde gøres i Stand til næste Dag, da vi om Aftenen ventede Fremmede. Gartneren plejede aldrig at sætte Bænkene på deres Plads, og så var det, jeg gik op på Højen, om jeg ikke kunde se de Fremmede, når de kom ovre på Kørevejen. Da, jeg så vilde vende mig om, løb jeg

[side 57] lige på Jürgensen; jeg blev meget forfærdet, da han begyndte med, at det var meget glædeligt, for han havde mig dog aldrig ude af Tankerne; når jeg blot vilde give et Kys, så vidste han, at jeg var hans Forlovede (ja, det skulde han rigtignok have Ret i). Så kom der noget om at være hans Hustru o.s.v., og dette Kys blev han ved at forlange. Enden blev da, at jeg gav ham det, dog ikke før end vi var bleven forlovede. "Nu først kan jeg give Dem Kysset," sagde jeg. Vi var meget betaget, han havde lidt Kvaler på Grund af Løjtnant Dodt; han var så angst for, at han skulde komme ham i Forkøbet. Så sagde jeg, at det kunde han takke Vorherre for, for jeg havde bedt ham om at lede mig. Da jeg nu tilsidst nok kunde mærke, hvorledes det stod, kom det som en Indskydelse over mig - for det havde hidtil syntes mig, at jeg holdt lige meget af dem begge to -, at jeg ikke havde Spor af Agtelse for Dodt, og det havde jeg for Jürgensen. I det samme, vi stod der, kom Wienervognen; det måtte være Grev Moltkes, så måtte jeg flyve afsted ind. Dér var Thebordet anrettet, og jeg skulde skænke The; jeg forsikrer, jeg kunde næppe holde Thepotten. Moder sagde: "Du står og skænker så underligt, Sofie, Du har slet ikke dine Tanker ved det." Så blev man oppe en Timestid, og så gik man hver til sit, men jeg klædte mig ikke af, jeg blev, til der var nogen Ro i Huset, gik så ind til Fader og Moder og fortalte dem det. "Ja, det kunde jeg såmænd forstå," sagde Moder, "som Du stod og slattede med den The." De havde ingenting imod det. Jürgensen søgte altid i Hælene på mig og blev jo nok bemærket; han lod, som han vilde hjælpe, og så kunde han jo ikke hjælpe mere, end en Kat kunde. Formodentlig har Fader og Moder straks skrevet til Onkel Brøndsted,

[side 58] thi i Løbet af Ugen kom han ganske pludselig, uden at jeg vidste noget af det. Der blev en stor Hurlumhej, der skulde gøres en Skovtur til Holte, men som det skulde være om Eftermiddagen, siger Fader til mig om Formiddagen: Sofie, vil Du ikke bringe den Bog ned til Onkel, han sidder nede på den anden Bænk i Haven." Jeg gik meget frimodig med Bogen og gav ham den. "Sæt Dig lidt ned her på Bænken hos mig, min søde Pige, og lad mig tale lidt med Dig; jeg hører Du er bleven forlovet, siden jeg sidst var her." "Hvorfra véd Du det, Onkel?" "Fra dine Forældre, så det må være Sandhed; men har Du også betænkt, hvad det vil sige for en Brøndsted at gå hen og forlove sig med en Skolelærersøn?" "Ja, som er teologisk Kandidat med bedste Karakter," sagde jeg. "Og husker Du på, Onkel, hvad Bedstefader var? Han var Gartner [nej, Gert Madsen Brøndsted (1694-1745) var forvalter på Rathlousdal], og I er dog blevet til noget." "Du kan ret godt forsvare Dig," sagde han. "Det er slet ikke som Forsvar for, hvad jeg har gjort, og det står ikke til at forandre." "Jeg havde tænkt mig din Stilling ganske anderledes." "Så, hvordan da?" "Jeg havde besluttet at ville bo i Rom med min Familie, og så, skulde Du være deres Opdragerinde." Jeg blev meget forbauset, jeg var jo kun 16-17 År. "Jeg, som ikke kan noget Sprog, hvad vilde Du med mig dernede?" "Det kunde Du lære, kort sagt, jeg havde tænkt mig - man kunde jo ikke vide, hvad deraf kunde have udviklet sig." Dertil svarede jeg: "Nu er jeg forlovet med Jürgensen; det forandres ikke, og så har vi jo i Grunden ikke mere at tale om, Onkel, "og gik min Vej. Men Onkel fat på Jürgensen, som var i Haven, og var så uforskammet imod ham. At han turde slå sine Øjne op på mig! Det lignede i Grunden slet ikke Onkel. Han var ellers så veltænkende.

[side 59] Men her var han ligesom helt fejltseende, personlig ilde berørt. Nu skulde vi på den ellers så fornøjelige Skovtur, men Gud véd, jeg var ikke fornøjet ved det, og jeg kunde se på Jürgensen, at der var noget på Færde. Men vi kunde ikke komme til at tale sammen. Vi fik i en Fart sagt til hinanden: "Vi søger Tante Lise." Hun var stokdøv, og vi veg ikke fra hendes Side. Så sagde Jürgensen, at det var bedst, han sagde sin Plads op og sådant noget Vrøvl. Men det fandt jeg slet ikke, der var nogen Grund til. "At Onkel har været uforskammet imod Dig, må Du se at finde Dig i." Tante Lise kunde ikke begribe, hvoraf det kom, at vi var så mageløse imod hende. "Børn, vil l ikke være hos de andre?" Nej, vi vilde da være hos hende den Dag. Så kom Moder og sagde til mig, at det var upassende, som vi dér gik med Tante Lise. "Det kan Du takke Onkel Brøndsted for altsammen," sagde jeg. "Han været uforskammet mod os begge to, og vi kan ikke have med det at gøre."

Det var ellers meget galt, for selv om vi var hemmelig forlovede, så Pigerne meget godt, at vi kyssede hinanden, og det var ubehageligt. Før vi blev forlovede, spurgte jeg vor Kokkepige (en let Tøs, men udmærket dygtig), hvad hun syntes om vor Huslærer. "Å, den Tørvetriller, han har ikke budt mig så meget som et Kys endnu." - Hun holdt hans Værelse og Skolen ren. - Og det kunde jeg jo meget godt lide.

Allerede i Skolen havde Jürgensen udmærket sig ved Flid og gode Evner, hvorfor han fik mange Stipendier med sig til København. Ved Kolding Skole var der en Adjunkt Ploug, Fader til Carl Parmo Ploug; Adjunkten var meget stræng og lunefuld og bankede meget almindelig Drengene. En Gang tog han Frands Jürgensens Hoved under sin Arm

[side 60] og slog ham blodig lige i Ansigtet. Derefter kom Frands ud af Skolen; han var også meget stridbar. Han spyttede f. Eks. gamle Jürgensen lige i Ansigtet en Gang, da denne efter gentagne Opfordringer fik fat i ham. Jürgensens havde ikke videre Omgang med andre i Byen, dertil sad de for småt i det, men de var altid renlige og velplejede; de var opdraget i yderste Tarvelighed, gik med bare Ben i Støvlerne og havde Stengulv i Stuerne. Til Smørelse på Rugbrødet fik de en Klat Smør eller Sirup på den ene Ende af Brødet, så rådede deres Fader dem til at begynde ved den bare Ende og måske en Gang imellem med en Tand nappe til Smørret. De måtte aldrig spise bare Kartofler, det skulde være det usundeste af Verden, der skulde altid Kød eller Flæsk til. Moderen, som var en prægtig, samvittighedsfuld, flittig og almindelig agtet Kone, holdt ikke Tjenestepige, før hun havde fået otte Børn. Hun havde tidt Krampe mod Slutningen af Svangerskabet, hun var Seerske, hun vilde ikke høre en Hund tude. En Gang, da hun hørte det, fik hun Krampe og fødte for tidlig. Hun så sig selv dø en Nat, så, hvem der gik forrest ved Begravelsen og det hele, og sådan gik det akkurat til. Hun hørte, at Mandens Chatolklap faldt ned, og de kom netop også til at støde til den med Kisten. Hun har digtet en hel Del Smådigte, mest i religiøs og moralsk Retning, som min Datter Sofie opbevarer. Svigerfader var stræng, retsindig, jævn og aldrig lunefuld. Han søgte aldrig at hæve sig ud over sin Stilling. Med Råd og Dåd hjalp han, hvor han kunde; alle Fester, Begravelser, Bryllupper o.s.v. kunde aldrig gå for sig, uden han skulde med. Trods den strænge Opdragelse holdt Børnene overmåde meget både af Fader og Moder, velsagtens fordi de altid blev behandlede med

[side 61] fuld Retfærdighed og uden Lunefuldhed -- det er en vigtig Ting ved Opdragelsen. Indbyrdes var Børnene meget stridbare, de sloges ret af Hjærtens Lyst, men så snart en kom til Skade, var de alle parate til at hjælpe på den ene eller den anden Måde. Jørgen havde det mindst elskværdige Sind, der var ligesom noget ræveagtigt ved ham, Gud må vide, hvor han havde fået det fra. Selv om Jakob og Peter lagde en utvivlsom Energi for Dagen, var dette dog ikke noget karakteristisk for Børneflokken. Jørgen, Andreas og Frands var ikke til at stole på, men ellers var de gennemgående sandfærdige og hæderlige. De stod op ved deres Måltider, mens Forældrene sad ned. De sagde "De" til Fader og Moder og kyssede dem kun på Hånden. Deres Julestads bestod af Pebernødder, lavede af Rugbrøds- og Sigtebrødsdejg med lidt Sirup i. Det stod for dem som noget af det herligste. I det hele kunde Jürgensen aldrig senere få så god Mad søm hans Moders.

Peter var født 5. Januar 1802. Allerede som Barn var han den, de allesammen holdt mest af. Når de sloges, kunde han tale dem til Rette og selv som voksne Mennesker kunde de ligefrem korporlig slås -; så sad Jürgensen ganske tavs en Tid, før han blandede sig deri med sin Autoritet. Min Svigerfaders og Svigermoders største Fornøjelse uden for Huset var hver Søndag Eftermiddag at spasere med Børnene i deres bedste Stads ude på Kirkegården.

Under Studeringerne i København døjede Jürgensen en hel Del af Savn og Fattigdom. Han spiste ikke Middagsmad i to År, så fik en justitsråd Nielsen fra Kolding det at vide, han tilbød ham da Middagsmad hver evige Dag. Havde han ikke fået det, sagde han senere, troede

[side 62] han ikke, han havde holdt det Liv ud. Han vilde nemlig ikke bede sine Forældre om noget, da Christian og Jørgen havde brugt en Del Hjælp fra Hjemmet. Om Vinteren brugte han en såkaldt Chenille med Kavaj med 11 små Slag, det ene mindre end det andet. Det nederste nåede ned til Taillen. Da han nåede ud til os, havde han kun tre tilbage; de andre var gået med til at udbøde Ærmerne, ikke fordi de blev for korte, for han voksede ikke. På Papiret måtte han også spare en hel Del; de derhjemme fik aldrig et rigtigt Brev fra ham; det var altid Lapper, han havde klippet ud af et allerede benyttet Papir. Hans Kollegiehefter, som han gemte med stor Omhu, var ligeledes tæt beskrevne. Han lejede dem ud til sine Studiekammerater, men det var nok kun ganske lidt, han fik derfor. Han var Huslærer hos en justitsråd Beldring; de havde en voksen Datter, En Gang, mens han sad og informerede hendes Søskende, hørte han, de stod og stødte uafbrudt i en Morter. Da han bagefter skulde ind og sige Farvel, spurgte han, hvad denne Støden skulde betyde. "Å, det er vor Datter, der er bleven så huslig." Denne Huslighed holdt sig i længere Tid, han kunde mærke, at den vist særlig var beregnet på ham, men han følte sig ikke kaldet. Hun bestilte nok heller ikke stort andet end at rende ud og ind gennem Døren og støde i Morteren. Der var dengang ved Universitetet et Stipendium, der kaldtes Støvlestipendiet; det søgte han også, der var ikke Såler skabt i hans Støvler så kom han op til Professoren: "Hvad vil De søge det lille Stipendium for?" sagde Professoren. "Ja, jeg må søge det små, det store kan jeg vel næppe nå." "Det rimede," sagde Professorer. "Ja, hvis De kan skaffe mig et større, vil jeg takke Professoren uendelig meget, thi jeg trænger til det." "Ja, det

[side 63] kan jeg sku se, men Støvlestipendiet skal De få." Og han fik både det og et større. Hans Kost bestod om Morgenen af en Kop The fra Regenskælderen med Brød, enten med Smør til eller en saltet Sild, det smagte ham så godt; når han ikke spiste til Middag ude, spiste han atter Smørrebrød og drak det billigste Øl. Mælk har jeg aldrig hørt ham tale om, at han brugte, og han kunde heller ikke tåle det. Aftensmaden lignede i høj Grad Morgenmaden, dog tror jeg ikke, der fulgte nogen Sild med. Når han om Aftenen blev søvnig, brugte han jævnlig et Apparat, der bestod af to Halvcirkler, forbunden med en knappenålstynd Stang og med Bånd til at fastgøre det om Hovedet med. Det holdt Øjnene oppe, når han blev søvnig; thi han måtte og skulde læse om Natten. Da han senere mærkede, at det skadede Øjnene, gik han til Lægen og sagde, "dette har jeg brugt." "Det skal De lade være med," sagde Lægen, og gav ham nogle Øjendråber. Da det ikke hjalp, tilrådede lægen ham Tobak. Så begyndte han at snuse, og det var en ren Velgærning for ham, så kunde han blive ved at læse, Af dem, han under sin Studietid omgikkes, kender jeg kun Ludvig Kristian Müller og min Broder Christian. Så var der en Pastor Nielsen, som senere besøgte os i Darum. Herregud, de græd begge to ved at se hinanden igen. Klint Bagger, der blev Præst i Vestindien, Storm, der blev Postmester i Middelfart i Krigens Tid; alle disse søgte til Grundtvig og hørte hans Foredrag ude på Kalkbrænderivejen og på Bundtmagerloftet. De var meget begejstrede over ham; senere hen, da Fader (Jürgensen) og Christian kom hjem til os, kom de meget ofte op at disputere med min Fader om Grundtvig, og det kunde gå meget varmt til. Ja, en Gang viste han Christian ud

[side 64] af hans Fædrenehus, men det kommer vi til senere. Havde Jürgensen under sine senere Livsforhold kunnet følge med Udviklingen gennem Bøger og Blade, og havde han fået Omgang med grundtvigianske Præster, var han sikkert bleven en ivrig Grundtvigianer. Ved disse Venners Sammenkomster var Traktementet aldrig andet end Brød og en Snaps. Trods al denne Tarvelighed mindedes han, Pastor Nielsen og L. Kr. Müller altid deres Studenterliv med stor Glæde og Rørelsens Tårer. De tog hinanden i Favn, som de kunde være et Par Kærestefolk (og derover var jeg naturligvis kun glad). Jeg fik ved disse Lejligheder Indtryk af, at Fader var Nr. l iblandt dem. Jeg mindes at have hørt dem sige: "Ja, Du kunde sige din Mening djærvt, og så måtte vi bukke os." Han har sikkert også været bekendt for sin store Ærlighed og Sædelighed. På tre År tog han sin Attestats med 1ste Karakter og endda mere, end han behøvede, men kunde ikke som Noe Tang. Da han skulde vende sin Lomme til skriftlig Del, faldt der et Regnskabskort til Boston ud at den, hvorover han blev meget flov. Men værre gik det Lars Bojsen, der var oppe sammen med ham; han vendte et helt Spil Kort ud til Professorens Fornøjelse; de vidste nok, at han brugte sin Tid på en bedre Måde. Jürgensen blev Kandidat i Foråret 1826. Han sværmede for Napoleon, jeg har aldrig kunnet udstå ham. Jeg kaldte ham en Blodhund. Vi kom ofte op at skændes om ham, men et sådant Udtryk som Blodhund værdigede Jürgensen ikke engang et Svar.

Den 18. Oktober, samme År som Jürgensen kom hos os, stod Bettys Bryllup, et umådelig stort Bryllup med Bal tredje Dag. Blandt Gæsterne var der en Dame, som jeg ikke kunde begribe var bleven indbudt til Brylluppet.

[side 65] Det var Fru Aagaard fra Iselingen; det har stadig været mig en Gåde [svigerinde til onklen Peter Oluf]. Bagefter var vi meget trætte og udmattede; jeg havde 7 bulne Fingre, som alle måtte forbindes. Mens, jeg dansede, kunde jeg jo ikke have Bind under Handskerne. Og hvad jeg led, da jeg skulde have Handskerne af om Aftenen, er der ingen, der kan begribe. Det var en rædsom Kval. Min Moder havde forinden villet lære Jürgensen at danse, for at han kunde danse med ved Brylluppet. Hun gik og dansede med ham inde i Dagligstuen, men det endte således, at hun måtte holde op med det, fordi hun ikke kunde røre sine Ben, således skrabede han dem hele Tiden. Han satte stadig hele Forsålen op ad hendes Ben. Jeg sagde en Gang senere til ham: "Dersom Du en Gang vil sige, at Du ikke holder af, at jeg danser, så skal jeg lade være." Men det vilde han på ingen Måde. I min Alder skulde jeg danse, så længe jeg kunde.

Da Brylluppet var forbi, fulgte jeg med dem til Katrineberg. Dér måtte jeg hjælpe Betty dygtig ved Slagteriet; der var meget at gøre. Det var så meget mere nødvendig, som hun temmelig hurtig kom til at skrante. I den Tid, jeg var dér, blev der gjort mange Gilder i København i Anledning af de unge; således hos Agent Zinn, hos Enkefru Zinn på Vodroffgård, hos Grev Moltke, Grosserer Tutein (den nuværende [1891] Folketingsmands Bedstefader) o.s.v. Jeg begriber ikke, hvad Tøj jeg har haft; jeg havde kun en hvid Kjole, den skulde holde alting ud, og så min Konfirmationskjole af sort Silke; ellers kun Sirtseskjoler. Det var i al Fald ikke på Højde med Betty, da hun var bleven meget flot udstyret. Men jeg morede mig alligevel fortrinligt. Vodroffgård var dengang helt anderledes end nu, med Kanaler, hvor vi sejlede med

[side 66] Gondoler og Anstalter; der var mange Broer, alle forskellige fra hinanden. To Dage efter, at vi var kommen hjem, kom der et Læs af Thalbitzers Venner, unge Mennesker, bl.a. en Doktor Ulrichs Sønner; og der var kun i Huset sådan noget søm en Stump Spegepølse og et Stykke Ost. Det var det eneste, vi havde at sætte ind til Frokost. Da de så det, sagde de: "Vi havde rigtignok tænkt at blive her til Middag." Betty var lige ved at besvime, da hun hørte det. Hun havde ikke det Flæsk, hun kunde koge, ikke det mindste. Så sagde jeg: "Vi har dog Flæsk til en Æggepandekage." Jeg glemmer aldrig, som Thalbitzer så ud, da den kom på Bordet. Han havde nu den Tro, at vi kunde hekse noget frem. Middagen blev så på Sødsuppe og Æggepandekage, og det var naturligvis noget af det dejligste, de havde spist. Der var ikke et Risengryn, ikke det, der lignede nyttige Ting, hverken Tallerken eller Terrin. Jeg blev der til en tre Uger før Jul. l al den Tid mærkede jeg ikke Spor til Jürgensen. Først den Jul mærkede jeg ved alle Julegilderne, som jeg før har omtalt, at han havde noget i Sinde. Da Betty og Thalbitzer besøgte os, efter at vi var bleven forlovede, blev det bestemt, at jeg atter skulde rejse med dem hjem. Fader og Moder var bange for, at jeg var for ung, at jeg skulde blive forelsket i en anden og sådant noget. Der kom jo mange unge Mennesker på Katrineberg. Jürgensen blev meget bestyrtet, da han hørte dette Arrangement. Vi skrev ikke til hinanden, men Kristian [broren Christian?] var os en vigtig Mellemmand.

I August Måned blev Jürgensen Præst på Agersø; han var gået op til Minister Møsting med sin Ansøgning, og Ministeren havde sagt: "De kan jo godt søge det, De har jo laud, men derfor er det ikke sikkert, at

[side 67] De får det." "Jeg må absolut have det, jeg er Forlovet med Provst Brøndsteds Datter og må absolut snart have Bryllup, jeg kan ikke gå her og vente længer." "Hvad for noget, der er da vel ikke noget i Vejen." Så blev Jürgensen forskrækket; han kunde mærke, han havde forløbet sig. Men han blev da Præst. Så blev der skrevet til mig, at nu måtte jeg komme hjem, Jürgensen var blevet Præst. Han turde ikke selv skrive til mig. Der blev bestemt en Dag, da Thalbitzers Vogn skulde køre mig til Slangerup, og Faders Vogn hente mig dér. Nu måtte Forlovelsen blive offentlig. Jeg var henrykt; vi kom til Slangerup, dér mødte Jürgensen og min Broder Andreas. De kom gående hen ad Vejen, jeg nikker, Jürgensen tager Hatten af og hilser stift. Så springer jeg af Vognen og vil tage ham om Halsen, men han skyder mig bort og siger: "Vi står ikke for Din Fader og Moder." "Åk, sikken noget Hellighed, nu har jeg fået Lov til at komme hjem, og så kommer Du på den Måde." Andreas gik til Side, men han gav sig ikke. Da vi kom hjem, var Onkel [Gabriel] Linde og Tante Amalie (efter hvem min Datter Amalie er opkaldt) der. Onkel kom først, så Fader og Moder. Onkel sagde: "Ja, nu må vi da gratulere." Så tog Jürgensen mig højtidelig ved Hånden og gik med mig hen til Fader og Moder og sagde: "Dersom vi nu må tage mod Gratulation, så siger jeg rigtignok Tak." Og så gratulerede man. Så kom Onkel Linde hen til Jürgensen og sagde: "Unge Ven, De må ikke blive fornærmet, men jeg véd, at De ingen Penge har i Lommen, og en Præstekjole skal De dog have, og derfor tilbyder jeg Dem at låne Dem nogle." Ja, det vilde han gærne. Hvormeget det skulde være? Jürgensen syntes ikke, han kunde nøjes med mindre end 2-300

[side 68] Rdl. "Ja, jeg har taget Penge med mig." Så var Jürgensen så klog at prøve på, om det ikke kunde blive til givendes og sagde: "Ja, men jeg må dog give et Bevis." Så fik han et Stykke trekantet Papir. "Men det kan Du jo ingen Vegne komme med, Onkel Linde, det kan jo ikke stå for Retten," sagde Fader. "Det kan Du lade mig om, Svoger. Pengene skal De have rentefrit, og De kan betale dem tilbage, når De kan." De blev betalt af to År efter, at vi var kommen til Agersø. Da vi kom til Agersø, havde Jürgensen 1000 Dl. Gæld, og dem betalte vi af, inden vi forlod Agersø. Nu tog han ind til København og fik sig en Præstekjole hos Skrædermester Koch; jeg tog med ham ind og blev præsenteret for hans Familie og bekendte. Hos Justitsråd Nielsen og Fru Truels Bedsteforældre Kramers. Da jeg Dagen efter, at vi var kommen, skulde op til Kochs, blev det først ved Aftenstid. Jeg stod udenfor og var så beklemt, at jeg sagde til Jürgensen, "Luk ikke op, jeg tror, jeg får ondt af Angst." Jeg kunde jo begribe, hvor de vilde glo på mig; men de var så rare og venlige imod mig, at jeg ikke havde behøvet den Angst. Der var en forunderlig rar og nydelig Tone over det hele. Jeg tror ikke, at Borgerstanden er som dengang. Nu er den nok opstyltet med Pynt og sligt, og nu søger den sin Fornøjelse uden for Hjemmet. Dengang havde Borgerne det så mageløst. De holdt små Selskaber og Vennelag, nu farer de jo fra Tivoli og Gud véd hvorhen. Jürgensen var så fornøjet; han syntes, han var den rigeste Mand i Landet. Vi kom også til Pastor Wolf, med hvis Datter Jürgensens Broder Kristian var forlovet. Angående denne Forlovelse skal fortælles, at Pastor Wolf var Lærer for de Missionærer, der vilde til Grønland. Kristian bestemte sig dertil; han blev budt til Aften og Frokost, og de gjorde

[side 68] en forfærdelig Stads af ham. Da han var færdig og havde bestået sin Prøve, skulde han jo straks være Missionær. Den Dag, det var sket, sagde Wolf: "Kom i Aften, så vil vi have os en glad Aften, inden De bliver kaldet som Missionær." Han kom også, der var mange Mennesker. Ved Bordet rejste Pastor Wolf sig op og sagde: "Jeg har en glædelig Tidende at meddele, nemlig en Forlovelse mellem min Datter Nielsine og Kandidat Jürgensen, som en af Dagene bliver Missionær i Grønland". Kristian havde aldrig friet til hende eller nærmet sig til hende, men han holdt forfærdelig meget af Wolf og kunde ikke bekvemme sig til at prostituere ham, skønt han burde have gjort det. De havde sørget for, at hun sad ved Siden af ham. Han rejste sig så op og tog mod Lykønskninger, og hun, det Fæ, også. Til Brylluppet, der stod hen på Foråret, blev jeg og Jürgensen også bedt, og Brylluppet var meget stort. Klokkeren blev ved at påstå, at Jürgensen og jeg var Brudefolkene, fordi Jürgensen havde Præstekjole på. Jeg viste ham, at jeg ingen Myrtekrans havde på, men han troede, at en af Parterne vilde gå fra det; han har formodentlig hørt noget om Forlovelsen. Wolf holdt en meget smuk Brudetale; der manglede blot, sagde Jürgensen, at han skulde have takket Kristian for, at han havde taget mod Bruden. Bag ved Spisestuen var Brudekamret. Der var Fløjdør ind dertil, og denne stod åben hele Tiden, så man havde en smuk Udsigt til en Dobbeltseng, med en Astrallampe på hver Side af Sengen. En Kusine til Bruden, der var Veninde med mig, og jeg blev enige om, at vi vilde holde Dørene lukkede. Vi blev ved at lukke, men hver Gang blev der lukket op igen, rimeligvis af Fru Wolf. Alting var bekranset; der var Krans om Brudesengen og om et vist Møbel, der også stod fremstillet.

[side 70] Aftenen før Brylluppet var vi bedt derop for at skulle binde Kranse. Jeg anede ikke, at det var til Brudesengen med mere. Da vi havde bundet og spist til Aften, sidder vi lidt, så går Døren op, og en lille Søster til Bruden kommer ind med en Bakke, hvorpå en Natpotte fyldt med Punsch, hvori der var en Punscheské, rundet med talrige Glas. Wolf rejste sig op og sagde: "Nu må vi alle klinke med den og ønske Held og Lykke, for den skal med til Grønland." Jeg vilde ikke, men Jürgensen klinkede med Møblet. ,Jeg klinker ikke"' sagde jeg. "Nå, så De vil ikke ønske dem Held og Lykke?" "Jeg ønsker dem måske mere Held og Lykke end alle de andre, men jeg klinker ikke til Møbel." Herfor fik jeg Skænd af Jürgensen. Ved Bryllupsbordet hældte en Apoteker Tychsen et Glas Rødvin over min Kjole. Jeg var lige ved at græde, må jeg ærlig tilstå, og fortalte ham Grunden, at jeg skulde have den på til Ballet i Morgen, "og jeg har ingen anden Kjole med mig." "Jeg har Ting i mit Apotek, der nok skal tage Pletten af." Så kom den hen på Eftermiddagen og var som en splinterny Kjole uden Spor af Pletter. Dagen efter var man tilsagt til at møde til Frokost. Der mødte Masser af Mennesker. Imidlertid strømmede der Masser af Brudegaver ind til dem. På én Gang går Døren, og et Par Sjovere (det kaldte man dem dengang, nu kalder man dem måske Bybude) kommer ind med en Vugge, hvori en Sølvrangle af Form som et Svøbelsebarn. Så blev jeg og min Veninde helt fortvivlede; hun havde sin Kæreste med. De vilde ikke bære den ud. Fru Wolf lo og der var en Latter, så det var forfærdelig. Jeg og Karoline blev så fornærmede, men der var ikke et Menneske, der brød sig om det. Sjoverne sagde, de skulde længere ind med den. Så

[side 71] satte de den efter Ordre op på Frokostbordet, hvor Herrerne sad. Så gik jeg hen til Jürgensen, der sad der henne og svirede med dem, og sagde: "Nu går jeg, det er jo et rent Pøbelselskab, vi er kommen i." Jeg tror, jeg kunde have slået Fru Wolf. "Jeg går ikke," sagde han; men jeg gik og fik Kochs med mig. Det var, ligesom jeg var kommen ind mellem Rovdyr. Den Dag var heldigvis Dørene ind til Brudekamret lukkede, formodentlig fordi der ikke var gjort rent. Da Jürgensen kom hjem, fortalte, han, som Wolf var bleven, fordi jeg var gået. Ja, det brød jeg mig ikke om, sagde jeg, jeg gik ikke til Bal i Aften; men da Jürgensen sagde, at der ikke var Tale om andet, end jeg skulde, gik jeg også med, men jeg sad nede i Entreen hele Aftenen. Der kom en ud og vilde danse med mig, men jeg sagde: "Min Kæreste danser ikke, derfor vil jeg ikke danse." Formodentlig dansede jeg dog et Par Danse. Jürgensen kom hvert Øjeblik ud og skændte på mig, han så på det fra en hel anden Side som Mand, men det kunde jeg ikke. Jeg fik så Lov til at gå tidligere hjem med Kochs.

Vi var uhyre glade den Dag, vi kom hjem. Jürgensen havde allerede købt Ringe. Dem skiftede vi midt ude i Gården uden nogen videre Motivering. Enhver kan nok tænke sig til, hvad der sådan blev sagt. Vi gjorde det med Glæde og var ikke videre for de andre. Betty sagde: "Sådan noget Skidt," fordi de var så tynde, og det var de også, men Jürgensen syntes alting var en Sum, når det gik over 3 Mark. Et Par Dage efter skulde Jürgensen rejse bort. Forinden blev der holdt nogle Afskedsgilder. Jürgensen var jo allerede meget afholdt. Dodts gjorde Bal for Jürgensen, som ikke dansede. Dér dansede jeg med naturligvis, i de vildeste Fagter, men, hvad sker:

[side 72] inden nogen havde tænkt på at gå hjem, er Jürgensen borte. Andreas fortalte, at han ikke havde kunnet udholde at se dette her Danseri længere. Han må jo have været jaloux, men det kom han ellers udmærket fra siden hen. Morgenen efter dette Bal kom Pigen og bad fra Jürgensen, om han ikke måtte få Theen over, han var syg. "Jo gudbevares," sagde Moder, "hvad er det, der er på Færde," og så gik hun over til ham med Theen. "Jeg er ikke videre syg," sagde han, "men det var forfærdeligt i Aftes at se Sofie danse snart med en, snart med en anden." "Ja, så er det jo godt, Du kommer over på Øen med hende, dér får hun vist ikke for megen Dans." Da hun kom over igen, var hun helt forstemt. "Du har vist båret Dig forkert ad. Jeg må over til Andreas." Denne benægtede på det bestemteste, at jeg havde gjort noget urigtigt. Jürgensen kunde ikke sige andet end, at hun dansede, og det havde han selv flere Gange sagt, at det skulde hun gøre så længe, hun var ung. Jeg havde også selv sagt til ham, at jeg gærne vilde holde op, når han vilde have det. Og mellem hver Dans var jeg henne og tale med ham. Det var såmænd godt, at jeg havde Andreas dengang. Så gik Jürgensen jo også i sig selv, og så var jeg fornærmet, da han kom over til Middagsbordet, og vilde ikke sidde ved ham. Så kom han hen og sagde til mig: "Jeg tager vist forkert, Sofie, på den Ting, men jeg kunde ikke udholde at se dem danse med Dig om Livet." Han havde svær Ansats til Jalouxi, men det fik jeg som sagt grundig pillet af ham; det var et sært Lempe, jeg havde på det. Så blev det godt altsammen.

Så kom Afskeden. Det var ikke meget, Jürgensen tog med sig. Han bad flere Gange, om han måtte komme

[side 73] igen som Brudgom om et halvt År, men Fader og Moder satte sig bestemt derimod. Jeg var for ung, jeg skulde være mindst 20 År, og jeg var kun 2 Måneder over 19. Han måtte så tage sig en Husholderske, men da denne bestjal ham - der var næsten ikke engang Sengklæder, da jeg kom derover - fik han Lov til at holde Bryllup. Jeg syntes også, jeg var for ung, og foreholdt ham, at det var til Nytte for os begge to, at jeg var noget ældre og fik noget mere Indsigt i Husholdningsvæsenet. Så tog jeg mig for at brygge alene, at lægge en hel Tønde Rugbrødsdeig. Det var jeg nær ikke kommet over; det var et svært Arbejde at ælte en hel Tønde Dejg med Gæren; jeg kunde heller ikke magte at sætte dem ind i Ovnen, da jeg ikke kunde give det Puf, der skulde til for at få dem af. Ligeså var jeg jo fra først til sidst ved Vaskebalien og ved Slagteriet; jeg kunde meget let have sluppet for det, Fader var næsten vred derover, men jeg vilde gøre det altsammen på egen Hånd, fordi jeg derovre ikke havde nogen til at hjælpe mig. Medens Jürgensen var derovre, skrev vi noget som én Gang om Måneden hver til hinanden. Det kostede en hel Skæppe Korn at få et Brev besørget. De Kærestebreve, vi skrev, blev senere gemte i et Bundt, ombundet med et lyserødt Bånd; det var det eneste, Tyskerne senere hen lod blive tilbage på Jürgensens Pult. Brevene var lange, hans kunde være en 2-3 Ark, hvert Ark var så stort som et halvt Folioark. Mine var kun fra 1-11/2 Ark. En Gang skrev han, at han var gået ud ved Forårets Begyndelse, mens det endnu frøs. Han vilde så gå ud på Isen til en stor Sten. Så plumpede han i og måtte brække Isen med Armene for at svømme ind. Fra Stranden var der igen et langt Stykke til det første Hus, og inden han

[side 74] nåede dertil, var hans Benklæder næsten aldeles som Is, så han næppe kunde flytte Benene. Han slap dog for at krybe derop. Konen blev så forstenet og gav sig til at pille af ham, der var lige ved at besvime. Så kom hun løbende med sin Brudesærk for at give ham tørt på, lavede en Kop varm Kaffe med en Snaps Brændevin i og lagde ham op i den endnu uredte Seng. Hun var så ivrig, at hun bad Rasmus om at komme og holde ham, mens hun hældte Drikken i ham. Så faldt han i en voldsom Sved og blev så senere hentet fra Præstegården. -- Brevene handler om, hvad vi oplevede, og Begyndelsen og Enden på dem var, at vi længtes forfærdeligt. I hans var der megen Filosofi og mange Betragtninger om, hvordan vi vilde leve, og han spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde gå ind derpå. Dertil svarede jeg ja. Han skrev bl. a.: "En god Prædikant bliver jeg aldrig, men hvad jeg siger, det mener jeg." Han vilde leve for Menigheden, og Menigheden skulde ikke leve for os. Vi måtte ikke tro, at vi satte os ned derovre for at leve i Velvære, det vilde vi ikke komme til; jeg kunde komme til at virke lige så meget som han, når jeg vilde tage det på rette Måde. En Gang skrev han: "At bede Dig tage Dig af de syge tør jeg næsten, ikke, for jeg véd jo fra Asminderød, at det ligger for Dig. Jeg tror heller ikke, Du vil glemme det som Kone, men Du må ikke helt glemme dit Hjem over det." Sommetider begyndte han at skrive om, hvordan vi skulde opdrage vore Børn, men jeg bad ham om at lade det være og lade Vorherre råde. Skulde vi have Børn, så blev der altid nok Tid til at tale om deres Opdragelse (dette kunde det aldrig falde mig ind at lade Moder læse, derimod meget godt Fader). Fader sagde i Anledning af Jürgensens Fald igennem Isen, at

[side 75] havde han vidst, at Jürgensen var sådan et Fæ, at han gik ud på Isen netop omkring en Sten, hvor Isen altid er svagest, havde Jürgensen aldrig fået mig. Og han fortrød næsten også, at han havde givet sin Datter til en Mand, der var så usædelig, at han gik i en andens Kones varme Seng og lå med hendes Særk på. "Det meste af dette stadfæster jeg," skrev jeg. "Nu skal Du gå hen til Sofie og sige, at hun skal være min første Gæst på Øen;" og det blev hun også. Mine Breve var vist nogen elendige nogen. Han var ganske godt fornøjet med dem, skønt jeg ikke skrev et Ord rigtigt. For det meste var vi ganske enige. Overskrifterne var meget inderlige. "Kære Ven" var for lidt. Jeg skrev altid "Din trofaste Sofie" og var altid henrykt over, at jeg snart skulde derover. Jürgensen begyndte med at bruge som Overskrift: "Du er min eneste Tanke," men da jeg indvendte, at jeg ikke kunde lide det, fordi han som Præst dog måtte have en Tanke over mig, hørte denne Betegnelse op. I Stedet for brugte han så "min egen dyrebare Brud," han kaldte mig nemlig altid Brud. I Anledning af min ovennævnte Rettelse på hans Overskrift skrev han: "Miskend ikke, at en ung Mand, der står i Færd med at lave et Hjem, at han tænker både på Lyset og Varmen, og det bliver Du i mit Hjem." Hans Underskrift var ligesom min: "Din trofaste Peter." Medens Jürgensen boede alene ovre på Agersø, købte han to dyre, men udmærkede Heste, til stor Misfornøjelse for min Fader. De vekslede et Par temmelig skarpe Breve derom. Han vilde have, at Jürgensen skulde nøjes med et Par simplere; omtrent 3 År efter mistede vi den ene, den blev "brændt"' op af Havre, "forfodret," som Dyrlægen sagde, men det fortalte vi aldrig til min Fader. Den Fastelavn, der nu kom, var

[side 76] det et skrækkeligt Stormvejr, et gudsforgående Vejr med Snebyger. De fremmede Drenge, Jürgensen havde læst med, kunde ikke komme hjem; jeg var i et løjerligt Humør; jeg havde det ligesom med en Anelse og syntes, de kunde gøre ved mig, hvad de vilde. Så tilbød jeg Drengene, at de måtte benytte mit Ansigt søm Fastelavnsbolle og skyde efter det med deres Bøsser af Gåsefjer: jeg lukkede blot Øjnene. Traf de min Næse, skulde de have en halv Bolle, og traf de min Mund, en kvart. Jeg vilde ellers have haft det modsatte, fordi jeg syntes, at Næsen var lettere at træffe, men så var den også mindre, sagde de. Under dette hører vi en Vogn rulle ind i Gården, og Moder udbryder: "Men du gode Gud, Sofie, det er Jürgensen, der kommer kørende." Han havde ikke meldt et Ord om det, og han havde været ude i dette Vejr. Jeg besvimede ligefrem og blev rigtig syg. Da jeg vågnede, var det første, jeg hørte, at Moder sagde: "Hun har da rigtig holdt af ham, det var ikke ungdommelig Letsindighed." Jeg var dårlig, og der måtte gå Bud efter en Læge; han måtte årelade mig, og Jürgensen blev som rent ude af sig selv ved denne Vending. Jeg havde forfærdelige Pinsler, inden Doktoren kom, men da han havde været der, hjalp det; jeg fik en Mikstur og fejlede så intet mere. Jürgensen blev ved at sige: "Ja, var jeg dog bare bleven hjemme." At han ikke blev syg efter den Tur, forstår jeg ikke. Stormen havde taget i den Vogn, han sad på - det var en Fragtvogn - og sat den over i et andet Spor, så kan I vide, hvordan det blæste. Da jeg blev rask, var jeg henrykt. Og alle de Skrupler, som Onkel Brøndsted havde sat i Fader og Moder, forsvandt aldeles fra den Stund. Moder udbrød en Gang: "Der er ikke andet i Vejen, Sofie, end at Du tidlig bliver Enke, for

[side 77] Jürgensen er svag," men vi levede dog 47 År sammen. Jürgensen havde altid noget at tale om, og det var ikke Pjank. Han var aldrig kedelig; han var ingen Tørvetrillebør, eller hvad er det, det hedder: Tørvetriller! Man kom altid op at disputere med ham, og det havde jeg jo grumme godt af; og jeg fandt også, det var interessant. Jeg brød mig aldrig om, om det, jeg sagde, var nok så galt, han skulde altid nok få det vendt sådan om, at der kom noget ud af det alligevel. Jeg anså disse Disputer for Krydderiet i vort Ægteskab. Han vilde ikke blot disputere, han vilde virkelig forsvare, hvad han mente. Jeg begreb ikke, hvad det vilde sige at kede sig så meget som et Minut; ikke engang på Agersø, skønt det var et livligt Hjem, jeg kom fra, og et ensomt, jeg gik til. Under Gråd og Tænders Gnidsel rejste han igen fra os om Fredagen for at komme hjem til Søndag. Han måtte ligge over i København og køre med en Hønsekræmmer den øvrige Vej indtil Magleby Præstegård, hvor han atter måtte ligge over, for tidlig den næste Morgen at kunne komme hjem.

Så gik det løs med at sy på det stakkels Udstyr. Jeg fik 200 Rdl. af Fader og ikke mer. Jeg fik så usselt lidt Udstyr: kun tre Sæt Dækketøj og seks Par Lagner. Da vi havde tre Senge, var der næsten ikke til at skifte med. Endvidere fik jeg min Brudekjole og en ny ulden Kjole; der kom nyt højhalset Liv, i min Konfirmations- kjole. Disse tre Kjoler var alt det nyt, jeg fik. Så havde jeg nogle Bomulds Morgenkjoler; jeg fik Vår til en Dobbeltseng, men ingen Fyld. Det skulde vi selv købe ovre på Øen. Tolv Håndklæder, 4 ny Chemiser til de 8 gamle og lappede. Jeg havde selv strikket 12 Par nye Bomuldsstrømper, og så købte jeg et Par meget fine, jeg

[side 78] havde på Bryllupsdagen. Tre nye Nattrøjer, en hvid og to rede Sirtses, tolv Viskestykker; med Skotøj har det vist været meget fint; jeg gik også med Træsko på Agersø selv om Vinteren, og når jeg gik omkring til Bønderne i Sognet. Så fik jeg seks Pudevår. Jeg var meget misfornøjet, véd jeg nok, da jeg skulde til at have mit Udstyr, for Betty havde fået meget mere. Jeg syede selv mine Kjoler, også Brudekjolen. Moder og jeg var ikke gode Venner den sidste Sommer, jeg var hjemme. Moder sagde, at Fader ikke kunde give mere, og til Fader talte jeg ikke om det. Men Moder havde jo sit støre Linnedskab med Masser af Linned. Det fik hun imidlertid Brug for på anden Måde senere, da hun vilde dække Faders Gæld. Hvis den ikke var bleven dækket, havde hun ingen Pension fået. Jeg var oppe Kl. 4 om Morgenen for at sy; jeg skulde også have broderet et Par Brudemorgensko til Jürgensen og spundet Garn til 6 Par Sokker, som jeg vilde forære ham. Jeg kunde jo nok begribe, at han ikke havde helt på Fødderne, når jeg så efter.

Den 8. September (1829) stod vort Bryllup. De travle Forberedelser var jo en Selvfølge. Om Morgenen samme Dag, da jeg kom ud i Gården, stod jeg ganske stille og kom til at græde. Dér lå der et Mylr af Sognets Fattige og bandt Kranse, og der holdt formelig en Række af Vogne fyldte med Blomster og Grønt, som Småfolkene havde bedt Sognefogden om at hente; både dér og dér kunde de få det, og de fik en rædsom Mængde Blomster samlet. Hele vor Indkørsel var på begge Sider begrænset af grønne Opstandere, hvorfra der hang Guirlander med en fritstående Æresport ved Indkørslen og én ved vores Dør: også ved den Dør, hvor Jürgensen i gamle Dage havde haft sin Skoledør. Ungdommen fra Fredensborg og

[side 79] Asminderød var så læssede med Blomster og havde lagt et sådant Lag af Blomster på Gulvene, at der næsten ikke var til at være for Blomsterduft. Om det så var vore Salmebøger og vore Stole, var de omkransede. Det gik så vidt, at der kom et Par Koner ind og spurgte Stuepigen, om hun ikke vilde sætte et Par små Buketter, af Rosenknopper på mine Sko. Moder mente ikke, det kunde gå, fordi det stred mod al Skik og Brug, men jeg vilde ikke bedrøve de Fattige, når de gjorde sådan en Ære af os og viste os sådan en Hengivenhed. Jeg har aldrig set så mange Blomster så meget Grønt på et Sted på én Gang. Hvad de ikke fik bundet op, strøede de i Gården, så man næsten ikke kunde gå. Der kom et Par Koner hen og spurgte mig, om jeg var syg, men jeg sagde, at jeg var så overvældet af, hvad de her bragte mig og Jürgensen. Da var det såmænd ikke Meningen at bedrøve mig med det, sagde de. Nej, det var så langt fra, at jeg var bedrøvet, men jeg var så betaget af Taknemlighed, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulde gøre. Så kom den gamle Nille, der boede bag Præstegården, og sagde: "Tak vil vi ikke have, men De må ikke glemme os og ikke glemme at bede for os." Også Jürgensen kom ud og takkede dem. Det var en yndig Dag.

Min Påklædning foregik uden videre Formaliteter. Tante Lise satte mit Hår og hjalp mig med alt muligt. Hvert Øjeblik kom Jürgensen til Døren og spurgte, om vi snart var færdige. Han begyndte allerede at komme Kl. 1, og vi skulde først være i Kirken Kl. 3. Det var bestemt, at vi skulde gå til Kirken, men da det begyndte at regne, måtte Fader spænde for. Så kørte Brudgommen med sin Forlover, Proprietær Johnsen. Der kom ingen anden

[side 80] af hans Familie end Tante Trine. Hans Fader havde vistnok ingen Klæder dertil, og hans Broder Johannes, der var i København, havde vel heller ikke Råd til at få sig ekviperet. De troede, at Brylluppet var så forfærdelig stadseligt. Vi blev ialt nogle og tredive. Der var til min store Græmmelse ingen unge buden, da vi ikke havde Plads til dem. Da vi kom, begyndte Orglet at spille. Kirken var stoppende fuld. Fader holdt en overmåde smuk Prædiken, bl. a. sagde han, at han var glad ved, at han havde haft Brudgommen så længe i sit Hus og nu vidste, til hvem han overgav sin Datter. Så gav han mig megen Ros. Han havde den Forvisning, at det vilde gå, mig godt, fordi jeg i Hjemmet havde været, hvad en Datter burde være. "Ær din Fader og Moder, og Du skal leve længe i Landet," anførte han., Der vilde komme Dage, som vi ikke vilde synes om, men dem måtte vi tage ligesom de gode Dage, for det vilde Vorherre blive glad ved. Der var ingen Brudepiger. Da vi kom hjem, var der fuldt med Mennesker, der stod og nejede, at vi næppe kunde komme ind i Porten. Fader og Moder, der var kørt forrest, stod og tog imod os og ønskede Guds Velsignelse over os. Fader var overmåde bevæget. Da vi kom ud af Vognen, tog han begge mine Hænder i sine og græd uden at sige et eneste Ord. Jeg havde ingen Brudeslør på, det kendte vi ikke til dengang, men jeg havde Myrtekrans og Buket. Ved Bordet sad vi fra Kl. 5-11, det var en ren Tortur. Jeg tror, vi fik 11 Retter Mad, deriblandt Artiskokker, som Degnen spiste med Hud og Hår, så han blev så lødden som en Kat. Fader udbragte vor Skål, og Kaptajn Solberg sagde også nogle smukke Ord til os. Han vilde savne os begge to ganske forskrækkelig meget. Dertil svarede Fader: "Ti

[side 81] stille med det, for der er ingen, der vil savne dem mere end vi to gamle!. Pastor Dorph fra Egnen tæt ved Køge [Vigersted] havde skrevet en meget smuk Sang, som han uddelte ved Bordet. Hans Kone sendte en Flaske Kirsebærvin, som jeg skulde have med på Vognen hjem. Det havde vi også, men Proppen sprang af, og alt, hvad jeg havde på, blev ødelagt. Jürgensen kom rigtig godt fra sin Tale. Dengang kunde han lade være at græde, det kunde han slet ikke, da han kom i Halvfjerdserne. Han sagde blandt andet: Langtfra vilde han nedsætte sit Fædrenehjem, men han vilde indrømme, at her havde han gået i en Skole, der var værd at gå i, og skønt han selv havde været Skolemester, havde han lært mere, end han havde lært fra sig. Og det tror jeg rigtignok også var Sandhed. Da Jürgensen ikke satte Pris på at danse og kun græmmede sig. når han så jeg dansede, blev der ingen Dans ovenpå, men hver gik til sit. Gustav var ikke fra Jürgensens Stol under Måltidet, og han stod og græd hele Tiden, han holdt grumme meget af Jürgensen. De Fremmede blev inviterede til at komme igen om Formiddagen den næste Dag til et stort Frokostgilde. Thalbitzer vilde ikke holde op om Aftenen, før han havde fået Jürgensen drukket fuld. og jeg tror heller ikke, Jürgensen kunde have haft så overmåde meget mere. Den næste Dag, efter at Frokostgæsterne var gået, blev det et forfærdeligt Tordenvejr, som om der var gået Hul på Himlen. Jürgensen var gået ind og lagt sig på en Sofa og sov fra det hele. At Thalbitzer ikke dræbtc ham den Dag med Stiklerier, var et Under. Dagen efter Brylluppet kom Brudegaverne:

1. fra Tanterne Fridsch - Kusiner til Moder [døtrene Sofie Christence og Petronelle af konferensråd Mads Fridsch (bror til stiftsfysikus Andreas Frausing Fridsch)] - en dejlig Damaskes Dug med tyve Servietter,

[side 82]
2. fra Thalbitzer og Betty en meget smuk Krystal-Sukkerskål med Sølvkrans omkring, med Egekrans til Hank, med en stor Sukkerske,
3. af gamle Fru Rosing en Sølvflødekande,
4. af Fru Recke en Kageske,
5. af en Familie på Fredensborg - der slet ikke var med - en rund Krystal-Sukkerskål med Sølvring om og Sølvhank,
6. fra Johnsen et helt Bordstel hvidt Porcellæn med grønne Kanter (to Terriner) til atten Personer,
7. fra de unge Piger på Fredensborg en dejlig broderet Kappe af én og mine Brudesko af en anden m.m.,
8. fra Dodts et overmåde smukt, broderet Jagonetsforklæde,
9. fra Frederikke Begtrup, et Par strikkede, broderede Silkehandsker,
10. fra Farmoder en Kageske,
11. fra Onkel Linde 6 store Sølvspiseskeer,
12. af Fader og Moder en Potageske
13. og af mine Søskende 6 Theskeer.

Ingen Verdens Ting fra Jürgensens Forældre! Det var Moder så opbragt over, men de havde jo ikke det mindste Råd. Jeg syntes, vi var bleven så rige, så der næsten ingen Ende var på det. Tredje Dagen efter var vi buden til et Selskab hos Kaptajn Solberg i Asminderød. Haven var illumineret med mange Hundrede Lamper, vort Navnetræk var stillet op i et Lysthus med smukt kulørte Lamper. Der var også et smukt Fyrværkeri. Dagen derefter var der et stort Selskab hos Fru Recke, men ikke videre festligt. Den næste Dag var der Gilde hos Fru Rosing, og så kom der et Gilde hos Tante Fridsch. Her spurgte jeg én af Tanterne, om vi ikke måtte lukke en

[side 83] af Havedørene op. "Endnu ikke, søde Sofie," sagde hun. Så kunde jeg nok begribe, at der stak noget under. Så havde de to gamle lavet en hel Del Lamper og illumineret Haven. Vort Navnetræk var også her fremstillet. Endelig havde de unge på Fredensborg lejet et Lokale på en Gæstgivergård; det var egentlig den gamle Mørch fra Helsingør, der havde stået for det. "Han skal dog drilles tilsidst," sagde den Gamle. Det var Jürgensen, han mente. Her var Dodt også. Det gik meget fornøjeligt, Jürgensen glemte rent dengang at stå og græde i Krogene. Da vi brød op, fulgte Musikken os helt ud ad Kongevejen, og så blev der råbt et Hurra for os, så jeg troede, Hestene skulde blive sky. Det var et yndigt Gilde, skønt de unge ikke havde været buden med til Brylluppet. Her var Begtrup, Fader til Højskolelæreren, med sammen med Rikke Begtrup. Lotte var ikke rigtig fornøjet med dette Bal, men jeg blev sådan danset ud af de unges Lag, at jeg troede, jeg var omkommen.

3. AGERSØ 1829-1834

Inden vi rejste hjemmefra, fik vi et Par Dage til at gå omkring og sige Farvel til Folk. På Rejsen til Agersø besøgte vi Dorphs. Fruen var kommen i Barselseng et par Dage før. Dér traf vi en Veninde til Fruen. Det var Frk. Scavenius, kaldet Guldklumpen. Hun blev senere nuværende [1891] Konsejlspræsident Estrups Moder. Mage til Grimhed har mine Øjne aldrig set, men hun var meget fornøjelig at tale med. Jeg måtte blive gående

[side 84] med min føromtalte plettede Kjole det Par Dage, vi havde lovet at blive der. "Nu mister De jo den Kjole," sagde hun. "Ja, det er såmænd ingen Spøg for mig, for jeg har ikke ret mange at give af," men hun fandt sig ikke beføjet til at tilbyde mig en anden.

De Skippere, der skulde hente os i Skelskør, havde smykket deres Både overalt og havde Buketter i Hattene. Der var så mange Mennesker nede at tage imod os på Agersø. Jürgensen, der var bleven forberedt ovre i Skelskør på, at denne Menneskemængde ventede os, havde taget et Anker Brændevin med, men Købmanden rådede ham til også at tage noget med til Kvindfolkene. Så fik han en lille Bimpel Mjød med og Glas. Der blev skænket ud, så det var forfærdeligt, der tappedes ud i Krus, og så blev det skænket over i Glas. Så blev der sunget og råbt Hurra, indtil der ikke var mere. Så vilde de have fulgt os igennem Byen, men Fader sagde, at vi helst vilde gå alene til vor Bolig. Det var de vist ikke så glade ved. Der var på hele Øen 22 Gårde og 18 Huse. Til Annekset Omø hørte der 18 Gårde og 10 Huse foruden Indsidderne. Vi gik helt bag om Byen, og jeg blev ved at spørge, om vi havde langt endnu. Det første, jeg så, var Sovekammervinduet. Det var et helt anstændigt Vindue med Kvadratfod store Ruder, men i Storstuen var der blyindfattede Ruder med knap Kvarter store Vinduer, så der var en Raslen, når det blæste. Vi måtte over Havediget for at komme ind. Storstuen var rædsom, den var høj midtpå og løb skråt ned til Siderne, så man næppe kunde gå der, når man ikke var vant til det. Fra Storstuen var der en Gang med Mursten til Dagligstuen. Denne var helt hyggelig. Der var ét Fag midt i Stuen og et halvt på hver Side, men der var Klinker

[side 85] på Dørene. Møblementet, som Jürgensen havde købt, så meget pænt ud og overgik langt mine Forventninger, hvorved Jürgensen blev glad, men jeg skal ikke nægte, at da jeg kom ud i Køkkenet, hvor der var Kampestensgulv - det lå lige ved Siden af Dagligstuen - blev jeg noget skuffet. Dernæst var der et lille Værelse ved Siden af Sovekamret, det blev siden til Børnekammer, og endelig et Gæstekammer, og så var der ikke flere Værelser. Bryggerset, ved Siden af Køkkenet, var rædsomt. Der var også en Borgerstue, som var meget ordentlig. Ovenpå var der Kornloft, i den ene Fløj var der noget, vi kaldte Kælderstuen, dér lå ellers Kartoflerne, og dér dansede Folkene, når vi havde, Gilde. Gården var lukket, med en lille Dam i Midten, hvorved jeg havde en Mængde Fjerkræ. Tærskeren var næsten bange for at tærske rigtig til i Loen, fordi han var bange for, den skulde falde ned. Gården var, noget som 30-40 Alen i Kvadrat; vi måtte ofte komme Vand fra Brønden op i Dammen, for at Ællin- gerne kunde få noget at svømme i. Vi havde også Mødding i Gården. Jorderne var så gode derovre, at vi brændte Halmen, så lidt Gødning behøvede de, og noget fik aldrig Gødning. I Haven var der lidt Frugttræer og et meget stort Pæretræ, som hvert År bar en Masse Pærer, der kun kunde spises kogte. Dem brugte vi til alt muligt i Stedet for Svedsker og Rosiner, som vi aldrig brugte. Senere hen fik vi også en lille Urtehave. Præstegårdens Marker hang helt sammen, hvorimod Bøndernes ikke var udskiftede. Vi kunde holde 12 Køer og 2 Heste på Gården. Kirken lå i den ene Ende af Byen og Præstegården i den anden. Vi følte os særdeles rige. Kirken var en lille, køn Rundkirke, den var så lige til, som det var muligt. Der var 18 Stole på hver Side af

[side 86] Gangen, og der kunde vel sidde 10 i hver. De havde den underlige Skik, som var mig så fremmed i Begyndelsen, at både Mænd og Kvinder nikkede, hver Gang Jesu Navn blev nævnt. Når de stod op, skulde de neje. Kirkeklokken hang under et lille Tag oven over Kirkedøren, så Ringningen kom Degnen meget let til. Kirken lå nydelig med Udsigt ud over Vandet, og Kirkegården var rundt bekranset med Træer. På Gravene stod der oftest små sorte Kors; den rige Mands var lidt højere. Træ var dyrt som Guld derovre. Øen var i det hele smuk. Der var to-tre Steder små Samlinger af Træer (Løn), hver så store som et Par Stuer. Dér tog man i Skoven til. Øen er aldeles flad. Ved den nordre Ende lå Egholm, der hørte til Herregården Agersøgård. Denne havde en dejlig Have med en Bygning. Her boede Ejerinden, Fru Møller, med Datter, medens Sønnen boede på Egholm. Den sydlige Del af Øen hed Helholm, hvor vor Mølle stod. De to Ender var forenede med en Vejle, hvorover der lå en Række Sten, men Vejlen var ikke dybere, end man kunde køre over den. På Helholm var så fuldt med vilde Fugle, at det om Foråret så ud, som om jorden var levende. Det var Måger, der boede dér, og der var Rede ved Rede. Det kom af, at Mølleren gik ud hver Morgen og strøede Korn for dem. Man kunde få disse Æg hos ham for ingenting, men hvis man selv tog, behøvede man ikke at komme der mere end denne ene Gang. Han kunde give mange, mange Snese bort på et Forår. I den Tid led de ingen Nød, sagde de Fattige. Ned til Broen førte en smuk Allé; der var også en lille Havn, hvor der kunde ligge 10-12 Bæltsbåde. Der var en eneste Vej fra Agersøgård til Egholm, ellers var der kun Markveje. Om

[side 87] Vinteren var der mærkværdig mange Svaner; de kunde ligge pressede ind mod hinanden og lod stadig deres bedrøvede Lyde høre; men man kunde aldrig komme dem på Skudvidde, enten Isen så var tyk eller tynd, eller det var klart Vande. De begyndte at komme i November; det kunde være ret interessant at se og høre disse Svaner, men altid at høre deres Lyde blev så trist. Min Pige blev en Gang siddende uden for Porten og gav sig til at græde over, at høre på dem. Der var også en Mængde Sælhunde, som man heller aldrig kunde komme på Skud. Degnen byggede sig en Hytte nede ved Stranden for at kunne overraske dem, men det lykkedes ham aldrig. De kunde mærke, når man så på dem, så stak de ned under Vandet. Deres Gøen var meget ubehagelig at høre. Der var også Brushøns, fede og velsmagende, af dem forærede vor Degn os mange; af en eneste Brushane kunde man få én hel Tallerken fuld af Fedt; Gråænder var der i Massevis. Der var en "Kongespove" på Størrelse med en Brushane. De var meget sjældnere. En Aften sad jeg og Pigerne og spandt, vi havde ikke lagt Mærke til, at der var noget, der bevægede sig på Gulvet. "Gud fri os, Jürgensen, der er kommet en Slange ind," sagde jeg, og så brast de alle i Latter, det var Degnen, der holdt en Hejre ind ad Døren, og dens Hals var så lang, at den kunde spænde over den halve Dagligstue. Vi samlede alle en hel Mængde dejlig Fyld af Fjer og Dun, som vi solgte til Købmændene i Skelskør. Landdyr var der ikke; når der en Gang imellem lå Is over til Sjælland, kunde der. komme en Hare over til os. Så blev der tudet i et Horn, og der blev et Røre; man sam- ledes både Børn, Gamle og Unge, det var som en hel Fest; der var så godt som altid flere Harer; så drev

[side 88] man dem over mod den Side af Øen, hvorfra de ikke var komne; blev de fangede af Bønderne derovre, brød de sig ikke om Haresteg og solgte dem ovre på Sjælland. En Gang hen på Foråret, da jeg var ude at stikke Asparges, så jeg en Hare sidde lige for mig. Jeg sprang straks til og løb efter den for at fange den. Senere hed det sig på Øen, at Madammen havde rendt en Hare op; man vidste godt, at den var bleven tilbage fra om Vinteren, da var den bleven anskudt, men undslap. Mærkelig nok var der næsten ingen Fiskeri; om Efteråret kunde de fange Sild, og da kunde de undertiden fange voldsomt. Kom de så ind med dem til Agersø, var der et voldsomt Sildeståhej (ofte gik de i Land andre Steder), det var ligefrem en Højtid. Konerne stod pyntede på Strandbredden for at tage imod. Om Vinteren kunde vi en Gang imellem få en Mand overtalt til at gå ud at pilke en Torsk. De brugte en hel Del Åleruse; jeg nedsaltede sådan noget som 40 Pd. Ål årlig, og Ål var en af vore Højtidsretter.

Der var en gammel Sognefoged, der var min Rådgivende angående Øens Skik og Brug. Jürgensen og jeg begyndte derovre med at gå rundt og hilse på alle, Hus for Hus; det varede flere Dage. Omøerne var især glade ved den lille, magre Præst, han var så nem at bære af og i Båden, når han hver Søndag skulde derover. Kun når det var Højvande, var der to om at bære ham. Når vi kom ind, sagde vi: "Goddag, vi må da se, hvordan I bor i jeres Hus. I må være belavet på, at vi tidt vil se ind til jer." Så spurgte vi om Øens Skikke o.s.v. Man svarede underlig høfligt. De Øboere havde noget aparte, noget vakkert ved sig, jeg kunde næsten sige intelligent. De var ikke det mindste generte.

[side 89] De var så videbegærlige, og Jürgensen vilde netop så forfærdelig gærne tale med dem om alle Ting, om andre Lande, om Kristendommens Indførelse i Norden; og der var ingen Steder, hvor de var så modtagelige derfor, som her. Konerne var derimod som forsvundne, når vi kom ind. De puttede sig derude, men et Par af Børnene kunde de glemme inde. Det var jeg virkelig bedrøvet over, og så spurgte jeg Sognefogden, hvordan det kunde være, at der aldrig var nogen af Fruentimmerne at se. "Vore Kvinder er angst for Københavnerne" - Kvinderne kaldte alle fremmede for Københavnere - "de er kun vante til at tale med hverandre indbyrdes. Jeg skulde blot søge Huset igennem, så fandt jeg dem nok." Jeg havde Held med mig, og så kom de frem; de var ikke pyntede og kunde ikke tage imod en Københavner, og mig turde de slet ikke tale med. "Ja, véd I hvad, lille Børn, dersom I ikke vil komme til mig, men løber bort fra mig, kan jeg ikke holde det ud på Øen hos jer, for I skal lære et og andet af mig, men jeg vil sandelig også lære af jer." De mente ikke, de kunde være det bekendt for deres Klæder. "Jo, man skal være sit Arbejde lig; men jeres Ansigt og Hænder kan I godt holde rene for det." Så gik det efterhånden lystigt imellem os. Senere kunde de endogså komme op med deres Strikkestrømper til mig; og det endte med, at det gik som i én Familie det hele. Den forrige Præstemadam, som var en Københavner, havde de aldrig talt med. Jeg fralagde mig på det bestemteste, at jeg var Københavner. Der var en gammel Kone, der sagde, at hun havde hørt, jeg var af sådan en fornem Slægt. Ja, det vidste jeg dog virkelig ikke; min Fader var Præst ligesom min Mand; jeg var nok kommen i mange pæne Huse, men jeg var også kommen til

[side 90] Bønder. Så gjorde jeg den Forbundt med dem - jeg vil ikke sige med enhver af Konerne, for de tiltalte mig ikke alle -: "Når I fejler, eller jeg fejler noget, så sender vi Bud til hinanden, for vi kan nok hjælpe hinanden enten med det ene eller med det andet." Det tvivlede de på. Ja, det skulde de nok få at se. Så gjorde jeg det Forslag, at deres voksne Døtre eller Tjenestepiger måtte komme op hver Lørdag Aften og strikke omkap med mig. - Ungdommen derovre tjente mange Penge ved at strikke. - "Hvad vil Præsten sige til det?" "Ja, I kan da begribe, at jeg ikke går hen og siger sådan noget til jer, uden at jeg har talt med ham om det først." Sognefogden gav mig det Råd, at jeg ikke måtte traktere, når Folk kom, for det kendte de ikke til, men det kom de til at kende godt alligevel, for jeg gav dem altid Kaffe, når de kom, og de var som gale efter Kaffe. Den gamle Sognefoged var den første, der fik Kaffe ført over på Øen; det var før vor Tid. Da brugte de at koge det i en Gryde, så slog de det op i et Fad og spiste det med Skeer. Det var endda ikke så mange År siden, og det halve Pund, han købte, var dyrt, men han var en formuende Mand, foruden at han var Sognefoged, så han har måske syntes, han skulde være den første til at prøve det. Jeg bagte aldrig Kage, og de fik kun brunt Sukker til Kaffen, men derover mærkede jeg ingen Utilfredshed. Jeg sagde til dem: "Nu giver jeg Dem Kaffe, for der skal være Forskel på Bondemand og Præstemand." Det varede også et Par År, inden de begyndte at skænke op for os. Indtil da satte de kun et Krus frisk Øl frem for os. Deres Indkøb af Kaffe og Sukker var grumme lille, for de kom og spurgte mig, om de ikke kunde komme op og købe hos mig. Det gik jeg også

[side 91] ind på. Navnlig om Vinteren var det dem en stor Hjælp, og derovre var der også en stor Henrykkelse blandt de unge Folk, der sommetider vilde have en Søndagsfornøjelse, så i den ene så i den anden Gård. Første Gang, jeg udleverede Kaffe, kom der en Karl og en Pige, som jeg vidste var forlovede, og spurgte mig, om jeg vilde låne eller sælge dem noget Kaffe. Ja, jeg vilde da gærne låne dem det. Ja, men så havde de ene en Bøn mere: om ikke jeg og Jürgensen vilde komme og hædre deres Gilde, for så kunde vi få en lille Dans med det samme. "Ja, men I véd jo ikke, om jeg kan danse." Jo, de mente da nok, at Madammen kunde danse, og nu skulde de have en lille Svingom Mortensaften. Ja, jeg vilde nok og Jürgensen da også, sagde jeg. "I skal passe på, at I ikke beder os for ofte, for vi kommer, når I beder os." Derover var der grumme megen Glæde. Traktementet var Kaffe og brunt Sukker, og Smørrebrød med lidt Ost og Kød på, Mjød og Brændevin. Der var en Violin, og det var hele Orkestret. Der var to Gilder, det hørte med til Skik og Brug der på Øen, det var Ærtegildet og Møggildet. Øboerne kørte al Præstens Gødning ud på én Dag; da skulde de have Sødvælling om Morgenen med ferske, stegte Sild til; om Formiddagen Mellemmad med Smør og Pålæg. Og så gjorde vi, hvad de forrige aldrig havde gjort: vi gav dem Lov til at danse til Kl. 2 om Natten. De var ligesom helt fortumlede af Glæde derover. Traktementet var ens for begge Gilder. Ved Møggildet havde de den forunderlige Skik, at Pigerne skulde sørge for at overøse Karlene med Vand, når de gik. Dersom de ikke gjorde det, havde det slet ingen Sæd. Dagen før måtte vore Piger sætte vore Vaskekar op oven over Porten, så tog de et Brædt fra i Loftet for

[side 92] at hælde Vand ned igennem Hullet. Dér stod Pigerne så oppe hver med sin Strippe, og Karlene kom pølvåde hjem. Vi sad oppe, til de allesammen var gået. Dagen efter fortalte de med Latter op over begge Kinder: "Å, vi blev så våde, så der ikke var en tør Trævl." Kl. 12 gik vi derover for at se, hvordan de havde det, om Pigerne ikke glemte at byde dem Brændevin og Øl; men Fader bad dem om at sørge for at gå derfra som ædruelige Folk, ellers måtte han selv miste den Fornøjelse at kunde byde dem til denne Fornøjelse en anden Gang. Det er ganske mærkeligt, at vi, som har været til alle de Bøndergilder på Agersø, i Darum, Oxenvad og Hesselager både hos Fattige og Rige, dog aldrig har set noget Menneske fuld, skønt vi har kunnet være der til Kl. 1 à 2. Ved disse to Gilder drak de vor Skål så hjerteligt, at det måtte kunne høres langt væk. Allerede det første År begyndte vi en ordentlig Omgang med Herregårdens Folk. Så var det en Aften i Julen, jeg fik sådan en Lyst til at klæde mig om i en af vores Pigers Klæder - de skiftede så ofte - og lade mig fæste. Jürgensen havde underlig nok ikke noget imod det. Han skulde følge mig over til Porten og blive stående i vores Port, til jeg kom igen. Herregården lå ligeover på den anden Side af Vejen. Jeg måtte over en Stente. Da jeg havde fået det ene Ben over og var ved at skulde sætte det andet over, kom der to Karle farende. "Der har vi én af Præstens Piger." Den ene tager om den ene af mine Fødder og vil holde den fast. Så siger han: "Nej stop, det er vor Præstemadam, er De ikke? Deres Strømper er finere end Sidsels." Så truede jeg ad dem, og ikke de sagde et Ord, men gik deres Vej. Det gjorde dog så meget, at jeg havde tabt Lysten til det og gik tilbage. Det var ikke alle

[side 93] Bønderkarlene, der vilde have gjort det. Jeg tog det i al Fald som en Slags Respekt. Han, der fandt, at mine Strømper var finere end Sidsels, blev senere forlovet med en af Pigerne, og vi gjorde deres Bryllup til Tak for, at de havde været så høflige hin Aften. Middagsmaden ved de to Gilder bestod af Hønsekødsuppe, Kød med Peberrod og Æbleskiver; og så fik de Kaffe ovenpå. Til Nadver fik de atter stegte Sild og Risengrød. Senere gav jeg dem Æblegrød, det kendte de slet ikke til, og da de fik det første Gang, råbte de Hurra, så de nær havde sat Huset over Ende, for noget så dejligt som Æblegrød havde de endnu aldrig fået. Jeg gav dem Fåremælk dertil, og jeg måtte låne noget hos min Nabokone, hun sad oppe om Aftenen, til Karlen kom hjem, for at få at vide, hvad jeg havde brugt den Fåremælk til. Hun troede, jeg havde kogt Risengrød i Fåremælk for at spare min Komælk. Karlene sagde bagefter: "Ja, den Præstekone behøver ikke at ligge og sove på Sofaen som den forrige." Ja, det var såmænd mit Held, at den forrige Præstekone havde været så dårlig, som hun havde været.

Det morede min Moder, når jeg fortalte hende herom. De bad on at få Æblegrød, så længe Frugttræerne bar Æbler og Pærer i Præstens Have.

Jeg og Fader (Jürgensen) legede som to Børn, vi lå sommetider hen over Bordet af bar Latter. En Aften var Degnen hos os. Så siger han til Jürgensen: "Hør, Hr. Pastor, har I mange Kræfter?" "Ja, det skal jeg vise Dem. Jeg kan bære min Kone herfra og ned til Porten." - jeg var temmelig svær den Gang. - "Ja, lad os nu gøre nogle Akkorder først," sagde jeg. "Jeg påstår, at Jürgensen ikke kan bære mig," sagde jeg. "Skal vi

[side 94] vædde?" "Ja, lad os vædde," sagde Degnen, så får vi et Gilde igen. "Så skal det være Chokolade, for så kan Deres Kone komme med," sagde jeg. Men når Jürgensen ikke bærer mig derned, skal han betale den; ellers betaler jeg den." Så fik han mig på Armen, og Degnen stod med Døren på vid Gab. Da Jürgensen var kommen lige i Gårddøren, gav jeg mig sådan til at kildre ham, at han ikke kunde røre sig af Stedet og måtte sætte mig ned. Han kom ikke længer. Ja, jeg måtte ikke kildre ham. Ja, jeg vidste nok, hvad jeg vilde, og derfor havde jeg truffet den rene Aftale. "Jo, Præsten må betale Gildet," dømte Degnen. Jürgensen ærgrede sig over, at han ikke havde tænkt på det. Sådan havde vi så mange Ting for, som jeg ikke mere kan huske. Vi var også flittige. Vi manglede ikke andet end alting: både Linned, Sengklæder o.s.v. Men det første, jeg gav mig til at spinde, var Garnet til en ny Præstekjole til Jürgensen og en ny Kåbe til mig selv; jeg havde ingen fået hjemmefra. Jürgensen kartede alle Tejerne med de små Karter, jeg havde fået af Kartemageren i Varde, og jeg spandt løs. Pigerne spandt Blår. Det var ikke til at tænke på, at vi kunde få Råd til at lade det farve ovre i Skelskør, derfor måtte vi selv gøre det. Jeg farvede både Trendegarn og Isletten; bagefter måtte Tøjet over og presses i Skelskør, og derovre måtte Tøjet også væves; den ellers dygtige Væver på Øen kunde ikke væve så fint Garn. Præstekjolen blev syet derovre, men jeg syede selv Kåben efter den, jeg havde. Man brugte den Gang ikke Sypiger, og der var ikke en Butik, der havde færdigsyet Tøj. Jeg fik spundet al Garnet fra September til Julen, og det véd jeg var godt gjort. Det fint spundne Garn vakte stor Forundring hos

[side 95] Bønderkonerne. Tilsidst fik Jürgensen sin Lyst til Kartning styret og sagde, at nu vilde han ikke karte mere end to Timer om Dagen. Han læste ellers meget og skrev en Gang en Afhandling, som han læste for mig, om Clausens og Grundtvigs Strid, og jeg syntes naturligvis, at den var udmærket, men han gav den aldrig i Trykken, dertil havde han for få Bøger at hjælpe sig frem med, og han vilde heller ikke i Fejde med nogen.

Lørdag Aften kom der i Begyndelsen 3-4, efterhånden flere og strikkede omkap. For at kontrolere hinanden målte Fader Garnet ud til hver, i Begyndelsen 3 Favne ad Gangen, senere blev det 8; så slog han en Løkke og sagde: "Jeg vil blot sige jer, at dersom nogen selv forandrer ved denne Løkke, kan jeg ikke have hende i min Stue længere, for det er ikke bare Spøg. I får derved Færdighed i at strikke, mens jeg læser gode Ting højt for jer." Nej, det lovede de da også højtideligt og kom hen og gav ham Hånden på det. Det blev ingen lille Fornøjelse for os allesammen. Konerne fortalte, at Pigerne næppe kunde vente fra den ene Lørdag til den anden. Vores Købmand sagde, at han tydelig kunde mærke Forandringen på den Mængde, som Agersø solgte. Han købte det altsammen, også det, jeg strikkede; jeg strikkede hver Lørdag Aften på Strømper, og det var det eneste, jeg solgte. Hvert År strikkede jeg en Uldtrøje til Købmanden, og i Stedet derfor fik Jürgensen et Silketørklæde. Hele Kapstrikningen gik som en Spøg, jeg forstår ikke, hvordan det gik til, der var dog ikke noget, der hed Præmie. Belysningen bestod i et Tællelys, og der var ingen, der tænkte på, at Belysningen var så mangelfuld, som den var. Jürgensen var den eneste, der havde Tid til at pudse Lyset. De blev kun trakteret med Kaffe og brunt Sukker.

[side 96] Af det, han læste højt, står Holbergs Komedier navnlig tydelig for mig. Han læste også Ingemann og andre små Historier, som han fik ovre fra Præsten og fra vor Købmand i Skelskør. Denne Købmand Valentiner var med os i alting. Han sendte os nogle Bøger, der var prægtige til at læse højt, hvorimod Præsten tidt var uheldig med det, han sendte os. Det var mest teologiske Skrifter og Lekture for Jürgensen, han sendte. Så fortalte han også undertiden af vor danske Historie. Det morede dem allermest. Når de kom hjem, fortalte de, hvad han havde læst, og de fortalte det, så de rundt omkring på Øen morede sig derved. Fader læste udmærket godt højt. "Nej, lad være, Hr. Pastor, vi kan ikke strikke," kunde de sige, når han læste Holberg højt. Han fortalte dem, at det navnlig gjaldt for Folkene inde i Byen, lige fra de fineste til de laveste. Det kunde de lide. En opvakt Pige sagde: "Ja, den Holberg, det er rigtignok en Mand, der er værd at læse noget af; det har de rigtignok godt af de Hansere."

Det var Skik dér, at Præsten den sidste Dag af Konfirmationsforberedelsen skrev en lille Karakteristik i Protokollen om hver Konfirmand. Om denne Pige, der var en Gårdmandsdatter, havde den forrige Præst skrevet i Protokollen, og det var bleven læst højt for hende, ligesom de andre blev læst højt: "Dig er givet at skue ind i Guds Hemmeligheder." Jeg véd ikke, hvad I synes. Det blev ved ligesom at nage Fader, han kunde ikke udstå at se det. Så sagde han til hendes Fader, at det kunde spolere hendes Fremtid og følge hende ind i Evigheden. Faderen var fornuftig og sagde, at det vilde være ham en stor Glæde, om Fader vilde tale med hende. Hun var ussel begavet og dog indbildsk. Da Fader senere

[side 97] forklarede hende, hvor meget og hvor lidt hun måtte tage sig af det, kom hun til at græde og lovede at lægge sig det på Sinde, men vi kunde ingen Forandring mærke på hende. Hun vedblev at være stolt og vilde have sin Stemme i alt muligt. Jeg har bagefter hørt, at hun blev en elendig Husmoder og døde i Armod. Fader henstillede til nogle af Øens Mænd, om han ikke skulde holde op med disse Karakteristiker, men de vilde helst have, at han skulde blive ved, da de nu havde haft det i så lang Tid. Så skrev han et lille Vers til hver.

Så kom den første Jul. Vi slagtede et Svin 14 Dage før Jul. Vor væsentligste Tilberedelse bestod i at bage flere Skæpper Æbleskiver; det begyndte jeg med straks om Morgenen. - Man holdt ikke Høstgilder dér på Øen, men i Stedet bød man sine Høstfolk og deres Koner med til Juleaften. Hver skulde have 20 Æbleskiver og Bør- nene 10. Vi bagte også nogle flade Brød af Bygmel, dem kaldte de Fanker. Af dem skulde hver have en Fjerdedel med tyndt Smør på. Alle disse Vedtægter havde den gamle Mand sagt mig. De fattige Børn kom en Dag før Jul og fik gærne to Lys hver, Mel, Gryn, Flæsk og Kød; så fik de Æg, hvad de aldrig havde fået før, og Ost, hvad de ikke fik hos Bønderne. De var overmåde glade derover. De var vel henved en 30 Stykker ialt; de kom også sejlende fra Omø, de skulde over til deres Julehøst hos Præsten, som de kaldte det. Sommetider puttede jeg også et Par Strømper i deres Sæk, og der blev sådant et Mirakel, da de så det. Den ældste kom, når jeg havde sagt, at deres Poser var færdige, hen og sagde, at jeg måtte følge dem ind til Præsten, for at de kunde takke ham for alting og ønske ham en glædelig Jul fra dem alle, lige fra deres Fader til den allermindste af deres

[side 98] Søskende. Kl. 6 Juleaften kom de fremmede i deres pæneste Stads, men i al mulig Tarvelighed; så skulde de øjeblikkelig have deres Middagsmad. Det var Suppe kogt på Ænder og store Kyllinger med Hundrede af Boller. Kødet var brunet med rigtig Stegesauce og dertil Kartofler, bagefter fik de Risengrød med Øl med Sirup i og Kanel og Sukker på Grøden; derefter Kaffe. Først når den var drukket, kom vi ind til dem. Fader havde en Salmebog med, og vi sang den Julesalme som de større Børn valgte. Så ønskede vi dem en glædelig Jul, og Fader sagde et Par kønne Ord til dem om at bruge Julen rigtig, således som han syntes, det var bedst. Jeg måtte, hvor træt jeg end var, blive siddende oppe, til de kom ind og sagde Farvel, og det var som oftest ikke før Kl. 11. Når vi gik, gav Fader dem gærne et Spil Kort, og så blev der sat Brændevin og udmærket godt Øl på Bordet, og hver fik sin Ration Æbleskiver, og så begyndte Spillet om disse. Æbleskiverne gik rundt til dem, der vandt dem, og disse puttede dem i Lommen. Folkene var så forspiste af deres Nadver, at de såmænd ikke kunde spise dem under Spillet. Det var i Reglen Trekort om sidste Stik. Der var aldrig Hujen eller Skrigen, og man kunde rolig lade Brændevinsflasken stå; det har vi ikke kunnet gøre de andre Steder. Når Spillet var forbi, var Æbleskiverne så sorte som jord. Første Juledag var Kirken proppende fuld, og alle var mødt i deres allerfineste Stads. Konerne nejede for hverandre og ønskede glædelig Jul. Efter Gudstjenesten måtte Fader straks over på Omø, hvor der også var en lille Kirke. Frokosten havde han med i Lommen, og vi kom i Reglen først til at spise til Middag Kl. 6. Degnen, hans Kone og Børnene var gærne med; ellers havde vi kun et Lys, denne Dag havde vi

[side 99] to. Vi legede først noget med Degnens Børn, til de sov hver på sin Stol. Den ene af Sønnerne sov med åbne Øjne, det så meget fælt ud. Fader og Degnen spillede Skak, som Fader havde lært ham, inden jeg kom derover. Hans Kone og jeg passiarede sammen. Hun måtte hentes i en rødmalet Fjællevogn. Kusken sad på et Agebrædt og hun i et Halmknippe. Det samme gjorde Fader, når han var ude. Der eksisterede ikke en Agestol. Hjulene var uden jærnringe, da der ikke var en Sten på Vejen og forresten heller ikke på Markerne. Anden Juledag havde de unge deres Juledans. Der var også den Dag Gudstjeneste i begge Kirker; om det så var en rygende Storm kom Omøerne efter ham, og der var ikke Tale om andet, end han gik med. Jeg har mange Gange, når det blæste stærkt, bedt dem om at lade være at gå ind og få ham med, men de sagde altid: "Nej, lille Madam, når vi er kommen over, må vi også have ham med." Det var navnlig de unge, der kom i Kirke den Dag.

Dansen stod i den Gård, hvor de havde den største Stue, nemlig Christian Linds Gård. Hver Karl betalte sin Del af Omkostningerne. Jeg dansede med. Vi og Gårdens Ejer var de eneste gifte, der var med. Præstekonen havde aldrig før danset med. Det var det eneste egentlige Gilde, der var i Juletiden.

Der var ingen Nytårsfester og heller ingen Nytårsløjer. Mellem Jul og Nytår var der ingen Spinderok fremme. Ved Fastelavn havde de derimod meget for; hver Karl fik en Hest; Hestene blev udpyntede, og man samledes på den store Gårdsplads, som de kaldte den, dér mødte de til Grandestævne, når Hornet tudede, det var Oldermanden, der havde det Hverv at kalde dem sammen; han skulde også smage den Tønde Øl, som Præsten

[side 100] havde at brygge af 6 Skpr. Malt til Sognefolkene. Bagefter bryggede vi noget på det samme Malt til eget Brug.

Tønden blev et Par Dage efter Brygningen kørt hen til Oldermanden sammen med et Anker Brændevin. På Pladsen var der ophængt en Tønde, som Oldermanden også måtte skaffe; i den var der en død Kat; der var en vis Bestemmelse om, hvem der skulde være den første til at slå. Karlene var pyntede med Silketørklæder og Forklæder; disse hang ud over Halen på Hesten, og jo mere de kunde vifte, jo bedre var det. Den, der slog det første Bånd ned, havde fri Dans og Traktement om Aftenen. Han kaldtes Kattekonge; den, der slog Bunden ud, fik det samme; og andre Præmier var der ikke. Oldermanden afgjorde Tvistighederne. Derefter mødtes man på en stor Plads bag ved Byen, hvor man skulde samle Æg op, som man kaldte det, skønt der ikke var Æg skabt. Dér blev Pigerne stillet op med ens lange Mellemrum; deres Dragt var så sparsom, at man næsten ikke kunde se på dem. De klædte sig således af, for at de kunde løbe så meget hurtigere; skønt det var i Februar, har jeg med disse mine egne Øjne set dem løbe i deres bare Særk og på Strømpefødder. Rækken var så lang, at man ikke kunde se fra den ene Ende til den anden. Så skulde hver Karl løbe omkap med den ene Pige hen til den anden og med denne igen hen til den tredje. Han løb kun i sine Benklæder. Kom Pigerne før ham, skulde han betale dobbelt om Aftenen; det var en Skandale, der var ganske forfærdelig; der blev ligefrem for Alvor set med nogen foragt på ham, navnlig af Pigerne, og han fik det at høre, så langt som Året var. I sin Tid havde de "samlet Æg op" på Vejen; det gjorde de ikke mere.

[side 101] Vore Heste, der var så store og tykke, kunde næppe rende så stærkt, som Karlene rendte. Der var en ung Kone, der havde haft Bryllup om Efteråret, hun vilde rende med, og det var hendes Mand så forbitret over, at Konerne måtte i Fællesskab se at få hende fra det; der havde aldrig rendt nogen Kone med, og hun kom heller ikke til det. Om Aftenen dansedes der.

Kort for Påske kom Grønlandsfarerne til Øen, det var store Skibe med mange Matroser; de kom i Reglen i Flokke på ikke mere end 3 Skibe; de gik omkring i Gårdene og købte ind, Brød og Æg; det kunde endda blive til ikke så lidt. Min Fortjeneste kunde løbe op til mellem 12 og 16 Rdl. Vi Koner havde i Forvejen aftalt, hvormeget vi skulde have for vore Varer; jeg kunde sælge 8-9 Snese Æg, og jeg har en Gang solgt 10 Brød. De Penge, jeg fik ind på denne Måde, beholdt jeg altid selv. Ved Påsketider fik hver Karl 3 og hver Pige 2 Påskeæg. I April kom der gærne Prangere over til Øen for at købe Kvier; det benyttede jeg en Gang til at narre Fader April; jeg bildte ham ind, at hans Pranger var kommen, og Fader havde netop en Kvie, han vilde have solgt. Han gik ned til Broen, men kom meget slukøret tilbage; han, havde været inde og beklaget sig hos Degnen. En anden Gang fik jeg ham narret med et Bindebrev. Et Bindebrev havde man Lov til at skrive til en Person på hans Navnedag eller på Tamperdagen. På disse Dage måtte man dog ikke binde dem, hvis disse Dage faldt sammen. Et sådant Brev gik ud på at stille et Spørgsmål til Vedkommende, som han som Regel ikke kunde besvare. Hvis han ikke kunde det, skulde han give, hvad jeg nu forlangte: et Pund Chokolade, Kaffe og Hvedebrød, eller hvad jeg nu kunde finde på. Sådanne

[side 102] Spørgsmål var f. Eks.: hvor mange Sandskorn der var i Havet eller hvor mange Stjærner på Himlen, hvor mange Gange i sit Liv man havde nyst o.s.v. I Reglen var Spørgsmålene sat på Rim. Man kunde dog også forlange urimelige Ting: således kunde man i en Konvolut sende en Dukke Silke, hvorpå der var slået en uendelig Masse Småknuder; disse Knuder skulde så løses. Teksten lød næsten altid således:

Jeg binder Dig ikke med Bånd eller Bast,
Men med en Silketråd så fast,
ja med en liden Silketvinde,
som her i Brevet er at finde.

Disse Breve var ofte udstyrede med megen Omhu, og det var Brug at sætte dem i Ramme. De kunde være klippede ud med Hjærter i hvert Hjørne, takkede Rande og Huller i Kanterne. Vedkommende var ikke "bunden", før man havde fået dette Brev i hans Hænder, eller han havde rørt ved det. Således havde jeg en Gang klistret det til Skyggen i hans Kasket; jeg stod på Vagt for at se, når han tog det, fór så ud og sagde:

"Bunden er Du, og bunden skal Du være,
indtil Du løser Dig med Ære"

hvorover han blev såre ærgerlig på sig selv. En Gang kunde Fader ikke få mig til. at røre ved et Bindebrev, hvorfor han stak det op i mit Næsebor jeg prøvede på at nyse det ud, hvorfor jeg tilsidst måtte bruge Fingrene. Pedersdag er i Februar, og min Navnedag er den 15. Maj.

Så kom Foråret.

Da Markerne var så frodige, kunde Køerne komme meget tidlig ud; straks efter måtte Pigerne ud for at

[side 103] passe på, når Kokasserne begyndte at blive tørre; så så skulde de vendes. Når de så blev tørre, samlede Pigerne dem ind i Sække, og deres Antal blev nøje skrevet op. Ved Septembertide vilde de ikke rigtig tørres, og så kunde man ikke bruge dem. Vi kunde få en 40 Sække fulde. Det var en ren Guldgrube, da det var et meget vigtigt Brændselsmateriale. Et Kokassestykke kunde brænde og bruges som et Lys, der var aldrig Spor af Lugt ved det. Af andet Brændselsmateriale brugte vi Halm, som vi snoede i hårde Tampe og lagde ind under Gryden. Vi kunde både brygge og bage ved det. Endelig brugte vi Tang, som først måtte vaskes ud med Vand for at få Saltet af det og dernæst tørres, ellers vilde det slet ikke brænde. Når vi lagde lidt Brænde ind i det, kunde en Bilæggerovn fuld holde ud en hel Aften. Af Brænde brugte vi kun en Kvart Favn; det var så nederdrægtig dyrt.

Så gik Sommeren hen, vor Avl var altid velsignet, jeg blev mere og mere ubekvem og kunde ikke være så meget på Færde. Dagen kom endelig, at jeg følte mig ilde tilpas. Fødslen, der var meget voldsom, varede fra Kl. 12-6 om Natten. Fader var, som han skulde dø, jeg troede også, jeg selv skulde dø og var lige ved at kvæle en af Konerne; jeg havde fået således fat på hende, at hun var død, hvis ikke Fader havde set det. Der blev sendt Bud efter Lægen, men det blev kaldt tilbage, da jeg straks efter fødte Sofie. Det var den 11. August. Madammen var en gammel, halvblind Kone, hun vejledte mig ikke det mindste, og Moder kunde ikke komme. Først da det værste var overstået, kom Tante Trine. Dengang kendte man ikke noget til at føde i Sengen, jeg måtte sidde i en Lænestol, men egentlig på Skødet af to Koner,

[side 104] en på hver Side af mig. Ved disse Lejligheder fik mine Knæ den Skade, som de aldrig har forvundet. Sofie vilde ikke tage Brystet, og jeg havde megen Mas med den særdeles rigelige Mælk. Jordemoderen fik fat på et Par Hundehvalpe, der skulde skille mig af med det. Hun brugte også en lille Kridtpibe, hvormed hun vilde befri mig for det, men ingen af Delene hjalp. Dengang havde jeg aldrig set en Patteflaske, og Lægen talte heller ikke om det, så hun begyndte straks med Tvebaksmad og Sutten. Et ungt Menneske, der kom i Land på øen i Stormvejr, vilde hjælpe mig og lave mig sådant et Apparat, som hans Moder brugte. Det bestod af en lille Flaske med Prop; i denne stak han en Pennepose med 4-5 Huller; uden om Penneposen svøbte han noget Handskeskind, ligeledes med Huller i. Det hjalp heller ikke, hun vilde ikke tage fat. Hvor jeg dog har grædt over det. Lægen havde ikke andre Råd at give mig end at opfostre hende med Sutter, hvori der var Grød med Kanel og Sukker; det trivedes hun også meget godt ved, dog ikke som Børn nu trives. Der dannedes Knuder i mit Bryst. Madammen sagde, at jeg skulde have Værk på; deraf blev jeg så hed, at det ikke er til at beskrive. Da Madammen slet ingen Besked vidste, tog Fader over til Doktoren. Da han hørte, hvordan det stod, sagde han: "Ro hjem, alt hvad Remmer og Tøj kan holde, Deres Kone kan være død, inden De kommer hjem. De må have to Karle med til at ro, og De må kaste Dynen af hende." Da han kom ind af Døren, blev han aldeles forfærdet over at se mig. Øjnene stod stive i Hovedet på mig. "Hvad er det, Jürgensen, jeg kan høre Dig, men ikke se Dig." Så sagde han: "Ja, Du skal nok komme til at se mig igen; her har jeg en Mikstur, men Du må have Dynen

[side 105] af Dig og ud af al den Varme, Du ligger i, så skal Du nok komme Dig." Så besvimede jeg. Fader sagde, det var det rædsomste Syn, han havde set. Da jeg kom mig igen, var jeg som født til nyt Liv. Men Sofie blev svagelig, hun kunde ikke gå, før hun var to År, og Charlotte kunde gå før hende.

Nogen Tid efter vågner jeg en Nat og siger: "Jürgensen, Du må døbe Barnet straks, der er noget, der pusler omkring mig." "Hvad er det for noget? Du har jo drømt." "Nej, kan Du ikke mærke det selv?' Jo, det kunde han også. Så tændte han et Lys, gik ud og blev nogen Tid borte. Jeg blev så angst og tog Barnet om mellem mig og Væggen, for at de ikke skulde tage det. Det var nu en meget stærk Storm den Nat; jeg kunde høre, Jürgensen gik igennem Dagligstuen, jeg vidste ikke, hvad det blev til med ham, måske han vilde ud og have Pigen op. Endelig kom han. "Hvad var det?" spurgte jeg. "Å, det var Gårddøren og Dagligstuedøren, der var sprungne op, og så kom Blæsten lige herind; nu er Dørene lukkede, lad os så bare lægge os igen." Om Sommeren lå vor Karl oppe i Præstegården, ikke om Vinteren; heldigvis var han der denne Nat. Nå, vi faldt i Søvn, men da Dagen kom, fik vi at vide, at det var den ene Side af Stuehusets Tag, der var blæst af. Vi måtte ud af Køkkendøren og Gårddøren for at få fat i Karlen. Denne måtte over at have fat i Naboen og bede ham om at hjælpe med at lægge Taget op og lægge Hjul på. Imidlertid samledes der en hel Mængde og hjalp til, så godt de kunde; ved en mageløs Hjælpsomhed både fra Agersø- og Omøboerne fik vi i en utrolig kort Tid lagt helt nyt Tag på, uden at Fader kom til at betale Spor for Langhalmen, men kun for selve Arbejdet. Og

[side 106] Langhalmen var dog dyr og knap i August. Fader sagde: "Det er da godt, når Konen har Tro til sin Mand; for Du troede hvert Ord, jeg sagde Dig." Alle Dørene var virkelig også sprungne op. Bagefter gjorde vi et såre fornøjeligt Gilde for alle de Gårdmandsfolk, som havde givet Langhalm.

Jeg havde alle Øens Koner med mig ved min Kirkegang, og det gentog sig ved alle mine tre Fødsler derovre. De mødtes hos mig om Morgenen, hvor de fik et lille Traktement, og så fulgtes de ad to og to op til Kirken; de kunde ikke engang rummes i Våbenhuset. De var ligesom forelsket i mig, og jeg forekom dem at være en lille Dukke, der nu først var bleven ligesom dem. Begge Kirkedørene blev lukket op, for at de allesammen kunde høre. Fader frabad sig altid Offer, når han selv havde Barn i Kirke eller ved hans Kones Kirkegang. Han blev hver Gang, enten jeg havde Kirkegang eller Barn i Kirke eller holdt andres Børn, meget bevæget. Der var sådant et forunderligt Sjælesamliv mellem os. Jeg brød mig ikke det mindste om, at det ikke blev en Dreng, men Fader var lidt ked af det, skønt han sagde, at han takkede Gud for den lille Pige, måske mere end jeg. Det er en Lyd, som ikke lader sig beskrive, når det første Barn første Gang siger Fader og Moder. Sofie kom tidlig til at tale, men på Grund af engelsk Syge i høj Grad først sent til at gå, som jeg før har fortalt. Efter Doktorens Råd tog jeg hjem med hende, og det hjalp mageløst. Det var mærkeligt, for hver Gang jeg lagde hende til Brystet, blev hun stiv i Ryggen og lagde sig bagover. Jeg sagde dengang til Fader: "Dersom Vorherre lader os beholde hende, og det håber vi, så bliver hun vist svær at opdrage." Og det blev hun også. Sofie udmærkede

[side 107] sig tidlig ved sin Klogskab, og Charlotte ved sin Livlighed. Når hun lå ved Brystet, kunde hun se sit Snit, give et Sæt, og så var hun oppe på Skulderen. Så måtte jeg altid holde igen på Fødderne. Amalie var også livlig, men ikke så adræt i det som Charlotte.

Den ene af vores Piger havde et Barn, og hun havde sat dette Pigebarn i Kost hos et Par gamle Folk; jeg sagde så ofte til hende: "Hvorfor kommer Du dog aldrig med vor lille Pige herop til os; hvorfor må vi aldrig se hende. Hvordan har hun det?" "Ja, det er det samme med hende. Hun har det nok godt nok." Så en Dag går vi helt udenom Byen, Fader og jeg. Så rører der sig noget nede i Grøften. "Hvad er det her?" Så så' vi nede i Grøften lille Trine, vores Piges Datter. Vi fik hende op af den -, jeg har aldrig set Mage til sådan en Mave, som hun havde, hun havde den rædsomste Broncefarve og var lodden over hele Ansigtet, smudsig i allerhøjeste Grad. "Hvor bor Du henne?" "Derinde," sagde hun, og så gik vi ind gennem Haven til de to gamle Folk. Så sagde jeg til Konen: "Men Du gode Gud, hvordan er det dog, at Trine ser ud? det er da forfærdeligt." "Ja," sagde hun, "sådan er hun, der ingen Trivsel i hende." "Nej, det er der rigtignok ikke," sagde vi. "Men vil Du nu ikke give os det Par Klæder hun har, vi må have hende med os hjem i Præstegården." "Ak, det, skulde vi såmænd ikke gøre, for hendes Moder vilde såmænd ikke have med hende at gøre." Men vi holdt på vort; "Ja, hun har såmænd ikke andet end det, hun har på." "Nå, lille Trine," sagde jeg, "vil Du gå med os?" "Hvor er det hen?" "Det er hen i Præstegården." "Det er jo dér, min Moder er." "Ja, så kan Du komme hen til din Moder." Det blev hun slet ikke glad ved.

[side 108] Men vi fik hende dog med. Da vi kom hjem i Præstegården, kaldte vi Inger ind. Da hun kom ind, sagde hun: "Uh, hvad har De dog taget den beskidte Unge med hjem?" "Vi kunde ikke holde ud at se på hende, som hun så ud dér; hun skal være her, og Du skal passe hende; Du må godt blive fri for det Spinderi." Nej, det vilde hun ikke. Så kaldte vi på vores anden Pige. "Sidsel," sagde jeg, "vil Du tage Dig på hver Morgen at vaske og klæde denne lille Pige på, for hendes Moder vil ikke?" "Ja, det skal jeg rigtignok, når jeg bare kan få Tid. Men hun skal ligge i Sengen hos Dig, Inger." "Nej, Sengen er ikke bred nok." "Ja, men det skal hun," sagde vi. "Ja, det kan hun rigtignok også godt," sagde Sidsel. Alt, hvad vi sagde, sagde Moderen nej til. Så sagde jeg: "Den Tid, I kan få tilovers begge to, kommer I ind til mig, så skal vi sy Tøj til Trine, for vi kan jo ikke kalde det Klæder, som hun har på." Inger havde ingenting, som hun kunde undvære til hende. "Ja, så skal Du komme med et Par af dine Særke, at vi kan sy et Par til hende." Nej, det gjorde hun ikke, for det var hun ikke pligtig til. Hvem da var det? Ja, det vidste hun ikke, vi kunde bare lade hende blive, hvor hun var. Vi fik dog syet noget til hende, men det var ikke så nemt, for den lille Stakkel var så uren. Hun måtte endogså have sin egen Stol at sidde på og ikke komme i for nær Berørelse med os andre, sålænge hun ikke var ren for Utøj. "Det er dog bedst, hun spiser hos os," sagde jeg til Jürgensen, "for ellers kan hendes Moder godt finde på at sulte hende." Hun var lille af Vækst og kunde ikke komme nær til Bordet, fordi hun alle Vegne stødte imod med Maven. Så fik hun en to-tre ordentlige Linneddragter. En Dag, som hun står på

[side 109] Skamlen, siger hun til mig: "Nej, vil Du nu se, Madam, min Mave, nu kan jeg se ned til mine Fødder." "Ja, hvoraf tror Du det kan være, Trine?" "Det véd jeg såmænd ikke, men jeg drikker ikke nær så meget Vand her, som jeg gjorde dér, for dér drak jeg ikke andet end Vand." Hun blev så et Par År hos os, så blev hendes Moder forlovet med en Litsenbroder (en Slags Drager). Da han kom op for at spørge om Papirerne, spurgte jeg ham: "De vil da vel aldrig have Trine med Dem?" Vi var næsten angst for at lade hende komme til Moderen. "Jeg vil sige Dem rentud, Inger holder ikke rigtig af dette Barn." "Da skal jeg give både Præsten og Madammen Hånden på, at jeg skal være hende en trofast Fader." Og det blev han også; han blev så god ved Trine, som nogen kunde være. Da Fader efter et Års Forløb på Turen til Darum kom igennem Korsør, traf han denne Litsenbroder, som fortalte, at Trine havde hørt, at vi skulde fra Agersø, og hun vilde da så gærne se både Jürgensen og mig, inden vi rejste. Så kom hun op på Hotellet til Fader, tog ham om Halsen og kyssede ham. "Men hvornår får jeg Madammen at se?" sagde hun. Ja, det skulde Fader nok skrive til hende. Flere År senere på Turen fra Fredensborg tilbage til Oxenvad, sidder jeg på Hotellet i Korsør. Så går Døren op, og der kommer en lille køn Pige ind. Hun farer hen om min Hals og var da så glad ved at se mig og Jürgensen, der også var med. "Jeg skal snart have Bryllup," sagde hun, "jeg bor hos min Svigerfader og skal giftes med en Skomager." "Ja, men hør," sagde jeg, jeg synes Du har noget bundet om Dig." "Ja," sagde hun, og så faldt det sammen for hende altsammen, "jeg har Kræft i Brystet, han véd det godt, men han vil have Bryllup med mig

[side 110] alligevel." Men alt hendes Mod var alligevel fra hende. Da vi havde været en Tid, i Oxenvad, fik vi Brev fra hendes Fader, at hun var død af Kræft. Hun havde ingen Børn fået, hun havde lige til det sidste talt om os. Hendes Fader var den senere bekendte Skuespiller og Forfatter Vilhelm Holst.

En Aften gik vi til sædvanlig Tid i Seng. Det var i Sommerferien. "Hvad er det, Jügensen? Jeg kan høre et Uhr dikke i Dagligstuen." "Å, sikke noget Snak, Du hører da altid så meget." Men til sidst kunde han alligevel selv høre det. Så stod han op, og da han kom derind, lå der på Sofaen et Væsen og sov, og så vidt han kunde se i Sommernattens Skær, var det Onkel Jakob; vi havde altid vor Dør stående åben. Så lagde vi os til at sove igen, men da Jakob mærkede, at Børnene var urolige, og at vi var vågne, kom han ind og sagde Godmorgen, og så var han sådan af Latter, at han næsten ingen Verdens Ting kunde sige til os. "Men hvad er der ved Dig?" sagde vi. "Jo, jeg kom i Aftes, da alle var i Seng, og da jeg vidste, hvor Gæstesengen var, klædte jeg mig af. Så smider jeg Tæppet til Side, tager Dynen op, og ligesom jeg skal til at trine op i Sengen, sér jeg, at dér ligger Tante Lotte." Så blev der en frygtelig Latter, jeg gik ind til hende og sagde: "Hvad er det, Lotte, har Du ikke haft Besøg i Nat?" "Nej." "Ja, da kan jeg fortælle Dig, at Du har været lige ved at få en Sovekammerat." "Hvad er det, Du siger, er der sket Indbrud?" "Ja, der er," og så fortalte jeg om Jakob. "Så er min Ære tabt, jeg ulykkelige Menneske," sagde hun, og så begyndte hun både at græde og le. "Sikke noget Piankeri, Lotte," sagde jeg, "kom Du bare ind og drik din The med os." "Det kan jeg ikke." Endelig kom

[side 111] hun: Døren gik op, og Lotte kom ind med sin Paraply over sig, således at hun ikke kunde se Jakob, og Jakob ikke hende. Den blev hun siddende med, og først op ad Formiddagen fik vi hende til at slå den ned. Jakob var rigtignok hård imod hende, men til syvende og sidst lo hun dog selv med. Nogle Dage senere kom de begge to til mig og bad mig om at få lidt vasket og strøget. "Ja, I må gærne få det vasket, men jeg kan ikke love jer at få det strøget, uden at I selv vil gå ud og samle 'Møg' på Marken, for vi har ikke Brændsel til sådan aparte Strygning." Så lod de, som de var fornærmede, men var færdig ved at dø af Latter. Da de havde spist til Frokost, gik de ud med en Pose for at samle det sammen. Det gik langt over Middag, og Fader måtte ud at se efter dem, for hvis de gik på andres Marker, var det en grusom Historie. Endelig finder han dem da slæbende på Posen, der var helt fuld. Der var en Latter, og Jakob skældte mig ud, fordi jeg var så gnieragtig, at jeg ikke kunde lade dem få Ildebrændsel. Næste Dag skulde Jakob fyre og Lotte stryge. Jeg havde nu ikke troet, at de kunde have fået Boltene varme dermed, og jeg truede dem med, at de skulde ud igen. Jakob betroede mig, at han ikke kunde gå med det, hun havde strøget; han gik forresten med det alligevel.

Den sidste Sommer, vi var på Agersø, kom Jürgensens Fader i Besøg. Hans Ærinde var at ville låne 800 Rdl. af Fader, ellers måtte han sælge sin Gård. Fader gik straks over til Mølleren og spurgte ham, om han vilde låne ham dem. "Ja, når De bliver her på Stedet og giver mig Pant i hele Indboet." Disse 800 Rdl. har vi aldrig fået senere, men den gamle blev henrykt. Kort efter dette blev Jürgensen beordret til Darum. Så gik

[side 112] han ud til Mølleren og fortalte ham det. "Ja, det kan jo være det samme," sagde Mølleren, "når Deres Kone og Børn bliver på Gården." Så henvendte Fader sig ovre i Skelskør, hvor han straks fik 800 Rdl. til Låns. En Gang sad jeg og legede så yndig med Amalie; hun havde sådan en underlig Evne til at lege. Så var der en, der satte sit Ansigt på Vinduet: det var Mølleren, han gik aldrig ind til nogen, han kaldte sig selv Deist, han mente vel Ateist, og sagde, at han derfor ikke gik ind i Folks Huse. Han vilde blot se, om jeg og mine Børn var der, fordi vi sad der som Kaution for Pengene. Jeg blev så angst og fik en sådan Rysten, at Pigerne måtte lægge sig over mine Ben. Det blev værre og værre, jeg blev ligesom sindssyg. Det varede vist et Par Måneder. Jeg gav f. Eks. Ordre til, at Børnene skulde have sorte Bånd om deres Hatte "for deres Fader var død, det vidste jeg." Så kom der en Søndag en Pastor Clausen, som skulde præke i Vakancen. Den Mand glemmer jeg aldrig, han var dog en velsignet Mand. Han kom ind til mig og sagde: "De er syg, hører jeg. Hvordan kan De være syg med tre sådanne dejlige Piger, som De har?" "Ja, men jeg er bleven Enke." "Hvad er det for noget Snak, Deres Mand er jo lyslevende, det véd jeg." "Ja, De må sige mig Sandheden. Er han død, så i Guds Navn, så er han død, og så skal jeg finde mig i det." Så sagde han: "Nej, véd De, hvad De fejler?" "Ja, det kan jeg nok fornemme, jeg skal have en lille igen, og jeg er meget dårlig, og når jeg nu ingen Fader har til det Barn, jeg skal føde, kan jeg jo ikke andet end være syg." "Nej, De fejler ikke andet end, at De længes. De er jo et stakkels Barn, der ikke er vant til at være alene her på Øen." Så faldt jeg i en voldsom Gråd, og så gik

[side 113] det op for mig, at han havde Ret. "Nu skal De være en fornuftig Kone og samle Dem. Mens jeg går i Kirken, skal De skrive til Deres Mand, at De længes, og fortælle ham, hvordan De har det." Så skrev jeg også til ham, at jeg ikke kunde holde dette her ud og var dårlig. Det gik først bagefter op for mig, at jeg havde været fra mig selv. Så kom han hjem fra Kirke, tog Brevet og sagde, at han selv skulde gå ind med det til Posthuset. Sammen med mit Brev sendte han - hvad jeg først senere fik at vide - en Besked til Fader om, at det var hans Pligt at komme, så hurtig han kunde, for han vilde oprigtig tilstå, at den Tilstand, hvori han havde fundet mig, kunde blive til, hvad det skulde være. Natten mellem næste Lørdag og Søndag vågnede jeg ved, at Jürgensen stod udenfor min Seng og sagde: "Så, Mo'r, nu er jeg kommen for at hente Dig og Børnene." Jeg gik dengang med Gerhard og var meget svag. Jeg blev glad over, at Sygdommen var borte; dog kunde jeg ikke gå. Fader lejede en Skipper i Marstal, som han kendte, til at føre mig over til Kolding. Der var også en Jordemoder med, og det var en Betingelse, at Skipperen og hans Hjælper skulde hjælpe til med at holde mig, hvis det skulde gå for sig. Så drog vi bort fra Agersø. Folkene vilde råbe Hurra for os, men de kunde ikke for Gråd. Grunden til, at vi tog bort, var dels den anstrengende Anneks og dels den forøgede Løn i Darum. Rejserne til Omø tog for meget på ham; han var ofte gennemblødt, mens han prækede, og den enkelte Sejltur kunde tage indtil 3 Timer. En Gang i tåget Vejr var de nær kommen galt afsted. Vedkommende havde glemt at tage sit Kompas med, og da Tågen lettede, så de, at de var tæt under Lolland; de havde da flakket om i 4 Timer.

4. DARUM 1834-1847

I Juli 1834 var det, at vi forlod Agersø. Rejsen varede i to Dage, og den gik godt. Den ene Nat måtte Skipperen dog kaste Anker, fordi Jordemoderen mente, at nu skulde det gå for sig. Fra Kolding havde vi 8 Mil at køre i en Vogn uden Fjedre; jeg stod op det meste af Vejen. Det var en forfærdelig Tur. Fader havde i Forvejen skrevet til Præstekonen, Fru Krag, om hun ikke på vor Regning vilde slå nogle Sengekasser op, der sammen med vort øvrige Tøj var sendt i Forvejen fra Kolding, og sætte Senge op med det Tøj, der var. Der var den Akkord mellem hende og os, at vi skulde spise Kl. 12 og de Kl. 3. Hun havde sin Datter hos sig, og hendes Søn, den senere Overlærer Krag ved Odense Skole, kom hjem hver Lørdag. Da vi endelig ankom, kom der ingen Mennesker ud for at tage imod os, men Degnen, der boede lige overfor Præstegården - han hed Christensen - kom ud og tog imod os. De kom med en Stige, som jeg kravlede ned af; jeg var så ussel. Så, spurgte Jürgensen Degnen, hvor han troede, Fru Krag var. "Det véd jeg ikke, men De skal slet ikke bryde Dem om det, jeg skal nok sørge for det hele." Endelig kom vi ind i Forstuen; så kom Fru Krag ud af sin Stue, vi hilste på hinanden. "Å, dersom De, Fru Krag, vilde være så god at sige mig, hvor Sengen er redt, for jeg må straks i Seng." "Der er ingen Seng redt, det forstod jeg ikke, alt det, De havde skrevet. Tøjet, De havde

[side 115] sendt, står ovre i Loen." Da Christensen hørte det, sagde han: "Nu skal jeg straks skaffe en Snedker, som kan slå Kasserne op." Fru Krag gik ind, som om hun ikke havde med det at gøre. Så sagde jeg til Christensen: "De er så venlig og god; jeg er færdig ved at forgå af Tørst." "Ja, det sørger min Kone for straks." Så kom de over med The til mig. Christensen tog Amalie og Barnepigen med sig hjem. Sofie var bleven i Kolding, og Charlotte blev hos os. Christensen og hans svage Kone var mageløse imod os, men til Fru Krag så vi ikke mere den Dag. Smør og Brød og Kød havde vi med. Så bad jeg Christensen, om ikke hans Kone kunde skaffe os lidt Proviant til Huset; hun hjalp os med det altsammen. Fru Krag bad os til Middag den næste Dag; hun havde endogså en Flaske Vin, som hun havde sat ned på Gulvet ved Siden af Sofaen; den var Charlotte så uheldig at slå omkuld, så al Vinen blev spildt. Så tog Fru Krag fat på Barnet og tuskede med hende og skældte ud med de værste Skældsord. Så sagde Fader: "Nej, stop nu, det er mit Barn." Så tog han hende og sagde: "Vær dog Menneske og glem ikke Dem selv, det er jo en Forargelse at se Dem." Så sagde hun: "Nå er det det? Ja, så er det sidste Gang, De spiser ved mit Bord." "Ja, det håber jeg også." Jeg sad som forstenet. Det blev også sidste Gang. Den Pige, hun havde, skulde have sin Løn til November, og vi fæstede hende fra November. Et Par Dage efter kom Fruen farende op til mig og sagde: "Nu kan De komme ned og høre og se, hvad det er for en nederdrægtig Ting, De har lejet." "Å nej, Fru Krag, lad mig blive fri. Sådan et Oprør, som De er i, er jo ubehageligt at være nærværende ved," Jeg måtte dog gå med. Da vi kom ned i Køkkenet,

[side 116] tog hun sin lldklemme og gav sig til at prygle på hende.: "Er det det, De har kaldt mig ned til?" "Ja, men det fortjener hun også; kan De tænke Dem, hun har ikke tørret Vasken af, efter at hun har vasket op." Det var det stridbareste Menneske, jeg har truffet på i mit Liv, det er vist. Vi levede i Hus sammen med hende i tre Uger, så rejste hun endelig. Sønnen Poul var den eneste, der kunde tumle hende. Når han var der om Lørdagen, vidste vi, at der ikke skete Optøjer med hende. Datteren var et rent Nul og så græsselig forkuet ud. Fruen var næsten foragtet af alle i Darum. Vi måtte give 200 Rdl. for at komme disse tre Uger før Tiden. Jeg var ikke meget transportabel, men ikke desmindre gik Degnekonen med mig rundt i det nærmeste Nabolag. Da skete det utrolige, at jeg drak 12 Kopper Kaffe, Dagen før jeg fik Gerhard. Jeg tror, jeg var gal, at jeg kunde gøre det, men jeg kunde ikke blive fri. En Dag sad jeg alene oppe i Stuen, så kom der en Bondemand ind og spurgte efter Præsten. Hans Søster var død ganske pludselig, lige efter at hun havde drukket af en Grøft. Så sagde jeg: "De vil så formodentlig have Begravelsesdagen at vide." "Ja, det vilde han gærne have den og den Dag, men da hun var så ung, skulde det kun være en ganske lille Tale," og så viste han med Fingrene et Kvarters Længde. Folk her var helt anderledes end på Agersø. De var lige straks meget tilgængelige og flinke og såre glade over at være kommen af med den væmmelige Madam Krag. Den 21. August fik jeg Gerhard, en stor Dreng, der vejede 12 Pund, da han blev født. Degnekonen og et Par andre Koner var hos mig under Fødslen.! Da Degnen fik det at vide, sagde han: "Ja, jeg kunde nok begribe det, for i det samme Øjeblik brækkede en

[side 117] Knage over inde i Storstuen." Fader sad altid og vågede hos mig til Kl. 3. Så vågede Pigerne skiftevis. Jeg sagde til den Pige, hvis Tur det var: "Kan Du have noget Drikke til mig, når jeg vågner, og passe på, at Du ikke falder i Søvn og falder hen på Lyset." Ja, det skulde hun nok. Så vågner jeg ved, at jeg synes, at der var lyst hos mig. Så ser jeg Pigen stå med Lyset i den ene Hånd og pege ud med Fingeren for at tælle alle Kvasterne i Gardinet for derved at holde sig vågen. "Nej," sagde jeg, sæt Dig så hellere i min Lænestol og dæk Dig til, jeg skal nok kalde på Dig."

Jeg kom da på Stylterne igen.

Den første Begivenhed, der stod for Døren, var et Bryllup hos Degnen, hvis Datter skulde giftes med den rigeste Gårdmand i Byen. Det skulde holdes, så snart jeg var kommen mig sådan, at jeg kunde komme med. Jeg skulde jo pynte Bruden. Aftenen forinden Brylluppet indtrådte der en voldsom Stormflod, og Bedemanden, der var Brudgommens Fætter og tjente i Bryllupsgården, var sendt ud for at redde Hestene, som var på Udgrovene [Udgrøfterne], der lå ude i Havet. Det var lige over for Sønderho. Man kunde stå i Byen og se ham sidde på en af Hestene. Da han var kommen derud, kom Floden så hurtig, at han gesvindt måtte op på en af Hestene for at redde sig. Men da han ikke mente, at Hestene kunde svømme så langt, blev han holdende, indtil han mærkede, at, Floden begyndte at falde. Der blev mørkt, inden han kom, men da han kom, holdt de parat med en Vogn for straks at køre ham hjem. - Han var mere død end levende. Han fik sig et Par Kaffepunse og kom i Seng og svedte voldsomt. Dagen efter var han imidlertid så rask, at han var på Færde alle de Steder, han skulde

[side 118] være, og han dansede om Aftenen som den ivrigste. Hans Skål blev også drukket i Kaffepuns.

Om Lørdagen før et Bryllup kunde man vente Bedemanden. Denne kom i sit fulde Puds; der skulde absolut hænge et Silketørklæde ud af Lommen på ham for at vise, at han havde et sådant, og havde han intet, blev der syet, om det så blot var en Silketrekant fast til Lommen. En sort høj Hat hørte også med til Dragten. Hele hans Forretning gik for sig med megen Alvor; der skulde være Vin og Kager parat til ham, og hele Husets Befolkning skulde samles inde i Dagligstuen, for Folkene blev buden ligesåvel som Herskabet, i al Fald til de rigtige Bryllupper. Han havde en lang Liste, hvorpå de indbudtes Navne stod opførte. Dernæst holdt han en lang Tale, der var den samme i hvert Hus og omtrent også den samme ved hvert Bryllup. Det gjaldt for dem, der skulde indbydes, om at forstyrre ham; de havde Lov til at snakke med og spørge ham ud, men han måtte ikke tage den fjerneste Notits af, hvad man sagde til ham. Han stod lige alvorlig, og når det kneb, kiggede han ind i Hattepullen, hvor han forresten også - efter hvad man sagde - som Regel havde Listen stående inde; jeg har ikke selv set det, men Degnen vilde ikke gå fra det, når man sagde det. Det lykkedes mig et Par Gange at få ham afbrudt; begge Gange svaredes der mig: "Madammen må hellere lade mig få Ro, til jeg er færdig," men altid meget alvorligt.

Ved første Lysning måtte Brudefolkene gærne være i Kirke, til Nød også ved anden Lysning, men på ingen Måde ved tredje. Tredje Gang var Søndagen inden Brylluppet, der altid stod om Lørdagen. Om Mandagen blev der slagtet en hel Ko og gærne et Får og et Par Lam,

[side 119] Gæs, Ænder og Høns. Gildesøllet bryggedes Ugen før, og det var Øl, der var værd at drikke. Om Tirsdagen lavedes der af det slagtede Kød: Sursteg, Finker, Pølser, både sorte Pølser og Kødpølser, sort Suppe, det er en Suppe, der er jævnet med Blod, hvori kommes alle mulige Slags Rødder og Melboller; den laves til med surt og sødt og er en rædsom Ret, jeg spiste aldrig af den. Om Onsdagen bagtes der alt, hvad der skulde bages: Rug-, Hvede-, og Sigtebrød og lidt Småkager. Den kaldtes også Bagedagen. Om Torsdagen kom Folk med deres Foræringer til Brudeparret og spiste af det, der var lavet om Tirsdagen. De kom om Formiddagen for, som Indbydelsen lød på, at tage i "en Hjøvn i æ Brujdyhn"; der blev først skænket med Smørrebrød, Brændevin og Øl, derpå blev Døren til Brudekamret lukket op af Brudens Moder, kun Konerne kom ind; så skulde alle Dynerne efterses, for at man kunde se, hvorledes Brudens Moder havde skilt sig ved Brudesengen, og der blev så gjort Bemærkninger både om Sengens Godhed og om det, den skulde bruges til. Jyderne var meget stive i Vittigheder, navnlig angående Børnenes Antal. Bruden måtte ind med, hun kom blot og åbnede Døren og sagde, at Maden var på Bordet. Så spiste man Finker, sort Suppe og det øvrige, drak Kaffe og gik hver til sit. De havde imidlertid hver deres Gave med, en Gård kunde f. Eks. levere 6 Pd. Smør, 2 Snese Æg, enten et Par Ænder eller en Gås (Fjerene havde de selv taget). Brudens Forældre vidste nok omtrent, hvor mange Gæs og Ænder de kunde gøre Regning på, og indrettede deres Slagtning derefter. Mælk og Fløde bragtes der hver Dag, navnlig på begge Bryllupsdagene. Jeg hørte aldrig noget om, at man var utilfreds med Leveringerne. Om Fredagen lavede de Boller

[side 120] til Suppen, skrabede og hakkede Kødet, satte Stegene op og spækkede dem; Natten kunde gærne gå med. Dengang spiste man ikke som nu tre, fire, højst 5 Boller hver, men 7-8 Boller af hver Slags. Til Opvartningspiger brugtes de dygtigste af Brudens Veninder. De kom Fredag Middag. De skulde være alåt [alerte] til alt, hvad man bad dem om. Så fik de Bordene slået sammen, hertil tog de gærne en af Vognenes Fjæle, som de lagde på de dertil indrettede Bukke. Der var ingen Blomsterudsmykninger. Selve Bryllupsdagen begyndte med, at Folkene drak Kaffe, og Bordene blev dækkede; derpå sendtes der Bud efter mig, for jeg skulde pynte Bruden. Det var ikke Skik under min Forgængerske, hun vilde ikke, men derimod tidligere. De blev meget glade over, at jeg vilde, for de troede selv, at de manglede Evne til at pynte sig; og de sagde da også, at de ikke for var bleven pyntede så godt som i Faders og hans Forforgængers Tid. Til denne Brudepynt måtte jeg have to Kranse, den smukkeste (som jeg syntes var rædsom) og en mindre smuk (som jeg næsten syntes var mindre rædsom). I den bedste var der en Mængde rosenrøde Tøjroser og blomstrende Myrter og Myrtegrønt, altsammen af Tøj; jeg havde købt det i Ribe. På Nr. 2 var der ikke nær så mange Blomster og den var ikke nær så fyldig. Nr. 1 diademformet, Nr. 2 ikke. Til disse Hovedkranse svarede en Krans oppe i Halsen af de nedringede Kjoler. Det så alligevel gyseligt ud med disse kunstige Blomster. Vi andre vilde ikke have gået med dem, om vi så fik Guld for det. I Grunden havde de smukke Halse. Disse Kranse var ens for begge Numrene. De måtte ofte skiftes, da de under Dansen blev så rædsomt afjaskede. Nedenfor Kransen havde de en bred hvid Strimmel med

[side 121] Kniplinger om, som jeg også holdt; den så ikke tosset ud. Jeg stillede dem i Reglen Valget mellem de to Slags Kranse, og Husmandsdøtrene sagde gærne: "Ja, den må jeg vel helst få" om Nr. 2. Der betaltes ikke noget for nogen af Kransene, og de måtte selv råde for Valget. Det hændte sig dog også, at en Husmandsdatter nok vilde have Nr. 1, det stak dog heller ingen i Øjnene. Med disse Sager gik jeg og Bruden så ind i Gæsteværelset; det blev Brudgommen forbudt at komme ind til os, han var der ellers fra om Morgenen, og han og Brudens Fader kom ud og tog imod mig med Musik. Bruden selv stod i Døren, hun havde allerede Brudekjolen på, men sommetider måtte jeg have den af for at få Undertøjet sat anderledes, når det sad for bunklet og grimt. Så redte og kæmmede jeg deres Hår og glattede det med Øl, og I kan tro, det kunde glatte, sådant noget godt, fedt Øl; og for at deres Hår kunde se stort ud, flettede jeg det i tre tredobbelte Fletninger, som blev sat op som en Krone, holdt oppe af en smuk Nakkekam, som jeg også havde med. Enkelte havde små Ørenringe, men jeg havde købt nogle forgyldte Ringe med blå Panteloquer, og de, som ikke havde Huller i Ørene, fik dem bundet om Ørerne, det syntes de var så dejligt. Omkring Halsen fik de en smuk, flettet Kæde. Den så ud, som den var af Hår, men den var af Silke; den gik tre Gange omkring Halsen, og de var meget betaget af den. Dernæst havde jeg Armbånd, de var bundne ligesom Halsbåndet, med en meget stor Lås og en blå Sten, svarende til Panteloquerne. Så havde jeg et meget smukt Bælte, der så ud som det fineste Guld, det var det vist også. Så havde de selv deres Lommetørklæder og Handsker; de måtte intet have over sig; om det så var

[side 122] den hårdeste Vinter, skulde de sidde med den bare Hals i Kirken; de blev dog aldrig forkølede, for de dansede det bort. Det hændte ikke så sjældent, at der var ikke så lidt mere i Håret, end der skulde være. Men så gik jeg heller ikke så dybt, så lod jeg Øllet gøre det. Så kørte Brudens Vogn frem, og Brudgommen fulgte hende til Vognen; dér sad hun på åben Vogn med bart Hoved og Hals og bare Arme; regnede eller sneede det, havde hun Paraply oppe, men sad i den samme Dragt; men Bruden skulde sidde således, at hele Byen kunde se hendes Stads. Forrest kørte Musikken, så Brudepigerne, så Bruden, så kom Vognen med Brudekonerne, hvoraf jeg altid var den ene. Derefter Brudgommen med de to Brudgomsførere og derefter Familien efter Slægtskabet. Ved store Bryllupper kunde der være en Snes Vogne; under Opstigningen blev der uafbrudt blæst Trompet, særlig for hver Vogn, der kom; der var altid 4 Musikanter; denne Trompetren var til stor Forskrækkelse for Hestene, der stejlede, mens Folk stod på Vognen, så der var Liv i Hestene, men det blev der aldrig taget nogen Notits af. Under hele Opstigningen sad Ridesvendene på Hestene, der var 6 à 8, det var ikke så nemt at få Heste hertil. Såsnart Vogntoget satte sig i Gang, fór Ridesvendene ud; de skulde nemlig tilbagelægge Vejen til Kirken og hjem igen tre Gange, mens Vognene gjorde det én Gang. Det gik så rasende til, at de gærne kunde ride lige på en Leddepæl. Ofte styrtede både Hest og Karl, men de kom igen begge to. De var mig til stor Skræk, men min Skræk var næsten ligeså stor for, at Vognstangen på Vognen bagved skulde komme op i Ryggen på mig. Bukserne på Rytteren krøb helt op, så de så ud som Vanskabninger, og Øjnene stod stive i Hovederne på

[side 123] dem. Ved Kirken blev Musikken stående, Brudgommen fulgte Bruden fra Vognen, først kom Brudepigerne, så Brudefolkene og så vi to Brudekoner, derefter de øvrige, eftersom de havde siddet på Vognene. Det mærkelige var, at Brudepigerne blev i den øverste Stol, medens vi Brudekoner skulde stå op under hele Vielsen tæt bag ved Brudefolkene, hver på sin Side af Kirkegangen; vi måtte ikke gå ned før under Salmen efter Vielsen. To Salmer efter Vielsen ofredes der; to og to, eftersom man havde siddet på Vognene. Fader fik altid min Tommelfinger, men Degnen skulde jo have sit Offer: tre Mark. Ofrene blev bedre og bedre, medens vi var i Darum, Brud og Brudgom kunde ofre 2 Specier hver, og Fader kunde ved et sådant stort Bryllup have sine 20-25 Rdl. Det var kun Brudefølget, der ofrede; Degnen fik i Reglen det halve, af mange mere. I to År havde vi ingen Bryllupper; da indgik jeg med en Klage til vor Provst; han var meget flink, og jeg vidste nok, hvad jeg turde gøre af den Slags; det var Provst Eiler. Han svarede i et overordentlig morsomt Brev, og først, da jeg havde fået dette, fik Fader det at vide. Bl.a. skrev han, at han nok skulde sige mig, når Tiden var, at han kunde melde det til Kancelliet. Også på Turen hjem måtte Ridesvendene holde for. Brud og Brudgom forblev adskilte både i Kirken og på Hjemvejen indtil Middagsbordet. Det stod færdigt, til vi kom hjem. Bedemanden skulde sørge for, at Folk kom til Bords sådan, at de kom til at sidde efter Rangforordningen. Gårdmændene måtte sidde oven for Husmændene og de gamle oven for de unge. Det tog en græsselig Tid, at komme til Bords. Der var en vidt dreven Beskedenhed; han måtte trække dem frem, og kom de ikke til at sidde akkurat efter Rang, var de

[side 124] alligevel fornærmede. Bordet var dækket i Hesteskoform, midt for det inderste sad Brudeparret; på dette var der hvide Fade, på de andre røde Lerfade. I de senere År kom der Terriner; Knive og Gafler tog enhver selv med, og jeg havde min Forskærerkniv med. Rødbeder var det meste Syltetøj. Der var ikke engang Kartofler. Til Gæs hørte der dog Svedsker og Æbler. Der var altså ikke anden Opdækning end de store Fade, Rødbeder, Brød og Saltkar og Drikkelse. Øllet stod i Kruse, hvoraf man drak i Fællesskab. Brændevinen stod i Flasker, og der skænkedes i Glas ligeledes til fælles Afbenyttelse. Vand var der ikke. Vinen var repræsenteret ved et Glas ung Æblemost, der gik rundt. Så snart det var tomt, skænkedes der mere i. Foruden Brudepigerne hjalp Bedemanden og Skafferne med Opvartningen. Jo mere de kunde få at bestille, des mere Fornøjelse havde man. De stod navnlig for Skænkningen og skulde påse, at der altid var Drikkelse til Stede. Måltidet begyndte med Suppe med tre Slags Boller: Kødboller, Melboller og Brødboller. Derefter kom Kødet med Peberrod til, og så kom alle mulige Slags Steg: Kalve-, Lamme- og Oksesteg, Gæs og Ænder, altsammen ved samme Måltid. Derefter Desserten, der bestod af Risblomme og en ung Vin, som blev drukket med Sukker i. Måltidet stod på i 2 Timer; i Darum røg de ikke som i Oxenved deres Pibe mellem hver Ret. Der blev ingen Taler holdt og heller ikke drukket nogen Skål. Det var en stående Morskab at tømme Fadene, inden Opvarterne fik dem fyldte, navnlig drev jeg det meget vidt, og jeg kan ikke sige mig fri for at have stukket en hel Del under Bordet; når jeg så havde fået skrabet på Tallerkenen og med stor Ståhej råbte på mere, kom jeg igen frem med det for Dagens

[side 125] Lys. Fader lod sin Snustobaksdåse gå rundt, så blev der en almindelig Nysen og Latter; de tog allesammen en Pris; tillige var det en stående Skik, at det Hovedvandsæg, som Brudgommen forærede Bruden, gik Bordet rundt. Efter Bordet gik der tre Tallerkener om, den første til fattige, den anden til Kogekonen, der foruden, hvad denne indbragte, fik Madvarer fra Huset; den tredje var Jordemoderens, Fostermoderen blev hun kaldt. Jeg plukkede gærne i Bruden, når den Tallerken kom, så stødte hun til mig; men ellers gik den omkring i al Alvorlighed. Inden vi gik fra Bordet, trådte Bedemanden frem og takkede Gæsterne for den Ære, de havde vist Brudefolkene; om de nu vilde vise dem den samme Ære i Morgen og møde til Middagsbordet Kl. 12. I de to Timer måtte vi sidde på det bare uhøvlede Fjæl, så det gjorde godt at rejse sig. Så gik vi omkring, mens der blev ryddet ud. Når der så blev gjort pænt, begyndte Spillemanden at spille op. Brudefolk ene skulde dog først til Bords i en anden Stue for at drikke Kaffe, som jeg skænkede op. Da de mærkede, at jeg kunde nøde Folk så godt, som jeg kunde, fandt de mig særlig skikket til denne Post. Hver Person skulde i det mindste have 3 - ganske vist små - Kopper; jeg fik dem gærne til at drikke to til. Man begyndte med en Kop Kaffe, så en Puns, så en Kaffe, og blev således ved, til de havde fået tre Punse hver. Så nødede jeg dem, rev Kopperne fra dem, så de gærne fik en 6-7 Punse, men de blev aldrig fulde; jeg gjorde heller ikke Glassene fulde. Kaffepunsen bestod af halvt Kaffe med Sukker og halvt Kornbrændevin. Efterhånden som de havde fået drukket, gik de ind i Balsalen. Bedemanden kom og bød Bruden op, og de dansede tre Danse; det var gærne Vals, Hopsa eller

[side 126] Hurtig-Vals. Så tog han hende ved Hånden og førte hende hen til Brudgommen og takkede ham for Dansen. Derefter dansede Brudgommen tre Danse med Bruden, så gik han i Reglen hen til Præsten og spurgte, om han vilde gøre ham den Glæde at danse med hans Kone. I den første Tid sagde Fader, som sandt var, at han ikke kunde danse, men i de sidste Åringer fik de ham dog til det. Derefter dansede Bruden med Degnen og så med Forloverne. Når det var endt, trådte Bedemanden frem og sagde, at nu var Dansen åben for alle, nu var Brudedansene færdige. At ikke Brudene styrtede, forstår jeg ikke. De så meget medtagne ud og var forfærdelig varme. Jeg tror, at de på den Måde dansede den For- kølelse bort, de fik ved at sidde nøgen på Vognen. Som oftest klædte Dansen Bruden godt. Når hun havde danset med de fleste af Gæsterne, forsvandt hun, så måtte jeg klæde hende om i en anden Dragt, hendes Konedragt, som især bestod af en særdeles smuk Konehue; den var syet af sort Silkefløjl med ægte Guld-Blonder, som lå op på Huen, og med en smuk Sløjfe bagtil og ligeledes en Sløjfe foran. Så måtte jeg tage alle Smykkerne af, bl.a. løsne den smukke Hårfrisure og Panteloquerne. Når hun så kom ind, begyndte de igen at danse uafbrudt med Bruden. Halvvoksne Drenge vovede dog ikke at danse med hende. Der var ikke noget, der hed at danse Bruden ud af Pigernes Lag. Jeg blev aldrig længere end til den første Omklædning Kl. 1, men der var også en Omklædning endnu senere, så fik hun gærne et sort Silkeforklæde på. Når de mærkede, at jeg og Fader tog bort, holdt Dansen op, og Musikken kom ud og blæste for os. Brudefolkene blev ved at danse til det sidste; gjorde de det ikke, var det en stor Skandale. Den anden

[side 127] Brudekone måtte blive og klæde hende af, det syntes jeg var en hård Vedtægt.

Dagen efter Brylluppet kom Folk til Middag og Musikken kom igen; og Folk tog deres Pladser fra Dagen i forvejen. Den Dag bestod Måltidet af Kødsuppe og Vinsuppe af Perlegryn, den smagte dejlig, og dertil Skinke; derefter Risengrød. Denne Dag var der altid Dans efter Bordet, men da skiftede Bruden ikke.

Endelig var der Gilde den tredje Dag, men det var kun for alle Bestillingsfolkene. Den Dag sagde Fader gærne et smukt Farvel til Brudefolkene og dem, der havde gjort Brylluppet, og ønskede dem Guds Velsignelse, og - hvis det ikke var ubeskedent af ham - at de også vilde mindes hans Brudevielse. Jeg tror også nok, at Folk i Almindelighed var af den Mening, at det var gode Brudevielser, han holdt. Ved et senere Bryllup skulde en velhavende Gårdmandsdatter, der havde tjent hos os, have Bryllup med en Gårdmandssøn dér fra Byen. Da vi kom i Kirke, så jeg under de to sidste Salmer, at Brudens Broder tog Brændevinsglas og -flaske op af sin Lomme og skænkede, og de drak ikke alene i den Stol, men også i den næste. Jeg forsikrer for, at det var nær ved at blive sort for mine Øjne; det var aldrig sket før, og vi havde nu dog været der i nogle År. Da vi kom hjem, fik jeg fat i Bedemanden og sagde: "Hør Per, hvad var det, jeg så i Dag? Jeg synes, Du havde Brændevin med i Kirken og skænkede ud af det." Så sagde han: Ja, det havde han også, for Fader havde sagt, at han skulde passe dem så godt, han kunde. "Jeg beder Dig indstændig om, at Du ikke gør det i Morgen (det var Søndag), for da vil fortryde det, om Du gør det." Han kunde dog ikke vide, om han kunde komme i Ulejlighed for den

[side 128] Sags Skyld. "Jeg håber da, Du vil give mig Hånd på, at Du ikke vil tage Brændevin med." Nej, det vilde han ikke. "Fy, Per, jeg havde aldrig troet, jeg skulde opleve det her fra dette Hus; men jeg siger endnu en Gang: Du vil komme til at fortryde det." Om Aftenen, da vi var kommen i Seng, fortalte jeg Fader det, og at jeg havde hedt Per om at lade være med det. "Det må ikke ske; hvis det bliver Skik her, søger jeg straks fra Darum; men det var godt, at Du sagde mig det; nu gør vi den Aftale, at dersom Du mærker, at han har Brændevin med, så rejser Du dig op under Prædiken og lader, som Du har tabt noget." Evangeliet var netop dette: I har gjort Guds Hus til et Horehus o.s.v. Da så Fader var færdig med Prædiken og havde set, at jeg havde rejst mig op, sagde han: "Jeg har endnu noget på min Samvittighed; jeg kan ikke lade være at omtale den Uskik, der er sket her i Går og i Dag i Kirken." Og så fortalte han; jeg kan ikke huske, hvad han sagde, men han talte således, at Charlotte sagde: "Men, Moder, det er jo ikke Fader, der taler." Han var aldeles kridhvid i Ansigtet og græd. Der blev et almindeligt Røre og Græden i Kirken, Bruden var færdig ved at gå til over det, hun vidste slet ikke noget af det. Da vi kom hjem fra Kirke til Brudehuset, kom Per hen til Fader og bad, om han måtte tale med ham. Så faldt han ned på Knæ for Fader og bad ham om Tilgivelse. Han vilde love for, at der sikkert aldrig var nogen, der vilde gøre det mere. Han var såmænd bedrøvet over det, det var han rigtignok. Da vi så var færdig med Middagsmaden, sagde Fader: "Lad os nu blive siddende lidt, jeg har igen noget at sige i Anledning af det, jeg talte om på Prædikestolen. Vedkommende, som begyndte med det, har over for mig indset,

[side 129] at han har taget fejl, og jeg håber med Guds Hjælp, at Menigheden heller ikke ser anderledes på det, og at det aldrig skal ske mere." Men det var med meget kønnere Ord, han sagde det. Så rejste der sig en gammel Mand og sagde: "Hr. Pastor, her er min Hånd, jeg lover Dem, at det ikke oftere skal ske her i Menigheden." Den samme Mand sagde også en Gang til Fader: "Vi er glade ved, Deres Prædikener, men jeg tror, at der ligger endnu mere Velsignelse i det, at De går så flittig omkring til Folk, det er bedre end alle gudelige Forsamlinger." Dengang var Skræppenborg begyndt, det havde vi nok hørt Tale om, men det var noget, som Fader ikke kunde have med at gøre.

Barsel. Når en Kvinde efter Barsel var kommen i Seng, blev der bragt hende revet Rugbrød i en utrolig Masse Smør med Sukker, enten af Moderen, der havde været hos hende i Nødens Tid, eller af en Nabokone. Oven på det skulde hun drikke en Kop Kaffe, helst en Kaffepuns, hvis hun kunde tåle det.

"Så, nu kan Doktoren blive borte," sagde de, "med, hans amerikanske Olie og al hans Skidteri." Jeg græd over at se på det, men Erfaringen lærte mig, at de havde godt af det. Jeg var næsten nærværende ved enhver Fødsel og blev hentet til de fleste sammen med Jordemoderen. Jeg var hos Konen og trøstede hende og hjalp med, hvad jeg kunde. Jordemoderen var en rar Kone, men vist en dårlig Jordemoder, Renlighed forstod hun sig ikke på; det var navnlig den, jeg måtte tage mig af. Ikke desmindre har jeg ikke kendt til Barselfeber dér. - Jeg var en Gang til Stede ved en Fødsel, og det gik godt, men den næste Morgen kom der Bud: jeg måtte da endelig straks komme, for Konen var så syg, at hun da

[side 130] aldrig havde været så dårlig. "Ja, hvad fejler hun da?" "Hun skal brække sig og kan ikke og kan heller ingenting nyde." Jeg kom i en Fart i Tøjet og fulgte med. Hun havde ligget i samme Tilstand det meste af Natten; det trykkede og gnavede i Hjærtekulen. Så lavede jeg lunkent Vand med Smør i og lod hende drikke det. Næppe havde hun drukket, før hun blev kridhvid; og hvad kom der ud af Munden på hende? Hovedet af en Orm! Jeg fik fat i den og trak den ud af Halsen på hende; og så skyllede det fra hende. "Ja, det sagde jeg nok," sagde Manden, "at når Madammen kom, skulde det nok gå." Det var en "Regnorm" på en halv Alens Længde. Det vendte sig i mig, da jeg skulde trække den ud, men der var jo ikke andet at gøre, og hun kom sig da også.

Allerede Dagen efter kom Bekendtene med Mad til Patienten, det var gærne Sagosuppe med en Masse Svedsker og Rosiner i, for at det skulde smage godt. Det var altid Skemad.

Tre til fire År efter, at vi var kommen derover, fik vi en Lærerinde, en Søster til Komponisten Berggreen. Hun var ikke så grumme heldig som Lærerinde, selv om hun var uendelig elskværdig. De måtte sprætte op og sprætte op, til Tøjet gik halvt i Stykker. Og når de ikke kunde deres Lektie på Ramse, tog hun Jærnlinealen og bankede dem på Hovedet eller slog dem med Fingerbøllet i Ansigtet. Hun var der hos os i tre År, og så måtte vi have Huslærer.

Østen for Præstegården lå en Toft, som hørte Præstegården til, og et lille Stykke endnu længere ude lå der en Sandgrav. For Børnene*) var det som en stor Saharaørken, der var små Huller og støre Bunker Sand. De

*) Til Dels fortalt af Moster Sofie (Jenssen-Tusch).

[side 131] kunde vade i det løse Sand helt op til Knæene. I Sandet lavede de Haver, pyntede op med Skår hver i sin "Stue", legede "komme Fremmede" og trakterede hinanden med tørt Sand. Undertiden fik de Tjenestepigen med derud; så lavede de Ild og kogte, og det var overmåde storartet. Så var der et østre og vestre Havedige; på det østre spaserede de voksne, når der kom fremmede, ligesom her på Volden; på det vestre havde navnlig Børnene deres Legeplads. Der var fuldt med Buske, og deri lavede de Lysthuse eller Værelser o.s.v. Over Svinestien var der et lille skråt Tag, dér stod et Træ ved Siden af og dannede et naturligt Loft; de fandt det Eventyrligt, og farligt var det. En Gang faldt Gerhard ned fra dette yndige Sted til Svinene og var nær bleven ædt. De råbte så højt, de kunde skråle, på Karlen og Fader, og Gerhard kom da så også op, men han så ud, så Gud må sig forbarme, og lugtede, så han var ikke til at komme nær. Charlotte og Amalie holdt også meget af at lege oppe i Storkereden, og de klavrede også af Hjærtens Lyst i Træerne. Som Regel legede de ikke i vort eget Hjem med Bønderbørnene, derimod kom de meget ud til Bønderne, til stor Fornøjelse i al Fald for Børnene. Der var en Gang en Episode med Gerhard, som jeg nu skal fortælle. Pigen kom ind med Mælkespanden; så kom han med Brændevinsflasken og hældte den ud i Mælken. "Nå, det skal han rigtignok komme til at fortryde, det skal jeg fortælle hans Fader og Moder." Så forsvandt han, og ingen vidste, hvor han var løbet hen. Da vi kom hjem, var han borte; vi begyndte at lede i Rædsel for, at han måske var sprunget i en Brønd. Der blev råbt, at han ikke skulde få Skænd og ikke få Bank, når han bare vilde komme. Vi undersøgte både Brønden og Dammen

[side 132] med Stænger, men ingen havde set noget til ham. Endelig kom vi igen ind i Køkkenet, dér stod han klemt op i en Krog i en Alkove, og der var søgt mange Gange i samme Alkove. Dér havde han stået i timevis, men på Grund af Skrækken, fordi han havde været borte, fik han alligevel ikke så mange Skænd. Særlig var Charlotte meget angst; det har ligget til hende, ligefra hun var Barn. En Aften sad vi og spiste Mælk og Brød; Gerhard fik et Stykke Brød forkert i Halsen, så han blev aldeles blå og sad -foroverbøjet og stirrede. Så gav Stuepigen Dorthe ham sådan en på Siden af Hovedet, at Klumpen fløj ud af ham. En særlig stor Fornøjelse var det for Børnene, når de gik ud med nogen af deres Veninder og skulde flytte Kreaturerne; så fandt de ofte en Fuglerede, og da var det en Vedtægt, at én måtte spytte én Gang ned i Gabet på Ungerne, så gjorde det ingen Skade, og det var en voldsom Nydelse. De havde også meget at gøre med "hwolborre" [hulborede] Køer [Flintesten med Hul igennem]. De morsomste af deres Fornøjelser var dog at være med til at køre Hø sammen i Marsken. Så stod de på Læstestangen, hvormed det skovledes sammen. Til deres Sommerfornøjelser hørte også Badeturene med Tante Trine og Tante Anna. Når Kusken kørte en Karet et godt Stykke ud i Vandet, hvor der var så dybt, at Vandet gik til Navet, så vendte han hele Karossen om, så det hele Skærmbrædt, de havde, var Døren, der var slået op. Imens sad Kusken på Bukken med Ryggen til. Han var overmåde dydig og vendte sig aldrig om. En Gang var de gået af klædt ud i Vandet, så kom der en Toldbetjent ridende. Da han så Karlen på Vognen og Tøjet på Strandbredden, blev han i sin Kådhed ved med at ride på det samme Stykke Strandbred. Tante

[side 133] Trine blev dårlig deraf, fik Mavekrampe og måtte til Sengs, da hun kom hjem.

Om Morgenen fik Børnene Øllegrød - kold Grød og varmt Øl - ude i Køkkenet; til Middag spiste de sammen med os; så fik de varm Grød og kold Mælk, meget ofte i al Fald. Og om Aftenen fik de ofte kold Grød med varm Mælk. Sommetider fik de Brødtærninger i varm Mælk. Til Middag om Lørdagen var det Øllebrød med kogt Sild. Vi fik to Gange Ærter og to Gange Kål om Ugen. Vi saltede selv Fisk. Fiskehovederne - det var store Torsk - tørrede vi på Snore og brugte så siden Suppen på dem til at vaske Uldtøj i - det måtte bagefter skylles mange Gange med varmt Vand for at komme af med Fiskelugten - for at spare Sæben, der dengang var dyrere end nu. Fersk Kød fik vi kun meget sjældent, da vi skulde helt til Ribe efter Slagteren, derimod fik vi ofte Kød af Spædekalve. Hver Gang vi bagte, fik vi en Sættekage (et Lerfad hedder "en Sætte"), det var en Slags Æbleskiver; dertil fik vi en Sauce bestående af Sirup, Eddike og Jævning; Eddiken dog kun dråbevis. Den forekom Børnene ganske dejlig.

5. OXENVAD 1847-1859

Da Børneflokken blev større, blev Embedet for lille; så søgte Fader bort til det forjættede Land, som man kaldte det, skønt det var med megen Vemod, at vi skiltes, både fra vores og fra Menighedens Side. Vi har aldrig glemt hinanden, og jeg har haft mange Breve og

[side 134] Besøg fra det gamle Darum, som vidner derom. I Foråret 1847 flyttede Fader til Oxenvad med en Pige og Charlotte, der var 16 År, og som skulde bestyre Huset. Jeg forblev Nådensåret i Darum, hvor jeg gennemgik en svær Sygdom i den Tid, han var borte, de kaldte det Nervefeber. Jeg lå og så Billeder på Sengeomhænget, talte altid om Soldater og Generaler og råbte en Gang: "Nu skyder de." Det var ligesom en Slags Anelse om, hvad der skulde komme. En Gang kunde jeg næppe trække Vejret. Så flyttede Degnen mig hen foran et vidåbent Vindue og lod mig blive gennemkold. Imens lagde han - efter en Doktorbog - et Hestedækken varmt ned i Brændevin, ligeså beskidt som det var. Bagefter blev jeg så pakket ind i det; jeg faldt i en voldsom Sved, men det lettede mig imidlertid meget. Senere fik jeg Læge. I Efteråret 1847 flyttede også jeg til Oxenvad. Folkene fra Oxenvad kom de 6 Mil for at hente alt vort Tøj, mig og Børnene. Der var vist en 17 Vogne, men nogle af Læssene var også meget små. De mødte med stor Glæde deres nye Præst.

I den påfølgende Vinter omgikkes vi alle de værste Slesvig-Holstenere der var. De kom til os, og vi til dem. Et Selskab står især tydeligt for mig; vi kunde godt mærke, at det begyndte at ulme dernede. På en Herregård en halv Mil fra os, som ejedes af Lorentzen, var vi til Fest; både Herren og Fruen, der hed Langheim, var fødte i København. Festen stod i Anledning af hans Broders Forlovelse med en tysk Dame. Vi var de eneste dansktalende. Til min store Forundring kom Værten og tog mig til Bords; jeg skulde altså være Nr. 1; deraf fulgte, at Fader tog Værtinden til Bords. Som vi dér sidder, havde jeg Værten på min ene Side og en

[side 135] Possel-Koch på den anden. Denne ejede to store Gårde i Jels Sogn. Passiaren gik livligt også mellem mig og mine Naboer, men på en Gang slår Broderen på sit Glas og siger: "Jeg véd, at min Skål skal komme, men før den kommer, vil vi drikke Slesvig-Holstens Skål," og så sang de: "Schleswig-Holstein meerumschlungen" med stor Kraft, og så begyndte de at klinke. Jeg blev siddende, og Fader blev også siddende helt lænet tilbage i sin Stol. Jeg klinkede dog med dem, men Fader rørte ikke sit Glas. Så siger Possel-Koch: Se Deres Mand vil ikke drikke den Skål. "Ja, til min store Glæde," svarede jeg. Vi skal nok få ham til at skrive under til det tyske Parti." "Ja, det skal da være som Lig, når de tager hans kolde Hånd, for på anden Måde får de ham ikke til at skrive under." "Det var som Satan," sagde han. Men Værten sagde ingenting. Der blev råbt "Hoch, hoch," og hvert et Ord var på Tysk; jeg svarede mine Naboer på Dansk, medens de talte Tysk til mig. Efter de forlovedes Skål rejste Fader sig og udbragte en Skål for Værtens og hans Broders Moder, der lå syg i Kristiansfeld. Han rejste sig op og bad dem tømme Glasset, men ikke én rørte sig. "Godt at det ikke er min Pligt at meddele den syge denne Efterretning," sluttede han med et alvorligt Eftertryk ligeså bleg som et Lig. Jeg sagde til Værten noget om, at det var forfærdeligt, at Børnene ikke drak deres Moders Skål, men han svarede mig ikke med et Ord. Possel-Koch derimod fandt, at "det var Fanden galeme godt gjort."

Så vilde vi have været bort straks efter, men Sofie og Charlotte bad om endelig at måtte blive; det gjorde vi så også. De vedblev forresten at komme til os bagefter, ligesom de også bad os over til sig. Men

[side 135] Stemningen var forfærdelig trykket; vi kunde godt mærke, at de vilde sledske os til at blive tyske. Da Fruen senere fik en lille Dreng, gjorde jeg en Barselvisit hos dem. Da jeg kom der, lå hun med en lille Søn i Armen, som hun præsenterede for mig. "Ja, De kan tro, jeg er glad ved ham, sikke Næver; han kan rigtignok komme til at slå de danske alvorligt." "Det er det samme som at Vise mig Døren," sagde jeg. Så rejste jeg mig op og gik. Da jeg kom ind i Dagligstuen, sad Manden dér tilligemed Laurits Skaus Fader, der var Sognefoged dér på Stedet. "Det var en kort Visit," sagde Lorentzen. "Ja, Deres Kone talte til mig på en Måde, så jeg fandt mig beføjet til at gå." Måske er De kommen med det samme Ærinde til min Kone, som den ærede Mand her et kommen med til mig, nemlig at jeg skulde have min Kælder fuld af Proklamationer, som jeg skulde udstrø; og med en Formaning til mig om at tage mig iagt? Men sligt et Ærinde er i altfor gode Hænder, når det er i Skaus, dér har Damerne ikke noget at gøre." Så gik jeg, men Vætten fulgte mig ikke ud. Det var mange Steder, man kom med Stiklerier til os, fordi vi var danske. Der var en Brændevinsbrænder Helmers i Oxenvad Sogn. Han kom meget ofte ned til os og fik en Whist; han var fint påklædt og velhavende. Han kom aldrig med Spidser til os, men var lige så tysk, så tysk, så det var rædsomt. Alle de, der havde lidt, var tysksindede.

Sidst i Februar 1848 kom der et ungt Menneske ridende ind i Gården med en stor Pakke bagved sig. Han sprang af Hesten, kom slæbende med Pakken og spurgte, om Præsten var hjemme. "Jeg er da hos den danske Præst, Pastor Jürgensen." Jo, det var han. Det var en Student her fra København med en Masse danske Proklamationer.

[side 137] Så kom Fader ind. Med hver Pakke fulgte der en Skrivelse om, at det var vedkommende Embedsmands Pligt at udbrede disse Proklamationer på de Steder, han fandt mest skikkede til det. Fra os skulde han til flere nærliggende Steder. Efter Middag gik Fader straks med en hel Mængde ind til vor Sognefoged; der var ligesom et Krosted der. Som han står dér hos Sognefogden med Pakken, går Døren op og en Mand fra en Gård dér i Sognet kommer ind med en Pakke tyske Proklamationer. Så siger Sognefogden til ham: "Ja, her er Pastor Jürgensen med danske." Dem gør vi sådan ved," sagde han, smed dem på Gulvet, spyttede og trådte på dem. "Må jeg spørge, hvem skal samle dem op? De husker vel på, De er Sognefoged i en dansk Menighed; endnu har Dansken Rådighed, og jeg forlanger, at De får ham til at samle dem op igen." Så bandede Gårdmanden på, at det vilde han ikke. "Ja, jeg holder mig til Dem," sagde Fader til Sognefogden. "Proklamationerne må op, inden jeg går ud af Døren, om jeg så skal sidde her Nætter og Dage." Så går Sognefogden hen, åbner Døren og kalder på Konen og beder hende samle Papirerne op og lægge dem på en Stol. Fader tog dem så og lagde dem op på Bordet. Om det nu var af

[side 138] Vanvare eller med Vilje, véd jeg ikke, men med det samme faldt den tyske Pakke ned. "Det var af Vanvare," sagde Fader, "derfor tager jeg den op igen." Og så gik han. Han tog derfra hen til de omkringværende Dansksindede, men Sognefogden gjorde ingenting.

Vi gik som på Feltfod allesammen; man hørte så meget om, at Slaverne var brudt ud af Rendsborg Tugthus, at de nu kom, og sådant noget. Imidlertid var Fader rejst bort et Par Dage; han sagde mig ikke, hvor han var rejst hen. Jeg sad alene, og det var rædselsfuldt. En Formiddag stod jeg i mit Sovekammer, jeg havde lige fået gjort mig i Stand og Kjolen på - jeg havde ikke været i Seng så går Døren op, og tre Dragoner kommer ind. De havde, sådan som Overløberne havde, to hvide Remme over den højre Arm. "Hvad vil I her." Ja, de var udsendte for at få at vide, hvor min Mand var henne, han skulde møde i Haderslev. "Jeg véd slet ikke, hvor han er henne." "Ja, da véd vi," sagde de, "at han kommer hjem hver Nat." "Det er Løgn," sagde jeg, "men I kan jo heller ikke tale andet end Løgn." Jeg vilde nok se, hvordan jeg egentlig så ud dengang, for jeg må have set rædselsfuld ud. Jeg havde altid på min Kommode liggende min Andagt- og min Salmebog. En Dragon tog fat i en af Bøgerne. "Rør ikke mine hellige Bøger, din ménsvorne Karl." Ja, jeg skulde dog tage mig iagt for, hvad jeg sagde, og hellere svare på, hvor min Mand var. "Det har jeg svaret på; men hvem er I udsendt af?" "Af Løjtnant Mathiesen, som ligger ovre i Ørsted." Nå ham, den Karl, der tog de danske Penge i Rendsborg, ha! hah." sagde jeg. "Nu ud af min Dør," og så lukkede jeg Døren op. Om jeg dog ikke vilde give dem lidt at drikke. "Jo, ovre i Borgerstuen, der er jeres

[side 139] Plads." Mit Sovekammervindue vendte ud mod Haven, så jeg havde ingen Anelse om, hvad der foregik i Gården. Men da jeg lukkede Døren op, så jeg, at Gården var så at sige fuld af Mennesker, og da jeg råbte så højt, at de skulde forføje sig bort til Borgerstuen, begyndte det at trampe ude i Gangen, og de danske Bønder kom frem med Knipler og Stave, og Gud véd hvad, og pryglede de tre Dragoner, indtil de kom hen til deres Heste. Så fik både Heste og Karle Prygl, så jeg må sige, at i al Fald Hestene fik for meget. De andre undte jeg hvert et Slag, de fik. Det var jo smukt af Bønderne, at de samledes oppe i Præstegården, da de så, at disse tre red derop. Nu vilde de holde Vagt hos mig, indtil Jürgensen kom, men jeg mente, at Vorherre nok skulde hjælpe mig, og jeg så nu deres gode Vilje, så jeg vidste, at, de nok skulde komme, når Hjælpen trængtes. Efter tre Dages Forløb kom Jürgensen hjem. Han havde besøgt nogle højtstillede, danske Mænd; hvad hans Ærinde egentlig havde været, kan jeg, må jeg sige, ikke gøre Rede for. Men da han havde været hjemme et Par Dage, kom der et Bud farende til Hest fra en rig tysk Mand i Skodborg, med et Brev, hvori der stod, at han måtte se at flygte så hurtig som mulig, da han ellers sikkert vilde blive taget og ført til Rendsborg. Fader takkede for Efterretningen. Om Eftermiddagen kom en Gårdmandskone op og sagde: "Ok, Hr. Pastor, De må bort, for min Broder er lige kommen fra Haderslev, og dér siger de, at Pastor Jürgensen er en af de første, der vil blive taget." "Ja, jeg véd det allerede, men det skal nok blive godt altsammen." En Time efter kom der sådan en Mængde danske Bønder op, som alle bad Fader rejse så hurtig, som mulig. "Jeg vilde bære mig ad som den utro Hyrde,

[side 140] hvis jeg nu forlod jer i Farens Tid." Dertil svarede de i Munden på hinanden: "Nej, Hr. Pastor, det er af Kærlighed, vi driver Dem ud, og nu går vi ud og spænder for." I det samme blev der Røre ude i Gården, og Bondekonen, der var kommen om Formiddagen, blev så forfærdet, at hun tog Fader i Kraven og satte ham ind på et vist Sted og satte Haspen for. "Nu bliver De dér, til jeg kommer igen." "Ja," sagde Fader; men da hun senere kom igen, var han der ikke, men var krøbet ud af et lille Vindue, fordi han var kommen i Tanker om, at det dog måske var bedst, at han tog bort. Så gravede han de Penge ned, han havde, og kom ind til os igen. "Ja, Hr. Pastor, sig nu Farvel til Deres Kone." Vognen holdt for Døren, og de så godt som slæbte ham op på Vognen. Han sagde mig ikke, hvor han kørte hen, for at jeg frimodig skulde kunne sige til alle, at jeg ikke vidste det. De råbte Hurra for ham, og både Mænd og Koner græd; jeg var som lamslået. Han blev borte i 3 Uger; der kom ingen Tyskere efter ham. Tre Dage efter sad vi og spiste til Middag, så tramper det med Træsko, og ind triner en gammel Bonde med Knortekæp i Hånden, med hvide Uldstrømper og en rød Hue på. Det var en gammel Bonde fra Nørrejylland; han havde haft det strængt med at komme igennem den tyske Kæde, som, stod midt over Oxenvad Sogn. "Nå, kom De så herhen og få Dem lidt at styrke Dem på." Han tog så Huen af, og så var det Pastor Fuglede, Præst i Vejen. "Du gode Gud og Fader, er det Dem?" "Ti dog stille, som De råber. Børnene hører Dem jo. I må jo vide, at det er til jeres Faders bedste, så I må tie stille". Han fortalte, at Fader var taget ind til ham om Natten, og Fader havde så bedt ham, om det ikke var

[side 141] muligt at få en Hilsen til mig. Han vidste ikke, hvor Fader var taget hen, men jeg skulde hare være helt frejdig, for han kom snart igen, og Fuglede syntes også, det var det eneste rigtige, at Fader var taget bort. Fuglede var anlagt for slige Eventyr og kom også velbeholden hjem igen. Det var tre græsselige Uger. Jeg kunde ikke spise; jeg drak engang imellem en Kop Kaffe; det var det eneste, jeg nød. En Formiddag sidder Amalie og jeg inde i Stuen; Drengene var ovenpå og læste med en Skolelærer Appel; så kommer der en fjollet Person ind på bare Ben, Støvlerne har han på Ryggen over en Stok. "Goddag," sagde jeg, "hvem er De? jeg kender Dem ikke." "Næh, jeg kender heller ikke Dem, men De skal nok blive glad ved mig alligevel." Du gode Gud, tænkte jeg. "Ja, jeg er Købmand Hansen fra Bække (et Sted oppe i Jylland): jeg har et Brev fra Deres Mand til Dem." "Ja, så er De rigtignok dobbelt velkommen." Brevet var skrevet både af Fader, af Pastor Schmidth i Skanderup og en Skolelærer Frank i Bevtoft. De tre var kommen til at følges ad, og nu tog de alle tre til Vosborg til Etatsråd Tang [biskop Conrad Daniel Koefoed var gift 2. gang med enkefru Tang til Vosborg]. Da Købmanden havde fået noget at spise, sagde han: "Ja, Frue, jeg kan ikke gå længere. Se, hvordan mine Fødder ser ud." Og de var blodige flere Steder, sådan havde han skåret sig; nu kunde han hverken have Støvle eller Træsko på. Om jeg nu vilde køre ham til Skrydstrup. "Ja, det vil jeg rigtignok gærne," sagde jeg, "men hvornår tror De, jeg kan få Hest og Vogn tilbage?" Han tænkte Klokken 4 eller 5 om Eftermiddagen. Om den så blive, 6, gør det ikke noget, men så må den også være her. For skulde jeg blive sat i Ægt forinden, kommer jeg til at betale dobbelt så meget i rede Penge. Den samme Sognefoged, som havde været

[side 142] ansat under den danske Regering, var og blev tysk og gjorde os danske al den Fortræd, han kunde. Han satte mig i Ægt meget mere, end han burde have gjort, og havde jeg ikke Hest og Vogn hjemme, fordi de lå et andet Sted i Ægt, måtte jeg betale alligevel. En Gang lå Hest og Vogn og Kusk i Byen Slesvig i 11 Dage, og jeg måtte betale hele deres Ophold. Ja, der gik mange Penge til i de tre Uger, Fader var borte. Klokken blev både 6, 7, 8 o.s.v., men Vognen kom først henimod Kl. 5 om Morgenen; jeg var ikke i Sengen den hele Nat og var næsten syg af Rædsel for, at Manden var en Kæltring, der havde taget både Hest og Vogn fra mig. Da han så endelig kom, blev jeg glad; han sagde, han måtte bede mig på sine Knæ om Forladelse, men han var uskyldig i dette her Optog, for dengang han kom til Skrydstrup, var der ingen, der vilde lukke op, trods al hans Banken. Endelig kom der et Vindue op på Klem, og man spurgte, hvem han var. Han svarede med sit Navn og sit Ærinde. "Sludder og Løgn har vi nok af," svarede en Kone og smækkede Vinduet i. Så bankede han atter på Vinduet og sagde. "De må høre, hvad jeg har at sige. Fru Jürgensen har lånt mig sin Vogn hertil, og nu vil jeg bede Dem køre mig til Bevtoft, dertil har jeg også Brev." Men hun gjorde Tegn til, at han skulde gå. "Flak Dem bort," råbte hun. Så måtte han også benytte min Vogn til Bevtoft. Konen, der var en halsstarrig Taske, var formodentlig ligeså angst, som alle vi andre. Fra Bevtoft tog han først afsted om Morgenen tidlig; Karlen vilde ikke køre lige straks; Hestene var så forjaskede, sagde han. Men Madammen dér lod sin Søn følge med, for at jeg kunde høre, at det var Sandhed. Skønt den unge Frank skulde gå hjem hele Vejen, gjorde han det

[side 143] alligevel. Jeg var ikke normal en eneste Dag i al den Tid, Fader var borte. Efterhånden kom Nabopræsterne, der var tysksindede, i Besøg hos mig. Jeg kunde ikke straks begribe, hvad de vilde; men så snart de begyndte at tale, gik det op for mig. Pastor Bjørnsen fra Skodborg, der var født i Oxenvad Præstegård af en dansk Præst, var den første. Han sagde til mig: "Nå, har De Jürgensen hjemme i Dag?" "Nej, han er borte, og har været borte i nogen Tid." "Gode Fru Jürgensen, vi må se at få ham hjem, ellers går det ikke." Så lo jeg ad ham. "Ja, nu skal jeg læse op for Dem," sagde han, "hvad det gælder om. Han må komme og underskrive dette Dokument, der siger, han vil være tysk og tjene den tyske Regering, ellers kan han jo ikke blive her." "Ja, Gud give, vi var ude af dette Helvede hernede, jo før jo hellere," sagde jeg. Men Jürgensen aflægger aldrig i Verden det Løfte. Han er ikke i Forlegenhed, når han kommer til Danmark; dér skal han snart få et Embede igen." Så stod han og sludrede om, at jeg dog skulde betænke, hvad det vil sige, sådan at blive rykket op og alt sådant noget. Så sagde jeg: "Hør, véd De hvad, hvert et Ord, De siger, er spildt; det sker aldrig. De kan ligeså godt gå bort jo før jo hellere." "Så ugæstfri vilde jeg da ikke være mod en Nabopræst?" "Det skal jeg vise Dem," sagde jeg. Så smækkede jeg Stue- og Gangdøren op og sagde: "Nu ud af Døren, Pastor Bjørnsen, når De ikke har andet at tale med mig om!" En Bondekone, som besøgte mig, og som netop var bleven konfirmeret sammen med Bjørnsen, sad i den samme Stue. Hun rejste sig op og sagde: "Nej, Bjørnsen, nu kan jeg ikke holde med Dig længere, nu skal jeg nok hjælpe Fruen - dernede var det "Frue" både først og sidst -

[side 144] med at få Dig ud." "Ja, mine Ben er raske nok til, at jeg selv kan gå," siger han. "Ja, men ikke så hurtig, som jeg vil have det," sagde jeg, og så skød jeg til ham på Ryggen, så han i en Hurtighed kom ud på sin Vogn igen. Det var en Mand, der til for kort Tid siden var kommen som Gæst i vort Hus. Et Par Dage efter kom Nabopræsten fra den anden Side; han havde været vor Skriftefader og hed Pastor Andresen, Maugstrup. Det var en lille spinkel Fyr, meget mindre end Fader. Han kom sammen med sin Kone, der var høj og anselig. Han havde samme Ærinde, at overtale mig til at få Jürgensen hjem og få ham til at skrive under. Da de var komne ind, sagde jeg ud af Døren, at der skulde Kaffe ind. Da Pigen havde sat Maskinen på Bordet, hviskede hun til mig: "Frue, De vil da ikke give de Mennesker Kaffe, som satte Lås for deres Post, da de danske Soldater kom ind for at drikke Vand" (efter Fægtningen ved Bov). Det havde deres Kusk fortalt hende; han var en god Dansker. "Ih, Gud forbarme sig," sagde jeg, "hvad er det, jeg hører, Pastor og Frue! Tag det altsammen ud igen! jeg hører, at De har sat Lås for Posten, da de danske Soldater kom for at drikke." "Ja, der var ikke andet at gøre," sagde de. Så sprang han op og sagde til mig: "Det er en Behandling, jeg ikke havde ventet af Dem." "Ja, jeg havde heller ikke ventet det af Dem. Og så ud af mit Hus så hurtig som mulig og ud på Deres Vogn." "Nej, det er dog ikke Deres Mening." "Det skal jeg vise Dem," sagde jeg og tog ham i Kjolekraven. Den Fip kunde jeg sagtens magte i det Raseri, hvori jeg var. Så vender jeg mig om til Fruen og siger: "De følger vel Deres Mand så hurtig som mulig?" "Det har jeg slet ikke i Sinde." "Da vil jeg bede Dem derom.

[side 145] For vel er jeg mindre og ser kraftløsere ud end De, men jeg skal vise Dem, hvilke Kræfter den retfærdige har i sin Arm". "Den Glæde skal De dog ikke have," sagde hun, og jeg smækkede Døren i efter dem.

I Pinsedagene [11.- 12. Juni] havde vi General Bülow med 14 Officerer og ialt ca. 300 Mand i Indkvartering. Det var en forfærdelig Tilstand. Jeg fik først deres Ankomst at vide Dagen før, og sommetider fik man ikke Underretning om Indkvarteringen før den samme Dag. Vi slagtede en stor Kalv, jeg havde stående. Der var en hel Episode med den Kalv. Pigen, som skulde slagte den, havde, som jeg fik at vide, da jeg fæstede hende, for Skik at få Krampe. Jeg sagde hende dengang, at jeg vilde kurere hende med Pisk, om hun fik det; så måtte hun selv om, hvorvidt hun vilde fæstes hos mig eller ikke. Ja, hun kunde nu ikke tro, at jeg kunde være så hård; hun vilde alligevel gærne fæstes. Nu vilde hun ikke slagte Kalven og fik så et Krampeanfald; jeg råbte til Gerhard, at han skulde komme med sin Ridepisk og piske hende; han kom også med den, men vilde ikke slå, for hun havde ingenting gjort. "Da skal jeg gøre det." Og så piskede jeg hende om Halsen, for at hun skulde føle det. "Å, De behøver ikke mere," sagde hun, "nu føler jeg, at det er Deres Alvor!" Så kom hun til sig selv og fik aldrig siden Krampe og blev en af mine flinkeste Piger. Jeg var i det hele dengang i en Tilstand, så jeg tror, jeg kunde have dræbt et Menneske, om det skulde have været; jeg var som sagt helt unaturlig.

Det værste ved Indkvarteringen var at skaffe Sengeplads til Veje, og det kunde ikke nytte at vise dem ud i Byen andre Steder, for der var fuldt overalt. Jeg og Fader måtte ud af vort Sovekammer for at gøre Plads

[side 146] for Officererne. Generalen og hans Søn, som var Adjudant hos ham, lå i Gæstekamret. Det Besvær, vi havde af Indkvarteringen af disse danske Soldater, gik imidlertid med Fornøjelse; vi var alle glade ved det gode, vi kunde gøre dem. De kom marscherende i sluttet Trop, stillede sig op foran Vinduerne og satte Hænderne til Huen for os. Så gik Fader ud og tog imod dem. Da han havde fået alle Officererne ind, vendte han sig til Soldaterne og sagde: "Ja, jeg har ikke Sengeleje til alle jer. Men I er hjertelig velkomne, og al min Halm og Hø må I bruge, som I vil, og så meget I vil, og I må lægge jer, hvor I kan." "Hurra" råbte de allesammen. Så kom der en Underofficer og kaldte mig ud og bad mig, om de måtte koge Mad i vort Bryggers, og så var der det ene, de skulde have, og så det andet, og så vilde de bede mig, om det ikke var muligt, at jeg vilde give dem Klumper i deres Suppe, for de fik jo kun Gryn udleverede. "Nej, det kan jeg ikke, hvor gerne jeg end vil, for jeg skal jo bruge alt, hvad jeg har af Æg og sådan noget, til alle de Officerer, der er fulgt med; det véd I jo bedst selv. Men vil I nøjes med Mel og Mælk, så må I få Klumper, men andet kan jeg ikke give jer, hverken Æg, Smør eller Fløde." Så blev der et Hurra ude i Gården, da Underofficeren råbte ud i Gården, at den danske Frue gav Klumper; men de Sten, de fik, var såmænd ikke til at misunde dem. Glad var jeg over, at jeg havde fundet på at give dem det. Så bad de, om de måtte få noget Øl at drikke; ja, det måtte de gærne. Så kom de styrtende ind, og Amalie blev sat til at tappe en Pægl Øl af til hver; men hun kunde ikke; de stormede omkring hende og var nær ved at knuse hende, for den ene vilde have før den anden. Så bad hun en

[side 147] Underofficer om at skaffe hende en Løjtnant til Hjælp. Så gik det bedre, der kom kun fire frem ad Gangen. Så kom Middagen til Officererne, den tilfredsstillede dem alle; de fik Suppe, Steg og en Kage; jeg tror, det var den såkaldte "Tre-Specier." "Og det er på én Nats Varsel, det her Måltid," sagde Generalen, der i det hele taget lige som hans Søn var overmåde elskværdig. Efter Måltidet lod Generalen sin Vinkasse åbne, og da drak man Værtens og Værtindens Skål. Medens de efter Middagen sad og drak Kaffe ude i Haven, kom der en Løjtnant Beck med to andre Officerer for at bringe mig en Hilsen fra min Broder [Andreas Fridsch] på Mejlgård. "Men det er ikke det eneste Ærinde, jeg har til Dem. Jeg har allerede af Officererne her hørt, at de har fået sådan en dejlig Kørvelsuppe; skulde vi ikke også kunne få noget?" De kunde nemlig intet fersk få hos Bønderne; de bagte Æbleskiver og lavede Sødsuppe med en god Vilje, men mere kunde de heller ikke præstere. "Der er såmænd ikke noget," sagde jeg, "men De skal nok få noget alligevel." Så lavede jeg en ny Portion med Æg til. Ved Thetiden er der en Major Hennings, der spørger Generalen, om han har noget imod at drikke Theen ude i Gården, dersom Værtinden vilde have den Ulejlighed. Jeg tænkte: "Ih, du forbarmede Gud, skal vi nu slæbe Bordene og alt det ud!" Så sagde Generalen: "Næh, ikke det mindste! Med den bedste Vilje drikker jeg ude i Gården mellem mine Soldater, og vor Værtinde siger ikke nej; det kan jeg se på hende." Nej, det gjorde jeg rigtignok ikke. "Der skal med Fornøjelse blive serveret The derude." Nu anede jeg ikke, at der stak noget bagved det. Da vi havde drukket The, træder Majoren frem og spurgte, om Værten og Værtinden havde hørt den nye Sang af Faber:

[side 148] "Den Gang jeg drog afsted." Nej, det havde vi ikke, og vi vilde da så gærne høre den. Så stillede han sig op, kaldte 8 af sine Soldater frem, de bedste Sangere, han vidste, og så begyndte de med den dejligste Sang. Tårerne løb mig ned ad Kinderne. Så begejstret, som Fader og jeg blev, kan jeg ikke sige. Da Sangen var færdig, gik jeg hen og kyssede ham, Majoren, hvortil gamle General Bülow sagde: "Det fik De skam godt betalt!" Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde, og Soldaterne råbte Hurra, så voldsomt, så ingen kan forestille sig det.

Nu skulde vi have indrettet Sengeleje, og jeg anviste dem Værelserne og de Senge, der var, og beklagede, at jeg ikke kunde skaffe mere og bedre Plads; men den unge Bülow erklærede, at det var så godt, som det kunde være, og at man for at få en retfærdig Fordeling skulde: foretage en Lodtrækning. Alle blev da fornøjede undtagen én, Grev Reventklov (således udtalte alle de gamle Reventlow), han kom farende hen til mig: "Kære Frue, forbarm: Dem over mig, jeg kan ikke tage imod den Plads, jeg har fået." "Det er mig umuligt at skaffe andet, men hvorfor kan De ikke nøjes med den?" "Fordi jeg skal ligge: sammen med Ritmester Barth, og han snorker, så at ingen kan sove, hvor han er; men må jeg ikke ligge på: den Sofa dér?" Den stod i den eneste Stue, vi havde tilbage, ellers var alt Sovekammer. "Ja, Hr. Greve, det kan De godt." "Å, Gud velsigne Dem!" og han gjorde en Anstalt af Glæde derover, så det var forfærdeligt. "Men ét vil jeg sige Dem, jeg kan ikke skaffe Dem Vandtøj herind, for jeg har ikke mere, og dernæst må De være villig til at stå op, så snart Stuepigen kommer ind for at gøre i Stand." Og det gjorde han også. Om Natten blev der det grusomste Tordenvejr, det øste ned

[side 149] med Vande, og jeg, der aldrig kunde blive i Sengen, når det tordnede og lynede, fløj op og tænkte ikke på, at Greven lå i Stuen, hvor jeg skulde igennem for at komme ud i Forstuen for at få min Nankinskåbe til at slå om mig, for jeg var jo i Natdragt. Da jeg kommer ud i Forstuen, kan jeg ikke få Døren op for Mennesker. Soldaterne (Vagten) lå lagvis oven på hinanden, da de ikke kunde blive udenfor. "I må give mig Plads," sagde jeg, "jeg må have min Kåbe over mig, I sér jo, jeg har intet Tøj på." Ja, det gjorde de så også. I det samme kom en Mand hylende og skrigende og spurgte, om der ikke var en Doktor her i Præstegården. ,Jo," sagde jeg. Doktoren måtte komme øjeblikkelig, for hans Kone var vist slået ihjel af Lynet. Så gik jeg i den Dragt ind i Storstuen, hvor alle Officererne lå. Jeg kaldte på Militærlægen, ak, jeg ser ham for mine Øjne endnu. "Her er jeg," sagde han og sprang med det samme ud af Sengen i samme Påklædning som jeg. Han slog kun en Kappe om sig og gik med Manden. Hun var slået ihjel af den kolde Lynild. Hun vilde tænde et Lys, og i samme Øjeblik, hun tog en Glød dertil af Skorstenen, slog et Lyn ned i hende. Den næste Morgen, da jeg skulde skænke The til dem allesammen, kom Ritmester Barth og bad mig, om jeg ikke vilde lade ham få den første Kop The, for det var unægtelig den bedste. "Nej, Hr. Ritmester, der er vist længe til Deres Tur. Efter mine Begreber, og anderledes bliver der ikke skænket, tilhører den første Kop Generalen og den anden Adjudanten." Da jeg vendte mig om, stod Adjudanten der og var i høj Grad animeret over den uheldige Ritmester. Så råbte jeg Officererne op efter den Rang, jeg syntes, de skulde have. En Intendant Loft, som stod i Døren, vilde ikke komme; han blev

[side 150] derfor den allersidste, der fik. "Vil De have The eller ikke?' spurgte jeg, "jeg har kaldt på Dem flere Gange." "Jeg er så grulig optaget," sagde han. "Ja, vil De have den, må De komme inden 5 Minutter." Jeg kunde nok mærke, de skulde tages på den Måde, ellers skulde jeg stå som deres Slave hele Tiden dér ved Thebordet, og det havde jeg minsandten ikke Tid til.

Senere fik jeg at vide, at han havde Ret. Flæsket til Soldaterne var sluppet op, og hans Underordnede kom senere til mig og forlangte en Flæskeskinke, ellers mistede han sit Embede. "Nå, hverken mere eller mindre," sagde jeg. Ja, Loft havde sagt: "De skaffer Flæsket og det i Dag!" og dermed gik han. Den Underordnede lovede at give mig det igen senere. "Ja, hvad Borgen har jeg for det? De kan jo se, hvad jeg må have i Beredskab for den Indkvartering, jeg kan vente hver Dag, derfor må jeg have den i Morgen. Jeg vil ikke fornærme Dem, men jeg kender Dem jo ikke, jeg må derfor bede Dem i Vidners Nærværelse, at jeg får den igen i Morgen." Det lovede han, men jeg fik den alligevel aldrig, og det var en stor Skinke på et Lispund eller 20 Pd. Siden erfarede jeg, at det var en ærlig Mand, men han havde ikke været forsigtig med Kødets Udhugning. De Menige holdt et Postyr, så overgivne og muntre var de, og de vilde have fat i Pigerne, der skulde ud og lege med; men dem holdt jeg pænt inden for Dørene, de skulde ikke ud og lege med de Fyre. Officererne sang meget for os ude i Haven, og Underofficererne kom også derind; jeg spurgte, om jeg også måtte byde disse Kaffen ude i Haven; det havde Generalen ikke noget imod, når jeg vilde spendere Kaffen. De Menige fik Lov til selv at tage Persille til at hakke i deres Suppe; det havde

[side 151] de ikke fået i mange Herrens Tider. Da General Bülow sagde Farvel, tilføjede han: "For Officererne behøver jeg vist ikke at takke, de har vist selv aflagt deres Tak; men på Soldaternes Vegne må jeg takke, jeg har aldrig set dem så glade som her." Det var også morsomt at se, hvorledes Soldaterne kunde gå hen og tale med Generalen; derfor kan jeg begribe, at de kunde gå til Slaget ved Frederits, som de gjorde, i Dag for så og så mange År siden.

Der var forfærdelig megen Skriveri oppe i Stuen, hvor Officererne sad, de havde såmænd ikke meget fri. Fader måtte flytte sit Opholdssted ned i en lille Stue ved Siden af Køkkenet. Der var ved Siden deraf en Alkoveseng med Dør for, dér lå Fader og jeg. En Nat kom Pigen ind og sagde, at der var en ung Officer, der spurgte, om hans Fader ikke var her. Han var rejst helt nede fra Byen Slesvig og var nu aldeles udmattet og bad blot om at få en Stol at sidde på ude i Køkkenet. Det var en Søn af Oberstløjtnant Pfaff. Han fik lidt at spise og drikke. "Ja, Jürgensen, der er jo Sofaen i Din Stue her," sagde jeg, "men sig til ham, at der hverken er noget at lægge over eller under ham, men sig ikke et Ord om, at vi er her." Da han kommer ind og ser, at han får en Sofa at ligge i, begyndte han at snakke med sig selv og sagde: "Nu kan jeg sandelig komme af mine Klæder." Så kom Pigen med Maden, og det var helt rørende at høre hans Henrykkelse derover. "Gud velsigne de Mennesker, der giver mig Husly og Mad og Drikke; tænk, nu kan jeg fortælle Fader, at jeg har bestået min Eksamen med bedste Karakter." Om Morgenen mellem 4 og 5 skulde jeg op. Jeg håbede, at han sov, men det gjorde han ikke. "Hvor kommer De fra?" spurgte han forbauset.

[side 152] "Dér har min Mand og jeg ligget inde, og når De rejser i Dag, behøver De sandelig ikke at takke os, for vi har hørt hvert Ord, De sagde til Tak i Aftes." "Har De det? Ja, De kan tro, jeg har ment hvert Ord, jeg sagde." Faderen blev usigelig glad ved at hilse på ham om Morgenen, han gik med ham ved Hånden hen at hilse på Generalen og fortalte ham, at den lille Sekondløjtnant (han var vel omtrent 2 Alen høj) havde fået bedste Karakter; de brugte måske et andet Udtryk, men det var da Meningen. "Ja, havde jeg en Vinkælder," sagde Jürgensen, "så skulde Skålen drikkes." Forinden Soldaterne rejste bort efter Frokosten, måtte jeg klage over dem til Adjudanten. De kom ned i Mælkestuen og bad om noget Mælk med på Rejsen. "Jeg har kun disse to Fade, og dem kan jeg ikke undvære." Så vilde de gerne have noget Pølse. "Jeg har ikke så meget." "Ja, Fruen har oppe i Maltkassen en hel Masse." "Nå, har I været deroppe og undersøge, så får I ikke en Stump. I har hver fået et Stykke Ost i jeres Madkasse, men Pølse får I ikke." "Ja," siger en, da han går ud af Døren, "så kan vi jo tage den selv." Det skulde De ikke have sagt, for nu går jeg lige op til Adjudanten. Nej, det måtte jeg da ikke. "Jo, jeg synes rigtignok ikke, I skulde have sagt de Ord. I har jo dog været så velfornøjede." Adjudanten kom også straks. Da de så ham, krøb de i Skjul og havde ikke et Ord mere at sige; så drog de bort med et uendeligt Hurra. Vi blev så matte derefter, at jeg næsten ikke kunde rejse mig, da vi skulde til at gøre Orden efter dem; men, i den Alder går Trætheden jo hurtig over.

Et Par Dage efter denne Indkvartering kom Hans Krüger farende over til os, halvt påklædt; hans Benklæder var

[side 153] ikke knappede, og han så ud, som om han var helt forstyrret. Han spurgte, om Oberstløjtnant Pfaff ikke var her. Jo, han var kommen styrtende om Morgenen med 70 Mand. "Hvor er han? Jeg skal have fat i ham. Han skal for en Krigsret. Han har ladet sig forskrække af nogle Tørvestakke i den Tro, at det var Fjender, der kom" (han havde nemlig ligget i Bevtoft). Krüger var faret lige op af sin Middagssøvn og havde kastet sig på en Hest for at nå Pfaff. Han tiltalte ham så nederdrægtig og råbte til ham: "De følger med mig lige straks over til General Hedemann!" der dengang lå i Maustrup. Efteråret derefter blev han afsat.

Wrangels Oprykning i Jylland mærkede vi ikke noget til. Vi hørte nok, han drog op langs Østkysten, men heller ikke mere. Derimod fik vi Friskarerne at mærke. En Dag kom der 13 Vogne farende ind i Gården. Fader stod i Ornat og skulde til Jels for at vie et Par Folk. Det var vist ikke en halv Time, før Friskarerne ankom fra Jels, at Brudgommen kom for at sige til Jürgensen, at han ikke skulde komme, men rejse bort, for nu kom der så og så mange af Friskarerne efter ham. Brudgommen så meget medtaget ud, han var blå i Ansigtet, kastede sig henover Bordet i Køkkenet og kunde næsten ikke få sit Vejr. Imens kom disse 13 Vogne, én holder for Døren og ud triner en Officer selv tredje. Han præsenterer sig som Major Jenssen Tusch [kan være oberst (senere botaniker) Harald Jenssen-Tusch, 1856 gift med og 1871 skilt fra datteren (Christine) Sofie Jürgensen. Eller hans bror Sofus JT, der iflg Bio.Leks. 1848 blev fordrevet fra Holsten, da han ikke ville lade sig indskrive i oprørshæren] med Læge og Adjudant. På Bordet kastede han en stor Protokol, hvori der stod, at de skulde tage Pastor Jürgensen i Oxenvad og føre ham til Rendsborg. "Af hvad Grund?" spurgte Jürgensen. "Her i Protokollen kan De læse, at De har stået på en Prækestol med en Bøsse og har villet skyde alle dem, der var tyske." "Det er en sort Løgn! jeg har desværre

[side 154] været en sådan Kujon, at jeg aldrig har haft en Bøsse i min Hånd." "Dernæst er De beskyldt for, at De gemmer danske Flag her hos Dem." "Ja, der er ganske vist givet 2 Flag til Oxenvad Kirke, og de blev hængt op i Kirken, men Mødrene, som havde Sønner i Krigen, kom op og bad mig,- om de Flag måtte tages ned, for det var dem, som om de så deres Sønners Blod løbe ned ad dem. Jeg lovede det og bad Kirkeværgen gemme dem, hvor han vilde". Det skulde undersøges. "Ja, undersøg De! Flagene er ikke, hvor jeg færdes i Kirken, og jeg har dem ikke her i Huset. Nu skal en af mine Folk følge Dem hen til Kirkeværgen, så lad ham klare for sig." Så undersøgte man og fandt dem oppe i Kirketårnet. Derefter kom Adjudanten med begge Flagene og satte en dobbeltløbet Pistol for Brystet af Jürgensen. "Skyd til, Din Æsel, om Du tør; men der er en Højere, der holder Din Hånd!" Så siger den lille Alfred, som stod ved, Siden af: "Hvad har Fader gjort?" "Han har været uartig!" sagde Majoren. "Næh, Fader kan ikke være uartig." "Hvor fandtes Flagene? Ikke hvor jeg færdes i Kirken. Jeg har ikke set dem siden den Dag, de blev taget ned." "I Klokketårnet," svarede Adjudanten. "Turde jeg ikke bede Fruen om at få noget at drikke?" sagde Majoren, han vilde ligesom afbryde Samtalen. Så kom det en Flaske Vin med Småkager; Vinen drak de, "men Kagen putter jeg i Lommen til Minde om en ægte dansk Kvinde!" sagde Majoren, og så gik de deres Vej. Under denne Episode havde vi Tilskuere stået som rædselsslagne. Jeg græd om Kap med Drengene; da jeg skulde se efter Amalie, stod hun med Ryggen op mod Vinduet og var, jeg kan næsten sige lysegrøn i Ansigtet. Hun kunde ikke få en Tåre frem. Dr. Klingberg [Valdemar Klingberg, g.m. søsteren Jette (Georgine Henriette)] mente,

[side 155] at den Blegsot, hun siden led af, skrev sig fra den Tid. Der var ialt 30 af Friskarerne, de så aldeles frygtelige ud. Der var ikke en, der var helt klædt på, undtagen Majoren; man kunde næsten ikke se på dem. Benklæderne var ikke hele, og de havde bare Ben. Nogle havde kun en beskidt Skjorte, andre havde dog en blå- og hvidstribet Trøje ovenpå. De, der havde Hat eller Hue på, havde været nede i Haven, plukket Tulipaner og sat dem i Hatten. Medens vi nu efter deres Afkørsel står og vil have lidt Liv i Amalie ved Hjælp af et Glas Vin, hører vi sådan et Spektakel oppe på Loftet med Sparken og Råben, og kort efter ser vi én komme styrtende ud af Borgerstuen så at sige nøgen. Vore Karle havde hørt Spektakler og fundet en Mand af Friskarerne ligge og sprælle i et Kattehul deroppe på Loftet, der førte fra det gamle Hus til det nye. Han skreg, han kunde ikke komme ud, så bandede vore Karle på, at han nok skulde komme ud; de sled og trak sådan i ham, at det, han havde på, gik aldeles itu, og Blodet løb ned ad ham. Så gik jeg op på Loftet for at se, hvordan det var gået med Provianten; vi måtte jo stadig være forsynet med alle mulige Ting til Husholdningen. Således var vor Vugge fyldt med Topsukker, Puddersukker, Risengryn og Kaffe i Masser. Deraf var forsvundet 1 1/2 Top hvidt Sukker. De førte nemlig Hoffmannsdråber med sig; det hældte de på det hvide Sukker som en Opstrammer i Stedet for Brændevin og Rom. Den såkaldte Læge havde fra Stuen taget Bulwers Værker og en Masse Cigarer. Han var en Skomagersvend, som havde Slægtninge ovre i Jels blandt de tysksindede.

Under den korte Våbenstilstand, der sluttedes i Malmø den 2. Juli 1848, kom der to Herrer med en sort Tjener

[side 156] bag sig ridende ind i Præstegården og lod Tjeneren spørge, om de kunde blive der et Par Dage, hvortil jeg svarede: "Ja, når de vilde tage Lejligheden, som den var". Det viste sig at være min Svoger Georg Brøndsted og en Kaptajn Krieger, hans Ven. De gik omkring og talte med Bønderne. Deres Hensigt var at deltage i Krigen som frivillige med Herregårdsskytterne.

De rejste imidlertid hjem igen. Om Modet var forgået dem, skal jeg ikke sige. Straks efter, at de var redne bort, kom der en Mængde og spurgte, hvem det var. Af hvad Grund véd jeg ikke, men jeg sagde: "Jeg må ikke sige det." Af den Grund troede de, at det var Frederik VII, der havde været der. Folk var i det hele taget tilbøjelige til at tro alt andet end Sandheden. Luften var fyldt med Rygter og Syner. Snart var det store Nederlag og snart store Sejre; snart sagdes det, at nu kom Russerne, snart Englænderne eller Svenskerne o.s.v. for at hjælpe os. Ude på Oxenvad Hede hørte man snart Bulder eller Tummel eller så ligefrem Slag, men navnlig var man tilbøjelig til at se Frederik VII på en hvid Hest: Det skulde betyde, at nu kom der Fred.

I Flensborg optrådte der en Sibylle, der spåede om Danmarks Fremtid.

Under Wrangels Tilbagetog fra Nørrejylland kom en Prins Vilhelm af Augustenborg gennem Skodborg med en hel Del Soldater. Han havde meget Hastværk, da Fjenden var i Hælene på dem, som de sagde. Man troede, det var Russerne, og Hjemmetyskerne blev temmelig modfaldne derover. Da Tyskerne efter Våbenstilstanden igen rykkede op mod Kongeåen, var Jürgensen allerede kommen hjem efter den 3 Ugers Rejse og var atter tagen af Sted til Kolding, så jeg var alene hjemme; men han tog

[side 157] det Løfte af mig, at skulde der komme Tyskere, skulde jeg flygte med Børnene. En Skovfoged lovede Fader at ville give mig Besked, således at jeg kunde komme bort, inden Tyskerne kom. Skovfogden kom farende en Aften Kl. 11, da Drengene og Amalie var komne i Seng, og sagde: "Nu, Fru Jürgensen, må De bort! Nu er Tyskerne på Oxenvad Hede." Jeg fik da Karlen til at grave et Hul til vor store Sengklædekasse. Den blev fyldt med Sengklæder, et Anker Vin og et Blomstermaleri, jeg havde fået af Onkel [Peter Oluf] Brøndsted. Så blev Hullet kastet til og dækket med Mursten, og så kom der atter jord ovenpå. To Flasker Champagne smed jeg ud i et lille Grankrat. Imedens man gjorde dette Arbejde, fik jeg Børnene op og klædt på og vort Tøj pakket ind. Jeg lagde et Lagen på Gulvet, og derpå lagde jeg 2 Sæt Linned til hvert af Børnene. Til mig og Jürgensen blev der intet, da det stod i Blød, og vi ikke kunde føre det våde Tøj med os. Børnene morede sig meget over at skulle til Kolding og til deres Fader. Naturligvis fortalte jeg dem ikke noget om Tyskerne. "Jeg skal nok være artig hos Bedstefader," sagde Alfred. Han havde aldrig før været hos ham. Endvidere tog jeg noget råt Lammekød og nogle Kartofler med og bad så Pigerne om at passe godt på, hvad der var i Huset. Det var med megen Vemod, jeg tog bort fra Huset, som det stod der. Men jeg havde jo lovet det. Og havde Salmen: "Vor Gud han er så fast en Borg" ikke i den Grad slået Rod hos mig, kunde jeg ikke have båret det, som jeg bar. Gud véd, hvor tit jeg citerede den Salme i den Tid! Så fór vi af Sted, men ved hvert Hjørne, vi passerede, sprang der danske Soldater frem og spurgte: "Hvem der?" "Danske." svarede vi. "Hvor har De set Tyskerne sidst?" "De er allerede på vor

[side 158] Præstegårds Marker i Oxenvad." "Godt, godt!" råbte de. Der var Liv i Kludene, kunde man tydelig mærke, og jeg kan forsikre, at mens vi kørte dér den lyse Sommernat, gyngede jorden under os, så meget dansk Militær var der på alle Veje, Stier og Marker, som drog Nord på. Først ved Bastrup Kro bedede vi første Gang - heldigvis må jeg sige. Værten kendte os, kom ud og sagde: "Herregud, kommer De dér, lille Frue, med Deres Børn. Deres Mand er her såmænd allerede for at tage imod Dem." "Det kan han ikke være, for han véd ikke, hvad Dag vi kommer; men han er måske på Vejen hjem." Vi gik ind, og Fader var der virkelig, men han var gået i Seng. Han blev både glad og ikke glad ved at se os, han vidste jo, hvad det betød. Jeg var så træt, at jeg måtte i Seng, men Fader stod op, der var altfor mange Mennesker til, at han kunde blive liggende. Da jeg klæder mig af, ser jeg, at jeg endnu havde Køkkenforklæde på. Da Fader kom ud, blev han genkendt af mange af vore Sognebørn, både militære og civile, som også var komne herop. Og der blev råbt Hurra og gjort en Anstalt. Jeg måtte også ud. Jeg brød mig ikke engang om at hægte min Kjole inde. At jeg ikke blev sindsforvirret dengang, det forstår jeg ikke. Så var der nogen, der råbte: "Hvad er det for en Præst? Vi kender ham ikke!" "Råb Hurra med, for det fortjener han!", Og så bredte Råbene sig helt ud i det Fjærne, så de yderste ikke havde mere Begreb om, hvad de råbte for, end den Saks dér. Fader råbte så højt, han kunde: "Tak, Tak, Børn! Vor Herre være med jer alle sammen, både med de militære og de ikke-militære." Og så sagde han mange flere smukke Ord, søm jeg ikke kan huske. Nogle fra Oxenvad sagde højt til nogle andre: "Nå, kunde jeres Præst have gjort

[side 159] det bedre?" Så sagde jeg: "Lille Jürgensen, lad mig komme ind; jeg tror, jeg besvimer." Vi faldt mærkelig nok i Søvn trods al Mudren. De andre civile sad derimod omkring i Stuerne og tumlede den hele Nat uden at komme i Seng. Ude på Marken lå de i Mængde. Rytterne forstod at få deres Heste til at lægge sig og lagde så deres Hoveder op til dem. Fra Bastrup Kro lod Jürgensen Karlen gå hjem og kørte så selv. På Vejen til Kolding blev den ene Hest lam. Det var rent forfærdeligt. Vi kunde ikke følge med de militære og ingen Vegne komme for den ulykkelige Hest. De militære færdedes på alle Vejene uden Orden, civile og militære, Officerer og Menige marscherede imellem hverandre så hurtig som mulig. Ryttere korn enkeltvis og parvis. De havde fået en ren panisk Skræk sønden for Oxenvad, hvor Tyskerne på én Gang myldrede frem. Den lamme Hest hinkede imidlertid, så godt den kunde. Så mødte vi heldigvis vor Oxenvad Dyrlæge. Han var så tysk, som nogen kunde være, men ikke desmindre gav han os sin sunde Hest i Stedet for den lamme og sagde: "Nu tager jeg den med og kurerer den, når jeg kommer hjem." "Ja men, når Hesten nu ikke kommer sig, hvad så?" "Ja, lad mig om det," sagde han blot.

Vi nåede da til Kolding og var der et Par Dage, men så kunde vi ikke være dér længere, fordi der var overfyldt med Indkvartering, og vilde da drage Nord på til Vosborg. Vi vilde over Broen ved Kolding Å, men der holdt en Husar ved hver Ende. Den første råbte til os: "Holdt, i Kongens Navn!" Fader fortalte, hvem vi var, og hvor vi vilde hen. "Det hjælper ikke! Om det så var Kong Frederik, måtte han ikke komme over." "Ja, så bliver vi nødte til at holde her," sagde Fader, "for

[side 160] så véd jeg ikke, hvor vi skal hen." "I hvert Fald må De vende Deres Vogn, for herover kan De ikke komme." Så kom Husaren lige så tæt ind til Vognen, som han kunde, og sagde: "Tag ind gennem det første Led og følg Markvejen, så kommer De til Lejrskov Præstegård." Det gjorde vi, men dér var også stærk Indkvartering. Præsten dér rådede Fader til at tale med Oberstløjtnanten. "De må se at komme til Frederits; dér er Minister Tscherning, og han véd Besked om, hvad de flygtende Embedsmænd skal gøre." Da vi skulde til at køre, kom Præstefolkene og forlangte, at vi skulde komme ind og spise, for vi havde vel ikke fået noget i lange Tider. Vi blev glade ved Tilbudet, for det havde vi heller ikke, og Børnene var forfærdelig sultne. Det var virkelig storartet, at de også havde noget til os trods den store Indkvartering. Tscherning sagde: "De har ikke andet at gøre end at stile mod København." Der blev dér udstedt Vartpenge, som man kaldte det, til de flygtende Embedsmænd, og det trængte vi også til, for vi havde hverken Penge eller Gods med os. Vi var ikke engang sikre på at kunne nå København for de Penge, Fader havde hos sig. Også på Vejen ud mod Snoghøj var der fuldt af Militær. Vi måtte holde en halv Mil uden for Kroen. Her fandt vi en Mand fra Oxenvad, som var så flink at føre Hest og Vogn med tilbage. Vi måtte vente i timevis, før vi kunde komme over, skønt der var Færgebåde i massevis. Vi kom over med en rigtig Færge, men Gud véd, den var ikke stor. Vi var så heldige at komme med en Diligence, der skulde til Nyborg. Og vi bedede mange Gange, uden at vi dog havde nogen Fornøjelse af det, da vi aldrig kunde komme Kroerne nær med Vognen. Vi kunde, derfor ingen Fødemidler få til de stakkels Drenge.

[side 161] Henimod Aften skreg de næsten af Sult og bad forgæves Kusken om noget af det Brød, han gav Hestene. Omtrent ved Midnatstid kom vi til Nyborg. Vi fik her et lille bitte Hummer med to Senge. Drengene lå på Gulvet med et Tæppe under og et over sig. Dér fik vi endelig noget at spise. Vi tog så med Skib over til Korsør. Det står for mig, som om jeg var angst for at sejle med det Skib, som om jeg var bange for, at det skulde springe af Varme. Jeg tror derfor, det må have været et Dampskib, det første jeg har sejlet med. Mens Jürgensen fra Korsør tog til København med Drengene for at ordne noget, inden vi andre kom, lejede han en Vogn til at køre mig og Amalie til Gyldenholm. Pengene til Vognen skulde jeg låne hos Onkel Georg, når vi kom derud. Tante Julie var gået i Seng, da vi kom dér til Gyldenholm. De blev aldeles lynslåede, og Tante Julie udbrød: "Men hvorfor er I dog flygtede?" så hun må vist ikke have fulgt rigtig med. Imidlertid gik Fader derinde i København op til Minister Monrad og bad ham, om han ikke kunde give ham noget Arbejde. "Ja, værsartig! Dér står et Bord. Det kan De skrive ved, hvilket Øjeblik De vil." "Ja, det er meget godt," svarede Fader, "men hvor stort er Honoraret?" "Jeg troede, det kun var Arbejde, De vilde have. Jeg kan intet Honorar give." "Jeg står uden Penge og har Kone og Børn, så at jeg kan ikke undvære noget Honorar." Så gik han til Onkel Linde, og denne lånte ham, jeg tror det var 1000 Rdl. og rådede ham til at tage ud til mig, der fra Gyldenholm var taget til Fredensborg efter Faders Anvisning, og så gå op til Frederik VII og bede ham om fri Bolig på Slottet, så fik han det nok. Frederik VII gav ham også straks frit Værelse på Slottet. Men hvor skal vi få Sengklæder og alle

[side 162] mulige Køkkenredskaber fra?" spurgte jeg. Så måtte han igen Dagen efter over til Kongen og bede om det. "Det ligner det Fæhovede til Slotsforvalter," sagde Kongen. "Er der nu ingen Møbler i de Værelser, han har overladt Dem? Hvert Værelse skal møbleres med de nødvendige Møbler." Straks han kom til Kongen, fik han at vide, at han fra den Dag, han var flyttet fra Oxenvad, indtil videre vilde få 1200 Rdl. i Vartpenge om Året. Vi havde intet at gå og stå i. Jeg havde kun min Morgenkjole på og intet at skifte med, og de andre var ikke bedre farne. Det fik vore Venner derude også at vide, og så kom der en Fru Ovesen, født Münter, og spurgte mig: "Er det sandt, Sofie, at Du ingen, Særk har på?" "Jo, jeg har en på, men den trænger hårdt til at komme af, og Jürgensen har ingen Skjorter." "Ja, så må Ovesen og jeg jo af med vore." Og det holdt hun trolig; hun kom med tre Stykker til os hver. Kapellanens Frue, som var Søster til Bournonville, kom med Dækketøj og Gangklæder, som vi måtte låne, indtil vi selv fik noget samlet sammen. Professor Ovesen sendte et Sæt mørkeblåt Tøj med blanke Knapper til Jürgensen. Jeg fandt ikke, det var en passende Dragt for Jürgensen, men Fruen sagde: "Å skidt! Det er jo lige meget, hvad han har på, når bare han får Legemet skjult." Da Fader kort efter fik et Sæt sort Tøj, fik hans Broder Andreas det mørkeblå. Han lå og studerede i København uden næsten at kunne erhverve de fornødne Klæder til at skjule sig med, men han var dog så stolt, at han næppe vilde tage imod det. Tiden blev uhyre lang for Jürgensen, skønt Gud véd, Beboerne var så venlige og kærlige mod os i alle Måder, og skønt Egnen var så, henrivende dejlig. Det kunde dog ikke fylde Tiden for os. Han gik

[side 163] derfor omkring til Familierne og spurgte, om De ikke vilde lade ham undervise deres Sønner, så vilde han indrette en Skole, hvortil han havde fået Provstens Tilladelse. Med hans egne to Sønner havde han ialt 17 Elever. Det gik overmåde godt, og han blev meget mere munter og fornøjet at se til. Han elskede at have med Smådrenge at gøre. Så vidt jeg husker, underviste han 6 Timer daglig. Han blev også meget brugt af Omegnens Præster til at præke for dem, når de var på Rejse, thi det var han altid villig til. Jeg fulgte trolig med på disse Ture. Således kom jeg også en Gang til Hellebæk. l Stolen foran mig sad der to Damer. Så sagde den ene til den anden: "Det er jo en flygtende Tysker, der skal præke her i Dag?" "Ja, det vil blive meget, interessant. Han skal være enøjet." Så kom Fader frem. Da han havde præket noget, siger den ene til den anden: "Han har jo to Øjne." Ja, men der er noget Galskab ved det ene; men på Sproget kan man da ikke høre, at han er Tysker." Da Prækenen var færdig, gik disse to Damer foran mig ud. Jeg bad dem da om at måtte tale et Par Ord med dem. "Jeg vil kun underrette Dem om, hvem det er, De har hørt i Dag. Jeg er hans Kone og har hørt Deres Samtale. Han er en flygtet, dansk Præst og er heller ikke enøjet, omend han har et Tilfælde i det ene Øje." "Tak skal De have," sagde de. "Vi vidste hverken ud eller ind om, hvem det var. Vil De takke ham mange Gange for hans Præken." Denne Historie vakte megen Munterhed hos Fader. I den Tid var der megen Glæde over og Tale om "Ånden i Naturen" af Ørsted. En Gang valgte Jürgensen, netop mens Interessen for denne var på sit højeste, at gå ud fra den i sin Præken, idet han modbeviste den på flere Punkter. Min

[side 164] Moder erklærede, at det var en fortræffelig Præken, men hviskede samtidig: "Men jeg læser alligevel Bogen med Fornøjelse." Der var et Par gamle Frøkner Grove, der blev ganske oprørte på Fader over Prækenen, fordi de var så betagne af Bogen. At den skulde være antikristelig, kunde de aldeles ikke indrømme. De kaldte ham en Fanatiker. Det fik Fader at høre og gik hen til dem og læste dem både Moses og Profeterne, som man siger, hvorpå vi igen blev gode Venner. Børnene i Skolen var så glade ved ham, at de samledes uden for vort Hus for at følges med ham til Skolen. Jeg havde nok at gøre med at lappe og stoppe, en kunde dog også deltage i Selskabeligheden, dels i Skovturene om Sommeren og i Assembléerne om Vinteren, hvor hver medbragte sin Mad. Der var ude ved Fredensborg to Familier, som Selskabeligheden navnlig samlede sig om, Gæstgiver Kolds og Rode. En Gang kom til vor store Forfærdelse en af Kolds Herrer og inviterede vore Døtre til et Assemblé. Vi spurgte, om det blev meget blandet. "Nej, det blev kun med Stedets unge Mennesker," Ja, så kunde der ikke være noget i Vejen, mente vi. Døtrene var imidlertid ude at spasere med Roderne. De blev meget opbragte, da de fik at høre, at vi havde sagt ja. Således var der stadig Strid mellem de to Parter.

Vore Sønner. Flid og Dygtighed var aldrig vore Sønners stærke Side, men artige var de, og de blev allevegne godt modtagne. Da Gerhard blev konfirmeret, kom han til Søs som Kahytsdreng. Han vilde være Tordenskjold II. Hans første Tur gik til Buenos Ayres. På Hjemturen forliste Skibet. Hele Mandskabet blev reddet. Fyret var fejlet. Gerhard var den sidste, der kom fra Borde. Han var sat til at pumpe og blev ved at pumpe, til de sagde,

[side 165] at han skulde komme. Hans næste Tur gik med samme Kaptajn til Rio Janeiro. Både Kaptajn og Rederiet hed Broberg. De havarerede også denne Gang. Da de kom hertil, vilde Kaptajnen ikke sejle mere. Så fik Gerhard en ny Kaptajn, men da Onkel Jakob fik det at vide, tog han en Dag uden vort Vidende over til København og hentede ham hjem. Han fandt ham på Gamle Avlsgård, syg og lidende og uden Penge. Med Pengene for hans Køjeklæder betalte de Regningen og rejste så hjem. Nu var han også selv bleven træt af det. Efter nogen Tids Forløb hjemme hos os kom han på Rødding Højskole.

Da Peter var 11 År, blev han fra Fredensborg sendt til Latinskolen i Kolding. Om Natten kørte han på et Læs Tørv ind til København, for at Rejsen skulde blive så billig som mulig. Det har han heller ikke selv siden kunnet glemme. Jeg græd også over det, men Fader mente ikke, han havde Råd til at lade ham køre med Dagvogn. Fra København sejlede han med en lille jagt til Kolding. Her boede han hos Onkel Johannes, der var Købmand i samme Gård, hvor Bedstefader boede. I Skolen gik det hverken ondt eller godt, men trevent hele Tiden. Han havde dog altid Kammerater. En Gang slog han trods et Forbud et Vindue ind hos den gale Købmand Vissing. Han blev grebet af Politiet og bragt til Borgmesteren, der sendte ham til Rektoren. Denne lagde ham på en Stol og piskede ham, der dengang var 12-13 År gammel. Det gjorde ham bitter, og han kunde ikke tåle at se denne Rektor, Ingerslev hed han, mere. Han kom så til Haderslev Latinskole. Skønt han slet ingen Lyst havde til Skolen, havde Fader dog en Gang fået den Idé, at han først måtte gå ud fra sidste Klasse. Han nåede kun op i 7de; så rejste han uden

[side 166] Afgangseksamen over til København for at forberede sig til Præliminæreksamen. Han var her et Års Tid uden at få Præliminæreksamen. Så rejste han hjem og slog ind på Arkitektvejen. I Flensborg kom han i Tømrerlære hos en Tømrermester Hansen. Skønt han var 19 År, stod han i Lære som Dreng og blev brugt til alt muligt. Det hårdeste for ham var at hente Brændevin og Skråtobak til Svendene. Hans Breve endte i lang Tid med: "Forresten er jeg glad ved at være her." Men en Gang kom der pludselig et Brev, hvori han skrev, at nu måtte Fader komme derover, thi nu kunde han ikke mere finde sig i sit Arbejde. Han var nu bleven anbragt ved et Teater, hvis Belysning og Kulissearbejde hans Mester havde overtaget, som en Slags Lampepudser. Han skulde både tænde og slukke Lamperne og hver Aften være imellem Kulisserne. Han kunde heller ikke finde sig i alt det uskikkelige, der foregik bag Kulisserne, skrev han. "Ak, hvor han er bleven dydig," sagde Fader. Fader tog så derned, tog på Vejen ind til en Tømrermester i Haderslev og fik at vide, at han var i sin gode Ret, når han forlangte Sønnen tilbage. Til Mesteren i Flensborg sagde han, at hans Søn ikke kunde have med det Teaterværk at gøre, men ellers var tilfreds med sin Plads (navnlig var Mesterens Kone så flink imod ham). Mesteren sagde, at han havde troet, at det var Kommers med Peter, men nu skulde han nok blive fri for det. Fra nu af gik det hurtig fremad med ham. Han blev Svend, før Læretiden var omme. Han og Mestersvenden byggede en smuk Pavillon uden for Flensborg. Da den var rejst, skulde der efter almindelig Skik gives et lille Sold. Mestersvenden, der havde bygget Pavillonen, skulde ved denne Lejlighed holde en Tale. Men han var pærefuld, da han

[side 167] skulde op på Stilladset, og sagde derfor til Peter: "Gør De det, Jürgensen" Og der var ikke andet for ham at gøre end at træde frem og holde Talen og præsentere sig selv som Læredrengen, der under de ugunstige Forhold var bleven nødt til at trine op her, det var ikke af Ubeskedenhed. Han kom så godt fra den Tale, at Mesteren bagefter klappede ham på Skulderen og sagde: "De nærmer Dem svært til at blive Svend." Året efter, altså efter at have stået i Lære i 2 År, blev han Svend og skrev et jublende Brev hjem i den Anledning. Aldrig havde vi fået sådanne Breve fra ham, mens han var Discipel, som dem, vi nu fik. "Men," skrev han, "en hård Dyst måtte jeg gå igennem for at blive erklæret for ret installeret Svend." Han skulde møde om Morgenen Kl. 7 hos Oldermanden og bukke dybt 3 Gange for ham. Så overleverede Oldermanden ham en lang Kridtpibe, omvundet med røde og hvide Silkebånd med lange, flagrende Sløjfer. Dernæst skulde han med Piben i den venstre Hånd omfavne Oldermandens Datter og kysse hende. Har I kendt Mage til den ulykkelige Pige, der således skulde kysse alle Svendene! Dog det gik ret glat, da hun så tålelig godt ud. Derefter skulde han og en Del Svende spasere gennem den lange Gade i Flensborg, mens Peter røg på Kridtpiben. Så måtte han endelig uden for Byen i et Værtshus traktere Svendene. Han skulde egentlig også have givet et Afskedsgilde for Drengene, men han klagede derover til Mesteren. "Bliv så hjemme! jeg skal nok forsvare Dem." Men da han Aftenen efter drejer om et Hjørne, farer der en Mængde Drenge over ham, slår ham i Ansigtet og siger: "Det kan Du ha', Din lumpne Hund, som ikke vil i vort Selskab." Der måtte hentes Doktor. Så var Peter bange

[side 168] for, at det var forkert, at han ikke havde gjort Gildet. Men Mesteren tilbød at gå til Oldermanden og klare det hele. Og Peter hverken hørte eller så mere til denne Sag. Han tog så med udmærkede Anbefalinger til København, hvor han meldte sig ved Akademiet. Ved Afgangs- prøven herfra blev Eleverne lukkede inde hver i sin Bås i 4 Timer, hvorefter de skulde aflevere deres Opgave. Da de 4 Timer var forbi, var Peter så utilfreds med sit Ar- bejde, at han rev det i Stykker. Og da Etatsråd Meldahl sammen med de andre Tilsynshavende og Professorer kom, sagde Peter med Tårer i Øjnene: "Ja, her, ser De Resultatet. Jeg var ikke selv tilfreds med Arbejdet. Nu må De afgøre, om jeg må få Lov at gøre det om, eller om det hele skal være forbi med mig." "Nej, vist ikke! Gå De nu en Time og kom til Ro. Kom så igen og sid igen i 4 Timer." Det Arbejde, han da fik præsteret, fik han endogså Ros for. Derefter fik han Plads hos Arkitekt Stilling. Da han fik for lidt i Løn dér, henvendte han sig til Professor Meldahl, som dog ikke vilde give ham mere end 30 Rdl. om Måneden. Året efter tog Peter derfra, da han ikke kunde nøjes med Lønnen. Han fik en god Anbefaling af Professoren. Så søgte og fik han Rejsestipendium på 300 Rdl.

Under dette Københavnerophold boede han i Logi sammen med Frederik Gottlieb og Karl Rønne. De havde to Værelser, holdt sig selv med tør Kost og spiste Middag, når Pengene tillod det, på de billigste Steder, ja endogså på et Sted med det velklingende Navn "Sprøjtekælderen." Hvis man ikke her spiste i en rimelig Fart, blev den resterende Mad ganske sagte trukket tilbage igen samme Vej, hvor den kom fra. Knive og Gafler var lænkede til Pladerne, men Prisen var ganske vist også utrolig

[side 169] billig, så vidt jeg husker 12-13 Skilling for en Middag. De tre unge Mennesker, som kom til at holde meget af hinanden, var lige fattige alle tre. Deres Fornøjelser nød de i Fællesskab. De Kasser med Fødevarer, som de fik sendt hjemmefra, og som var bestemte for længere Tid, tømtes imidlertid meget hurtig ved Hjælp af mange sultne Venners gennem lang Tid opsamlede Appetit. Der var altid Spørgsmål efter disse Kasser. De Skillinger, de havde, skulde gemmes til Søndagsfornøjelser. Da var de flotte, kørte i "Kaffemølle" ud til Dyrehaven og kom først hjem henad Morgenstunden, da de nemlig altid gik hjem. Det var dem en stående Adspredelse at flytte. Det gik meget let ved Hjælp af en lille Håndkuffert. Situationens Alvor trykkede dem imidlertid ikke.

Da Peter nu havde fået Stipendiet, rejste han som Håndværkssvend til Wien til Theophilus Hansen. Da han kom til Hamburg, vilde han sætte sig lidt ind i Sproget og Pengeforholdene. Han blev overordentlig vel optaget hos min næstældste Broder [Peter Fridrik], der var Købmand. En Dag spurgte han Onkel, om der ikke var en Arkitekt, han kunde anbefale. Jo, han skulde selv gå med ham. Knorr & Schäfer var et meget anset Firma dér i Byen. Da de ringede på, kom Schäfer selv ud og lukkede op. Peter sagde, at han vilde gærne vise ham sine Anbefalinger, for han havde Lyst til at blive lidt længere i Hamburg (han havde allerede dengang set Tante Emma, med hvis Familie min Broder havde selskabelig Omgang). "Ja, De kan godt få Arbejde. Der står en ledig Høvlebænk i Salen tilhøjre. Jeg har ikke mere Tid i Dag, men lad mig få Deres Anbefalinger, og vil De så møde igen her i Morgen Kl. 9?" Peter kom til Klokkeslettet og stillede sig ved Høvlebænken og Schäfer ligeledes. "Hold op med

[side 170] det Arbejde. Dér er ikke Deres Plads. Jeg har gennemlæst Deres Anbefalinger. Kom De nu med mig op på mit eget Kontor, dér har jeg et Arbejde, der passer for Dem." Hos Schäfer stod han vist i et Års Tid til stor Glæde for begge. "Nu er der en Plads ledig," sagde Schäfer en Dag, "som jeg synes, De skulde søge, Jürgensen." Det var en Plads som Førstemand ved det hanseatiske Baucompagnie, som han sammen med tre andre havde stiftet. Kort Tid efter blev Peter ansat som Chef på Kontoret med en Løn, der var meget tilfredsstillende.

Alfred var lige fra lille af Familiens lyse Hoved. Han var ualmindelig livlig, havde de mest komiske Indfald af Verden. En Gang stod han ved Siden af mig, da vor Nabopræsts pukkelryggede Huslærer var ovre hos os. På én Gang siger han: "Moder, hvorfor har den Mand sin Mave på Ryggen?" "Kan Du ikke høre, Anna kalder på Dig?" sagde jeg hurtig og fik ham ud af Stuen. En anden Gang var Distriktslægen i Besøg hos os. Han var overordentlig koparret. Alfred blev ved at gå og glo op ad den fremmede Mand. Tilsidst siger han: "Du er dog en mærkelig Mand!" "Lad den Dreng komme ud," sagde Distriktslægen, "nu har han da set tilstrækkelig på mine Koppear." - På Fredensborg var der en Konferensrådinde, hos hvem han gik ud og ind og rigtig havde frit Sprog. Til en af Døtrene sagde han: "Du skal være min Kæreste og Kone." "Ja, lille Alfred, det vil jeg også nok." Men en Dag siger han til hende: "Men hvorfor skal vi ikke bo sammen, som Fader og Moder gør, og være Mand og Kone?" "Ja, har Du Penge, som Du kan give mig til at koge Mad for, og et lille Hus, som vi kan bo i?" "Nej, det har jeg rigtignok ikke. Men det skal jeg nok få," sagde han. Efter at han havde været borte i

[side 171] et Par Dage, kom han farende op ad Trappen, slog Døren på vid Gab og sagde: "Lydia!" således hed Datteren, "vil Du gøre Dig færdig til at være min Kone (han var ca. 5 År dengang), for nu er jeg bleven Slagter. Jeg har et helt Læs Kød her udenfor Døren, som Du kan komme ud og se." Så holdt han udenfor med en lille Barnevogn, som han havde fyldt med Sten. Allerøverst lå der en forfærdelig stor en. "Ser Du den store Sten dér? Det er Hertugens Hoved. Det sælger jeg først." "Ja, det må Du da kunne få mange Penge for." "Ja, Du kan tro, vi skal gøre Gilde for det," sagde Alfred. Han var sådan inde i den Forestilling, at det var Kød, at hun tilsidst måtte lade ham bide i det. "Men det er jo ikke Kød, Alfred." sagde hun. "Ja, er det ikke Kød, så er det ikke Kød, og så venter vi et År længere, for jeg skal nok finde på Råd." - Da vi i 1848 kom kørende til Katrineberg til min Svoger Thalbitzer, kom der en lille Dreng hen til Vognen med et Danebrogsflag i Hånden. Da Alfred er kommen ned på jorden, går han uden videre hen og tager Flaget fra Drengen, går hen foran Thalbitzer og siger: Og den har Tysken hånet og trådt den under Fod, og dertil er vor Fane for gammel og for god," sagde han, idet han tudbrølte og tilføjede: "Så kan Du selv sige det andet." Thalbitzer glemte rent at få os andre af Vognen, tog Drengen op på Armen, kyssede ham og sagde: "Du er dog en dejlig Dreng." - Han blev forgudet af dem alle på Fredensborg. Det var bleven forbudt Alfred at gå alene til Købmand Schiødt, som fordærvede hans Mave med Svedsker o.s.v. En Dag så Doktoren, som kendte dette Forbud, Alfred gå hen ad Købmanden til. Så sagde han til Alfred: "Skal vi to ikke følges ad?" "Jeg skal ikke til Købmand Schiødt,

[side 172] Hr. Doktor, jeg går til Slagteren". Samvittigheden slog ham. Så gik han ganske rigtig ind til Slagteren. Men da Doktoren kom tilbage, sér han Alfred i Schiødts Dør med Kæberne udspilede af alt muligt. "Kom Du nu med mig, min Ven," siger Doktoren, så kan Du vente Dig en god Livfuld Prygl." "Du skal ikke komme til at prygle mig, for Fader er den, der kan slå, og han kan slå hårdt." Nå, han fik heller ikke Prygl den Gang, men det var også umuligt at slå den Dreng. Som han kunde bede om godt Vejr, tilstå, at han havde været uartig! Og så kunde man jo ikke nænne at prygle ham.

6. EFTERSKRIFT

Hermed ender "Oldemors Erindringer". Desværre blev den stenografiske Nedskrivning af hendes Fortælling ikke ført længere end til Krigsårene 1848-50. Også fra den efterfølgende Tid i Oxenvad var der meget, som havde fortjent at fries fra Glemsel.

I 1859 forflyttedes Peter Jürgensen til Hesselager på Fyn, hvor han virkede til 1872, da han fik sin Afsked som Præst. Sine sidste År henlevede han på Frederiksberg, hvor han døde den 27. Marts 1876.

Som Enke boede "Oldemor" derefter sin følgende Tid hos sine Døtre Sofie og Charlotte, først i Gram i Sønderjylland, derefter i Middelfart og sidst på Frederiksberg, hvor hun døde den 22. Marts 1892.

V. MILTHERS

PERSONREGISTER

Andresen, præst i Maugstrup, 71
Appel, skolelærer, 70
Balslev, familien, 23
Barth, ritmester, 73
Beck, løjtnant, 72
Begtrup, familien, 23, 24, 43, 44
Borgen, familien, 23
Bournonville, 79
Brøndsted, Andreas Fridsch, stationsforstander (1807-), 37, 72
Brøndsted, Anne Sofie, g. Helms (1774-1804), 16, 17
Brøndsted, Carl Gustav, skoleinspektør (1818-1903), 14, 28, 43
Brøndsted, Charlotte Augusta, søster "Lotte", (1809-), 9, 10, 13, 16, 17, 18, 19, 24, 25, 27, 28, 30, 31, 44, 56
Brøndsted, Christian, provst (1742-1823), 9, 14, 15, 16
Brøndsted, Christian, præst (1801-80), 26, 27, 35, 37
Brøndsted, Elisabeth Sofie ("Betty") g. Thalbitzer (1804-71), 16, 24, 29, 32, 36, 39, 41, 43
Brøndsted, Georg Koës, godsejer (1814-78), 76, 78
Brøndsted, Georgine Henriette ("Jette"), g. Klingberg (1812-79), 27, 29
Brøndsted, Gerhard Johannes, provst og slotspræst (1773-1886), 9-44
Brøndsted, Julie Eulalia, g. Brøndsted (1816-97), 27, 78
Brøndsted, Karl Gustav, forfatter (1851-1945), 13
Brøndsted, Marie Augusta, g. Hall (1816-91), 29
Brøndsted, Mathilde (1814-), 27
Brøndsted, Peter Fridrik, købmand (1803-), 82
Brøndsted, Peter Oluf, arkæolog (1780-1842), 16, 29, 31, 32, 33, 36, 41, 77
Brøndsted, Sofie Conradine, g. Jürgensen (1810-92), 7-84
Brøndsted. Gert Madsen, godsforvalter (1694-1745), 33
Caroline Mathilde, dronning, 13-14
Charlotte af Strelitz, prinsesse, 14, 15
Christensen, degn, 58
Claudius, Matthias, digter (1740-1815), 13, 14
Dodt, familien, 23, 24, 25, 27, 31, 32, 39, 43, 44
Dorph, familien, 23, 43, 45
Eiler, provst, 62
Estrup, J.B.S., politiker, 45
Faber, familien, 23
Fejlberg, adjunkt, 24, 25
Frank, skolelærer, 70
Frederik VI, 11
Frederik VII, 14, 25, 76, 79
Fridsch, (Andreas) Carl, magistratssekretær (1797-1876), 14
Fridsch, (Sophia) Amalie, g. Linde (1793-), 37
Fridsch, Andreas Frausing, stiftsfysikus (1744-1807), 9, 13, 21, 43
Fridsch, Charlotte Hedevig, g. Brøndsted (1777-1863), 53, 79, 9-44
Fridsch, Elisabeth Sofie ("Lise") (1790-1884), 27, 28, 33, 42
Fridsch, Mads, konfenrensråd (1742-1812), 43
Fridsch, Mathia Augusta ("Mathie"), g. Helms (1787-1884), 17
Fridsch, Mathilde Augusta ("Mathie"), g. Helms (1788-1884), 16
Fridsch, Peter ("Peer"), død til søs (1782-1801), 14
Fridsch, Petronelle (1785-), 43
Fridsch, Sofie Christence (1783-), 43
Fridsch, Sofie Dorothea, g. Koefoed (1776-1815), 10
Fuglede, præst, 70
Gottlieb, Frederik, 81
Grønvold, familien, 23
Hall, Carl Christian, konseilspræsident (1812-88), 29
Hatting, Johanne Kirstine, g. Brøndsted (1745-79), 16
Hedemann, general, 75
Helmers, brændevinsbrænder, 67
Helms, Andreas Fridsch, apoteker (1808-80), 16, 17, 19
Helms, Augusta, g. Krarup (1804-71), 15
Helms, Gustav, 15
Helms, Rudolf, apoteker (1774-1833), 16, 17
Hennings, major, 72
Holst, Vilhelm, skuespiller, 56
Jenssen-Tusch, major, 75
Jonasen, Morten, skomager, brandstifter, 11-13
Jürgensen, Alfred, handelsagent (1843-86), 75, 77, 82-83
Jürgensen, Amalie Gabrielle, g. Høgsbro (1833-93), 37, 55, 57, 58, 65, 70, 72, 76, 77, 78
Jürgensen, Anna, 66
Jürgensen, Charlotte Hedevig, g. Raunsøe (1831-1914), 10, 54, 55, 58, 64, 65, 66, 67, 84
Jürgensen, Gerhard, farmer (1834-1905), 57, 59, 65, 72, 80
Jürgensen, Jakob, præst, 30, 34, 56, 57, 80
Jürgensen, Peter, arkitekt (1838-1918), 80-82
Jürgensen, Peter, præst (1802-76), 17, 18, 26-84
Jürgensen, Sofie, g. Jenssen-Tusch (1830-1901), 53, 54, 55, 58, 67, 84
Jürgensen, Trine, 42, 53, 66
Klingberg, Valdemar, distriktslæge (1806-81), 76
Koefoed, Conrad, Daniel, biskop (1763-1831), 10
Koës, Marie, g. Aagaard (1790-1858), 36
Kold, 21, 80
Krag, præstekone, 58, 59
Krieger, kaptajn, 76
Lind, Christian, gårdejer, 51
Linde, Gabriel, zahlkasserer, 37, 43
Lorck, Charlotte Hedewig, kammerfrue, g. Matthiesen (1724-1813), 14
Lorck, Josias, præst (1723-85), 13-14
Lorck, Maria, g. Claudius (1718-78), 14
Lorentzen, godsejer, 67
Mathiesen, løjtnant, 69
Matthiesen, Charlotte Hedevig, g. Fridsch (1757-1819), 13-14
Matthiesen, Marcus, dommer (1713-59), 13
Møller, familien, til Agersøgård, 46
Onkel, 72
Paludan, præst, 29, 31
Petersen, Mette Augusta, g. Brøndsted (1758-1832), 15-16, 43
Pfaff, oberstløjtnant, 74
Rahbek, familien, 26
Raunsøe, Jens Michael, slotsinspektør (1824-1879), 10
Recke, familien, 22, 23, 26, 27, 29, 43, 44
Reventlow, greve, 73
Rode, 80
Rosing, Johanna, skuespillerinde, 22, 23, 24, 26, 27, 43, 44
Rønne, Karl, 81
Scavenius, Jacobine, g. Estrup, 45
Schmidth, præst i Skanderup, 70
Skaus, Laurits, sognefoged, 67
Skræppenborg, Peter Larsen, lægprædikant, 64
Solberg, familien, 23, 43, 44
Sølling, familien, 31
Tang, etatsråd, 70
Teupner, familien, 10, 18
Thalbitzer, Carl Vilhelm, godsejer (1801-67), 32, 36, 37, 43, 83
Treschow, amtmand, 24, 29
Tscherning, minister, 78
Von Bülow, Frederik Rudbek, Henrik, general (1791-1858), 11, 71, 73, 74
Wrangel, general, 75, 76
Zinn, familien, 36
Ørsted, H.C., fysiker, 79